Gør det fedt med mindre plads

Intro: Velkommen og Anders' baggrund

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter den nybyggede drøm. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. Skal vi bygge mindre? Eller skal vi bygge anderledes? Skal vi lave nogle rum, som vi aldrig har tænkt på før? Det mener Anders Brix. Han er arkitekt, og han er dagens gæst i Drømmevillaen.

Morten: Anders, velkommen i Drømmevillaen.

Anders: Tak skal du have.

Morten: Og tak fordi du har haft lyst til at stille op her og fortælle noget omkring din baggrund og din passion, som jo er inden for arkitekturen og inden for design. Inden vi kommer ind i det, så skal vi lige høre: Hvem er Anders?

Anders: Hvem er Anders? Jeg er en 60-årig mand, som blev uddannet som arkitekt for mere end 30 år siden. Jeg blev uddannet bygningsarkitekt, men jeg har også arbejdet meget med industrielt design og møbeldesign. Så ved siden af at tegne enfamiliehuse og sommerhuse sådan i en ny og næ, små byggeprojekter, så har mit professionelle liv været meget præget af at arbejde med byinventar og ting til produktion, der bliver stillet op ude i det offentlige rum. Og også møbler. Og så har jeg haft mange år, hvor jeg har været forsker og underviser på Kunstakademiets Arkitektskole. Og ligesom arbejdet meget med arkitekturen som sådan nogle ideelle forestillinger, kan man sige. Fordi på en arkitektskole bliver ikke ret meget af det, der bliver tegnet, bygget. Til gengæld er det jo et fantastisk rum for at diskutere principper og idealer og gå efter det rigtigste og det mest fantastiske.

Morten: Og hvorfor er det så, at det ikke kan udfolde sig i det praktiske? Hvad er det for en begrænsning, der ligger der?

Anders: Ja, det kan det jo også i nogle tilfælde, men så vil det som regel være eksperimentalbyggerier og sådan noget, som er udsprunget af et forskningsprojekt på skolen. Men det er jo ikke normalt, at en skole, der uddanner professionelle, også lader dem virke professionelt i uddannelsen. Man skal ligesom øve sig.

Morten: Det er klart. Hvad var det, der egentlig bragte dig ind som arkitekt fra en start af?

Anders: Ja, det var lidt kringlet på en måde. Jeg vidste sgu ikke rigtig, hvad jeg skulle studere, da jeg var ganske ung. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville studere, for jeg var meget videbegærlig. Og jeg havde overvejet mange forskellige ting. Jeg valgte at starte på Danmarks Tekniske Universitet. Så jeg læste tre år til civilingeniør. Og var egentlig glad for at lære matematik og fysik. Men det, der så skete, det var, at jeg fik nogle kurser, hvor underviserne var arkitekter. Og jeg var en følsom ung mand, der også var interesseret i at spille musik og skrive digte og sådan noget, som man gør, når man er ung. Så de der arkitekter, der underviste og fortalte om boligidealer og det fantastiske ved rum og sådan noget, det er ikke bare en teknisk disciplin, men var en meget mere human og kunstnerisk og fantastisk disciplin. Så tænkte jeg, det er kraftedeme det, jeg skal. Og så søgte jeg ind på Kunstakademiet og hoppede derind i stedet for. Så jeg fik på en måde en lang uddannelse, fordi først var jeg tre år på DTU, og så var jeg seks år på akademiet.

Morten: Ja, lige præcis. Hvad bragte dig så tilbage som professor inde i Kunstakademiet i det professionelle virke? Hvad var det, der bragte dig den vej?

Anders: Ja, jeg var timelærer der som ung praktiserende, så havde jeg også nogle timer, hvor jeg underviste på akademiet. Og så blev der en stilling ledig, og så søgte jeg den, og så fik jeg den.

Arkitektur i en tid med klimaudfordringer

Morten: Hvad er så status i dag? Hvor er vi henne i verden, når vi taler omkring design og arkitektur? Er vi et godt sted? Eller er der nogle ting, hvor vi måske burde komme tilbage til nogle gamle dyder?

Anders: Vi er i hvert fald et meget spændende sted. Og det gælder jo hele kulturen over alle områder, men jo ikke mindst det byggede og det producerede, fordi vi har jo udfordringer med klima og med naturdiversitet og mange ting. Og det er vores livsform, der har givet os den udfordring. Så vi står jo ligesom over for et meget stort spørgsmål om at finde ud af, hvordan vi kan ændre vores livsform, så vi kan have en livsform, så vi kan blive ved med at være her. Det er jo ret radikalt. Og jeg synes, det rejser en mængde af superspændende spørgsmål. Det er jo filosofiske spørgsmål, men det er også meget praktiske og tekniske spørgsmål. Hvordan kan vi? Vi kan jo fandeme mange ting. Vi har jo en skidegod teknologi og alt muligt, men hvordan kan vi ligesom dreje det hen, så vi faktisk kan bo her bæredygtigt? Ja. Og bæredygtighed er blevet sådan slidt ned som begreb, men faktisk sætter det jo tingene lige præcis der, hvor de skal være. Vi skal leve på en måde, så vi kan blive ved med at leve her. Så vi skal ikke forbruge og bruge planeten op, men faktisk finde ud af at være lidt mere i balance med den. Og det synes jeg er spændende spørgsmål, der har alt muligt at gøre med den måde, vi indretter os og bor på.

Morten: Er vi så på rette vej, Anders? Det ved jeg godt, det er et endnu større spørgsmål. Men er der håb her?

Anders: Ja, det mener jeg, der er. Men det er også alvor. Der er masser af ting, der faktisk kan forandre sig meget pludseligt, har jeg tænkt på. Det har vi set med kulturens forhold til rygning og til MeToo og til andre ting. Lige pludselig kan der godt ske et skred, hvor vi faktisk begynder at gøre nogle ting anderledes. Men det er jo ikke sket endnu.

Morten: Det er ikke sket endnu. Så lad os bruge resten af den her samtale på at prøve at påvirke det den vej henad. En af de ting, vi har aftalt at tale om, det er jo det her med, at man skal kunne bo på mindre plads. Og det er vel egentlig også et element i det her, eller hvordan?

Anders: Det er absolut et element i det. Vi bruger jo generelt for mange ressourcer, og det gør vi på alt muligt. Men det, der lige præcis har med vores boliger at gøre, det har jo blandt andet noget at gøre med, at vi bor på mere og mere plads. Hvis man ser det statistisk over de sidste 50 år, så er antallet af boligkvadratmeter per person vokset temmelig meget. Nu kan jeg ikke lige huske tallene. Så er der mange af de ting, vi teknisk gør for at spare på energien ved at isolere husene bedre og bedre og andre ting, som faktisk bliver nulstillet, eller som ikke rigtig virker, fordi vi bare øger vores komfortniveau hele tiden. Så vi bor med flere opvarmede kvadratmeter. Og selvom vi så isolerer boligerne meget bedre, end vi gjorde for 50 år siden, så sparer vi faktisk ikke energi. Ikke ret meget i hvert fald.

Mindre huse og nye rumtyper

Morten: Men kan du se noget? Hvad er det, dine kunder drømmer om? Hvad er vores forhold til plads her i boligen i Danmark?

Anders: Sådan er det at være arkitekt, man arbejder med de klienter, man nu har, og man følger deres drømme og intentioner. Nogle har mulighed for at bygge store huse. Nogle har også mange børn og har brug for mere plads. Så jeg gør mig ikke til dommer over, hvor mange præcise kvadratmeter man skal have. Jeg har sådan set nogle huse på tegnebordet, som er 200 kvadratmeter. Jeg tror, det allerstørste er 225. Jeg kan se 219, 180. Men jeg har også et hus, der lige er færdigt, som er på 159 kvadratmeter til to voksne og to børn. Så det er noget mindre.

Morten: Det er noget mindre. Var det så et ønske fra bygherre, eller var det nogle begrænsninger på den grund, som man havde?

Anders: Det var slet ikke begrænsninger på grunden i det her tilfælde. Jeg har nogle andre eksempler, hvor vi er endnu længere nede i kvadratmeter, hvor det er grunden, der simpelthen ikke er større. Men i det her tilfælde var der masser af plads at bygge på på grunden, men nogle meget spændende og markante ønsker fra familien, som var ikke at gøre huset større end nødvendigt. Og de bad også om nogle helt andre typer rum, end dem vi kender. De ville simpelthen gerne bo på en anden måde. Og de ville gerne bygge huset af meget bæredygtige materialer. Og vidste meget om det selv. Så det har været enormt spændende at arbejde sammen med dem.

Anders: Så det er blevet et hus, der er tænkt lidt som en lille bitte by. Så der er en plads, som er køkkenet, og så er det et hus i halvandet etage, så der er ekstra højde over køkkenet, og oppe fra værelserne kan man åbne et lille internt vindue næsten og kigge ned på den her centrale plads. Og så er der en spisekrog, der er skudt ud som sådan en lille kanap. Og så har de fået noget, vi kalder sunken room, som er sådan en lille hule, hvor man kan flyde sammen på sådan en stor madras. Det er lidt tatami-agtigt, japansk-inspireret også. Og så er der et lille rum, der simpelthen er tomt. Og det hele hænger sammen. Man kan se fra det ene rum til det andet, alle de her steder her. Og så er huset bygget af CLT.

CLT og materialer med lavt CO2-aftryk

Morten: Det har vi faktisk ikke snakket om i andre podcasts. Så jeg tænkte, skulle jeg lige spørge, hvad det var, men det er blot for at udstille min egen uvidenhed omkring det.

Anders: CLT står for Cross Laminated Timber. Og det er en slags kæmpemæssig krydsfinerplade, kan man godt sige. Det er ikke finer, det er brædder, der bliver limet sammen. Men de bliver krydslagt, og så får man noget, der er lige så stift som et betonelement. Og så bliver det skåret, og det bliver fræset ud i et kæmpe anlæg. Så det er ligesom at få laserskåret en lille arkitekturmodel, bare i en til en. Så de plader, man kan få ud, de er to en halv gange otte meter. Og derfra ned. Og de kan fræse ud til døre og vinduer og til el-kontakter og alting. Så man projekterer hele huset i sådan nogle træplader meget omhyggeligt, og så bliver det skåret og fræset ud på millimeter, og så ankommer det på en lastbil, og så er det stillet op i løbet af få dage.

Morten: Ja, okay.

Anders: Der er nogle billeder på min Instagram af de dage, det blev stillet op. Det er jo enormt fascinerende. Man kigger lige frem, ligesom en en til en arkitekturmodel. Så bagefter skal huset jo færdiggøres. Det skal have isolering udenpå og en beklædning, og indvendig skal der installationer og gulve og alt muligt.

Morten: Hvad er så beklædning udenpå på det her hus? Hvad valgte de der?

Anders: Træbeklædning, dansk douglas på facaden, og der er isoleret med træfiber. Så huset er, og så er der et ståltag. Så der er lidt stål, som er et materiale, der tæller lidt anderledes i ens livscyklusanalyse. Men til gengæld er det jo papirtyndt. Så det er bare sådan en overfrakke over taget. Så alt i alt har huset et lille CO2-aftryk.

Morten: Det lyder meget spændende og meget utraditionelt også, det der er lavet der.

Anders: Ja, det er ret utraditionelt også i boligmønsteret. Og det synes jeg har været meget interessant at arbejde med.

Morten: Jeg bliver nødt til at forstyrre et kort øjeblik, for jeg har en nyhed fra Drømmevillaen, som jeg gerne vil dele med jer. Vi har netop lanceret et otte ugers gratis mailkursus, som I kan hente inde på Drømmevillaen.dk. Det vi har gjort, det er, at vi har samlet vores erfaring fra vores samtaler med over 125 deltagere i vores podcast. Og det har vi simpelthen kondenseret ned i et kursus, der handler om vejen til Drømmevillaen, som vi kalder det. Det I får, det er en mail hver uge, som indeholder en video, der fortæller omkring vores erfaring inden for et givent område. I får en bog, hvor I kan samle alle jeres drømme om jeres villa. I får 16 cheat sheets, altså gode værktøjer, der kan bringe jer tættere på jeres mål. Og I får muligheden for at få en individuel byggeprofil, når kurset er færdigt, som I kan bruge i resten af jeres byggerejse. Alt sammen kommer som sagt fra erfaringen med de her over 125 podcasts, som vi har lavet indtil nu. Gå ind på drømmevillaen.dk, hent det derinde. Det er gratis, og så håber jeg bare at se jer.

Inspiration fra Japan og fleksibel brug af rum

Morten: Anders, jeg ved også, at du har været i Japan, og du har været ude at arbejde derude. Du har været gæsteprofessor og så videre derude. Hvad er, hvorfor, der er noget med, at de tænker lidt anderledes på boliger og tænker lidt anderledes på indretning?

Anders: Jo. Japansk tradition er jo meget anderledes end vores. Der er nogle meget markante forskelle. Det er et helt andet klima. Så et japansk hus beskytter egentlig en mod sommeren, hvor vores huse jo primært er lavet for at beskytte os mod vinteren. Og så bor man i Japan ganske tæt. De har faktisk meget god plads, men meget af arealet er vanskeligt at bo i, fordi det er så stejle, krabbe bjerge, hvor fremkommeligheden er lille, og hvor der ikke er mulighed for at dyrke og sådan noget. Så man bor jo i de her ret store koncentrationer på nogle bestemte steder. Der er en markant kontrast imellem land og by. Eller bjerg og by, kan man måske sige, skov og by. Og for japanere er naturen også noget helligt. Så derfor bygger man ikke bare i skoven. Der kan kun være templer. Så derfor har de jo altid boet mange mennesker på relativt lidt plads. Så de har nogle andre strategier for, hvordan man indretter boliger. Og det synes jeg har været meget spændende at arbejde med derude og studere i dybden og lære meget af.

Morten: Ja, og hvad kan vi så lære af det?

Anders: Det er måske ikke sådan, at vi kan lære noget ganske bestemt og sige, sådan skal vi gøre, men der er mange principper, vi kan lade os inspirere af. Et japansk hus er på en måde lige så meget et møbel, som det er et hus. Det står meget løsere på grunden. Det står på sådan nogle små fødder, som man i princippet kan løfte op og flytte et andet sted hen, hvis man også har en kran, der er stor nok. Hvad de også gør i nogle tilfælde, skiller det ad og sætter det op et andet sted. Og de bor også i det eller på det på en meget mere møbelagtig måde. De har jo de her tatamimåtter, som er gulvet i rummene, som er sådan en mellemting mellem en madras og et gulv. Det er blødere end et trægulv, men fastere end en sofapude. Og fordi man har en tradition for at have det på gulvet, så kan man simpelthen sidde direkte på gulvet, eventuelt med sådan en lille fordybning, man kan stikke fødderne ned i, hvis man ikke er helt så smidig.

Anders: Og det at de så har haft rum uden møbler i, uden så mange faste møbler, som vi har, så har de kunnet have alle mulige aktiviteter i det samme rum. Hvor vores måde at bo på er lidt sådan, at vi starter med møblet. Vi tager en seng, og vi skal have en sofa. Og så sætter vi sofaen i et rum, og så er det stuen, og så sætter vi sengen i et andet rum, og så er det soverummet. Og så står soverummet jo tomt hele dagen, og rummet med sofaen i står tomt hele natten. Og derfor skal vi bruge i hvert fald dobbelt så meget plads som japanerne, som ligesom sidder på gulvet, og når man så skal sove, så ruller man sin futon ud på tatamimåtten, og så sover man der. Man kan gøre alt i det samme rum i princippet. Nu findes der også lidt større japanske huse, og man skal jo også have plads til at have gæster og alt sådan noget. Men det der med at bruge rummet flere gange, det er et princip, man godt kunne lade sig inspirere af.

Morten: Så man bruger egentlig spisestuen og soveværelset, som jeg hører dig sige, så ender det egentlig med at blive samme rum, eller hvordan?

Anders: I den mindste boligtype i traditionen, ja, der har man et rum med tatamimåtter, og det er der, man opholder sig, både når man spiser og når man sover. Og så har man et køkken ved siden af, som er meget værkstedsagtigt, som typisk er nede på jordniveau. Så går man derfra op på huset. Man har også nogle andre strategier, fordi huset beskytter primært en mod sommeren, så derfor har det et stort tag med store udhæng, og så har det alle de her skærme, man kan åbne, så man får brise igennem huset, hvad man har meget brug for i det varme, fugtige klima, der er i det centrale Japan om sommeren.

Anders: Men om vinteren, de har også en vinter, og der kan knageme godt blive koldt, både sne og frost og alt muligt. Og alle de der papirskærme og skodder lukker ikke særlig tæt. Så husene er iskolde om vinteren. Men så er det, at man kan have et arrangement som en kotatsu for eksempel, hvor man tager nogle varme sten fra ildstedet og lægger i en lille fordybning i gulvet, og så lægger man et bord og tæppe over, og så stikker alle fødderne ind til varmen, og så har man en uldkimono med høj krave, og så sidder man faktisk mildt og godt, selvom huset er iskoldt. Men kroppen er varm. Og sådan skal man faktisk forstå det, fordi selvom de nu bruger man ikke, de bruger stadig kotatsu, men nu er de elektriske. Så man har meget mobile varmekilder, som man varmer op lige der, hvor man er. Man varmer kroppen op, man varmer ikke huset op. Og det er derfor, de har varme i toiletsædet. Det er fordi rummet er iskoldt. Og jeg har sovet i hotelseng om vinteren i Japan i fuldstændig uopvarmede rum. Men så er der et varmelegeme i sengen, så jeg var lige der, hvor du skal bruge det, og ellers ikke. Og jeg ved ikke, om japanere er enormt gode til at spare på energi, fordi de bruger vildt meget strøm og sådan noget. Men de har en tradition for at tænke på den der måde, at det er kroppen, der skal varmes op. Det er ikke huset. Og det synes jeg kunne være meget interessant, at vi kunne bruge.

Kompakte boliger og rum der kan mere

Morten: Jamen ville det være muligt overhovedet med den danske byggelovgivning og de regler, som vi har? Ville det overhovedet være muligt at lave det her i Danmark, hvis man valgte at gå den vej?

Anders: Der er ikke nogen byggelov om, hvor varmt der skal være i ens hus, tror jeg, så vidt jeg ved. Men du har ret i, at byggeloven forudsætter nogle boligmønstre, altså en livsform, som er gennemsnitlig. Og det kan meget vel spærre for eksperimenter. Og det har det ofte gjort, formentlig, tænker jeg.

Morten: Men jeg synes jo, det er meget interessant det der med, at det kan godt være, at man ikke ønsker at bo på den måde. Men alligevel, det her med at høre, hvad andre gør. Det ved jeg i hvert fald, der er mange af vores lyttere, der også tager fat på os om og siger, jamen, der er mange, der taler om, at man skal bo anderledes, men der er faktisk meget få konkrete eksempler på det. Så her er et fra Anders, fra Japan, som er et konkret eksempel på, hvordan man kan bo anderledes.

Anders: Ja, de har i hvert fald boet anderledes i traditionelle japanske huse. I vore dage er der også mange lejlighedskomplekser, beton og sådan noget. Og de har mindre rum, end vi har. Og de bebor dem på en lidt anden måde. Men i nogen grad begynder de jo at have borde og stole og sådan noget. Men i lidt mindre omfang, tror jeg trods alt. De har en tradition for at sidde på gulvet.

Morten: Hvis du skulle prøve at konkretisere det her over til danske forhold og komme med nogle af dine erfaringer og råd, er der så nogle huse, som vil egne sig rigtig godt til det her med at være en mindre bolig? Er der nogle bestemte husformninger eller noget, man kunne tage med sig?

Anders: Jeg havde mulighed for et par år siden for at tegne et hus på en lillebitte grund. Sådan en grund, der havde ligget og været til overs, og der havde bare været et par garager og sådan noget, men man måtte faktisk bygge et enfamiliehus der. Men er grunden lille, så må man ikke bygge et ret stort hus. Det lykkedes faktisk at tegne et hus, hvor der kan bo to voksne og to mindre børn. Og huset blev 118 kvadratmeter.

Morten: Ja okay.

Anders: En af de ting, som jeg fandt ud af, og jeg fik så udviklet plantegninger til det her hus, og hvordan rum kunne ligge i forhold til hinanden og sådan noget, det blev en lille kvadratisk plan, men i to etager. Så det er også sådan et lidt terningagtigt lillebitte hus. Det har en lille overflade i forhold til sit volumen og sine kvadratmeter, så det er et meget effektivt lille hus. Men vi fik lavet et køkken-alrum, hvor der opad er to små børneværelser, lidt kahytsagtige børneværelser. Og så med en skydedør fra hvert børneværelse ud til køkken-alrum. Og jeg tænkte, at det ville fungere på den måde, at lidt ligesom man i større huse i store køkkener tit bygger sådan en sideniche ind, hvor børnene kan sidde, mens man laver mad og sådan noget, så kunne man faktisk få børneværelserne til selv at fungere som en endda lidt større niche. Så selvom børneværelserne var små, så kan de via skydedør stå i forbindelse med det her køkken-alrum, og så kunne hele den rumlighed være åben i løbet af dagen. Og så når børnene skulle sove, så kunne man lukke de der skydedøre, og hvis de bare ville være i fred, så kan de være inde på hver sit lille værelse, som ikke er ret stort, men lige præcis kunne have en lille skrivebordsplads og en seng og nogle skabe og sådan noget.

Anders: Så den måde at få rum til at være små og store på samme tid. At man får dem til at ligge sammen på en måde, sådan at de kan åbnes til hinanden og føles store. Så kom forældre og stue op ovenpå, og på den måde kom det der lillebitte hus faktisk til at føles stort, fordi noget af det, der også kan få et hus til at virke stort og rumligt på en eller anden måde, det er dels, at man har lange kig, men også at man har kig i højden. At man kan se fra den ene etage op til den næste og sådan noget. Det er også noget, jeg elsker at få ind. At selvom huset er kompakt, så har det nogle dimensioner hist og her, som gør, at det ikke virker trangt og ikke virker småt, men tværtimod virker rummeligt.

Morten: Har du andre eksempler på, hvordan man egentlig kan udnytte det her med at skære ned på nogle kvadratmeter?

Anders: Som strategi mener jeg meget, det handler om at få rum til at virke flere gange. Lidt ligesom japanerne. De kunne i traditionen få et rum til at virke til alle situationer. Så man bruger huset eller rummet mange gange. Så den måde synes jeg, man skal prøve at tænke på: Hvordan kan et værelse eller et rum komme til at kunne mere end bare lige det, det skal kunne? Hvordan kan det komme til at virke sammen med de andre rum? Og det er jo også det, man gør, når man laver et samtalekøkken i virkeligheden. Det er jo også at få det, der før var et separat rum, nemlig køkkenet, og et andet separat rum, spiserummet, til sammen at virke som et større rum. Så jo flere rum, man kan lægge sammen, jo bedre er det. Og hvis man så gerne vil kunne opdele imellem dem, så kan man måske bruge skydedøre, og man kan anbringe dørene på måder, sådan at når dørene står åbne, så løber rummene sammen. Det har noget at gøre med, hvor man anbringer døre, og hvor store de er.

Materialer, energi og zoner i boligen

Morten: Det er en ting, jeg har lært her med podcasten, eller reflekteret over, fordi når man taler om bæredygtigt byggeri, så kan man jo både tale omkring de materialer, som man bruger til at bygge med. Nu nævnte du CLT som et eksempel på det, og der findes jo andre muligheder inden for det. Men vi taler jo også omkring den energi, som huset bruger, når det er blevet bygget. Hvad tænker du egentlig om det? Tænker du, at det er materialerne, der skal hjælpe på, at det bliver mere bæredygtigt byggeri, eller er det mere, at det bliver konstrueret på en måde, hvor det bruger mindre energi, når det så er opført?

Anders: Jeg tror, vi skal begge dele. Vi skal både bruge kloge materialer, og vi skal ikke bruge mere materiale end nødvendigt, og vi skal ikke varme mere op end nødvendigt og så videre. Så jeg tror, vi skal forfølge det alt sammen.

Morten: Ja, fordi så kan man jo sige, at det der med at producere materialerne, der kommer man jo over i de her LCA'er og de her livscyklusværdier, som man kan beregne på det. Men hvor det på energien måske mere er påstanden om teknologien, som faktisk skal hjælpe os med at løse udfordringen, eller hvordan?

Anders: Jeg er meget skeptisk over for teknisk fix-teori, som er den idé, at vi bare kan øge vores komfortniveau eller i hvert fald have det, som vi har det, og køre i store biler og bo i store huse og varme det hele op og sådan noget, fordi vi bare kan opfinde nogle andre teknologier, der gør, at vi kan bruge enormt meget. Det virker ikke inspirerende på mig. Og jeg tror heller ikke på det. Jeg tror, at vi skal bo klogere og i virkeligheden også finde det skønne i at være tættere på materialer og på natur og på måden, vores egen krop er i hus og omgivelser og sådan noget.

Anders: Jeg tror på mere kompakte huse, og jeg tror egentlig også på, at vi skal arbejde med huse, der er zonet på en anden måde. Fordi der er det store paradoks i det her med vores isoleringstykkelse og vores trelagsvinduer og vores gulvvarme og alt det der, som er skønt og dejligt, og som vi ikke skal forlade. Det er ikke sådan set det, jeg mener. Men der sker bare det i kulturen for tiden og i de sidste 20-30 år, at selvom vi har øget alle de isoleringstykkelser, og det er mere effektivt med gulvvarme end med radiatorer og sådan noget, så forsvinder værdien af den effektivitet i, at vi bare bygger større og større og har flere og flere kvadratmeter per person. Og derfor bliver det ikke bedre af, at vi opfinder mere teknologi. Vi er nødt til at tænke boligerne på en anden måde.

Anders: En ting, jeg også synes kunne være spændende at tænke over, det er det her gamle princip med at zone, altså have forskellige zoner i boligen. Det vi jo holdt op med i medfør af den moderne teknologi. Så er et hus i dag nødt til at være lige varmt over det hele. Fordi ellers skal man til at have tykke, isolerede vægge imellem det ene rum og det andet og sådan noget. Og det kan man ikke af forskellige grunde. Det er også vanskeligt og besværligt. Men ikke desto mindre skulle man måske kigge tilbage på strategier, hvor man bruger glas udenpå bygningen til at give en nogle ekstra rum, som bliver varmet op af solen. Og så egentlig har en mere kompakt bolig, man trækker sig tilbage i i de to-tre måneder af vinteren, eller måske fire måneder af vinteren, hvor det er rigtig koldt. Fordi sådan et glashus kan altså give en rum, man kan bruge i en stor del af sæsonen, og det kan også hindre varmetab fra den inderste bolig. Og det var sådan nogle principper, der blev arbejdet meget med i 70'erne, vil jeg sige, men som er gået lidt i glemmebogen. Og jeg tror, der er meget udviklingspotentiale i det. Altså at få et hus til at bestå af flere forskellige zoner.

Morten: Det er jo faktisk lige udestuen, du revitaliserer der.

Anders: Det er nemlig udestuen. Et hus er jo også noget økonomisk. Jeg synes, der er et potentiale i at arbejde med udestuen og gøre den til noget. Udestue klinger sådan lidt kedeligt, fordi man forestiller sig straks noget lavloftet med plastikplader på taget.

Morten: Som det behøves det jo ikke at være i dag.

Anders: Nej, det gør det nemlig ikke. Jeg spørger mere omvendt. Der findes jo også gode eksempler på, at folk egentlig har bygget sådan, at de bor i et drivhus. Og bygger deres bolig som en mindre ting inde i et større drivhus. Og jeg tænker, hold kæft, det må være fantastisk at bo i sådan et hus. Det kunne jeg godt tænke mig at tegne. Men det har jeg også set nogle eksempler på.

Outro: Bedste råd og hvor man kan læse mere

Morten: Anders, prøv at høre, det har været fuldstændig fantastisk at have dig med i den her samtale her. Hvis du skulle give sådan et godt råd, summeret op til os som nybyggere, hvad skulle det være så?

Anders: Jamen jeg synes jo lige, vi var kommet i gang. Jamen så vil jeg give det råd, at alle bygninger har jo et budget, stort eller lille, men jeg synes, man skal bruge pengene på gedigne, ikke dyre, men gedigne, varige materialer. Og så bygge huset til gengæld lidt mindre. Og så få rummene til virkelig at fungere. Og det tror jeg er det bedste for en selv, mens man skal bo i huset, men det er også det bedste for planeten, fordi det aller, allervigtigste faktisk, det er, at ethvert hus eller ethvert produkt, vi sætter ind i den her verden, har forbrugt noget. Så derfor skal det blive i verden og blive ved med at give værdi i verden så længe som overhovedet muligt.

Morten: Ved du hvad, jeg synes, det er et fabelagtigt godt råd, som hermed er givet videre. Hvis man skal følge dig og læse lidt mere omkring dig, hvor skal man gøre det henne?

Anders: Jeg tænkte lige, vi kunne spidsformulere det. Man skal bygge med en 100-års horisont.

Morten: Man skal bygge med en 100-års horisont. Ved du hvad, den tilføjer vi også.

Anders: Det var det godt.

Morten: Ja, hvor kan man følge dig?

Anders: Det kan man jo på Danske Boligarkitekter, hvor jeg lægger projekter op ligesom gode kollegaer. Og så kan man jo følge på min hjemmeside, andersbrix.com. Jeg har også en blog, jeg skriver i en gang imellem. Og noget af det, jeg skriver på bloggen, det sender jeg også ind på Instagram, hvor jeg hedder anders_brix.

Morten: Ved du hvad, vi tager og linker til det hele i show notes, og så vil jeg egentlig bare sige tak for dit bidrag her til Drømmevillaen.

Anders: Tak fordi jeg måtte være med.

Morten: Tak fordi du lyttede med.