Kystvilla i et tidligere strandpensionat

Intro: Bæredygtighed og præsentation

Karina: Der er et område i Californien, der hedder Sea Ranch, der ligger sådan fire timers kørsel nord for San Francisco ud til kysten. Og det er sådan et område med 2700 plots, hvor i 60'erne var der nogle arkitekter, som lavede nogle dogmer for det her område. Og de principper taler bare ind i, hvordan jeg tænker arkitektur. For det første er en af dogmerne, at det er naturen over arkitekturen.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært, Morten, og sammen med min hustru, Ellen, håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. I dag har jeg endnu engang besøg af Karina Søgaard. Vi skal bag om huset og høre om hendes eget hus, en kystvilla i et tidligere strandpensionat. Karina, inden vi overhovedet går i gang med snakken og hører omkring, hvem du er, så bliver jeg lige nødt til at spørge dig om, kan et byggeri faktisk være bæredygtigt?

Karina: Jamen, det er et virkelig godt spørgsmål, og det har jeg nok brugt de sidste 20-25 år på at stille mig selv. Jeg har jo i 20 år forsøgt at bygge så bæredygtigt som muligt med den viden og erfaring, vi har. Og det har været en lang rejse. Den måde, jeg bygger bæredygtigt på i dag, er anderledes end jeg startede ud med. Vi er blevet klogere på mange ting. I starten handlede det meget om energitab og isolering og alt det der, og så handlede det meget om ventilation og genbrug af den varme, vi har produceret, og nu snakker vi om CO2, hvor kommer materialerne egentlig fra, og kan de genbruges. Og det er det, vi ser ind i nu og i fremtiden, at de kvadratmeter, vi ikke bygger, er de mest bæredygtige. Og det vil simpelthen sige, at vi er nødt til at kigge ind i transformationer, og hvad har vi af kvadratmeter, som vi allerede kan udnytte, fordi hvis vi kigger på, hvad der er bygget af kvadratmeter i Danmark, så behøver vi faktisk ikke flere kvadratmeter. Så der er et stort budskab i at sige den værdi, der er i de bygninger, der er. Og det er jo det projekt, jeg selv har været i gang med i min egen bolig, som vi skal tale om i dag.

Morten: Lige nøjagtig. Ja.

Karina: Ja.

Morten: Som er et transformationsprojekt, hvor man kan sige, jeg har jo ligesom arbejdet med nybyggeri i 20 år og så er gået i gang med en transformation i min faglighed på den måde, ikke?

Karina: Lige præcis. Og det kan jo faktisk godt være, at der er nogen, der kan genkende stemmen eller ved, hvem du er, fordi det er jo faktisk anden episode, som du deltager med i her. Du var med i episode 64. Så det er efterhånden ved at være et par år siden, men for dem, der ikke kan huske dig fra dengang, kan du ikke lige give en introduktion? Hvem er du egentlig?

Karina: Jo. Jeg hedder Karina Søgaard, og jeg er boligarkitekt og har de sidste 20 år tegnet boliger for private bygherrer. Og jeg har altid haft et stort fokus på bæredygtighed i den måde, vi bor på, og de materialer, som vi omgiver os med, det aftryk, som vi giver til kloden.

Karina som arkitekt og skiftet mod transformation

Morten: Ja. Og hvor mange boliger har du været med til at lave den her transformation, eller hvor mange har du i dit virke som arkitekt? Hvor mange familier har du hjulpet på din vej egentlig?

Karina: Det er sgu mange. Jeg laver nogle arkitekttegnede typehuse, som der bliver solgt 20 af herovre i hele Norden. Og så har jeg lavet en masse store boligprojekter, som jo tæller i hundreder. Men som private boliger, der er opført, der er vi nok omkring 85 boliger som unikaprojekter.

Morten: Og hvis vi nu havde mødtes et sted, hvor vi ikke havde mikrofon på, en eller anden 50-års fødselsdag i familien, og vi kom til at sidde sammen her, og jeg spurgte dig, okay, men hvad er det så for et projekt, du faktisk har brændt mest for, eller hvad er det for et projekt, du godt kunne tænke dig at fortælle om? Er der så et, der er tæt på dit hjerte eller tæt på det, du brænder for?

Karina: Jamen, på en eller anden måde er de det jo alle sammen, og så er der alligevel også nogle, der stikker ud. Man kan sige, jeg har ligesom en proces med, at det jo er en meget kreativ tilgang. Jeg betragter det lidt som at være portrætmaler. Jeg skal forstå og lære den familie at kende, jeg tegner for, og jeg skal omsætte deres ideer, tanker, økonomi, grund, lys, byggeteknik, alt muligt til en fysisk, æstetisk form, som også er funktionel og til at betale og alle de der ting. Så det er jo en meget personlig proces, hvor man kommer meget tæt på folk. Jeg lærer jo meget at kende i, hvordan de prioriterer familien, hvor tætte er de på børnene, hvor meget tid bruger de på at lave mad. Så tæt er det i de der forløb, som typisk varer et til to år. Så det kan også være helt underligt, at man så skal sige, nå, men her er nøglerne, og have det godt så.

Morten: Ja.

Karina: Det er, du får helt lyst til at flytte ind måske.

Morten: Ja, præcis.

Karina: Der er også nogle gange, hvor man tænker, gud, skal vi ikke engang ses til juleaften? Nå, men det skal vi egentlig ikke. Ja. Men på den måde er alle projekter meget nære, og når jeg sidder og tegner, så kan jeg mærke, at der er sådan en proces i, at jeg når til et punkt, hvor jeg faktisk, og det var det her, hvor vi talte til 50-års fødselsdag, hvor jeg bliver faktisk sådan jaloux på projektet, hvor jeg har det sådan, okay, her vil jeg gerne bo. Måske skulle jeg bare selv købe en grund og tegne det her hus, selvom jeg tænker, jamen, jeg skal ikke bruge fem børneværelser, eller jeg er ikke i gang med at have et sommerhus. Men den der, hvor jeg selv prøver sådan, ej, her vil jeg gerne bo. Og så ved jeg ligesom, den er der.

Morten: Ja.

Karina: Så det er jo ligesom at få små børn.

Morten: Det kunne jeg godt forestille mig.

Karina: Ja. Men jeg har tegnet det allerførste hus, jeg tegnede, det var til mine forældre, mens jeg gik på arkitektskolen faktisk. Og det hus ligger mig meget nært på den måde, vi selvfølgelig har haft en masse historie der, men det har også sådan et tidsløst design på en eller anden måde, så det stadig er relevant, selvom det nu er 23 år siden. Og jeg har også tegnet hus til mine svigerforældre, som er meget glade for, som er inspireret af en amerikansk ranch og et svensk træhus, og som har nogle kæmpe overdækkede terrasser, hvor vi er lige så meget ude, som inde. Og det synes jeg også er virkelig dejligt og er glad for, at det er en del af mit liv, kan være der.

Morten: Ja. Spændende. Jeg kan huske, at dengang du var med i podcasten for et par år siden, en af de ting, jeg tog med mig derfra den samtale, det var, at du forekom mig som den arkitekt, jeg har talt med, der vidste mest omkring bæredygtighed. I hvert fald i den sparring, som du gav, eller de historier, som du fortalte. Det kan man jo gå tilbage og lytte til i podcasten. Det, jeg egentlig er nysgerrig på, det er, hvordan har det her egentlig forandret sig de sidste par år siden du var med i studiet sidst gang? Er der nogle bevægelser, som der sker lige nu inden for det her, som kan være nyttige at lære af for os som nybyggere?

Karina: Jeg tror, på de to år, der er gået siden sidste podcast, der er fokus ligesom gået fra nybyg til, at vi skal tale meget mere transformation og renovering.

Morten: Ja. Helt klart.

Karina: Hvor man kan sige, det har været mere i materialer, tilgang, hey, hvor kommer tingene egentlig fra, hvad er det egentlig, vi bruger? Der har været den rejse tidligere. Så helt klart et spring fra fokus på nybyggeri til transformation og renovering.

Morten: Ja, okay. Og det kan jeg jo så bare sige, hånden op, det er jo også det, vi har gjort herhjemme, fordi det var jo også planen, vi skulle bygge nyt, men er gået hen i et renoveringsprojekt. Også af samme årsager.

Huset i Hellebæk og de første valg

Morten: Men det er jo faktisk ikke det, vi skal tale om i dag. Vi har jo et bestemt hus, vi skal prøve at dykke ned i. Og det er jo dit eget hus. Det er der, hvor du sidder lige nu, har du fortalt.

Karina: Ja.

Morten: Nu har vi jo ikke billeder på. Jeg kan se dig i selve optagelsen, men lyttere, de kan jo ikke se dit hus. Kan du ikke prøve at fortælle lidt om ankomsten eller sådan, flyv os lige ind på det. Hvad er det for et hus, vi taler om her?

Karina: Ja, det kan jeg i hvert fald. Vi har jo taget det store spring med at flytte fra indre Vesterbro og ud på landet. Vi er flyttet til Hellebæk, som ligger mellem Hornbæk og Helsingør. Og der fandt vi simpelthen et gammelt strandpensionat, der ligger på stranden i Hellebæk.

Morten: Okay.

Karina: Jeg havde aldrig hørt om Hellebæk, før jeg havde købt et hus her. Der er ikke et lyskryds. Der er en lille ældre landsby, meget charmerende. Og der ligger så et gammelt strandhotel på den anden side af vejen. Og det strandhotel havde så en strandgrund, hvor de så engang har bygget et anneks, eller sådan et strandpensionat, der skulle fungere som en udvidelse af strandhotellet. Og det blev så senere til direktørbolig, og så gik de konkurs, og så har det været en privat bolig de sidste 40 år. Så det har meget historie. Det ligger på en gammel kanonbastion fra svenskekrigene. Og det ligger ligesom ude på sådan en pynt, så vi har udsigt til Kullen og sådan 180 graders havudsigt ned til, vi kan se ned til Kronborg. Så det var helt klart placeringen og muligheden for at bo på stranden, der solgte det mere end huset, fordi det havde fået nogle hak i tuden, det kære hus, især i 80'erne, så det lignede sådan et eller andet rødt tyrolerhus med blomsterkasser og store, døde 80'er-vinduer, som der slet ikke var noget tilbage af de gamle dannebrogsvinduer og sådan. Og der er asbesttag, og det var fuldstændig uisoleret, energiklasse G, og med oliefyr og brændefyr, og det trængte til en kærlig hånd.

Morten: Det trængte til en kærlig hånd, og det gav I det så. Så hvornår gik I i gang med det her projekt, og hvornår købte I det, og hvornår flyttede I ind?

Karina: Ja, det var jo sådan set et coronavove, hvor vi ligesom tænkte, skulle vi gøre det på en helt anden måde. Så vi købte det her, men så var der en meget lang overtagelse. Så vi boede i en halvanden værelses lejlighed i halvandet år, indtil vi kunne overtage huset, og så gik vi i gang med renoveringen. Så det har været i 22.

Morten: Ja.

Karina: Og så gik den helt store renovering jo så i gang. Og man må bare sige, det er en gammel dame fra 1898, og hver gang vi åbnede noget, så var det dårlige nyheder.

Morten: Ja, okay. Fra en kant.

Karina: Ja.

Morten: Okay. Jamen, og hvad er det så egentlig, der er kommet frem til i dag? Hvad er egentlig det, der er blevet slutpunktet på det?

Karina: Jamen, det vi simpelthen har gjort, det er, at vi har givet hele huset en kæmpe vinterfrakke på. Vi har lavet en udvendig isolering både på tag og facade med træfiberisolering. Og det er ligesom sådan en helt coating af varme af sådan et hus. Byggeteknisk er det nemmest at isolere udvendigt, fordi man kan komme udenom en masse med kuldebroer og byggeteknik og vand og hvad gør man. Så man gør ligesom sådan en coating der. Og så er det træbeklædt, så det ligesom taler meget mere til naturen, det ligger i, end at være et rødt pudsehus. Så det har fået et ståltag med sådan en rustcoating, sådan så vi kan bruge regnvandet. Og ellers har vi prøvet at bruge så biogene byggematerialer for at give et sundt indeklima både til os og til huset. Så det er en åndbar konstruktion.

Materialer, kompromiser og byggepladsdrama

Morten: Ja. Så hvad er eksempler på de biogene materialer, I har valgt her?

Karina: Træfiberisolering er jo en stor del af det, vi har brugt, og træbeklædningen. Og så har vi brugt kalkmaling og linoliemaling indvendigt, og vi har været nødt til at lægge nye gulve. Der har vi brugt sådan et endetræsgulv i hele stueplanet. Så har vi brugt noget norsk marmor som flisegulve. Så har vi kork som isolering, både faktisk både indvendigt og udvendigt. Udvendigt på hele soklen og indvendigt i vores sauna.

Morten: Okay.

Karina: Som er det gamle værksted, der er bygget om til sauna. Og så har vi regnvandsopsamlere, vi har recirkulerende brusere.

Morten: Ja. Er der nogle steder, hvor I ikke, hvor I valgte at gå på kompromis med det? Er der et sted, hvor I sagde, jamen, her kan vi enten ikke finde de rigtige materialer, eller her bliver det, der kan måske også være noget økonomi i det, eller noget teknik i det, der gjorde, at det faktisk afholdt jer fra at vælge nogle biogene løsninger?

Karina: Ja, jeg gik faktisk lidt kold på alle vores fodpaneler. For jeg startede med linoliemaling. Hold nu kæft, det tager lang tid at tørre. Og hvis det ikke er ordentligt tørt, og man lægger et lag på, så tørrer det bare aldrig. Og der endte jeg faktisk med at vælge en vandbaseret, hvad jeg så kunne finde af det, der var hurtigt.

Morten: Ja, okay.

Karina: Der kunne jeg godt mærke, nu var det juleaften om halvanden time-agtigt. Så skulle der være nogle fodpaneler op.

Morten: Ja, okay. Men ellers har det været meget gennemført, som jeg kan forstå det.

Karina: Jamen, det har det, men jeg vil sige, der er jo også, alle væggene havde løs puds, der skulle skrabes ned, og der skulle vi have puds op og sådan noget, men vi har gjort det, at vi har ladet de rene vægge stå, så vi har slet ikke noget filt, og alle de der lag af plastikmaling, det er bare de rå pudsede vægge, der har fået kalkmaling, og det er det. Så vi har prøvet at minimere. Jeg kan godt lide det der less is more, at jo mere simple vi gør det, jo færre lag, jo billigere er det, jo mere åndbart vil det være, og jo mere bæredygtigt, fordi der bare er mindre materialer.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Du sagde, at uanset hvor I åbnede, så var der nogle nye ting, som der ligesom opstod. Er der en eller anden historie her, vi skal høre, et eller andet, hvor du tænker, ej, nu sælger vi det, og nu flytter vi. Nu gider vi ikke mere.

Karina: Jamen, der har været nogle stykker. Det startede ligesom en sommer, hvor vi byggede, byggede, byggede, og så fandt vi ud af, at der bare var for meget vand i kældervæggene og fugt dernede, så vi var nødt til at lave sådan en dræning udvendigt, som man graver ned, så laver man noget dræn og lægger på igen. Og så begyndte de så at grave, og så sagde de, undskyld, men der er altså ikke noget fundament på dit hus. Det står bare på murene. Og så allerede der bliver man lidt træt.

Morten: Jo.

Karina: Så måtte de ligesom støbe en under og bla bla bla og sådan noget. Og så sov vi på luftmadrasser her, for vi ville så gerne være her om sommeren, så vi sov på luftmadrasser i byggepladsen, imens de gik og lavede det der. Og så en morgen så bankede det på døren, og så åbnede jeg døren, så siger håndværkeren, undskyld, frue, men hjørnet er lige faldet af dit hus. Skal jeg mure det op igen?

Morten: Så man får sådan godmorgen.

Karina: Ja, ja, tak, så laver jeg kaffe.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Nå. Ja. Ej, det lyder også som en stor omgang på det.

Sea Ranch, naturen og fremtidig fleksibilitet

Morten: Hvis vi nu lige taler lidt omkring arkitekturen, så kunne jeg forstå, at der var noget i Californien, der også var med til at inspirere lidt.

Karina: Ja. Der er et område i Californien, der hedder Sea Ranch, der ligger sådan fire timers kørsel nord for San Francisco ud til kysten. Og det er sådan et område med 2700 plots, hvor i 60'erne var der nogle arkitekter, som lavede nogle dogmer for det her område. Og de principper taler bare ind i, hvordan jeg tænker arkitektur. For det første er en af dogmerne, at det er naturen over arkitekturen. Og så er det noget med, at man kun må bygge i det lokale redwood. Og det vil sige, at man faktisk heller ikke ejer grunden på den måde, at grunden er naturen, og så har du din sokkel.

Morten: Okay.

Karina: Så det er jo et naturområde, så er der de her huse. Og det der med, at du må bygge inde i dit hus præcis som du vil, med udsigt og lys og bla bla bla. Men det skal bare være i redwood. Og det gør, at det giver sådan en homogen, meget æstetisk helhed, når man er i det område. Egentlig er jeg faktisk sikker på, at når arkitekter skal herfra og kommer i himlen, så kommer de til Sea Ranch. Så er det der, de bor.

Morten: Ja, det er det.

Karina: Det er så smukt.

Morten: Okay. Ja. Og hvad var det, hvorfor var det, du tænkte, at det her kunne overføres til Hellebæk?

Karina: Jamen, egentlig så kan man sige, at jeg synes, at det er naturen, der dominerer her, selvom der også ligger andre huse, og mange har valgt de der pudsede facader. Det havde det her hus også, men i og med, at vi skulle isolere udvendigt, og jeg gerne ville have, at det egentlig talte mere sammen med naturen end bykonteksten, så har vi valgt at arbejde med nogle materialer, så det ligesom lægger sig ind i naturen i stedet for at være en skærende kontrast til naturen.

Morten: Ja. Okay. Så hvad var det for nogle fravalg, du for eksempel tog der? Der må have været nogle fravalg eller nogle tilvalg for at det passede ind i forhold til det, du prøver at opnå her?

Karina: Jamen, der var jo et stort fravalg i at bevare husets oprindelige udtryk. Og det er jo en stillingtagen, man skal tage, og det kan man sige, hvis man laver en let renovering, eller en restaurering, eller der er så meget værdi i husets udtryk, så synes jeg jo klart, man skal prøve at bevare det. Men her var det faktisk så ødelagt, at den var vi nødt til at give slip på, og så sige, men hvad er det så, det skal, det her? Hvis det er de næste 100 år, hvad skal det så være for et hus?

Morten: Ja, okay. Jeg tænker også, når man bygger bæredygtigt, så skal man også prøve at tænke lidt fremtid, og ikke kun bygge noget, der passer til jeres livssituation eller det, som I gør i dag. Er der nogle ting, du har overvejet der, i forhold til hvordan huset kan tilpasse sig til nogle anderledes fremtidige behov?

Karina: Ja, helt sikkert. Det er jo faktisk et virkelig stort hus. Og selvom vi har fire børn, så er der kun en hjemmeboende. Men jeg har så mulighed for at have tegnestue her, og så har jeg mit atelier og keramikværksted. Så det nyder vi jo nu, men det er jo ikke sikkert, det skal være sådan altid. Så det, vi har gjort, vi har lavet på første salen installationer til, at man kan etablere et køkken, og sørget for, at der er badeværelse og værelser på begge etager, så man kan ligesom opdele boligen til to separate lejligheder med vandret skel. Så det kan blive en tofamiliesbolig på sigt.

Holdbare løsninger, genbrugskøkken og indeklima

Morten: Ja. Er der andre ting, som I har overvejet at gøre, eller sådan nogle ting, hvor der er nogle tilpasninger eller nogle gode råd, du tænker, man kunne tage med til andre? Nu står vi jo også med en renoveringsopgave herhjemme. Er der nogle ting eller nogle dogmer eller nogle måder at tænke på, som kunne være interessante at lære fra dig af?

Karina: Jamen, i høj grad tænker jeg jo i materialevalg og vælge noget, som patinerer smukt, hvor det faktisk får mere og mere værdi i stedet for, at det er køb og smid væk. Jeg synes jo, gulve, vi havde sådan en drøm om, at man skulle kunne gå ind og ud her, at det skal være et holdbart hus. Så vi har lavet et endetræsgulv i stuerne. Og det er simpelthen, hvor man skærer en træstav i små bidder, og så egentlig vender det om, så årene står lodret. Og fordi at årene er stærkere end det bløde, der ligger imellem, så er det årene, der ligesom tager presset. Så det her gulv, det er jo tre gange stærkere end hvilket som helst hårdtræsgulv, du kan få. Så vi går med stiletter, vores datter ruller på rulleskøjter, og vi går ind og ud med sko, og det kan ligesom bare holde til alt. Og det vil sige, det er 28 millimeter, sådan et klodsegulv her, og der er altså gulv til tre generationer.

Morten: Ja. Okay. Andre ting, det der synes jeg jo er ganske fremragende tænkt i forhold til det. Er der nogle andre ting eller nogle andre tilvalg, I har lavet?

Karina: Jamen, så er der vores køkken. Jeg ved ikke, om du lige kan se det her i baggrunden, hvis jeg rykker mig.

Morten: Jo, det kan jeg godt.

Karina: Det er faktisk et genbrugskøkken. Vores hjem er vores køkkens tredje hjem.

Morten: Okay.

Karina: Og det tror jeg ikke, du hører så tit, fordi det er jo tit, at man faktisk selv når at have tre køkkener i sit hjem. Her gør vi det omvendt, fordi vi har ligesom købt et køkken, som jo så er brugt. Men det er et massivt træs køkken, og det er et køkken, der er tegnet af en arkitekt, der hedder Knud Kapper. Jeg er desværre ikke er iblandt os mere, men man kan stadig købe køkkenerne. Men det der ligesom er, det er, at det er tænkt som møbler. Hans tilgang var, at et køkken skulle være et møbel, som vi har kært, ligesom alle mulige andre, vi investerer i vores lænestol, vores spisebord. Det tager vi med os, og sådan skulle det også være med køkkenet. Så det der med, at det er massivt træ, vi har egentlig bare lige givet det en lille smule slib og lidt olie, og så står det som nyt. Og jeg kan godt lide tanken om, at det er materialer, der kan tåle det, vi gør i et køkken, hvor mange køkkener jo bliver lavet af spånplader og alt muligt, som slet ikke har godt af vand og slid og sådan noget. Så jeg synes, det er dejligt, at jeg både har køkken og gulv, der kan overleve mig.

Morten: Ja. Og det lyder måske som en lidt sjov løsning. Jeg har faktisk hørt, at det der, det er faktisk det, man gør i Tyskland. Altså, når du flytter ud af en bolig, så tager du faktisk køkkenet med, og så sætter du det op derhjemme. Så der betragter man det lidt, som du siger, mere som et møbel end som en installation.

Karina: Ja, præcis. Jeg synes, det er en meget smuk tanke. Jeg synes egentlig, det kunne være revolutionerende. Jeg læste engang om, hvor mange penge danskerne bruger på køkkener, og man kunne bygge fire Storebæltsbroer for de samme penge. Altså, hvor man bare tænker, det er jo helt vildt, og der er mange, der skifter køkken, selvom det er 10 år gammelt. Nu er det her 25 år gammelt og lige installeret.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Spændende tankegang. Hvad med energiforbruget? Altså selve huset her, jeg kan forestille mig, du også har gjort dig nogle overvejelser om det.

Karina: Ja. Det har jeg helt klart. Der var ligesom oliefyr og brændefyr her, så vi var også pålagt, at der skulle ændres en varmekilde. Og vi har så valgt en luft-til-vand varmepumpe, som vi faktisk også har købt brugt. Stort set alt, hvad vi har købt, er også brugt for at nedbringe det aftryk, vi gør her. Så det er luft-til-vand, og ved at vi har isoleret udvendigt, så er vi ligesom gået fra energiklasse G til A+. Så det har jo meget at sige. Så har vi fået trelags vinduer. Det er ikke fordi, jeg er den store fortaler for trelags vinduer, udover at det er lovpligtigt. Men ud mod vandet og nord, der giver det bare rigtig god mening, hvor man kan sige mange andre situationer, hvor det ikke egentlig er nødvendigt.

Morten: Ja, okay. Hvordan har det så fungeret? Har I opnået det der indeklima? Nu siger du både, at det er på baggrund af de materialer, I har valgt, men varmekilder og sådan nogle ting er jo også med til at gøre det. Kan man opleve det, når man kommer ind i rummet? Oplever man et anderledes indeklima, end man vil gøre i et traditionelt hus, der er bygget andre steder?

Karina: Det reagerer alle, der er her, virkelig på og italesætter, at her er et virkelig rart indeklima, en tør, rar varme. Og det tror jeg både træfiberisolering, især på førstesalen kan man jo mærke, at det er træfiberisolering, der gør det, men hernede kan man sige, det der med, at normalt hvis vi skulle have bygget nyt, så havde jeg bygget træ fra inderst til yderst, men nu har vi en murkerne, og så har vi træ udvendigt. Og det gør ligesom, at det kan optage fugt og afgive fugt og optage varme og afgive varme, så det bliver jo meget stabilt, sådan lidt roligt i forhold til temperatur og indeklima. Så har vi lavet et varmegenvindingsanlæg. Så vi har faktisk gjort det, at vi har ingen varmekilder overhovedet på hele første salen. Selvom det alligevel er 120 kvadratmeter deroppe. Tanken er, at vi har varmekilde som gulvvarme i stueplan, og så stiger varmen opad, så den giver en naturlig opvarmning af første salen. For man vil egentlig gerne have det lidt køligere oppe på værelserne. Jeg kan i hvert fald godt lide at sove køligt. Og det fungerer faktisk. Så har vi det der varmegenvinding, det er der så også på værelserne, så vi genbruger ligesom varmen fra de forskellige rum til at fordele i de andre rum. Og det er kun lige nu her, hvor det er meget koldt, at der er en lille smule nathuestemning i soveværelset, fordi døren altid er lukket. Men det er ikke mere end hvis vi havde dørene åbne, så ville det være fint, eller man kunne sætte en lille el-radiator i de koldeste dage, og det er jo også bare en helt anden ressource end at skulle have lavet gulvvarme i det hele.

Morten: Ja. Så jeg hører egentlig det, du siger, det er, I har opnået sådan en moderne boligkvalitet, om man kan sige det, selvom det egentlig er et gammelt hus med en masse udfordringer, som I bor i.

Karina: Vi har opnået en moderne komfort med et vidunderligt indeklima, fordi hvis man bare siger moderne, så kan man sige, den moderne måde at bygge på er meget plastisk og lukkede kasser.

Morten: Ja. Okay. Så prøv lige at gentage det.

Karina: Det der er vigtigt i det, det er, at det ikke bare er moderne. Den moderne måde at bygge på er måske faktisk ikke den rigtige. Det handler om at få en moderne komfort.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Det lyder dyrt det her, Karina. Økonomi, jeg ved ikke, kan det betale sig at bygge på den her måde, eller er der nogle overvejelser, er der noget, der spiller ind her, man skal være opmærksom på, hvis man kunne tænke sig at lave samme øvelse, som I har været igennem?

Økonomi, fejlskøn og læringer

Karina: Ja, hvis det er lige ud af posen, så er det blevet dyrere, end vi troede, vi havde regnet med. Og det er stadig ekstremt meget billigere, end hvis vi skulle have bygget det fra nyt.

Morten: Okay.

Karina: Ingen tvivl om det. Vi havde aldrig fået så mange kvadratmeter for de penge.

Morten: Nej, okay. Så det er billigere end at bygge nyt, men stadigvæk dyrere end det, I havde forventet. Men det var jo måske også nogle af de overraskelser, som der kom ind i det. Jeg tænker, det er jo ikke gratis at lægge en ny sokkel under huset for eksempel.

Karina: Nej, præcis. Men du undrer dig over mange ting. Det var sådan noget med, at der var en entreprenør, som sagde til os, hvad med bare at strippe hele førstesalen, og så bygger man en ny førstesal? Og vi var bare sådan, vi var slet ikke klar til det, for vi ville så gerne bevare så meget som muligt. Vi ville så gerne have, at det var en renovering og ikke et nybyggeri. Og det har nok været det bedste råd, vi havde fået, som vi ikke gik med, fordi det viste sig, at ydermurene på første salen, de stod ikke på murene nedenunder. De stod på gulvbrædderne.

Morten: Ja, okay.

Karina: Og det viste sig, at de der gulve, vi forestillede os, vi tog tæpperne af, og så var der smukke fernisgulve, de var totalt vandskadede, fordi det der pensionat var bittesmå værelser, og der var lavloftet med håndvask på hvert værelse, og alle håndvaske havde ødelagt de der gulve, og bjælkerne sad ikke fast i ydervæggene, fordi de var rådnet væk, og spærrene kunne ikke bære det nye tag. Så det var et godt råd. Vi var bare ikke klar. Det var ikke det, vi ville.

Morten: Nej. Det var en renoveringsopgave, som I ønskede på det her.

Karina: Det prøvede vi virkelig at holde fast i.

Morten: Ja. Og det gjorde I begge to. Det var et fast mål, I havde for det her projekt her. Der kunne man jo også godt forestille sig, at det kunne være en udfordring, hvis man havde forskellige ambitioner på det.

Karina: Ja. Men det tror jeg er vigtigt, at man får lavet sådan nogle grundkoncepter og forventningsafstemninger til, hvad er hovedformålet her? Fordi der er mange valg, også når man skal vælge de biogene byggematerialer og sådan noget. Nu kan man sige, vi har valgt en svensk, ubehandlet gran som facadebeklædning. Det er ikke den dyreste facadebeklædning, så der er også billige klimavenlige alternativer. Men der er nogle gange, hvor man står, og så for eksempel med det der med regnvandsopsamling. Det er jeg kæmpe fortaler for, fordi vi bruger så mange ressourcer på at håndtere regnvand med at flytte det fra det ene til det andet og sådan noget, samtidig med at vi står og hiver rent drikkevand ud i potten. Og jeg læste ligesom op på det, det er 70 % af det vandforbrug, vi har som familie, det er det, vi hiver ud i potten. Og så kan jeg slet ikke forstå, at det skal være rent drikkevand, og at vi så skal bruge penge på at flytte regnvand rundt. Så det kan man sige, jamen det koster måske 60.000 at etablere regnvandsopsamling. Og det er ikke fordi, det er økonomisk rentabelt. Det kan vi ikke se på vores vandregning. Det er fordi, det føles godt. Og det er sådan, der er nogle ting, hvor man lige skal finde ud af med hinanden, føles det lige så godt for dig, eller føles det godt nok til, at det skal koste 60.000?

Morten: Ja, lige præcis. Hvad var den største læring? Hvad var den største aha-oplevelse her i forhold til det projekt, I har været igennem?

Karina: Jeg tror, det der med, at man skal gøre sig lidt klart, eller det var måske nok i virkeligheden det der med, at vi troede, vi kunne lave en renovering. Og det endte med en transformation. Og det har vi ligesom måttet gå med. Vi kunne ikke bo både med råd og skimmel og skummel.

Morten: Nej.

Karina: Så det er nok det der med, at man er nødt til at gå med processen. Og sige, jamen huset har også en rolle i beslutningerne i byggevejen, på en anden måde end ved nybyggeri. Og så tror jeg, at jeg har erfaret, for eksempel med ejerskifteforsikring, det kan jeg så sige til dig nu, når du står foran det her: ejerskifteforsikringen dækker råd, men ikke skimmel.

Morten: Okay.

Karina: Det er en separat forsikring. Og det der, det kan være en god ting at gøre. Og det der så også er, det er, at når man så opdager en skade, så skal forsikringsselskabet først ud og besigtige skaden, før man må gøre noget ved den. Og det er de utrolig lang tid om at komme ud og gøre, mens man står med et helt byggeteam, der er klar til at komme videre. Og det kom vi lidt i klemme i, så det tror jeg også er vigtigt, at man ligesom siger, hvad gør vi i sådan en situation? Kan vi etappedele noget? Kan vi aftale med håndværkerne, eller kan man tænke et eller andet med, så går man udenfor og arbejder videre der, eller indenfor og arbejder videre der, alt efter hvor tingene opstår. At man tænker nogle processer, så man kan sige, vi skal ikke kunne gå i stå.

Morten: Lige nøjagtigt. Fordi det er dyrt at gå i stå.

Karina: Ja.

Morten: Så var der noget, du ville gøre anderledes? Altså med den viden, som du har i dag, og det projekt I har bygget her, er der noget, du ville gøre anderledes, hvis du skulle sætte det i gang i dag?

Karina: Ja, jeg ville have insisteret på at tage nogle stikprøver i dybden af tingene. Og sige, jeg vil ikke tage for gode varer, at tæpperne har ligget i 40 år. Vi er nødt til at hive dem op otte steder, eller vi skal have boreprøver hele vejen ind. Vi er nødt til at lave en beregning på, hvad kan spærrene egentlig bære, eller hvad der skal til. Så det der med at engagere sig med et rådgiverteam, som for det første kan se mulighederne og charmen ved alt det, der er, så man ikke bare flår ned. Og så også nogle byggetekniske rådgivere, som kan gå lidt i dybden med sådan, hey, hvad kigger vi egentlig i her?

Morten: Ja, lige præcis.

Karina: Der vil jeg måske, selvom jeg er i faget og med den erfaring, jeg har, også blive forblændet af kærligheden til drømmebilledet.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Åh, nok, det bliver skidegodt. Det skal bare have noget maling.

Karina: Lige præcis.

Outro: Gode råd og hvor man kan læse mere

Morten: Karina, vi er ved at nærme os afslutningen på den her samtale, og vi plejer jo egentlig at slutte af med sådan et godt råd til andre, der skal i gang med noget tilsvarende eller byggeri eller nybyggeri eller renovering. Hvad skal være dit gode råd der?

Karina: Jeg tror faktisk, det skal være mit klassiske gode råd, uanset om man bygger nyt eller renoverer. Jeg synes, det er et fantastisk værktøj at sætte sig ned sammen og lave en nice-to-have og need-to-have-liste. Fordi det er et fantastisk værktøj til at afstemme forventninger i forhold til hinanden, men også i forhold til rådgivere og i forhold til entreprenører. Og det kan være alt fra, hvad er en stor stue, eller hvad er et lækkert badeværelse, eller har vi egentlig brug for to badeværelser, eller er det nok med et toilet og et badeværelse? Fordi det koster måske 50.000 at etablere et toiletrum, men 250.000 at lave et badeværelse. Så er det, og hvor længe er man egentlig i et bad? Det er man måske sammenlagt, alt i alt, 20 minutter på en dag for en familie. Så skal det egentlig være et helt rum, eller er fleksibiliteten med et ekstra toilet? Det der med at tænke lidt kloge kvadratmeter. Ja, så udnyttelse af kvadratmeterne, se charmen i det, der er, bygge biogent og lave en nice-to-have, need-to-have.

Morten: Ved du hvad? Det sender vi videre, og tusind tak for din deltagelse her i nummer to episode. Og som sagt, gå tilbage til episode 64, der var du også med dengang, så der kom der også nogle gode råd ud af det. Karina, hvis man skal følge dig eller læse mere om dig, hvor gør man det henne?

Karina: Til foråret kommer der faktisk en artikel i Bo Bedre omkring huset, så kan man få lidt billeder på vores snak her. Så kan man følge mig på Danske Boligarkitekter. Man kan følge mig på min hjemmeside, der hedder ksark.dk, og så kan man se den kunst, jeg også laver af den natur, jeg er blevet inspireret af herovre på Atelier Dyrhavn.

Morten: Ja. Og jeg kan sige, inden vi gik ind i samtalen her, der var jeg jo faktisk også inde på Danske Boligarkitekter, og der så jeg nogle af billederne af huset her. Så det har været en fornøjelse at høre om det. Karina, endnu engang, tusind tak for dit bidrag.

Karina: Tak. Det har været en fornøjelse.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.