Arkitektur og følelser

Intro: Velkommen og Julies baggrund

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter den nybyggede drøm. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores Drømmevilla. I denne podcast inviterer vi andre nybyggere, rådgivere og leverandører, ja, alle der har noget på hjerte om byggeri, til at dele deres erfaringer. I dag har jeg besøg af Julie Reinau, der er arkitekt. Vi kommer til at tale om arkitektur og følelser, og hvorfor boligen er et vigtigt element i vores velvære. Julie, velkommen i Drømmevillaen, og tusind tak fordi du har lyst til at komme og fortælle omkring et emne i dag, som måske for nogen vil være fluffy, for andre som synes, at det her er ekstremt spændende. Jeg har i hvert fald glædet mig til at lære dig omkring det her med arkitektur og følelser, og hvordan de to ting hænger sammen. Men inden vi hopper ind i det, så lad os lige prøve at høre lidt om din baggrund og hvem du er.

Julie: Jeg hedder først og fremmest, Morten, tusind tak for invitationen. Jeg synes, det er en spændende podcast. Det er fedt, I sætter fokus på arkitektur fra mange forskellige vinkler, og jeg har hørt flere afsnit, de er spændende.

Morten: Ja. Jamen tak for det. Ja.

Julie: Jeg er selv arkitekt og blev færdig helt tilbage i 2003 som arkitekt. Jeg har arbejdet med arkitektur på forskellige måder. Jeg har både siddet på bygherresiden, men også arbejdet mange år som arkitekt og arkitektrådgiver. Jeg har været involveret i mange forskellige typer af byggerier, og det jeg altid synes har været enormt spændende, det er den proces, hvor vi i virkeligheden udvikler indholdet af arkitekturen. Altså det vil sige går tæt på dem, der skal bruge arkitekturen. Og hvis vi snakker boligen, er det selvfølgelig de mennesker, der skal bo der. Hvis vi snakker en børnehave, er det de pædagoger, der skal arbejde der, eller de børn, der skal tilbringe mange timer i den institution hver dag. Det er i virkeligheden, man kan sige, hvordan er det, man får konstrueret det program for arkitekturen, som så skal opføres. Og den proces er enormt relationel, fordi man er nødt til at lære at forstå de mennesker, der skal bruge de rum, der skal bygges. På den måde har arkitektur for mig altid været noget relationelt. Vi skal forbinde arkitekturen med mennesker, og vi skal forbinde arkitekturen til det sted, den skal bygges. Arkitekturen skal, hvis jeg skal sige det, det er mit dogme, tegnes indefra til dem, der skal bruge den, og udefra til det sted, det skal bygges.

Morten: Det lyder som en god vinkel på det, kan man sige. Hvad var egentlig det, der triggerede dig, da du valgte arkitekturfaget? Hvad var det, der egentlig tændte din passion for det, du gør?

Julie: Helt klart det med, at arkitektur er et redskab til at forandre og forbedre nogle forhold. Og at det er en måde at, man kan sige, påvirke vores adfærd på som mennesker. Og det med at arkitektur rammer os følelsesmæssigt, har altid fascineret mig. Det at vi kan gå ind i et rum og opleve at blive betaget eller ydmyg eller glade eller lige pludselig få lyst til at spæne rundt og lege. Altså hvordan er det, vi får frembragt med arkitekturen de der forskellige følelser hos mennesker?

Morten: Var det en speciel oplevelse, der gjorde, at du kom til at vælge den her profession? Var det en speciel oplevelse eller noget, der gjorde det, eller var det noget, der evolved over tid?

Julie: Jeg tror, i virkeligheden var det en kombination af, at jeg altid har interesseret mig for at male og tegne og formgive, og i virkeligheden havde en lyst til at arbejde med det at formgive. Det at give form til noget. Og samtidig havde jeg efter sådan en lang tur til Sydamerika pludselig fået sådan et Florence Nightingale-instinkt om, at jeg skulle redde verden. Og den kombination bragte mig så faktisk ind på arkitektskolen. Ja.

Morten: Ja, okay. Fedt. Spændende.

Arkitektur og følelser i praksis

Morten: Det vi skal snakke om, det er jo det her med arkitektur og følelser. Det bliver du lige nødt til at prøve at flyve os lidt ind på det her emne. Du har talt lidt om det som introduktionen her. Men hvad er det, du ser her? Hvad er det for et budskab, du faktisk har med dig, når du tænker omkring de her to ting?

Julie: Jeg synes jo, vi snakker om arkitektur på rigtig mange måder, men vi snakker måske faktisk ikke så meget om, hvordan arkitekturen påvirker os følelsesmæssigt. Tit, når vi snakker arkitektur, så snakker vi om det ud fra, hvordan synes vi rationelt, at denne her bygning passer i det byrum, den er bygget ind i? Hvordan ligger den i forhold til gademiljøet? Hvordan er vinduessætningen lavet i forhold til nabobebyggelserne? Eller hvordan er et hus placeret på grunden, og hvordan fungerer materialerne i sammensætning med omgivelserne som sådan? Og så går vi jo også, i hvert fald som arkitekter, utrolig nørdet ind i det, hvilket også er enormt vigtigt, med hvordan mødes to materialer op mod hinanden, og hvordan får vi lavet den her detalje, så det bare spiller, når det står færdigt. Eller hvordan krummer den her væg, og hvordan falder lyset ind og så videre. Men det, jeg synes er lige så vigtigt at snakke om, det er jo, hvordan er det, vi bliver påvirket som mennesker af de rum, der så faktisk bliver bygget.

Morten: Ja.

Julie: Og det er jo enormt individuelt. Og jeg synes, det der er vigtigt i en proces, når vi bygger, det er at få dem, der skal bruge arkitekturen, til også at mærke følelsesmæssigt, hvordan de har det forskellige steder, fordi med det, så tror jeg, at vi alle sammen bliver bedre til, når vi snakker boligen, til i virkeligheden at finde hjem i den bolig, der bliver bygget til os.

Morten: Det synes jeg, det lyder meget sympatisk det her. Har du nogle konkrete eksempler på eller sådan nogle arketyper af eksempler på både et rum, der ikke har fungeret, men måske også et rum, der har fungeret? Kan du komme med nogle eksempler på de to ting, eller hvor du har oplevet noget, hvor du siger, jamen det her går i den ene retning, og det her går i den anden retning?

Julie: Ja, altså helt klart rum, hvor, man kan sige, forestil dig, du går ind i et rum, og der er fugtigt. Der er mørkt. For eksempel. Det påvirker dig jo på en helt speciel måde, eller du går ud i et storcenter, og du kan bare mærke, at her, altså uden du måske nødvendigvis relaterer det til, at det er rummet, så kan du bare mærke, du får det dårligt. At materialer afgasser, gangforløbene er kaotiske, og loftet er lavt, og du føler, at du i virkeligheden farer vild og ikke kan orientere dig, men det kan være, du i første omgang tænker, okay, jeg har fået ondt i hovedet. Jeg må have noget at drikke, eller jeg må have noget at spise.

Morten: Ja.

Julie: Og i virkeligheden er det rummet, der gør det ved dig. Og på samme måde kan du være i et rum, et rum i naturen, hvor rummet i virkeligheden nærmest opløser sig selv, fordi sammenhængen mellem ude og inde fletter sig smukt sammen, at du har følelsen af, at du sidder udenfor, selvom du sidder inde.

Morten: Ja.

Julie: Eller et rum, hvor akustikken er så velorkestreret, at du bare føler en ekstrem tryghed og ro.

Et hus, der lykkes: kontraster, tryghed og natur

Morten: Ja, ja. Nu kan folk jo ikke sidde og se, hvor du sidder, men vi har jo video på den her optagelse her. Og jeg tror vel egentlig, der hvor du sidder lige nu, det er vel egentlig et eksempel på, hvor det er lykkedes rigtig, rigtig godt. Er det ikke rigtigt?

Julie: Jo, det er rigtigt. Altså jeg sidder i et hus, vi har bygget til os selv, hvor vi selv har været bygherre og investeret i virkeligheden i at skabe et, nu kalder jeg det et produkt, fordi vi også kalder det et typehus, men vi har skabt en bolig, hvor vi i hvert fald selv synes, vi lykkedes med at indfri den vision, vi har for, hvad arkitektur skal kunne. Altså hvor uderummet er bragt ind, og hvor ude og inde fletter sammen, og hvor materialerne har fået plads. Altså det jeg sidder i her er i virkeligheden, du spurgte om jeg sad i en udestue, fordi der er glas på tre sider, og så er der en terrasse bag det rum, og igen bag terrassen er der en anden stue, som også har glas. Altså så man kigger gennem rum på rum på rum, og så er der en helt lukket væg til den ene side, som man kan sige giver en tryghed og en ro, samtidig med at man har følelsen af faktisk at sidde udenfor.

Morten: Jo. Ja, og jeg kunne jo se det på billedet, at det så ud til, at du sad et helt fantastisk sted, men noget af det, jeg faktisk også hæftede mig ved, det var jo faktisk, at det virkede til, du havde en god akustik. Du havde en god lyd i det rum, på trods af at du egentlig sad i det, der for mig lignede et drivhus. Så det er jo måske kombinationen af de her ting her, der egentlig er lykkedes, eller der jo er lykkedes for jer i det, I har prøvet at bygge.

Julie: Ja.

Julie: Helt klart kontrasten mellem det, der er åbent, og så det, der er lukket. Fordi hvis du sidder i et rum, som er alt for åbent, så bliver det utrygt og flagrende, og du kan ikke finde ro og balance i rummet. Så hele tiden arbejde med de kontraster, også kontraster mellem materialer. Når du har træ, så giver det en varme, og det giver på alle mulige måder en ro og en duft til rummet.

Morten: Ja.

Julie: Hvor glas er jo enormt hårdt. Til gengæld så kan du med her, hvor vi har lavet enormt store skydepartier, når de er skudt fra, simpelthen gennemventilere huset og få hele naturen ind.

Morten: Jo, jo. Lige præcis, lige præcis. Og det minder mig faktisk om en samtale, vi havde med Jan Utzon, da vi var ovre og besøge ham og se farens hus deroppe. Og han sagde jo også, hvad var egentlig det, der var udgangspunktet i der, hvor han byggede? Og det sagde han så, jamen det var faktisk, at han satte sig på plænen der, hvor det var det skønneste sted at sidde i huset eller i haven eller på den plet, som de har valgt. Og så satte han en bagmur, som man kunne læne sig op ad. Og så blev det hele udgangspunktet for faktisk det byggeri, som han lavede, fordi det måtte jo være derfra, at hele huset skulle folde sig ud, men du skulle have den der trygge base faktisk i ryggen på, hvor du sad. Det var sådan lidt, måske er det det samme, som du også sagde, at der var en bagmur på den anden stue ovre bagved dig.

Julie: Jo, lige præcis. Jo, og i forlængelse af det, altså det er sådan med reference til Japan og japanske huse, hvor man jo meget arbejder med den der overgang ud mod det, der så er helt åbent og ud til naturen. Hvor man har ryggen og basen i baggrunden, og så har du et rum, som ligger ud til en gangzone, som ligger ud til en terrasse, og så går du ned i niveau for hver gang. Så den der transformation. Og det har vi i virkeligheden også ladet os inspirere af her, sådan så vi har værelser, som kun har ovenlys, og som ligger op ad den trygge lukkede væg, og så ligger de ud til et gangareal, som så ligger ud til en terrasse.

Morten: Ja, okay.

Julie: Og hvor der er glas, ikke? Sådan så man langsomt ligesom kan åbne sig op til naturen, men man kan også trække sig tilbage.

Morten: Ja, spændende, spændende.

Fra drøm til beslutning: når mavefornemmelsen bliver overset

Morten: Jeg er blevet nødt til at forstyrre et kort øjeblik, for jeg har en nyhed fra Drømmevillaen, som jeg gerne vil dele med jer. Vi har netop lanceret et otte ugers gratis mailkursus, som I kan hente inde på drømmevillaen.dk. Det vi har gjort, det er, vi har samlet vores erfaring fra vores samtaler med over 125 deltagere i vores podcast, og det har vi simpelthen kondenseret ned i et kursus, der handler om vejen til Drømmevillaen, som vi kalder det. Det I får, det er, I får en mail hver uge, som indeholder en video, der fortæller omkring vores erfaring inden for et givent område. I får en bog, hvor I kan samle alle jeres drømme om jeres villa. I får 16 cheat sheets, altså gode værktøjer, der kan bringe jer tættere på jeres mål. Og I får muligheden for at få en individuel byggeprofil, når kurset er færdigt, som I kan bruge i resten af jeres byggerejse. Alt sammen kommer som sagt fra erfaringen med over de her 125 podcasts, som vi har lavet. Gå ind på drømmevillaen.dk, hent det derinde. Det er gratis, og så håber jeg bare at se jer. Julie, hvordan, hvis vi så lige skal prøve at tage den her videre, nu står vi og skal bygge et nyt hus. Der er jo mange, der følger podcasten her, som selv er nybyggere eller ombyggere og så videre. Hvordan griber man det her an, fordi det kan jo nemt blive noget fluffy noget. Altså, hvordan kan vi gøre det her mere konkret? Har du nogle bud på det?

Julie: Der er jo, altså det jeg tror er allervigtigst, når vi skal bygge, det er i virkeligheden, at vi forstår at være nærværende, og at vi giver os selv ro på og giver os selv tid til at gøre det rigtigt. Tit så er vi under et enormt stort pres, både når vi skal ud og finde en bolig, men også når vi skal bygge. Og hvis vi for eksempel står for at skulle købe en bolig, så kan vi komme under pres i forhold til tid eller økonomi, og det samme når vi bygger, vi får tit taget nogle forhastede beslutninger. Både fordi vi kan være i sådan en enorm glædesrus over, ej, det her, det kan blive, altså, det her bliver vores drømmehjem, det her bliver fuldstændig fantastisk, og man nærmest forhaster sig i de der beslutninger, hvor det er enormt vigtigt også i forhold til arkitektens rolle jo at skabe en ro omkring de beslutninger, der skal træffes, sådan så man som boligejer får truffet beslutningerne både ud fra sin rationale, men også følelsesmæssigt.

Julie: Da jeg begyndte at interessere mig for det her med følelser i arkitektur og arkitektur og følelser, så bundede det i virkeligheden i, at jeg for flere år siden forelskede mig fuldstændig hovedkulds i en grund, hvor der lå et gammelt hus, som ikke kunne bruges og var købt til nedrivning, kan man sige. Og jeg og min familie, vi faldt fuldstændig for den der grund som det sted, vi gerne ville bygge vores drømmebolig.

Morten: Det tror jeg, der er mange nybyggere, der kan genkende den følelse eller det udgangspunkt for et byggeri.

Julie: Ja. Og det var skægt, fordi vi kom ud og så grunden, og det var fuldstændig fantastisk. Den lå ud til nogle fredede arealer, og der var blade på træerne, og fuglene sang, og blomster i græsset. Både min mand og jeg er arkitekter og havde haft lysten til i virkelig mange år at bygge i virkeligheden det hus, jeg sidder i nu. Så vi havde ledt efter en byggegrund. Og den her grund, den faldt vi så hovedkulds for. Jeg tror, vi så den to gange, og så tænkte vi, det skal bare være her. Og der var jo også et pres på. Vi fik jo at vide af ejendomsmægleren, ja, der står mange i kø, der gerne vil købe det her. Nu skal I træffe en beslutning, og det skal bare gå hurtigt. Så helt klart, vi var under pres. Det der så skete, det var, vi fik nøglerne et halvt år senere, og det jeg kunne mærke med det samme, da vi stod derude, fuldstændig intuitivt og som et hårdt slag, det var, at der kunne jeg simpelthen ikke bo. Og hvad var det for en følelse, der kom op der?

Julie: Jamen, det var simpelthen, altså det ramte mig overhovedet ikke. Altså, det sagde mig pludselig ingenting, det sted. Jeg kunne slet ikke se mig selv i det.

Morten: Okay.

Julie: Altså den forelskelse, kan man sige, som det jo nærmest var, jeg havde haft, da jeg så grunden første gang, den var slet ikke til stede. Jeg kunne bare ikke mærke stedet overhovedet.

Morten: Okay. Hvad sagde din mand til det? Det bliver jeg nødt til lige at høre.

Julie: Jamen, altså, alle andre i familien var jo helt oppe at køre. Så jeg lagde fuldstændig låg på den der følelse og tænkte, ej, det må da gå væk. Ja. Jeg må da lære at kunne lide det her sted. Så der gik faktisk et halvt år, hvor jeg var i sådan nærmest en slags rutsjebane op og ned og prøvede sådan at, fordi det vi jo samtidig gjorde, det var jo, vi begyndte at tegne på, hvordan boligen så skulle se ud. Hvad var det, vi kunne tænke os? Hvordan skulle vi placere den på grunden, så vi fik det optimale ud af den? Så vi var jo i en proces, hvor vi skabte vores drømme, og samtidig så kunne jeg bare mærke, at det blev ikke et sted, jeg kunne være glad for at bo. Ja.

Julie: Og det fik jeg så til sidst sagt, og så havde alle jo selvfølgelig en forståelse for det. Men det var en vild proces, og det fik mig jo til at tænke over, altså hvordan kunne jeg tage sådan en fejl?

Morten: Ja.

Julie: Og hvad er så forklaringen i dag, når du tænker tilbage på det? Var det den hastebeslutning, der skulle træffes? Var det det, der gjorde det?

Julie: Altså det var helt klart den hast, ingen tvivl om det. Men samtidig så kan jeg også se med al tydelighed, at jeg var fuldstændig 100 procent oppe i mit hoved. Altså det, jeg blev forelsket i, det var jo sådan set ikke grunden. Det var jo drømmen om at bygge vores bolig sammen med alle de ambitioner, vi havde for arkitekturen og alle de ting, vi ville prøve af byggeteknisk. Det var jo vores projekt. Og det var jo det, jeg var forelsket i. Og det, jeg fuldstændig glemte, kan man sige, eller ikke var i stand til på det tidspunkt, det var at fornemme det sted, jeg stod. Altså jeg var overhovedet ikke nærværende.

Morten: Ja.

Julie: Jeg var ikke til stede i kroppen, kan man sige. Jamen, jeg var 100 procent oppe i mit hoved. Så den erkendelse gjorde bare, at jeg blev opmærksom på, hvor vigtigt det er, når vi bygger, og når vi skaber arkitektur, at spørge os selv, hvorfor. Og så få stimuleret vores sanser og følelser og intuition i processen, fordi det er så vigtigt, at vi har fat i os selv for i sidste ende at kunne lykkes.

Boligens betydning for velvære

Morten: Nu bliver det så sådan lidt et ledende spørgsmål, og jeg tænker allerede, jeg kender svaret på det, men hvad mener du egentlig, hvor stor en rolle spiller boligen egentlig i forhold til vores eget velvære? Der er jo også en masse andre ting, der er alle vores relationer, der er alle vores karriere, der er vores job, der er alle mulige ting, der påvirker det her. Men hvis du skal se det i forhold til boligen, hvor stor en rolle spiller den så?

Julie: Jamen, sjovt nok, så bruger vi jo allerflest af vores timer i døgnet i vores bolig. Vi opholder os jo i vores bolig, både når vi er sammen med vores familie, vores venner, når vi sover, vi står op om morgenen i vores bolig, vi går i seng om aftenen i vores bolig. Så vores bolig er jo vores base og vores ståsted og vores udgangspunkt for at møde verden, kan man sige. Og man kan sige, jeg tror faktisk, at på mange måder er betydningen af, hvordan vores bolig påvirker vores adfærd, på mange måder overset, fordi tit, hvis vi ikke har det godt, så søger vi rådgivning eller coaching i forhold til vores arbejdsliv, vores familieliv, vores parforhold. Men i virkeligheden søger vi jo ikke på samme måde rådgivning omkring vores bolig. Vores arkitektur og vores rum og rammer påvirker os jo i lige så høj grad, og påvirker vores adfærd og vores humør, men det er ikke sikkert, vi tænker over det på samme måde.

Morten: Ja.

Julie: Det er ikke sikkert, vi tænker over, at hvis vi har det dårligt, så er det faktisk fordi, der er noget omkring vores bolig, som ikke hænger sammen. Og som spænder for os.

Sådan gør man det konkret

Morten: Jeg spurgte dig tidligere det her med, hvordan man gør det, altså med at prøve at konkretisere det lidt. Du sagde det her med, at der var mange ting, som man gør i en hast, både når man køber hus, og når man bygger hus. Men kan vi konkretisere det yderligere på nogle ting eller nogle måder at arbejde på eller nogle samtaler, man bør have, eller et eller andet, som man kan gøre, så man siger, nu kan vi faktisk nærme os et eller andet, som måske gør, at vi kan finde nogle løsninger.

Julie: Ja, jeg synes jo som udgangspunkt, så er det jo enormt vigtigt, at vi altid spørger os selv, hvorfor er det, vi vil bygge, og hvad er det for en forandring i vores hverdag, vi ønsker at skabe? Dernæst så blive gode til i virkeligheden at frembringe den stemning, vi gerne vil have i de rum, vi skal bo i.

Morten: Ja. Og hvordan kunne man gøre det? Altså der må være nogle bestemte greb, man kan tage fat i. Vi kan tale det konceptuelt, men du kan måske også bruge eksempler fra jeres egen bolig, altså hvad I har bygget der? Hvordan I har taget nogle bestemte elementer med ind i den her dialog?

Julie: Ja, altså der er jo mange greb arkitektonisk til i virkeligheden at få os ind i en bestemt følelsesmæssig tilstand. Altså forestil dig, at du ankommer til din bolig, og du ser boligen, måske den nordøstvendte facade, og morgensolen gløder på facaden på en bestemt måde, og så drejer stien væk, og pludselig så ser du langt og kan se træer og beplantning og så videre i horisonten, og så bliver du ledt tilbage, går måske langs facaden så tæt på, at du nærmest kan mærke materialet op ad huden.

Morten: Ja.

Julie: Og drejer ind og bliver så budt velkommen i en entré, som er kontrastfuldt mørkere i forhold til, at du lige har stået udenfor. Der er et ovenlys, som trækker lys ned på bagvæggen, og det er ligesom det eneste lys, der er i rummet. Du hænger dit tøj, går til venstre, kommer ind i et køkkenalrum, hvor du i kontrasten til entréen står badet i lys og kan kigge langt ud over marker for eksempel. Altså den der hele tiden transformation, hvor arkitekturen arbejder med netop de her kontraster, du gør, og gør, at du bliver påvirket på forskellige måder.

Morten: Det lød som et sted, jeg godt kunne tænke mig at bo i hvert fald. Så fortællingen virker jo, kan man sige. Så du tænker, det er meget i selve tegningen af huset og oplevelsen af der, hvor man er, eller oplevelsen af den grund, som man nu står på, men også hvad det er for nogle indtryk, man egentlig ønsker, og hvad det er, der individuelt egentlig giver en velvære i dagligdagen. Det er sådan, jeg hører dig sige det. Er det rigtigt?

Julie: Ja, præcis. Og mange, altså i sådan en proces, hvor man tegner og bygger, så synes jeg i den fase, som er den første fase, hvor man skal udvikle det, jeg tidligere snakkede om som programmet for arkitekturen, er det enormt vigtigt, at man sammen med sin arkitekt også går ud og henter inspiration.

Morten: Ja.

Julie: Altså jeg kan sagtens producere materiale, som stimulerer dine sanser, og det kan jeg gøre med arkitekturmodeller, og det kan jeg gøre med collager og med tegninger og alt muligt andet, men man kan også gøre det på andre måder. Man kan også gøre det ved at tage ud og se nogle andre boliger. Man kan gøre det ved at tage ud og se en kunstudstilling. Altså det med, at man i virkeligheden får stimuleret, vækket sine sanser, kan ske på mange måder.

Erindringer, inspiration og bogen på vej

Morten: Ja. Okay, spændende. Og du talte også om det her med måske at tænke tilbage på nogle episoder eller nogle oplevelser eller nogle følelser, man har haft tidligere, altså at det også kunne være en vej ind til egentlig at finde nogle af de her ting, som man gerne vil have med sig ind i sit nye hus.

Julie: Jo, lige præcis. Altså en øvelse, som jeg tit opfordrer mine bygherrer til, det er i virkeligheden at gå tilbage i deres erindring. Gå tilbage i deres hukommelse og så kortlægge de steder, de har boet gennem livet. Altså helt tilbage fra de var barn. Både steder de har boet, men også steder, som de har opholdt sig over længere tid, eller et sted de har overnattet, som har gjort indtryk på dem. Fordi det er jo sjældent noget, vi gør. Går tilbage og kigger på, hvordan har et sted påvirket mig. Men den øvelse gør, at du får skabt en bevidsthed om den erfaring, du selv har med rum. Og det kan være, at du har en erindring om, at du var barn, der sad du på en bænk lige præcis badet i ovenlyset fra stuen, eller hvad det nu måtte være. Eller at du stod i en skov i en lysning, som jo også er nogle elementer, vi bruger i arkitektur hele tiden. Altså hvordan var duften? Hvordan var oplevelsen af at være i det rum? Og det sjove er, at når man ligesom laver den der øvelse og kortlægning, så får man også et andet fokus på og en anden opmærksomhed på de rum, man så er i til daglig. Ja.

Julie: Altså du får ligesom lagt et filter ned over den måde, du oplever rum på. Lige nøjagtigt. Og samtidig så kan du, når du ligesom har lavet den der kortlægning, så står du sådan set med en vifte af inspiration og et katalog til dig selv, som du kan plukke fra, når du skal tegne din bolig. Og det er jo i virkeligheden inspiration, du har hentet fra dig selv og din egen hukommelse. Og det synes jeg er enormt vigtigt, fordi vi skal også hente inspiration udefra. Vi skal hente inspiration fra Pinterest, Instagram, fra boligmagasiner og alle mulige andre steder. Men når vi gør det, så er det bare enormt vigtigt, at vi også kigger ind i os selv og siger, hvor er jeg i det her? Ja. Lige nøjagtigt. Og vi bærer alle sammen rundt på de vildeste erindringer om rum og rummelige påvirkninger. Ja, lige præcis. De skal fremkaldes.

Morten: Lige nøjagtigt. Julie, du er ved at skrive en bog også om det her?

Julie: Ja, det er rigtigt.

Morten: Og faktisk så har du også sagt, at bogen ikke helt er klar endnu, som du har fortalt mig før vi startede. Men den her øvelse, som du lige har beskrevet, den har du også sagt, jamen den prøver vi at lægge ud til shownotes også, så vores lyttere og vores følgere her på podcasten kan prøve det af, prøve at gøre det meget konkret. Så det takker vi for. Men prøv lige at sætte lidt flere ord på den her bog, og hvad det er, vi kan forvente, når den kommer i handlen. Hvad kan vi forvente os af bogen?

Julie: Men bogen består af sådan nogle ret konkrete øvelser til boligejere eller til dem, som kunne tænke sig at bygge selv. Eller som kunne tænke sig at transformere deres bolig, eller som bare er nysgerrige på boligarkitektur. Og øvelserne har forskellige karakterer. Nogle af dem hjælper dig til, som denne her, at vække din erindring om rum og arkitektur, du har erfaret, og andre øvelser er meget konkrete på, jamen, prøv at kortlægge dit bevægelsesmønster i din bolig i dag. Så de giver på forskellige måder inspiration til at betragte det, du har, på en ny måde, eller giver dig inspiration til, hvordan du godt kunne tænke dig, at din bolig skulle være i fremtiden. Og så er bogen også sådan en eksempelsamling eller en beskrivelse af boligprojekter, men set fra bygherres side. Ja.

Julie: Så det handler i virkeligheden mindre om arkitekturen i forhold til sådan et coffee table-format. Så det er ikke med glittede fotos af, hvordan det er kommet til at se ud. Det er i virkeligheden med et større fokus på den proces, det har været for dem, der har skullet bygge. Ja.

Julie: Altså hvad er det, hvad har været deres visioner og ambitioner, og hvordan er de kommet derhen, hvor de er? For eksempel så har jeg haft en bygherre, jeg har bygget hus for, som oplevede, at deres gamle hus brændte. Så hvordan er det, man omstiller sig fra at have mistet til i virkeligheden at gå i gang med at drømme om noget nyt? Og hvordan kan man i den proces tage det med videre.

Morten: Ja.

Morten: Lyder som en spændende vinkel på det. Tør du sige noget om, hvornår bogen den kommer ud?

Julie: Altså jeg kunne jo rigtig godt tænke mig at sige, den kommer ud op til jul.

Morten: Ja. Ja. År hvad?

Julie: Ej, du driller.

Outro: Gode råd og hvor du kan følge Julie

Morten: Prøv at høre her, Julie, vi glæder os til at se, når bogen den kommer ud. Og så glæder vi os til også at kunne dykke dybere ned i det her med arkitektur og følelser. Hvis du skal give et sidste godt råd til nybyggere, hvad skulle det være?

Julie: Jamen, jeg synes, der er fire ting, og sådan er det jo altid, det er jo svært at beskrive noget kort. Men det jeg synes er enormt vigtigt, det er at give sig selv ro på og give sig selv tid til at træffe de rigtige beslutninger og ikke lade sig presse ud i at træffe forhastede beslutninger. Selv om man bliver revet fuldstændig med og er i sådan en glædesrus, så nyd processen, fordi at bygge er jo noget af det mest fantastiske, fordi din bolig er i virkeligheden en forlængelse af dig selv. Så dyrk den der proces, og vær til stede i den, og sørg for ligesom at få belyst alle de muligheder, der er, sådan så de valg, du træffer, dem træffer du også bevidst ud fra, at du også har fravalgt noget.

Morten: Ja.

Julie: Det tror jeg er et lige så vigtigt element, når man bygger. Og så vil jeg sige, når man bygger, så skal man jo også huske på, at man bygger til dem, man er nu. For mig at se bygger man ikke for hele livet, fordi vi ændrer os som mennesker. Vi gennemgår forskellige livsfaser. Og vi skal huske at have en opmærksomhed på, om den bolig og det hjem, vi har skabt til os, om det bliver ved med at være det, der fungerer bedst for os.

Morten: Ja, og det der, det var jo lige før, det var en eller flere episoder, man kunne dykke ned i det på, hvornår man skulle, altså det her med, hvordan man kunne transformere boligen. Det er i hvert fald noget, som Ellen og jeg også har talt rigtig meget om, det er, bygger vi til nu, eller bygger vi til fremtiden, og hvordan får vi det her til at hænge sammen?

Julie: Jo, altså jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi tænker på at bygge til der, hvor vi er nu, fordi ellers så bygger vi med hovedet.

Morten: Lige præcis, lige præcis. Og det er jo lige nøjagtigt det, vi ikke skal. Vi skal jo bygge med følelserne. Det må jo være afrundingen her på samtalen. Julie, hvis man skal følge dig og det arbejde, som du laver, er det på website eller på forskellige sociale medier? Hvor gør man det bedst henne?

Julie: Jamen, man kan følge det hus, vi har bygget, her på det, der hedder outsideinhousing.com.

Morten: Ja.

Julie: Eller på Instagram, outsideinhousing. Og så kan man følge mig på min hjemmeside, juliereinau.dk.

Morten: Ja.

Julie: Hvor jeg også har en Instagram, der hedder Julie Reinau.

Morten: Ved du hvad, vi tager og linker op til det hele på vores shownotes, og så vil jeg egentlig bare sige tusind tak for dit bidrag her i dag. Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Og har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør, så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.