At tegne et barndomshjem

Intro: Velkommen og Runes baggrund

Morten: Hvorfor ikke dele et vaskerum sammen? Så var der tre store industrivaskemaskiner. Man kunne gå op. Det er fantastisk, når man kommer hjem fra ferie, så kunne man køre tre maskiner med det samme. I stedet for at man havde 12. Hele de der tanker om at finde ud af, hvor giver det mening at dele tingene. Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært, Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at kunne komme i gang med vores drømmevilla. I dag skal vi tale om at tegne et barndomshjem. Men det handler ikke kun om at tegne til børnefamilier, men også om at tegne en bolig, der bliver ved med at være relevant. Og til det formål har vi hevet Rune Dybkjær ind til en snak omkring netop det. Rune, velkommen i Drømmevillaen.

Rune: Tak for det.

Morten: Og tak fordi du har lyst til at komme og dele ud af din erfaring og din viden inden for byggeriet og dit arbejde som arkitekt her i dag.

Rune: Jamen, jeg er jo så heldig at have min hobby som mit arbejde, og synes altid, det er spændende at snakke om det at bo, og hvad det egentlig er for nogle bygninger, vi omgiver os med, og hvad de gør ved os.

Morten: Ja. Fedt. Hvem er du? Kan vi ikke få lidt om din baggrund, og hvordan du egentlig er kommet ind i faget?

Rune: Jeg har jo været arkitekt et par årtier efterhånden, og arkitektuddannelsen tog jeg i Aarhus. Måske kunne jeg faktisk gå helt tilbage, nu temaet her er barndomshjem, fordi jeg voksede op i en fællesbebyggelse, hvor der var 12 huse, eller 12 familier, der gik sammen om at bygge en fællesbebyggelse med individuelle huse og så et fælleshus. Der har hele min barndom været der. Og det har da påvirket den, jeg er, at der er nogen, der har haft en anden måde at ønske at bo sammen.

Morten: Ja.

Fællesskab i boligen og inspiration fra barndommen

Rune: Og det er jo ikke fordi, at det var sådan en fuldstændig hippielandsby, hvor man var fælles omkring alt. Det var faktisk 12 individuelle huse, men så valgte man at lave et fælleshus. Og der var så mulighed for en gang om ugen at deltage i en fællesspisning. Og det var der mange, der gjorde. Der var også nogen, der gjorde det meget sjældent. Men der var nogle fællesskaber, det var let at vælge til. Og den måde at tænke det at bo sammen og ikke bare sige, jamen okay, vi har vores hus, og så er det det på villavejen, men tænke over, hvorfor ikke dele et vaskerum sammen? Så var der tre store industrivaskemaskiner, man kunne gå op til. Det er fantastisk, når man kommer hjem fra ferie, så kunne man køre tre maskiner med det samme. I stedet for at man havde 12. Hele de der tanker om at finde ud af, hvor giver det mening at dele tingene? Det har nok inspireret mig mere, end jeg lige umiddelbart tænker over.

Morten: Det kunne jeg godt forestille mig. Var det hele barndommen, du boede der?

Rune: Ja, til og med gymnasiet. Jeg tror, jeg var tre, da mine forældre var med til at bygge fællesbebyggelsen sammen med de 11 andre familier. Så jo, det har været hele min barndom, og da jeg flyttede derfra, var det så til Arkitektskolen i Aarhus, hvor jeg boede på et kollegium og også havde nogle forskellige oplevelser af, hvad det så er for nogle fællesskaber, man har der.

Morten: Ja, lige præcis. Er det her egentlig noget, som man måske kommer til at se en lille smule mere af nu? Hvor tiden måske er lidt mere til det, hvor man ikke skal være så meget de store selvstændige byggerier, men faktisk, som du siger, der kan være nogle funktioner, man deles om, og der kan faktisk være noget community eller noget sammenhold, som kan være med til at styrke noget, så man måske kan bygge lidt mere bæredygtigt, måske lidt mere socialt kvalitetsmæssigt ved at tænke på den her ting.

Rune: Jamen, der er allerede projekter rundt omkring, der går i den retning. Der er nogle rettet mod de ældre borgere, hvor man laver nogle store glashuse som opholdsrum og så videre. Jeg ved også, at der er nogle steder, hvor man, når der er en opgang, så nede i bunden af opgangen får man et stort værktøjsskab, man så køber en andel af, og i stedet for at vi alle sammen skal have hver vores rystepudser og stiksav og så videre, så har man sådan et skab og deles om. På en måde, hvor det bliver den der med at have muligheden for at vælge til. At man ikke, som det måske var i nogle af 70'ernes kollektiver, hvor fællesskabet blev noget, man skulle være med i, så tror jeg, at det i højere grad bliver nogle mulige tilvalg.

Delte ressourcer, energi og hverdagspligter

Morten: Men jeg tror faktisk også, at det ville kunne gøre noget, hvis man for eksempel kigger på energi og energioptimering. Fordi så skal du ikke til at købe 12 selvstændige solcelleanlæg og 12 selvstændige batterier, så kan du faktisk begynde at dele nogle af de her ting her med hinanden, ud over værktøjerne, som du siger.

Rune: Det er jo faktisk interessant, fordi den fællesbebyggelse, jeg er vokset op i, der byggede de med en stor solfanger. Dengang i 70'erne med sådan en vandbåren solfanger, som så leverede energi til alle husene. Og det var faktisk sådan, at der ikke var målere på de enkelte huse, men man blev enige om en måde at afregne på, hvor man fordelte det lidt efter, hvor store husene var, fordi det var forskellige huse, og hvor mange der boede hjemme og så videre. Og så lavede man sådan en aftale, og jeg tror faktisk, at det var den største private solfanger, der var i landet på det tidspunkt.

Morten: Ja, okay.

Rune: Så der var nogen, der var foran der. Så var der et fyr til at supplere, når der ikke var nok, og senere er det så blevet til fjernvarme. Men jeg mener faktisk stadigvæk, at det er et af de få steder, hvor der ikke er bimåler ud til husene. De fordeler det stadigvæk efter en nøgle, og hvor man er enige om, at det finder man ud af og laver en rimelig fordeling. Det har nogle sjove sidetanker, fordi det betyder jo så også, at der er et stort fælles brændeskur. Og der kan man bare tage brænde, fordi hvis man fyrer i et hus, så bruger de lidt mindre varme af det fælles varmeanlæg, så på den måde går det lidt op. Og igen er det en af de ting, man også er fælles om.

Morten: Jamen det vil være med til at skabe en eller anden form for fællesskab i det her, ikke?

Rune: Jamen, helt sikkert. Og det er klart, at 12 huse, der skal blive enige om ting og så videre, selvfølgelig har der da også været nogle knuder, men al den tid, jeg har boet der, og mine forældre bor der stadigvæk, der har det fungeret forholdsvis godt, og folk er blevet enige om det. Det tror jeg også hænger sammen med det der med, at man kan vælge fællesskabet til, men man kan også vælge at være mere sig selv. Og det betyder jo nogle gange, så deltager man meget, og andre gange deltager man ikke. Så er der sådan nogle ting, man skal. Eksempelvis så skal man rydde sne hver 12. år, når det er ens tur, eller slå græsset hver 12. år. Så på den måde er der selvfølgelig også nogle pligter, men det er der jo alle steder.

Morten: Det er der alle steder. Hvorfor arkitekt så, Rune? Hvad var det, fordi det var vel ikke de der 12 huse, der gjorde det? Hvor var det, du fik den passion for det?

Vejen til arkitektfaget og projekter, der skiller sig ud

Rune: Jeg har også været lidt rundt omkring. En overgang troede jeg, at jeg skulle på klovneskolen i Paris, fordi jeg lavede noget teater og noget gøgl som ung. Men jeg ville nok gerne lave noget, der var lidt mere blivende, og jeg har også kigget på nogle kreative ting som reklametegner og så videre. Men den der fascination af at få lavet noget, der faktisk bliver bygget i det virkelige, og noget der har en kvalitet og et langsigt, altså det der med at få muligheden for at skabe nogle af de rammer, vi bor i, det var noget, der fascinerede mig. Og det at få idéer og udvikle idéer, der tror jeg, der er mange af mine folkeskolelærere, der mere eller mindre positivt ville sige, at jeg havde mange idéer. Så det har altid ligget til mig, og noget af det, jeg altid har syntes var interessant, var lige at tage en idé til next level, gøre det på en måde, hvor det kan lidt mere. Og der er arkitektfaget bare fuldstændig fantastisk.

Morten: Det kunne jeg godt forestille mig. Når man så har arbejdet som arkitekt i et par årtier, som du siger, hvor mange projekter har man så været med til at lave?

Rune: Det har jeg ikke tal på, men nogle hundrede villaer har jeg jo nok tegnet, og så har vi jo også lavet en del skoleombygninger. Jeg har altid tegnet rigtig mange villaer, både om- og tilbygninger og nye boliger, og det er et af de steder, jeg synes, det er rigtig interessant og noget af det, jeg synes er meget spændende at arbejde med. Men vi har også lavet nogle skoleombygninger, hvor vi jo har det samme med, at vi laver nogle omgivelser omkring unge mennesker, og vi kan jo alle sammen huske vores folkeskoletid på godt og ondt, så det har betydning, hvad det er for nogle omgivelser, vi har.

Morten: Hvad er så, hvis du kigger tilbage, er der så et projekt eller flere projekter, der stikker ud? Hvis du blev spurgt, hvad du laver, eller hvad du er mest stolt af, hvad er så det, der kommer til udtryk?

Rune: Der er nogle stykker af villaerne. Faktisk en af de forholdsvis tidlige villaer, jeg fik mulighed for at tegne. Jeg var ret ny fra arkitektskolen, og så kom jeg ud, og så er der en virksomhedsejer, der har solgt en virksomhed og får både en god del penge, og han har så en grund, hvor han må bygge 12 meter fra en sø. Så det er jo virkelig en af de der, hvor der er nogle muligheder for at gøre noget særligt. Og jeg blev kastet ud i det, og min chef havde tillid nok til bare at sige, jamen du tegner det, uden at være inde over. Så kom jeg til at lave fire kileformede bygningskroppe, der forskød sig ned mod den sø, og den måde rummene, i og med at det er kileformet, så åbner de sig ned imod søen, giver sådan nærmest et vifteformet kig ud over den. Og samtidig havde hver bygningskrop et ensidigt tag, så opad blev den også større og større, fordi jo bredere bygning, jo højere blev taget. Og det er stadigvæk et af de projekter, jeg er meget stolt af.

Morten: Ja, okay.

Rune: Der blev heller ikke gået på kompromis. Vi fik Dinesen Gulve til at skære gulvbrædderne, så de hver især var kileformede i fuld længde af bygningen og så videre. Det er virkelig nogle smukke rum, der kom i det.

Rune: En anden villa er så et noget nyere projekt, hvor det faktisk var i en økologisk landsby, hvor man ville noget med at bo, og ham, jeg tegnede for, han ville gerne have en meget lille bolig, altså hvor der ikke var mere, end det der lige var brug for. Og så til gengæld puttede vi det ind i et stort drivhus.

Morten: Ja.

Rune: Det er, når jeg på et eller andet tidspunkt skal tegne et hus til mig selv, og det bliver her i løbet af de næste et til 30 år, men der kunne det godt være noget i den stil, jeg ville kigge på til mig selv. Altså det der med at optimere en bolig og finde ud af, man behøver måske ikke mere plads. Hans soveværelse, der er to døre ind, fordi ellers kan man ikke komme på begge sider af sengen. Så på den måde skar vi det rum helt ind til benet. Til gengæld er der så lige et ovenlys hen over sengen, så man kan ligge der og kigge op på stjernerne.

Morten: Ja, okay.

Rune: Og det at rummene er mindre for så til gengæld ude i drivhuset. Det er klart, en julefrokost kan godt være lidt kold derude. Det regner ikke, det blæser ikke, så hvis man tager varmt tøj på, så kan man faktisk godt sidde der. Men til gengæld er påskefrokosten ude i det der hus fuldstændig fantastisk. Den er helt fantastisk. Og ham, jeg byggede for, han er så kok, og det betyder også, at han dyrker nogle ting derude, og den der mulighed for ude i drivhuset at kunne dække op til rigtig mange og servere noget lækkert mad. Der er mange ting i det projekt, som jeg også synes er meget inspirerende.

Hvad gør et hus til et barndomshjem?

Morten: Rune, det vi skal tale om i dag, det er jo det her med at designe barndomshjem. Hvorfor er det lige, vi skal have den vinkel på dig?

Rune: Jamen, i virkeligheden er det der med at tegne et barndomshjem, altså jeg tegner jo til alle aldersgrupper, men et barndomshjem har bare en særlig klang. Nu har du jo snakket om mit barndomshjem, og det er jo noget, jeg husker tilbage på, og det er jo en del af min opvækst, så det er bare et rigtig godt billede på, at en bygning er mere end nogle vægge og nogle rum, man kan bo i. At det er et hjem, det er et sted, der præger en, det er et sted, jeg mange årtier senere stadigvæk husker og har nogle følelser omkring. Og det er også for mig stadigvæk en særlig bygning, selvom nogle af de projekter, jeg selv har tegnet, er mere spektakulære og så videre. Selvom det var en fællesbebyggelse, og selvom der også er nogle detaljer i arkitekturen, jeg sætter pris på i mit barndomshjem. Men fordi det er det der barndomshjem, fordi det har været rammen omkring mit liv så længe, og i den periode, hvor jeg udviklede mig, så har det en særlig betydning.

Rune: Den særlige betydning af byggeri er noget af det, som jeg prøver at tænke ind, når jeg tegner boliger. At tænke ind, hvad er det rent faktisk, at den her bygning gør ved ting? Hvordan er det, jeg kan lave nogle rammer, der gør, at det bliver mere end bare nogle vægge? Og det er jo der, hvor jeg synes, at arkitekturen og arkitekten bliver virkelig relevant. At ja, det er det der mere end nogle vægge og nogle rum.

Morten: Lige præcis. Men jeg plejer også lige at udfordre lidt folk på, helt konkret, hvad er det så egentlig, det vi taler om? Fordi du taler jo om det her med det gode liv eller rammerne for det gode liv, og du taler omkring arkitekturen. Kan du være konkret og komme med nogle eksempler på, hvad det kunne være? Ud over selvfølgelig det drivhus i det tegnede hus, du fortalte om før, men andre eksempler på, hvad er det, der skal til?

Rune: Altså, jeg tror, noget af det første, der er skrevet om arkitektur for meget, meget lang tid siden, der bliver arkitektur defineret som konstruktion, funktion og æstetik. Og der er hele tiden de tre dele, og arkitektur er meget komplekst. Det er i virkeligheden samlingen af alle dele. Så det er jo ikke noget med at kunne tage en kanin op af hatten og sige, det er det her. Men det er det der med, for det første så skal det helt basalt være i orden. Huset skal selvfølgelig have en ordentlig kvalitet, det skal være sundt, dampspærren skal være placeret korrekt. Der er en hel masse tekniske ting, som skal være i orden, og det er konstruktørerne også dygtige til at løse. Så er der det funktionelle, hvor vi begynder at komme mere ind. Det der med at sikre, at tingene fungerer. At når man kommer ind i huset, er der et naturligt sted at sætte skoene og så videre. Det er bare med til også at holde et hus, så det er nemmere at holde det pænt, og man ikke skal bruge så meget tid på at rydde op. Der bliver mere tid til at leve livet.

Rune: Og så er der jo oplevelsen, altså lyset i bygningen og så videre. Man bliver bare gladere, hvis man ikke har en mørk gang, der slutter i en mørk væg, men måske har en lys gang, hvor man kigger ud gennem et vindue. Og det behøver ikke at være en stor udsigt. Det kan simpelthen bare være ud på et træ, der står lige på den anden side. Måske er der indbygget en arbejdsplads i den gang, så når man er i værelserne, så har man ikke hvert sit værelse, hvor man sidder for sig selv, medmindre man går ind til spisestuen. Nej, så er der lige sådan en bufferzone, hvor to børn kan mødes og lave noget sammen, hvis man vælger det, eller også så kan man vælge at sidde for sig selv og koncentrere sig om en bog. Så den der funktionalitet med at tænke over, hvordan virker huset, og hvordan kan det være med til at give noget af vores sociale sammenspil, er også interessant.

Flow, værelser og dialogen med bygherren

Morten: Kan man sige, at det er nogle bestemte funktioner, man tænker igennem? Og grunden til, at jeg også spørger, det er faktisk fordi Ellen og jeg selv er i gang med at tegne vores eget hus. Men noget af det, vi taler om, det er, at vi har givet det overskriften husets flow. Altså, hvad sker der, når vi kommer hjem? Hvor sætter du din taske? Hvad gør du med dit vasketøj? Hvad gør du med varerne, når du skal have dem op i køkkenet? Hvad gør du med affaldet? Er det sådan nogle overvejelser? Er vi på rette vej, når vi gør de tanker?

Rune: I er i hvert fald på vej. Men nej, det er ikke bestemte funktioner, fordi i virkeligheden er arkitekturen hele livet. Alle situationer og alt, både de der rent konkrete ting med, at man kommer hjem, hvor skal tingene sættes hen og så videre. Det er jo fint, og det er også noget af det basale, og noget af det, jeg også selv bruger meget tid på at tænke igennem og få til at fungere. Men der er også de dele, der ligesom hedder, når du sidder i sofaen og kigger på fjernsynet, hvis det fjernsyn er placeret sådan, at du også kigger ud på udsigten eller bare ud i haven, ud på noget grønt, altså, det er jo også en form for funktion, der gør, at man udvider den oplevelse af at sidde i sofaen.

Rune: Der er situationen, hvor man måske skal sidde og koncentrere sig og arbejde, lave en podcast.

Morten: Ja.

Rune: Det er jo der nogle, der gør. Og hvordan gør man det på en måde, hvor det fungerer? Der er jo selvfølgelig nogle praktiske ting. Der er sikkert et eller andet med lyd og akustik, man skal tænke over. Og så er det også et spørgsmål om, hvad er det for en situation, du sidder i? Vil du kunne sidde og være ekstra inspireret på en måde? Har du nogle ting, du skal have adgang til og samtidig kunne se på en skærm og finde ud af, hvad var det nu for nogle projekter, ham der arkitekten havde lavet, jeg skal snakke om og så videre. Så det er jo i virkeligheden alle de situationer, der er i et hus. Og for at vi bare skal gøre det for let ved at sige det hele livet, så er det hele livet også tidsmæssigt. Hvad sker der om 10 år, 20 år, 30 år? Så på en eller anden måde bliver det meget, meget stort, og det bliver så kogt ned til hele tiden, hver eneste gang man laver et rum, at finde ud af, hvordan kan jeg gøre det her fleksibelt? Hvordan kan jeg putte nogle ekstra oplevelser ind? Prøve at lave det i en god kvalitet.

Morten: Kan vi prøve at gøre det meget konkret? Nu nævnte du det der med stuen før. Kunne der være andre idéer eller tanker, man kunne gøre sig der i forbindelse med stuen?

Rune: Ja, eller også så skulle vi tage værelserne. Nu er temaet jo barndomshjemmet.

Morten: Det kunne vi også gøre, ja.

Rune: For når jeg tænker værelser, så møder jeg mange forskellige kunder. Der er nogle kunder, der gerne vil have et børneværelse, der er tæt på soveværelset, fordi det lille barn så ikke skal gå så langt, og det føler sig trygt ved at være tæt på forældrene. Så er der andre, der tænker meget over at få den der teenageafdeling, hvor børnene kan få lov til at larme for sig og være på en måde, hvor de ikke forstyrrer resten, og de kan have deres eget selvstændige liv. Og det er jo som udgangspunkt to meget forskellige indgangsvinkler til et værelse. Og begge dele har jo både nogle kvaliteter og nogle udfordringer.

Rune: Det er jo noget af det, jeg så meget tænker over. Hvad er det for et forhold man har i forhold til kontakten til børnene? Kan jeg godt lige prøve at lave en eller anden form for bufferzone? Jeg synes, det er fint, at børn har et sted, hvor de kan trække sig tilbage og være sig selv. Vi har alle sammen engang imellem brug for ikke at skulle forholde os til alt for meget. Så det der med at have den der lille hyggekrog, hvor man kan sidde med en bog og få lov til at få den ro og trække sig tilbage. Men hvis der så er en god mulighed for at åbne op til et multirum, bliver det ofte kaldt, hvor flere børn i familien ligesom kan vælge til, åbne døren, så der er en kontakt til det rum, som man inviterer søskende ind i, eller forældre, eller det at man trækker ud i det der fællesområde, hvor man kan være mere fælles omkring tingene. Hvis det rum så igen har mulighed for at åbne op til opholdsrummene i huset, så har man nogle aktiviteter, der hænger sammen med der, hvor husets øvrige aktiviteter er. Det er endnu mere offentligt rum. Sådan en flydende overgang fra det helt private til det helt offentlige, synes jeg er rigtig interessant at arbejde med, også fordi det er noget, der vil være med til at gøre, at huset kan være fleksibelt. Så kan det godt være, at hvis det er teenagere, der gerne vil være sig selv, og forældrene ikke skal blande sig i, hvad de laver sammen med deres venner, så kan døren ud til fællesrummet være lukket, men på andre måder kan det måske være meget rart, at der er den der kontakt.

Morten: Så det her handler vel rigtig meget om dialogen mellem arkitekt og bygherre. Det handler vel rigtig meget om for dig at komme ind og udfordre og forstå behovene, men egentlig også prøve at prikke til at skabe de her rum?

Rune: Jamen, helt sikkert. Noget af det første, jeg gør, når jeg møder mine nye kunder, er, at de jo ofte har en liste med, vi har brug for de her rum. Det er et rigtig godt udgangspunkt. Og så er det første, jeg gør, at gå ind og spørge, hvordan skal I bruge de rum? Hvad er det for nogle ting, I gerne vil? Et kontor. Du har jo brug for et kontor, hvor der er lydmæssigt adskilt fra resten af huset. Andre vil et kontor måske i virkeligheden bare være, at den bærbare kan stå på køkkenbordet. Det er helt fantastisk at kunne være tæt på kaffemaskinen og kunne snakke med familien. Det er jo to forskellige måder at skulle bruge et rum på. Så jeg bruger meget tid på at prøve at spørge ind til, hvad er det for nogle idéer og tanker, man har om at bo. Og ja, så udfordrer jeg det. Og prøver at sige, jamen, der er også nogle kvaliteter ved den anden vinkel af det.

Rune: Det der med, at i mit barndomshjem, hvis jeg skulle ud og ind af huset, så skulle man igennem opholdsrummene. Og det betød, at når der var fester, og jeg havde venner på besøg, og de kom med sådan en pose med klirrende flasker i, så opdagede mine forældre det. Det synes de var fint, men de ville godt lige have en lille fornemmelse af det, og det der med, at man lige sagde farvel, og de så, at vi alligevel opførte os rimelig fornuftigt og så ud til, at der ikke havde været for mange flasker. Så den der med at nuancere det og give en mulighed. For hvis folk kommer og vil have børneværelset tæt på soveværelset, det er fint, men hvad så når det barn er større? Hvad gør vi så? Og på den måde brede de tanker, folk kommer med, ud og prøve at lave noget, der passer til dem, men bliver ved med at passe dem, og også er fleksibelt i forhold til, at når jeg tegner et hus, så skal jeg jo tænke 50, 100 eller endnu længere flere år frem i tiden. Og der skal det hus jo gerne blive ved med at være relevant.

Personlig smag, fleksibilitet og det bedste råd

Morten: Lige nøjagtig. Jeg tænker, når du fortæller det her, at det må være svært at skelne imellem det der med, hvad der er almindelige krav i forhold til at skulle trives i et hjem, og hvad der mere handler omkring den personlige smag og præference. Hvordan navigerer man i det? Det kunne jo være fedt, hvis man bare kunne bygge efter den personlige smag og præference, hvis man så var enig om alt det i familien, men omvendt så står man jo også med at ville bygge et hjem, som også har en handelsværdi, når man skal sælge det på et tidspunkt. Er det ikke en svær nuance at prøve at adskille imellem de to ting?

Rune: Nej, jeg ved ikke, om der er så meget adskillelse. Langt de fleste sætter jo pris på kvalitet. Og selvom man måske sværger til et funkishus, hvis man kommer ind i et rigtig fint murmesterhus med nogle gode materialer og så videre, så vil man stadigvæk synes, at der er nogle kvaliteter der at tage fat i. Så jeg tror egentlig, at der er en ret god base i, at hvis man bygger noget, der er i orden, så er det attraktivt for mange. Og så er det klart, at hvis du ønsker et klassisk hus, så vil du ikke falde for funkishuset. Og det er jo også fint nok, at der er nogle forskellige kategorier. Hvis du har en meget stor familie, så kan du selvfølgelig ikke bruge et meget lille hus og så videre. Så alle huse skal ikke være for alle. Der er nogle stilarter og så videre, men hvis man kan få lov til at gennemføre en stilart, hvis man kan få lov til at tænke tingene igennem, så ser jeg ikke det store problem.

Rune: Så er der en gang imellem nogen, der tager et særligt valg. Bygger et meget lille tiny house og så et stort drivhus. Det er klart, det er lidt en enten eller. Enten så kan man se det, eller også så kan man ikke se det. Det det handler om, er jo så at bygge et rigtig godt tiny house inde i et rigtig godt drivhus. Og det vil sige, at dem der synes, at det er en god måde at gøre det på, de vil synes, det var attraktivt. Så jeg vil sige, at det handler om at bygge noget, der er godt inden for det, man gerne vil. Klart, hvis man laver et stort hus, hvor man tænker, vi laver en seng, hvor der er plads til syv personer, og det er her, vi alle sammen sover. Det ville nok skille en stor del af markedet ud, og der ville jeg også have en snak med familien om, at her tager I et valg, der er anderledes, end det vi ofte ser. Så I skal være bevidste om, hvad det er for nogle konsekvenser. Måske skulle man overveje at lave et kontor eller udforme det store værelse på en måde, hvor det kunne deles op til flere værelser senere, så man forbereder det på, at når man tager et usædvanligt valg, at huset også ville kunne morphe i retning af nogle mere klassiske måder at bruge huset, også hvis man nu efter nogle år finder ud af, at vi vil egentlig også noget andet.

Morten: Ja, lige nøjagtig. Rune, det lyder meget velovervejet det her. Hvis du skulle komme med et godt råd til nybyggere, hvad skulle det være?

Rune: Jamen, det vil være det, som I også er i gang med. Det der med at tænke sig ind i huset. Kom helt ind i, hvordan er det at leve i det her hus? Ikke bare at vi har brug for en stue, og vi har brug for et køkken, men hvordan vil I leve inde i det hus og det køkken? Hvad er det for nogle ting, der er vigtige for jer? Hvordan er det, vi understøtter, at de her rum kan give os de muligheder, både for at være sammen og for at koble af og så videre, på en måde der passer til en.

Morten: Ja. Og det er på en gang meget nemt, og så er det også virkelig, virkelig svært.

Rune: Fordi arkitekten skal et eller andet sted lave rammer om livet. Det er jo virkelig helt oppe på de store tangenter. Jeg har jo en hel masse små ting omkring lys og akustik, indretning, ganglinjer og funktionalitet og en hel masse små værktøjer, jeg bruger, men det der med helikopteren, at få det hele til at gå op i en højere enhed og hele tiden lige optimere en lille smule. Hver eneste gang en kvadratmeter kan bruges til mere end én ting, så bliver jeg glad. Hver eneste gang et glasparti lukker lys ind i mere end ét rum, så får man mere ud af tingene. Og den der optimering, det er noget af det, jeg synes, der er spændende, og noget af det, jeg tror, der er med til, når ejendomsmæglerne skriver, det er et arkitekttegnet hus og rammer det ind som kvalitet. Altså det der med, at der er tænkt lige et niveau højere op, som helheder og så videre. Det er noget af det, som et arkitekttegnet hus meget gerne skal have.

Outro: Hvor kan man følge med, og tak for snakken

Morten: Det lyder fedt. Hvis man skal følge dig, hvis man skal se mere af, hvad du har lavet, hvor skal man gå hen og gøre det?

Rune: Jamen, vi har vores hjemmeside, hvor vi har nogle forskellige projekter. Den hedder mntarkitekter.dk. Og ellers er jeg medlem af Danske Boligarkitekter, og der kan man søge på arkitekt. Jeg hedder Rune Dybkjær. Og så dukker jeg op og nogle af de projekter, jeg har tegnet. Der er i øvrigt en lille tilbygning, jeg har lavet til mit barndomshjem.

Morten: Okay.

Rune: Så det kan da være, der er nogen, der kan spotte, hvad det er for et af projekterne.

Morten: Det kunne være meget sjovt. Jamen, ved du hvad? Vi tager og linker op til begge dele i shownotes her på podcasten, og så vil jeg bare sige tusind tak for dit bidrag i dag.

Rune: Ja, det er altid spændende at snakke om noget af det, man brænder for.

Morten: Ja, lige nøjagtig. Tak også. Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Og har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør, så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.