Tre generationer i ét hjem

Intro: Velkommen og temaet om tre generationer

Hanne: Der skal være rum og plads til, at det kan være hyggeligt og rart for alle generationer, også i deres hus. Der skal også være plads til at arbejde. Og der skal være plads til at kunne være der alle sammen. Altså alle tre generationer skal jo kunne være i det.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter den nybyggede drøm. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart er kommet i gang med vores drømmevilla. I dag skal vi tale om, hvad det betyder, når tre generationer ønsker at bo sammen. Hvad kræver det i forhold til arkitekturen, i boligen, indretningen, alle de ting, alle de overvejelser, der skal til for at komme i gang. Til at hjælpe os på rejsen har vi besøg af Hanne, der er arkitekt. Hanne, velkommen i Drømmevillaen.

Hanne: Tak, tak Morten. Og tak fordi du har inviteret mig.

Morten: Jamen det ville jeg meget gerne, og jeg har glædet mig til i dag. Også det tema, som vi skal tale om, som vi i hvert fald ikke har berørt tidligere i podcasten, og som jeg også er nysgerrig på, det her med at flytte flere generationer sammen.

Hanne: Nemlig.

Morten: Men før vi egentlig kommer dertil, så skal du også lige have chancen for at præsentere dig selv.

Hanne: Mit navn er som sagt Hanne. Hanne Lind Bonderup. Og jeg er partner her på tegnestuen LBB3, som ligger absolut i den nordligste del af Nordjylland.

Morten: Sådan. Så er vi næsten på hjemstavnen, kan man sige jo.

Hanne: Ja.

Morten: Hvad laver I der?

Hanne: Vi arbejder med en bred vifte af projekter, af projekttyper. Men vi har stort fokus på boliger, på boligbyggeri, private villaer og sommerhuse, som en af vores ben her på tegnestuen. Og det fokus har vi især fået efter, at vi er flyttet tilbage til Nordjylland, hvor vores arbejde i København var en bred vifte af forskellige projekttyper. Vores fokus er meget i dag på boliger af meget forskellige typer og forskellige størrelser, for forskellige priser, kan man også sige.

Fra design til arkitektur

Morten: Hvordan er du kommet ind i arkitektfaget? Eller hvordan er I kommet ind i arkitektfaget? Fordi det er dig og din ægtefælle, der har tegnestuen, er det ikke rigtigt forstået?

Hanne: Det er nemlig rigtigt. Og den historie ligger faktisk rigtig mange år tilbage. Jeg troede, da jeg var færdig med gymnasiet og rejste til New York, der troede jeg faktisk, at jeg skulle tilbage og læse sprog, om det var fransk eller engelsk. Men derovre mødte jeg så rent faktisk Peter, som blev min kæreste, som jeg senere hen blev gift med, og nu arbejder sammen med i dag. Og under en god middag i New York sammen med nogle fantastisk dejlige venner faldt snakken på, om jeg måske ikke ligesom Peter – Peter ville gerne søge ind på arkitektskolen, da vi kom tilbage fra New York – og jeg kunne så måske søge ind på Danmarks Designskole, så vi kunne blive sådan et godt team efterfølgende og starte egen tegnestue sammen.

Hanne: Og det satte sig fast i mit hoved, så jeg blev flyttet fra sproget over til design. Og der var egentlig mange ting, der faldt i hak for mig. Ting som jeg kunne forstå. Den her fordybelse, som jeg jo egentlig nød, og som det kræver, når man sidder med det her arbejde. Visualisering, fortælling, tegningsarbejde var ligesom, det lå jo pludselig mulighed for at kunne tage den side af mig selv og arbejde med det. Så jeg søgte ind på Danmarks Designskole og blev testet på optagelsesprøve, kom ind. Og det var en helt ny verden, der så åbnede sig for mig.

Hanne: Og igennem flere år i København og arbejdet med forskellige projekter har vi jo så startet tegnestue selv, hvor jeg så fik et ønske om at kunne kalde mig både designer og arkitekt. Så derfor kan jeg så i dag kalde mig begge dele, fordi jeg også er optaget i Arkitektforeningen. Og det giver en god følelse i kroppen.

Morten: Ja, det kan jeg forestille mig. Præsentere sig selv både som designer og som arkitekt. Ja, lige nøjagtig. Hvad så med de projekter, som I så har arbejdet igennem eller arbejdet sammen om i de her år her? Er der så nogen, som sådan har en bestemt plads i hjertet?

Hanne: Det er der. Det er der rigtig mange, der har. Og det er jo ikke måske nødvendigvis selve projektets udformning. Det er måske mange ting, der skal spille sammen, men det er både projektet, og det er også de mennesker, man arbejder sammen med, som i et forløb bliver tætte kontakter og ender i venskab. Så på den måde betyder den menneskelige kontakt i høj grad meget for os, når vi arbejder med vores boliger.

Morten: Ja, det kan jeg faktisk godt forestille mig. Det er måske også noget af det, jeg faktisk har lært lidt af at have den her podcast. Det er jo faktisk, at det handler meget omkring mennesker, når man er arkitekt. Vi talte også lidt om det, før vi startede optagelsen her. Der er rigtig meget menneske i det.

At bygge til flere generationer

Morten: Og på en eller anden måde hænger det jo også sammen med det, vi taler om i dag. Det her med tre generationer i et hjem. Det er jo også at prøve at udfordre lidt det normale, men også prøve at bringe nogle relationer, nogle mennesker sammen omkring det her. Kan du ikke prøve, hvad er egentlig det mest spændende, når man taler om sådan et projekt her, hvis man går ind i det som arkitekt?

Hanne: Det, når man skal arbejde på et projekt, som handler om flere generationer og flere byggerier dermed, så er det jo flere bygherrer. Så er der jo pludselig mange meninger at skulle rumme og kunne føre ind i et projekt. Og det kan man måske forestille sig, at det kunne være et problem. Men jeg vil sige, at vi har haft en helt fantastisk dialog omkring de ønsker og behov, som der skulle føres ind i projektet. Og det kan jo så i høj grad også skyldes, at det er byggefolk, bygningskonstruktørfolk og folk, som er vant til at tale om konstruktioner og om byggeri. Så derfor har processen faktisk været rigtig, rigtig god. Vi har haft en fantastisk god dialog.

Hanne: Og det, som vi efterfølgende har tænkt, det er, at man skal huske på, at når man skal bygge til flere generationer, så er der jo et vindue, altså en bestemt årrække, hvor du skal ramme plet. Fordi der sker jo en forskydning. Den yngre generation, den yngste generation bliver ældre og vil gerne have deres eget lille værelse, kæresten kommer med hjem og så videre. Men der åbner sig jo nye vinduer, fordi så kommer der en ny generation til. På et tidspunkt. Altså hvor det så er oldebørnene og så videre. Men et projekt vil jo hele tiden ændre sig til de her generationer.

Morten: Så for at forstå det rigtigt, siger du dermed, at det er til en bestemt tidsperiode, at den her form for sambo rent faktisk fungerer?

Hanne: Ja, det jeg siger er jo, at når bedsteforældrene er omkring midt 60'erne, og de små er måske omkring fem, otte, ti og så videre, så er det perfekt. Altså så er alle i arbejde og har et fælles liv inde og ude og har alle lyst til at arbejde i haven i fællesskab. Men så sker der jo nogle, der er nogen, der bliver ældre. Eller de bliver, alle bliver ældre. Men så er det måske den yngste generation, som mere kommer til at passe på bedsteforældrene. Hvor det har været bedsteforældrene, der passede på de små piger, når mor og far var ude til fester og så videre. Så tingene forrykker sig jo hele tiden. Men i dag får den yngste generation jo også børn. Og så hele tiden forskydes det sig.

Hanne: Så der vil jo være nogle perioder, hvor der måske ikke er den samme fælles samhørighed og aktivitet. Det ændrer sig hele tiden. Men når man går i gang med et projekt, så er det jo vigtigt, man er i det her vindue, hvor vi har et fællesskab, og vi kan kæmpe for det fællesskab, at det skal blive godt. For ellers kan man risikere, det begynder at smuldre lidt.

Morten: Lige nøjagtig. Det giver mig faktisk lige en tanke. De mennesker, og nu kan man selvfølgelig ikke tale om specifikt, hvad andre mennesker tænker, men tror du, der er mange, der bygger sådan noget her i håbet om, at det kan blive en rullende udskiftning? Altså at det faktisk er det, der er formålet med den her måde at leve på?

Hanne: Det vil jeg da håbe. Altså vi har aldrig haft diskussionen med bygherre her. Men jeg tror, de tanker bliver sat i gang hos dem nu. Og det kunne jeg da også ønske mig, at det ville være for andre, som sidder og tænker på og skal ud og bygge i dag.

Idéen bag projektet og behovet for privathed

Morten: Hvordan opstod idéen egentlig ved dem om at prøve at komme i gang eller prøve at udfordre den her måde at bo?

Hanne: Det var rent faktisk den ældre generation, som kom til den yngre generation og sagde: "Vi kunne godt ønske os, at vi kunne bo tættere sammen. Vi vil gerne være mere sammen med vores børnebørn og være mere for dem." Til trods for at alle arbejdsmæssigt er meget fortravlede. Så de kom og sagde: "Vi vil sælge vores villa. Vi kan midlertidigt flytte i en lejlighed, og så går vi i gang med at bygge på den store grund, som de havde fundet syd for Aalborg." Så det var faktisk den generation, som kunne se de her muligheder for at være mere sammen med familien.

Morten: Jeg kunne forestille mig, der er rigtig mange følelser både fra et barn op til forældre, men der er også nogle udfordringer i at komme ind som svigerbarn i den her relation. Det må stille nogle bestemte krav til, hvad man gør, for at det her overhovedet kan lykkes.

Hanne: Jamen selvfølgelig er der jo en svigerdatter, som skal passe ind hos svigerforældrene. Og det har du da fuldstændig ret i. Man kunne godt forestille sig, at det ville skabe nogle problemer af en eller anden art, men sådan er situationen så absolut slet ikke her. De har kendt hinanden i efterhånden en del år. Men det vigtige er jo så også, at den yngre og den ældre generation har hver sit hus under hver sit tag. Så det vil sige, at man ikke har nogen diskussioner med svigermor om, hvor tingene skal stå. Fordi det bestemmer de, eller omvendt. Det styrer man jo fuldstændig selv.

Morten: Så det er ikke bare fordi, man bor tre generationer sammen, så er det ikke ensbetydende med, at man har et fælles hjem. Altså det er en anden måde egentlig at have samvær, både sammen, men også hver for sig.

Hanne: Ja, projektet her består af tre huse, som ligger forholdsvis tæt på hinanden. Og der er så et til den ældre generation, og så det midterste hus er så et fælleshus. Som bliver brugt til musik, til et stort lydstudie og til depot og til lager og så videre. Og det næste hus er så til den yngre generation med børn. Hvor køkkenet er bygget op som et stort rum med en rumdeler, der fungerer som et legehus. Til den yngste, absolut yngste generation.

Morten: Men det betyder så, nu hører jeg det også sige, at det er mere et fællesrum, som der er bygget i midten. Det er ikke sådan, at man har nogle delte funktioner. For eksempel kunne man måske godt forestille sig at have køkken, et fælles køkken eller et fælles vaskeri eller nogle af de der fællesting. Det hører jeg ikke, at det er det, de har bygget her.

Hanne: Nej, og det har du fuldstændig ret i, men den tanke er jo interessant. Altså på sigt at kunne arbejde med i andre projekter, også med tanke på, at vi skal bygge lidt mindre. Vi har egentlig ikke brug for alle de kvadratmeter, vi bygger i dag. Vi går jo mere ud og spiser, vi bruger ikke vores køkkener så meget. Og hvordan og hvorledes kan man så optimere den her type bofællesskaber? Så det er jo interessante spørgsmål at stille. Men familien har gjort klart, at de har brug for den her privathed. Men fællesskabet er der jo i det daglige konstant.

Arkitekturen, fleksibiliteten og hverdagen mellem husene

Morten: Det må også være en del af det. Altså at man sætter nogle regler op, at der er nogle spilleregler på, hvad man kan, og hvad man ikke kan.

Hanne: Det er der jo uden tvivl. Det kender vi så ikke til, hvordan de efterfølgende... og nu er det jo sådan, at det sidste til den yngre generation ikke står 100% færdig endnu. Så det vil sige, de er jo så heller ikke flyttet ind med alle deres ting endnu, men de kommer der jo ofte og er der dagligt og på stedet og på byggepladsen. Så det vil sige, der vil jo komme nogle ting i spil, og nogle regler, uskrevne regler, fordi hvordan og hvorledes begynder man at tage udearealerne i brug? Hvordan er det, vi skal anlægge en have? Skal det være en park og et legeområde og sø og så videre? Så der kommer nogle helt nye ting, når sommeren kommer, og de skal til at bygge shelter og så videre. Så det kan jeg måske svare på om fem år, hvordan og hvorledes tingene så har udviklet sig.

Morten: Hvad udfordringer har det så givet dig som arkitekt, det her med, at man egentlig tegner både noget, der forbinder noget, eller rummer både fællesskaber og privatlivet? Jeg tænker, der må have været mange overvejelser og ting, du ikke lige kunne hive ned fra, hvad I plejer at gøre i jeres arbejde med at tegne huse.

Hanne: Præcis. Det har du fuldstændig ret i, og det var jo på ingen måde en nem opgave. Det er jo altid komplekst at vurdere, hvordan placerer vi en bolig, et byggeri på den grund, der nu er erhvervet. Hvor er udsigten, nord, syd, øst, vest, og hvordan placerer man de her huse, så man netop får den her privathed fra generation til generation. Skal man etablere det som en gård, altså en trelænget gård, eller netop de her separate huse, som vi så nu er endt med. Så vi har været igennem mange, mange forskellige overvejelser og mange skitser, inden vi så fik placeret husene lige præcis som vi gerne ville, de gerne ville, så vi landede godt. Så det er nærmest blevet sådan perler på en snor, de kom til at ligge. Og det skyldes jo også, at grunden er meget, meget lang.

Morten: Men der må også være en udfordring i det her, fordi når de så flytter ind, så har både børn, børnebørn, bedsteforældre en vis alder. Men om 5, 10, 15, 20 år ændrer behovene sig jo også. Så det element har I jo også skullet tænke med, når I så har tegnet det her.

Hanne: Det skal vi jo tænke på netop med, hvordan og hvorledes kan man etablere en fleksibilitet, hvor det er hyggeligt og rart og sjovt for den alleryngste generation at være i fællesskab med mor og far, når der bliver lavet mad. At det kan være et legerum, som på sigt kan flyttes. Så man netop får den der kæmpestore spiseplads til de 20 personer måske, eller der kan etableres noget andet der, hvor det legerum var. Men det er jo også noget med at tænke tilgængelighed. Fordi der er jo også noget med rollator en gang for nogen. Så det skal være nemt at komme fra hus til hus. Der skal ikke være for mange trin.

Morten: Men hvad er forskellen så, hvis man tegner til tre generationer, eller hvis man bygger tre huse? Der må være noget forskel i det.

Hanne: Jamen det er jo fuldstændig rigtigt. Jeg kan sige, den ældre generation har eksempelvis et stort behov for også at have mulighed for at have en hjemmearbejdsplads. Så det vil sige, at der skal et kontor tæt på stue og ophold, hvor man også er synlig, når man sidder i knappen og lige kan nå: ja, du sidder derinde og arbejder. Og der skal også være et børneværelse. Der skal være plads til et rigtigt tøseværelse, nu i den her situation. Hvor det er muligheden. Og de må gerne have lov til at male væggene lyserøde. Der skal være rum og plads til, at det kan være hyggeligt og rart for alle generationer, også i deres hus. Og der skal også være plads til at arbejde. Og der skal være plads til at kunne være der alle sammen. Altså alle tre generationer skal jo kunne være i det. I de ældres hus. Måske primært der.

Morten: Hvorfor egentlig?

Hanne: Fordi det vil typisk være hos dem, at børnene så bliver passet. De lige kommer til en overnatning, de lige kommer efter skole, de lige kommer og skal måske have lidt hjælp.

Forberedelse, fælles beslutninger og de praktiske overvejelser

Morten: Der må være nogle gode læringer, som du kan dele ud af i forhold til at have arbejdet med det her hus her. Altså er der nogle ting, hvis man nu kommer til jer som tre generationer og godt kunne tænke sig at finde sådan en løsning her, hvordan skal man egentlig forberede sig på det her møde herinde?

Hanne: Det gælder jo, om man er et enkelt par, en familie, eller om man er flere generationer, at jo bedre man er klædt på til at gå ud og kontakte en rådgiver, jo mere man har fået noteret, altså lavet det, som vi kalder et byggeprogram. Hvor det ikke i så høj grad behøver at handle om æstetik og materialer, men funktioner. Måske tilføje lidt kvadratmeter på. Hvor meget kunne vi tænke os til børneværelser, til køkken, til måske ikke så meget som et samlet, fordi vi kan måske komprimere, vi kan reducere noget gangareal ved at lave en anden disponering af huset, end hvad der egentlig er traditionelt. Så jo mere man er klædt på på den måde, så er det altid nemmere for en rådgiver at gå ud og sige, vi kan hjælpe jer på den her måde.

Hanne: Og når vi så har fået lagt nogle disponeringer fast, så går vi jo så videre i materialerne. Så går vi videre i det indre, det ydre. Men vi skal jo også lige have lagt huset godt på grunden. Vi skal lige have lagt det i forhold til indkørsel, i forhold til nord, syd, og hvor er haven, hvor er der udsigt og så videre. Så jo bedre man er klædt på til at tage snakken. Og vide, at det kræver stadigvæk et stort stykke arbejde at være med i det forløb.

Morten: Jeg kunne forestille mig, man skal være meget bevidst om, om man egentlig ønsker tre forskellige huse eller to forskellige, eller hvor meget det er, eller man ønsker et kæmpestort hus.

Hanne: Ja, det har du ret i. Også fordi de fleste kommer jo og siger, vi har aldrig prøvet det her før. Hvad gør vi? Men så er det jo netop også rigtigt, at det er vigtigt, at man som flere bygherrer har taget den vigtige snak om, hvor tæt har vi behov for at være med hinanden? Skal vi vaske vores tøj det samme sted og lægge tøj sammen, tørretumbler? Har vi fælles køkken? Hvor mange fællesrum, fælles faciliteter har vi? Så den diskussion er jo meget vigtig at have, inden man går ud til en rådgiver og siger, vi vil gerne i gang med det her projekt. Altså man skal gøre sig klart, hvor er grænsen for, hvor private har vi behov for at være i forhold til hinanden, og hvor meget har vi lyst til at være sammen.

Morten: Der skal også i det her være en diskussion omkring ejerskab, kunne jeg forestille mig. Fordi det er jo sådan en helt anden ting, at skulle flytte ind. Er der så en, der ejer de her tre ejendomme, er der nogle, der lejer sig ind? Hvad med den værditilvækst eller værdiforøgelse, der kommer til at være på den her bolig? Der er nogle overvejelser, også nogle juridiske overvejelser, implikationer på det her. Hvem tager risikoen?

Hanne: Ja. Altså de ting, du nævner her, har vi ikke gået specifikt ind i, fordi det er nogle ting, som bygherre har afklaret uden vores medvirken.

Morten: Men det er jo nogle sindssygt vigtige overvejelser.

Hanne: Ja.

Morten: Fordi når du siger ejerskab, så er det jo også et spørgsmål, hvem står for vedligehold?

Hanne: Ja.

Morten: Hvem sørger for at gøre rent i fælleshuset? Altså det er jo en anden side af det. Der er faktisk mange overvejelser i det her.

Hanne: Der er mange overvejelser i det, ja. Så det er fuldstændig rigtigt. Hvordan og hvorledes håndterer man det økonomisk?

Morten: Så det er måske lige før, hvis man ønsker at gå i gang med sådan et projekt her, så starter man ikke ved arkitekten, så starter man måske egentlig ved advokaten.

Hanne: Ja, man kunne gøre det sideløbende. Man behøver ikke nødvendigvis. Man kunne sagtens gøre det sideløbende. Men jeg tror også, at de fleste, som vil kaste sig ud i det her, når at gøre sig de overvejelser, inden de kommer til os. Eller inden de kommer til en rådgiver.

Materialer, beslutninger og det man lærer undervejs

Morten: Hvad er så den bedste læring, du vil tage med dig fra det her projekt her? Hvis du skulle løse opgaven igen, er der så noget, du vil gøre anderledes?

Hanne: Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg vil ikke gøre noget anderledes, eller vi vil ikke gøre noget anderledes overhovedet. Nu er det jo sådan, at det er jo altid vi her på tegnestuen. Vi arbejder sammen om projekterne. Men vi vil ikke have gjort noget anderledes overhovedet.

Morten: Okay.

Hanne: Fordi den her glæde og kærlighed til projektet, som vi kan mærke fra bygherrens side, er enormt vigtig. Det man kan sige, det er, at de er kommet til os og har sagt, at de i princippet måske slap os for tidligt. I og med at de så er delvist byggefolk og bygningskonstruktører, så tænker mange jo nok, at det finder vi selv ud af. Vi kan selv løse det her. Så jeg vil sige, kort sagt, vi har lavet et skitseprojekt og et myndighedsprojekt. Og så videre overdraget projektet til bygherre derfra.

Hanne: Men de er kommet til os og har sagt, at de ville ønske, at de havde fået os til at lave et materialekatalog.

Morten: Okay.

Hanne: Fordi de har skullet stå efterfølgende med så mange beslutninger omkring belysningsarmaturer, greb, overflader, som ikke var 100% defineret, da vi overdrog skitseprojektet til dem. Man kan sige, i et skitseprojekt og visualiseringer kan man se rigtig meget. Men du kan ikke gå ned og se, hvilken armaturtype det er, hvad er det for en type køkken, det er.

Morten: Nej.

Hanne: Så de ville ønske, at vi sammen med dem havde lavet sådan et katalog. Hvor det hele var præciseret i det. Og det kan vi jo også godt se nu, at det ville være noget, vi fremover vil sige, det kan vi tilbyde i sådan et projekt her.

Morten: Hvis vi så lige ganger op med to svigerforældre, to forældre og så videre, så sidder man fire mennesker i det. Så kan den forvirring måske egentlig nok blive ganget, ikke gange to, men gange 20.

Hanne: Præcis.

Morten: Er det måske egentlig det, der kommer til udtryk?

Hanne: Det gør det jo altså i den arkitektoniske udformning set udefra, som er forholdsvis stram og enkel for alle tre huse. Og de bærer alle tre præg af varme og træ indvendigt. Men i det midterste hus, altså det, som hedder fælleshus, musik og depot, der har der været en eksperimentering med materialer. Visse træsorter især. Men de to boliger ender stort set med det samme med hensyn til slebede betongulve, lyddæmpende lofter med trælister og Douglas-planker og så videre. Kombineret med nogle hvide vægflader. Så der er de endt, fordi de lod sig eksperimentere lidt i det midterste hus. Så har de landet på nogle løsninger i boligdelen, der har givet ro på.

Outro: Gode råd, hvor man kan følge med, og tak for snakken

Morten: Hanne, hvis du skulle give et godt råd til nybyggere, det kunne jo både være dem, der vælger at bo tre generationer sammen, men det kunne måske også generelt være en nybygger. Hvad skulle det være?

Hanne: Hvis jeg skulle give et godt råd, så ville jeg sige først og fremmest, at det er godt at kontakte en rådgiver. Og man behøver jo ikke... man kan som rådgiver være med i en proces, hvor det er alle fire, fem processer, man er igennem, og indtil huset står færdigt, hvor man også er med i byggepladser og byggestyring. Men man kan også i princippet tage en to-timers dialog med en rådgiver. Er vi på rette vej? Brug noget sparring. Det kan være en ombygning af et hus, hvor man siger, jamen er det en god løsning, vi selv har siddet og skitseret på? Og hvor man får en kritik af en arkitekt til, hvor er vi henne i det her? Og det vil jeg sige, sådan bliver vi også brugt. Og det er super godt.

Hanne: Men jeg er nødt til at repetere det, som vi også talte om tidligere: vær godt forberedt, inden du går til mødet.

Morten: Vær godt forberedt.

Hanne: Ja.

Morten: Ved du hvad, det tror jeg, det er et godt råd, som vi sender videre ud i æteren her. Hvis det er, at man skal følge jer, dig og Peter og LBB3, hvor gør man det henne?

Hanne: Det gør man på flere platforme. Vores hjemmeside, LBB3, på Instagram, og det gør man på Danske Boligarkitekters hjemmeside.

Morten: Super. Ved du hvad, vi tager og linker til det hele i vores shownotes her på podcasten, og så vil jeg egentlig bare sige tusind tak for dit bidrag. Det har været spændende at høre, hvordan man kan bo tre generationer sammen.

Hanne: Tak. Og tak for en god snak.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Og har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.