Det muliges kunst

Intro: Marianne Seistrup og det muliges kunst

Narrator: Jeg plejer at sige, det er jo ingen sag at bygge. Det er den pædagogiske rolle, det er hele processen i at få en bygherre til at forstå, hvad er det for en proces, man skal igennem, hvordan skal man lære at prioritere og tage beslutninger. Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at kunne komme i gang med vores drømmevilla. Det hele kan ikke lade sig gøre, når man bygger. Det handler om det muliges kunst. Vi har selv måttet opleve det i vores eget byggeri, hvor vi har måttet indgå nogle kompromiser. Og det er det, hele samtalen handler om, når vi får besøg af arkitekten Marianne Seistrup.

Morten: Marianne, velkommen i Drømmevillaen.

Marianne: Tak skal du have.

Morten: Og jeg har glædet mig rigtig meget til at tale med dig i dag. Og jeg har måske også lidt nyheder omkring vores eget byggeri, som jeg kommer til at dele i løbet af samtalen, så det var lige en rigtig god cliffhanger for folk, der har fulgt os igennem podcasten. Men det er ikke der, vi starter. Vi starter med dig, og hvem du er, og hvad du har lavet.

Marianne: Ja. Tak fordi jeg måtte være med. Jamen, jeg hedder jo Marianne Seistrup. Jeg er arkitekt. Det har jeg været i rigtig mange år, og i virkeligheden lidt en tilfældighed, tror jeg, jeg blev arkitekt. Lang historie, jeg var sådan lidt matematik- og kemi-nørd i folkeskolen, tog et år til USA og prøvede alt muligt andet, kom hjem og troede, jeg skulle være psykolog, og det skulle jeg bare overhovedet ikke. Og så var jeg på en studierejse med en afdeling på Arkitektskolen i København i 1984, 16 dage i Venedig og Vicenza, og så var min skæbne simpelthen forseglet.

Vejen til at blive arkitekt

Morten: Hvordan kunne du komme med på sådan en studietur, hvis det slet ikke var noget, der var en vej for dig?

Marianne: Ja, det var så, fordi jeg havde en bror, der lige havde taget afgang på arkitektskolen, og jeg havde hjulpet ham med at lave noget model til afgang. Da han så så, at jeg var temmelig trist på psykologistudiet på KU, så spurgte han inde på afdelingen, om han måtte få sin søster med til Venedig. Så det…

Morten: Skønt.

Marianne: Så jeg susede rundt med en kæmpe afdeling på arkitektskolen i 14 dage. Vi var vist 80 mennesker eller sådan noget inde i Venedig, og masser af søde studerende, der prøvede at få mig til at skitsere og måle op og tegne akvarel og stregtegninger og sådan noget, og bare hele stemningen omkring det og det at undersøge arkitektur og forstå byrum og, jamen, lige pludselig så var det bare det. Og så søgte jeg ind, og så blev jeg optaget, og så blev jeg arkitekt, og så har jeg arbejdet nogle rigtig gode steder. Jeg har arbejdet for min gamle professor, hvor vi lavede Akseltorv inde foran det gamle Scala, før det blev omdannet, og så har jeg været så heldig at være med på det hold, der lavede Bornholms Kunstmuseum hos Fogh & Følner i starten af 90'erne, og igen da det blev udbygget 10 år senere. Det var sådan en slags mesterlære, fordi der kom jeg igennem det hele med nogle meget dygtige arkitekter som cheferne, Johan Fogh og Per Følner, og et supergodt crew, og som den nyuddannede arkitekt, jeg var, så startede jeg med at tegne de meget enkle opgaver, og så på et eller andet tidspunkt var jeg i løbet af den proces kommet så meget igennem, så jeg til sidst sad og lavede tagdetaljer og lærte at lave detaljer i 1:5 og 1:10, og…

Morten: Ja.

Marianne: Fik tegnet hele Bornholms Kunstmuseum i murmål, tegninger i 1:50. Det var dengang, vi stod bøjet ind over bordene med spidse blyanter og tegnereedskaber og linealer og tegnede fra den ene og den anden side af bordet, fordi tegningerne var så store, så det var kæmpelagner, når der skulle tages kopier og trykkes og foldes og sendes over på byggepladsen.

Morten: Ej, hvor sjovt.

Marianne: Så det er der, jeg har stået i lære og lært faget.

Fra store projekter til boligarkitektur

Morten: Ja. Og i dag så er det mere boligbyggeri? Så er det…

Marianne: Ja, det er det. Egentlig af mange grunde. Jeg har i mange år været projektleder for virkelig gode, spændende opgaver. Jeg har arbejdet på kirkebyggerier, og jeg havde en af mine fedeste opgaver, det var betonrenovering på Trekroner Søfort ude i Københavns Havn. Jeg har arbejdet med Børnemuseet på Nationalmuseet, så der har været mange virkelig luksuslækre, sjove opgaver.

Morten: Ja.

Marianne: Men så var jeg ude for en ulykke for 18 år siden, hvor jeg slog mit hoved.

Morten: Ja.

Marianne: Og stort set har været i udu siden på den måde at forstå, at jeg er i fleksjob simpelthen.

Morten: Ja.

Marianne: Så det gjorde jo, at det var meget svært at komme tilbage som arkitekt, fordi jeg havde så mange kompetencer, så når jeg kom i gang på tegnestuerne, så fik jeg jo hurtigt alt for meget at se til, og det kan jeg simpelthen ikke.

Morten: Nej, okay.

Marianne: Så jeg lavede sammen med min mand på det tidspunkt bogstaveligt talt en fysisk butik på Israels Plads, som vi kaldte, kalder stadigvæk. Butikken findes ikke endnu, men det er vores alias, Arkitektbutikken.

Morten: Ja.

Marianne: Og det var egentlig en idé om, vi boede i København på det tidspunkt, at invitere helt almindelige mennesker ind ad døren. De kunne komme og sætte sig ned og købe en arkitekt en time og få gode råd til, hvad skulle de gøre med deres lille lejlighed, eller hvis de var på vej til at flytte ud af byen, få hjælp til at finde ud af, om det var det rigtige hus og sted for dem. Alt hvad man kan forestille sig, en arkitekt kan hjælpe private mennesker med omkring deres bolig.

Morten: Det er da en sjov tilgang til det. Den har jeg ikke hørt om før, at man kunne gøre det.

Marianne: Nej, men det var lidt det, der var ideen med Arkitektbutikken. Det fungerede så ikke helt på den måde med den fysiske butik på den måde at forstå, at jeg tror, det var grænseoverskridende for folk at komme ind. Det så sådan meget privat ud, når man gik ind ad de der trin. Det lå simpelthen på Israels Plads i København, og så kunne man lige gå ind og sætte sig ned, og hvis ikke jeg var optaget, jamen så kunne man få en time eller to, og så kunne man betale for det og gå igen. Men langt de fleste kommer jo for at få en eller anden form for hjælp i form af et projekt, og derfor blev det også over tid helt tydeligt, at sagerne oftest starter ude hos kunden. Altså ude hos dem, der skal have lavet noget, for at se stedet, for at møde menneskene hjemme, hvor de bor, og så videre.

Morten: Ja, lige nøjagtigt.

Marianne: For så var jeg jo så heldig, at, eller vi var. Vi er jo en forening i dag, Danske Boligarkitekter, som blev dannet for 10 år og noget siden. Og der har jeg været med fra starten, og i virkeligheden så synes jeg, det var et sjovt område til at starte med, eller det er sådan præget af, at det skulle være det fede at lave de store, lækre enfamiliehuse og alt det moderne og nytænkning og lækre grunde, men de opgaver er der jo i virkeligheden ikke så mange af. Der er rigtig mange, som bare har brug for lidt hjælp i deres skæve hjem og huse.

Morten: Ja.

Marianne: Da jeg gik på arkitektskolen, der var hele det der store parcelhusområder rundt omkring i landet, de blev sådan lidt uanset. Det var parcel-laver, det var ikke skønt med de huse.

Morten: Okay.

Marianne: For mange stereotyper omkring det, og i virkeligheden så har jeg beskæftiget mig med det så længe nu, så jeg har lært at elske de der enfamiliehuse. Der er så mange variationer igennem de forskellige årtier, og alle retningerne har en eller anden betydning for, hvordan man så boligen på et givet tidspunkt, og hvad folk havde råd til og sådan noget.

Morten: Ja. Så i dag, der har jeg det faktisk sådan, hvis folk spørger, hvad jeg laver, så er jeg ikke bare arkitekt, så er jeg dansk boligarkitekt.

Morten: Ja, okay.

Marianne: Stolt af det.

Morten: Men en stolthed i stemmen også.

Marianne: Ja, ja, virkelig, ja.

Det muliges kunst i et byggeprojekt

Morten: Men det er også sjovt. Altså nu er det her jo ikke mit fagområde, men det er jo også sjovt, også med podcasten her, de folk, vi har talt med, og oplever også noget af den her forandring gennem tiden, startende helt fra statslånshusene og så op til i dag. Det er jo nogle sjove perioder, hvor man kan tage nogle forskellige ting med fra forskellige perioder.

Morten: Ja. Prøv at høre, det vi skulle tale om i dag, det var jo egentlig overskriften, det her det muliges kunst.

Morten: Ja.

Morten: Hvad er det egentlig? Hvad er det, vi taler om her?

Marianne: Jamen, det muliges kunst, det er jo netop, når man møder en familie, som har et hus eller har nogle drømme om deres bolig, og fremsætter nogle ønsker og har en økonomisk ramme, bor et sted, hvor der er nogle bygningsregulerende bestemmelser, har nogle forventninger. Alle de her ting, man putter i den pulje, som er programmet til opgaven, og så kan man være helt stensikker på, at når alt det kommer på bordet, så kan det ikke lade sig gøre. Der skal prioriteres, og der skal prioriteres benhårdt. Og det bliver det muliges kunst. Det bliver at finde ud af, jeg har det der eksempel, som jeg bruger meget tit, med at få en liter-cube og så præstere at hælde en liter og en deciliter i. Fordi det handler om at få puttet noget kvalitet ind i alt det, der sådan er meget kontante krav. Det kan være økonomiske krav, bygningsregulerende bestemmelser, badeværelsets størrelse, altså alt det, der sådan bliver programmet for opgaven, og så ikke kun løse det, men også få kvalitet og liv i de leverum, som det jo er, når det er enfamiliehuse og boliger.

Morten: Lige nøjagtigt. Og jeg kan jo bare sige, og nu kommer den så, vi står lige midt i det, du fortæller der. Fordi podcasten her, den handler ikke om vores byggeri, men vi har jo selvfølgelig delt nogle af de historier og også noget af vores rejse på det. Og dem, der har lyttet med fra starten af, de ved jo også det her med, at vores inspiration, vores store inspirationskilde, det var jo Utzons hus oppe i Hellebæk.

Morten: Ja.

Morten: Og det har vi jo sendt ind. Status nu, vi er i december '23, det er, vi har fået vores første tegninger fra arkitekten. Og det betyder egentlig, at vi har fået nogle tegninger tilbage nu, hvor det slet ikke opfylder de ting, som vi havde håbet på, at det kunne. Og grunden til, det ikke gør det, det er fordi Utzons hus, synes vi, det er noget, der bliver bygget i én etage, og vi skal bygge i to etager på den grund, som vi har her. Så vi har simpelthen besluttet os for, at vi må gå på kompromis med det, der var hele udgangspunktet for vores rejse ind i det her. Og det tænker jeg da i hvert fald, hvis vi skal have en breaking news i den her podcast, så må det i hvert fald være den. Så vi sidder lige midt i det nu her.

Drømme, referencer og kompromiser

Marianne: Ja, spændende. Ja. Men er det fordi, vi drømmer for stort, eller vi drømmer forkert, eller hvorfor er det, vi står i den her situation som nybyggere?

Marianne: Jeg tror, at det hænger sammen med, hvis man går ind med noget, jo mere konkret billede eller funktion eller areal, man ligesom får sat på sin indledende ønske, jo mere… Nej, lad mig sige det på en anden måde. Jeg kan rigtig godt lide som udgangspunkt, når jeg skal snakke med en ny boligejer og familie om, hvad de godt kunne tænke sig, så vil jeg gerne vide, hvordan de lever deres liv, hvad der betyder noget for dem fra de står op om morgenen, går ud ad døren, kommer hjem igen, hvordan de laver mad og spiser, hvad der betyder noget. Mange siger jo for eksempel, det er vigtigt med lyset, lys, udsigt. Altså alle de her ting, som er meget apropos, nu siger du Utzon. Ham har jeg lært, han skrev et manifest, jeg tror i '48 eller '49, hvor han introducerer, eller i hvert fald er det der, jeg har fået introduktionen til det, der er de irrationelle værdier. Alt det, som du ikke kan sætte en finger på, men som er det, der sådan er til stede i rummet eller de rammer, du bevæger dig i, og som giver dem kvalitet og mulighed for udfoldelse af det liv, du gerne vil have.

Morten: Ja.

Marianne: Og i det øjeblik, du vælger en reference, som for eksempel Utzons hus, så har du allerede sat en masse parametre op, som ikke siger noget om det liv, du skal leve i det hus. Fordi det kunne godt være, hvis du kom på det sted og boede der en periode, fandt ud af, at det ikke var den rigtige ramme. Den er smuk. Det, du bliver inspireret af, det er det smukke i det, proportioneringen, det er måden lyset, det er måden det er placeret og orienteret, det er måden bevægelsen er rundt i rummet. Det er alle de der irrationelle ting, som du bliver, tror jeg, gætter jeg på, inspireret af på det sted. Og så er det selvfølgelig krydret med super fin måde at komme rundt omkring hjørner og håndværksmæssigt og detaljer og sådan nogle ting, han mestrer. Som jo i virkeligheden, jeg plejer at sammenligne det med, at nogen tager en ternet skjorte på, og nogen vil hellere gå i en hvid, fordi det er selve det klæde, du iklæder dig, der kan have en materialekarakter eller en farve eller en tekstur eller et eller andet, som du godt kan lide. Men alt det, der er de der irrationelle ting, altså livet, der bliver levet, fornemmelsen af at komme ind i et rum og kunne kigge sig omkring, altså bevægelsen og livet. Det er det, tror jeg, kunne være det, I er inspireret af oppe fra Utzons hus. Især fra sådan et hus som Utzons hus oppe i Hellebæk.

Morten: Ja, lige præcis. Men er det så, fordi vi har stillet en umulig opgave til vores arkitekt? Er det det, det her er udtryk for, eller hvad?

Marianne: Nej, det… Åh, nej, ja. Åh.

Morten: Det var et godt spørgsmål, ikke, kan jeg lige…

Marianne: Ja. Fordi normalt, når jeg møder bindingerne, så møder jeg dem jo for eksempel i, vi skal have 40 til 50 kvadratmeter udbygning, eller vi skal have 180 kvadratmeter ny bolig, eller vi skal… Og så bliver det jo de der meget konkrete ting, hvor jeg jo hellere vil, ved at bede om at få at vide, hvad er det for et liv, der skal leves, så får jeg en frihed til at tænke tanker og vende tingene på hovedet og spørge, kunne man gøre det på denne her måde? Altså man kan være…

Morten: Ja, men det leverum, den bygning eller det hjem, det kunne man jo både tegne som en patricier-villa, men egentlig også som en bungalow. Hvad, men det kan jeg da godt forstå, at man som privat husbygger med sin livsinvestering har en holdning til.

Marianne: Ja. Men jeg tror, hvis nu, jeg ved da ikke, om Utzon, hvis han fik besked på at tegne det hus i to etager, om ikke han selvfølgelig havde kunnet det.

Morten: Ja.

Marianne: Og han har jo også lavet bygninger, hvor der er niveauer, hvor man bevæger sig fra et niveau ned til et andet.

Morten: Ja.

Marianne: Så det er vel ikke fordi, Utzons hus ikke kan laves i to etager, men at den situation I… Jeg kender jo ikke jeres sted nok til at vide det.

Morten: Nej, det gør du nemlig ikke. Du ved slet ikke, hvor vi bor henne, men det er også okay. Men det er jo også bare et godt eksempel på det muliges kunst, ikke?

Marianne: Jo, det er det der med at få både bygget konkret og formgivet konkret, designet konkret, vælge, hvor vinduerne skal være konkret, og så samtidig lige få den der kvalitet ind, som skaber det der ”ah”, I har oplevet i Hellebæk.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Lige nøjagtigt. Og så skal jeg også lige sige, nu er det jo ikke kun, fordi vi har ikke kun sagt det, vi vil have. Vi har også talt om mange andre ting, og en af de andre udfordringer, vi kommer på, det er simpelthen, at vores grund ikke er stor nok til at kunne lave alle de her udhæng.

Morten: Ja, ja.

Marianne: Og det er jo så en anden del af det, fordi huset bliver simpelthen for småt. Det kan slet ikke lade sig gøre. Men det er jo også det med ikke at have kendt til de forskellige byggeregler eller hvor meget man må bebygge. Jo, vi vidste godt, der var 30 procent, men vi vidste ikke, at udhængene også talte med, og alle de der ting der. Men det er jo noget, vi har lært ved at have fået noget god hjælp.

Marianne: Det er jo det. Og det er jo lige præcis det, jeg snakker om, når jeg siger, alle de krav, der kan komme til et byggeri, fordi det er stedets karakter, det er de bygningsregulerende bestemmelser, det er sådan en rigtig kedelig betegnelse, men det er jo det. Hvad må vi, hvad må vi ikke, hvad kan vi? Så er der nogle tekniske forhold, som jo med enfamiliehuse er blevet mere og mere komplicerede og kompakte med bæredygtighed og energirenoveringer og alt muligt.

Morten: Yes, yes.

Marianne: Så er der jeres ønsker til, hvad det er, I gerne vil have. Og alle de her ting, funktioner og så videre, der skal gå op i en højere enhed.

Morten: Jo, lige præcis.

Marianne: Og så den økonomiske ramme også.

Morten: Ja, ja.

Marianne: Og det er det at på en eller anden måde have de der begrænsninger, vide de er der, og på en eller anden måde i løbet af processen få sat sig fri af dem og få formgivet og så få skabt det, som har det ekstra. Og det kan nemlig både være alle typer huse, der har det lige ekstra, fordi de er placeret et særligt sted, eller der er en åben forbindelse, der lige gør, at det får en betydning, hvordan man bevæger sig igennem huset. Hvordan lyset kommer ind, hvordan det skifter på dagen og med årstiderne. Alle de der ting, som er det for mig meget fagspecifikt, altså overgangene fra inde til ude, overgangene fra et rum til et andet, overgange fra oppe til nede. Bevægelsen igennem de overgange.

Morten: Ja. Lyset.

Marianne: Ja.

Morten: Præcis. Præcis.

Arkitektens rolle som guide og sparringspartner

Morten: Og der er rigtig mange overvejelser i det her. Det er også noget af det, vi har hørt ved at tale med så mange af de dygtige arkitekter, som vi har talt med her i podcasten. Men hvordan er det så som arkitekt, hvordan er det så, at I kan hjælpe som bygherre med at komme i mål med det her, også som private boligbyggere? Hvad er det for en rolle, I har der?

Marianne: Jamen, jeg plejer at sige, det er jo ingen sag at bygge. Det er den pædagogiske rolle. Det er hele processen i at få en bygherre til at forstå, hvad er det for en proces, man skal igennem. Hvordan skal man lære at prioritere og tage beslutninger, og hvordan skal man… og det er alle mulige beslutninger fra størrelser, altså fra det sådan at være meget analytisk og skitserende til det bliver meget konkret. På et eller andet tidspunkt er det jo fodlister og bordplader og dørhåndtag. Men det starter jo sådan helt overordnet med at få guidet boligbyggeren og familien igennem denne her proces fra den overordnede analyse; hvad kan vi, hvad skal vi, hvad vil vi, til en skitsering, som går hen og bliver lidt mere konkret og begynder at få en form. Man kan begynde at se tegningerne og forslag til rumligheder og forbindelser og udseende. Det skal hænge sammen ude og inde. Til at man så skal søge en eller anden byggetilladelse, hvis man skal det, fordi man enten bygger nyt eller bygger til. Til at byde det ud og komme igennem hele den fase, hvor man så også skal udmønte det, man har tænkt, og få det konkret teknisk gennemført, og i dag skal man så også dokumentere over for myndighederne alt, hvad man har lavet, og erklære, at man overholder alle regler.

Morten: Lige nøjagtigt.

Marianne: Hele vejen igennem arbejder man jo med en forventningsafstemning, hele tiden sørge for, har I forstået, hvor det er, vi er i processen, hvor det er, vi skal hen. Er vi enige om det her? Er det den rigtige? Har jeg forstået jer rigtigt nu? Er det her en god vej at gå og så videre?

Morten: Jo.

Marianne: Hele vejen holdt dem i hånden. Og nu har jeg jo så den måde at skrue det sammen på, at det kan virke meget overvældende at få en arkitekt ind ad døren og tænke, puh ha, nu skal vi igennem hele processen. Det kan være, man har brug for at få det i små bidder og tænke sig om undervejs. Så derfor synes jeg, det er en god idé, at faserne er delt op, sådan at man, jeg plejer at sige, man kan snige sig ind i det. Man kan starte med at få det analyseret overordnet, så begynder der nogle tanker og nogle idéer, og det kender du selv, lige pludselig så har I fået øjnene op for noget, I ikke anede var et vilkår eller en mulighed eller en løsning. Og det er lidt som at gå en tur og så kommer man rundt om et hjørne, fordi der var noget, der lokkede én derhen. Så kan det godt være, man finder ud af, at man skal tilbage på et spor. Det kan også være, man er kommet på det rigtige spor.

Morten: Det er en guide, kan man sige, ikke?

Marianne: Jamen, det er en guide, kan man sige, ikke?

Morten: Jo. Og jeg tror også, der er noget, vi bruger snildt udtrykket bygherre, men jeg tror faktisk, at vi i den her sammenhæng skal bruge bygherreparret. Fordi der er jo også rigtig meget med forskellige meninger og forskellige holdninger og forskellige perspektiver og overvejelser i det her. Det har Ellen og jeg da haft igennem hele den her byggeproces. Steder, hvor vi har været enige, men også steder, hvor vi overhovedet ikke har været enige, og hvor man skal prøve at møde hinanden, og den tror jeg, vi har undervurderet i hvert fald, at der er faktisk meget samtale i det her, hvor vi ligesom skal prøve at finde de der gode kompromiser.

Marianne: Ja, ja, men det plejer jeg også at sige, det kan næsten være helt par- og familieterapeutisk.

Morten: Ja.

Marianne: At der er ting, man ikke er enige om, som man skal tænke over.

Morten: Jo.

Marianne: Og der kan man sige, der kan arkitektens rolle også gå hen og blive den, der både bringer tingene på bane, men også rådgiver. Selvfølgelig ikke rådgiver parterapeutisk, men rådgiver mod, hvad man, når man fornemmer parret eller familien, kan fornemme nok er den bedste løsning for dem. I virkeligheden. Det er også der, hvor tilliden kommer ind. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, når jeg møder bygherren, bygherreparret, familien, at vi skal møde hinanden og se hinanden i øjnene, og hvis vi kan mærke i maven, at det dur ikke rigtig det her. Altså kemien og tilliden, og den er gensidig. Den skal være gensidig. De skal have tillid til, at vi, eller jeg, kan løse opgaven for dem og stole på, når jeg rådgiver, at så gør jeg det efter bedste evne på mange parametre, teknisk, personligt, arkitektonisk og så videre. Men også tilliden den anden vej til, at de må stole på, at når jeg kommer med noget, så er det velovervejet. Altså, jeg plejer at sige, at hvis der er noget, jeg er uenig i, så siger jeg det én gang. Og så kan man jo trække et teknisk kort eller et økonomisk kort. Det kan ikke lade sig gøre, fordi… Men i forhold til det fagspecifikke arkitektarbejde, altså det arkitektoniske, proportionerne eller overgangene eller lyset, der siger jeg det én gang meget tydeligt, det er en dårlig idé, eller I skal hellere gøre sådan her. Og så, når der er gået lidt, så siger jeg det én gang til og prøver at sige det endnu tydeligere, fordi jeg skal lige være sikker på, at det er forstået, at jeg har rådgivet væsentligt her. Og hvis så de ikke tænker, at det er den vej, vi skal gå, så bakker jeg af, fordi der skal samtidig også være den der respekt for, at det er folks private boliger og privatøkonomi, og det er deres ønsker og drømme. Og hvis det er det her, de tror på, så… Altså en bilforhandler skal heller ikke tvinge folk til at købe en sort bil, hvis de virkelig gerne vil have en rød.

Morten: Nej, nej, lige nøjagtigt, lige nøjagtigt.

Marianne: Der skal hele tiden trædes varsomt. Altså det er, og det er derfor, jeg siger, at bygge er ingen sag, det er hele den pædagogiske, psykologiske del af opgaven, som er det der med hele tiden at fornemme, hvor er folk, hvordan kan vi løse det her på en god måde, når der ikke er plads nok, eller hvor der ikke er penge nok, eller hvor der ikke er råderum nok.

Kvalitet, proportioner og modige valg

Morten: Ja. Men hvad er så det, der er din vigtigste opgave som arkitekt, som rådgiver for hele familien her? Er det så den del, du taler om her?

Marianne: Ja, det synes jeg, det er. Fordi det er at guide dem og finde de gode løsninger. Og så er det jo klart med mange års erfaring og referencer og sådan noget, så har man jo nogle fagspecifikke ting, man hiver ned fra hylden. Altså, jeg går fagspecifikt i de her huse helt vildt op i overgangen, kalder jeg det, proportioner og lys og udkig. Fordi det er nogle elementer, som, når de er på plads, så er der rigtig mange andre ting, der falder på plads. Så er det måske ikke så vigtigt, om et køkken ligger her eller der. Men hvis overgangen til spisestuen og ud til haven bliver god og rigtig og velproportioneret. Og sådan noget som at proportionere ting, det er der mange, der ikke tænker over, altså om et vindue er lavformat eller højformat i sine proportioner, men det er ligesom et stykke musik. Der er noget musik, man lytter til og bare tænker, ah. Man kan komme ind i et hus fra 60'erne i en eller anden af de gode parcelhusarkitekter, der har lavet sådan et rigtig 60'er-typehus, og så falder skuldrene bare helt ned, fordi proportionerne, bredden mod højden og takten i vinduerne, ah. Og det er noget, som påvirker os, men som vi måske ikke tænker over i hverdagen. Den der med, hvordan lyset falder ind, hvordan tingene er proportioneret i rummene, er det deres bredde, deres dybde, deres højde. Og det er der, hvor arkitekten bliver meget fagspecifikt og arbejder med arkitekturen. Og der er mange, der tænker, jamen, man kan ikke arbejde med arkitekturen i de der små dumme boliger, men det kan man i høj grad. Det er der, hvor man løfter kvaliteten op og har forskellen på en t-shirt fra Hennes & Mauritz og…

Morten: Ja.

Marianne: Specialdesignet, eller en jakke fra Netto i spotvarehylderne og en skræddersyet. Det er kvaliteten af… og kvaliteten behøver ikke at være dyr. Kvaliteten handler også om modet til at træffe nogle beslutninger og vælge nogle materialer, som ikke nødvendigvis er det, andre vælger.

Morten: Lige nøjagtigt.

Marianne: Der er rigtig mange løsninger i dag, som kommer sig af, hvad vi kan få af materialer i Silvan eller XL eller Bygma. Altså, det er ligesom vores møbler kan være styret af, hvad vi kan få i IKEA eller Ilva.

Morten: Hvad kunne være et eksempel på det, Marianne?

Marianne: Jamen, det kunne være et eksempel på at vælge nogle gulve og nogle gulvmaterialer, hvor man kun har det, man ligesom kan vælge hos, kan finde til den billige pris i Silvan per løbende meter. I stedet for at tænke, kan vi gøre det på en anden måde? Kan vi vælge et andet materiale, eller kan vi genbruge? Faktisk genbruge det, vi har, og gøre et eller andet ved det, som gør, det bliver anderledes? Det kunne være et gammelt gulv, som dybest set ikke fejler noget, og hvis nu vi sleb det rigtig grundigt og gav det en gang skibslak, og måske endda dristede os til en farve, som ikke var dristig grå og dristig hvid. Altså, hvad sker der så? Hvis vi vælger at sætte nogle farver på, som man ikke lige forventer, hvis vi tør stå ved, at mormors gamle stol, den godt må være der, eller et eller andet nips eller dims, som betyder noget for en, godt må stå i vindueskarmen.

Morten: Lige nøjagtigt.

Outro: Gode råd og hvor du kan læse mere

Morten: Prøv at høre, det her det er jo et mega spændende emne, og jeg kan høre, du nærmest kun lige har talt dig varm. Men vi er også ved at nå en afslutning på det her, så jeg er blevet nødt til også at høre, om du har et godt råd til os som nybyggere, og hvad vi skal gøre, når vi skal i gang med at nybygge, ombygge.

Marianne: Jamen altså, i tråd med det, jeg så lige har sagt, så tænker jeg, at jeg synes, man skal være modig i alle de her drømme, man har. Så skal man også være modig til måske at gå imod strømmen og det, alle andre gør, og tør stå ved det, man rigtig godt kan lide.

Morten: Ja.

Marianne: Når man er hjemme hos sig selv.

Morten: Ja.

Marianne: Og så synes jeg, man skal tænke over, jeg plejer at sige, der er forskel på at gå ind i et hjem og gå ind i en bolig, fordi en bolig, det kan dybest set være et prøvehus, som bare står til udstilling, hvor ingen bor. Men et hjem, det er der, hvor man får sat sit eget præg, fordi man har nogle personlige ting, som man tør stå ved, og som sat ind på den rigtige måde kan blive enormt spiff og trendy, selvom det ikke er fundet på Pinterest.

Morten: Lige præcis. Lige præcis. Marianne, hvis man skal følge dig, hvis man skal læse mere om dig, hvor gør man det henne?

Marianne: Jamen, jeg har en hjemmeside, der hedder arkitektbutikken.dk, som måske er lidt kedelig. Den er ikke så fyldt med billeder, men jeg skriver rigtig meget om den her proces, som jeg går meget op i.

Morten: Ja.

Marianne: For at få folk godt igennem, fra man har lyst til at bygge, til man bliver færdig. Og så er jeg jo medlem af Danske Boligarkitekter, der har jeg en profil, hvor man kan se nogle af de ting, flere af de ting, jeg har lavet. Og så har jeg på Facebook en side, der hedder Arkitektbutikken.

Morten: Ja.

Marianne: Som ligger lidt død engang imellem, men nogle gange så kommer jeg lidt til live der.

Morten: Så er der lidt at dele derinde. Jamen, ved du hvad, vi tager og linker op til det hele i shownotes her på podcasten, og så vil jeg bare sige tusind tak for dit bidrag her i dag.

Marianne: Jamen, tak fordi jeg måtte være med. Det har været sjovt. Det har været en fornøjelse. Det var hyggeligt, Morten.

Narrator: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.