Utzons hus i Hellebæk

Intro

Morten: Velkommen til Drømmevillaen, podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært, Morten, og sammen med min hustru, Ellen, håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. I denne podcast inviterer vi andre nybyggere, rådgivere og leverandører, ja, alle der har noget på hjerte om byggeri til at dele deres erfaringer.

Morten: Kan man være starstruck over et hus? Ja, det kunne Ellen og jeg i hvert fald. For vi havde læst bogen Mesterværker, og der havde vi set Utzons hus oppe i Hellebæk. Hvis man oplever det, så er det et af de mest ikoniske og smukke huse, som man kan se i Danmark. Så vi tog fat på Jan, altså sønnen, og spurgte, om han ikke havde lyst til at dele historien og fortælle om det her i podcasten. Men ikke nok med, at han var med på den, han inviterede os også en tur op og opleve huset. Og det er det, hele den her samtale kommer til at handle om.

Morten: Jan, velkommen ind i Drømmevillaen.

Jan: Mange tak skal du have, Morten.

Morten: Og tak for sidst. Det er ikke sikkert, at du egentlig ved det, men du er faktisk lidt årsagen til, at Ellen og jeg er årsagen til, at vi startede Drømmevillaen-projektet her og podcasten, fordi vi blev jo så stort inspireret af det hus, som du bor i, og som vi kommer til at snakke om her. Så tak for invitationen for nogle uger siden, hvor vi var oppe at se det. Det var virkelig spændende.

Jan: Det glæder jeg mig, at I fik noget godt ud af det.

Morten: Ja, det gjorde vi i hvert fald. Kunne du ikke tænke dig at fortælle lidt om, hvem er du, Jan?

Husets begyndelse i Hellebæk

Jan: Jo, mine forældre var i USA og Mexico i 1949, lige efter krigen, og blev meget inspireret af det, der foregik derovre. Da de kom hjem, så var de helt enige om, de skulle bygge deres eget hus, og det skulle være nu. Så de fór rundt i Hellebæk-området, og sikkert også andre områder. Men der fandt de i hvert fald en grund, som ligger lige op til skoven. Og der sagde min far, det her, det må lige være stedet. Vi er jo nybyggere, vi er ude på landet. Fordi alle andre arkitekter af hans egen generation, de ville jo være inde i Hillerød eller i Klampenborg eller sådan noget. Og det her, det er altså meget længere ude på landet. Men det har jo ændret sig siden.

Jan: I hvert fald så havde min far nogle idéer til, hvordan huset skulle være. Og så var han samtidig udstillingsarkitekt på Forum, og der fik han så efter udstillingen lov til at tage alle de store plancher, som forskellige smedemestre og murermestre havde som reklame, hvor der stod: Ring til den og den murermester. Dem fik han malet hvide, og så stillede han dem op på grunden som en slags 1 til 1-model af huset. Og der skulle mine bedsteforældre, altså mine forældres forældre, så komme dagen efter og se på det, men om natten blæste det op. Og så om morgenen hang alle de her store lærreder rundt omkring i træerne. Så jeg kan kun svagt huske, jeg så det, for jeg var kun seks år dengang. Men de nåede aldrig at se det.

Jan: Men i hvert fald, min far fik en byggetilladelse, og så gik de i gang med at bygge det her hus, som udmærker sig ved at være meget, meget anderledes, end husene var dengang. Det er et hus med fladt tag, med en lukket nordmur, åben mod sydvest, glas fra gulv til loft, gulvvarme, aluminiumstag. Og et sådant, det man kaldte meget åben plan, så køkken og spisestue og stue og alt det der, det hænger bare sammen i et stort rum, som man kan dele lidt op med skydedøre.

Jan: Men i hvert fald så var det så usædvanligt, så der kom busser med arkitektkolleger derop og gik igennem huset. Arne Jacobsen var der også og kiggede på det og sagde til min farfar, som han så snakkede med, for det har min farfar siden refereret: Jamen, din søn, han er altså bedre end jeg er, sagde han. Det var meget flot sagt af Arne Jacobsen, vil jeg sige. Og det blev faktisk ved i mange år endnu, og selv i dag kommer der mange, som skal se på huset, fordi det har en karakter og en tilhørighed i landskabet, som gør det et meget unikt sted. Og det er svært at beskrive det med farver og tekstur og hvad ved jeg og så videre, men det er jo et hus, der er muret op. De mure, der er, det er altså mod nord, og så er der åbent med, som min far selv sagde: Jamen, det er jo i virkeligheden bare et stort cykelskur med glas foran. Med et smil.

Morten: Men det er jo også rigtigt, det her med hele oplevelsen af det. Ellen og jeg kørte ind igennem skoven, og man kommer ind igennem, og så lige pludselig ligger bare det her hus fantastisk inde i en åbning inde i skoven, ikke? Allerede der møder man jo også bare noget specielt, ikke?

Jan: Det er rigtigt. Det er jo netop, som du selv siger, den overgang, man får fra at køre fra et villakvarter og Strandvejen og så videre, og så pludselig kommer man ind i skoven. Der bliver ens sind stemt på en anden måde, end hvis du bare kører mellem en masse huse hele vejen. Og så kommer man ind til et sted, der bare ligger fuldstændig ugeneret og kigger ud i naturen. Og de store ruder gør jo, at naturen ligesom, man er med i naturen, selvom man er indendørs. Eller naturen er med inde i huset. For dengang var alle huse jo generelt ret traditionelle huse med små vinduer og en indgangsdør i midten og så sadeltag. Og det er der ikke spor i vejen med, men det her adskilte sig så meget for den oplevelse af at være i rum, at det var det, der gjorde, at det var så spændende for folk at komme og besøge det.

Udvidelsen og de særlige rum

Morten: Ja, lige præcis. Der er jo sådan to, hvad kan man sige, der er det hus, der blev bygget oprindeligt, og så blev der bygget noget på huset senere. Kan du ikke fortælle lidt omkring den historie?

Jan: Jo, altså min far og mor havde jo ikke nogen penge, da de skulle bygge. De lånte penge og fik kautioneret et lån fra min morfar, tror jeg, hovedsageligt. Og fik bygget det her hus, men det var 100 kvadratmeter, så det var jo ikke noget stort hus. Men det har det, det skulle have. Det havde to soveværelser og et værelse, hvor min far havde sit skrivebord, og hvor han sad og tegnede. Og så havde det bare et stort samlingsrum for alt det andet. Og et badeværelse selvfølgelig, men det blev lidt klemt.

Jan: Så blev min bror født i 1957 i januar. Men så i februar 1957, der vandt min far konkurrencen om Operahuset i Sydney, og så pludselig opstod der en byggesag, som gav ham råd til at gøre en hel masse ting, han aldrig havde kunnet gøre før. Og der blev så huset udvidet med en fløj med soveværelser og ekstra badeværelse, et nyt køkken, spisestue og så videre. Og så opstod der forskellige uderum i den forbindelse, blandt andet et atrium eller en gård midt i huset, som man så kigger ud på fra spisestuen og den del af huset. Så det gav noget ekstra til huset, vil jeg sige, en øget anvendelighed til en større familie.

Morten: Ja. Og det er jo faktisk svært at beskrive med ord, men de der uderum og atriumgården, det er jo noget, og det lys, der er derinde, man kan bare mærke det på en eller anden speciel måde, når man er der, ikke?

Jan: Jo, det kan man nemlig. Og specielt hvis man kommer fra en type hus, som den, jeg nævnte før, med et lukket hus, hvor man er indendørs og så kan kigge ud gennem nogle små vinduer på, hvad der er udenfor. Her er man jo ligesom med i det landskab, der er omkring huset hele tiden. Selv fra et soveværelse. En stor kvalitet, synes vi. Der er måske nogen, der ville synes, det er for eksponeret, men det er jo ikke eksponeret i og med, at der ikke er nogen naboer. Så man har et dejligt sted i naturen.

Morten: Jamen, ikke bare et dejligt sted, et helt fantastisk sted. Der vil vi dele også nogle billeder.

Opfindsomme løsninger og materialer

Jan: Ja. Og så var der forskellige ting, som min far faktisk opfandt. Det var, han ville gerne have nogle ovenlys i huset, og i nogle af rummene, der var lukkede, altså hvor soveværelser for eksempel havde ingen vinduer. De lå sådan inde bagved, men det gjorde ikke så meget, for det var kun til at sove i. Men så blev der lavet ovenlys der, og i badeværelse og bryggers og sådan noget, der er også ovenlys.

Morten: Hvordan laver han de løsninger, fordi han kan jo ikke bare gå ned til Velux og købe dem.

Jan: Jamen, det gjorde han jo på den måde, at han tænkte: Ja, hvordan laver man et ovenlys? Så lavede han en træramme, der passede til karmen. Og så var de i gang med at bygge, og så lavede han sådan en træramme, og så fik han fat i nogle akrylplader, og så kørte han ned til bageren i Espergærde, som havde en stor ovn. Og så lagde de trærammen med akrylen ovenpå ind i ovnen, og så varmede det hele op, indtil den der akrylplade hang ned som en bue eller som en skål nærmest. Og så, når den havde den rigtige form, så hev de det ud, og så kunne man vende den om, og så havde han sådan en ovenlyskuppel, han kunne bruge til at sætte over de der firkantede huller. Og det er jo så selvfølgelig nogen, der har taget op og gjort det kommercielt bagefter.

Jan: Og det samme med skydedøre. Der var ikke nogen skydedørsbeslag dengang. Man kunne få nogle staldporte eller garageporte med nogle skydedørsbeslag. Dem brugte han så, men så skulle han jo tætne de her døre. Og der lavede han så et kilesystem, som gjorde, at når du lukkede skydedøren, så blev den tæt. Og det blev faktisk gentaget også i tilføjelsen. Det første hus er lavet i 1951. Og det andet hus, nej, det var i 1959, det blev bygget. Og der havde man stadigvæk ikke alle de der beslag, vi har i dag, hvor man kan lave sådan nogle fine skydedøre, man kan lukke op og i med en finger. Men der måtte man tage fat, vil jeg sige.

Morten: Ja, lige præcis. Nå, men det sad vi jo også og kiggede på. Det var nogle fantastiske løsninger, han har lavet der.

Jan: Så han var meget, meget praktisk anlagt. Altså han kiggede på det, kombinerede nogle ting, han så, måske nogle beslag eller nogle dippedutter i trælasten. Der brugte han dem på en måde, som de egentlig ikke var egnet til, men de passede godt til det behov, han havde.

Jan: Og så havde han jo et aluminiumstag. Det skulle være spændende og nyt, i stedet for, man kan jo også tænke tagpap af en slags på det tidspunkt. Men det var så interessant åbenbart, så engang mine forældre kom hjem fra en gåtur i skoven, så stod der nogle mennesker oppe på taget. Og så sagde de: Jamen, vi vil rimelig gerne komme ned. Og så da de var væk, så gik min far op og kiggede, så havde de altså åbenbart med en dolk skåret sådan et trekantet snit i taget for at løfte op af aluminium for at se, hvordan det var konstrueret nedenunder. Det var jo ikke særlig praktisk, når man tænker på, at det tag skal holde tæt.

Morten: Aj, hvor vildt. Aj, hvor spændende.

Morten: Var det egentlig, det ved jeg ikke, om du ved, men var det oprindeligt et hus, han byggede for at ville bo i det, eller var det et udstillingshus, eller hvad var tankerne bagved, at han gik i gang med det hus?

Jan: Huset, han selv ville bo i. Vi havde boet på Worsaaes Allé inde ved siden af Radiohuset i en lejlighed på første sal, hvor min far så havde et kontor i to af rummene. Og så boede vi i resten. Så flyttede vi op i mine bedsteforældres hus i Vangede, og så flyttede vi et andet og et tredje sted hen. Men det var så på det tidspunkt, mine forældre sagde: Nu går vi i gang med at bygge. Så der blev tegnet, og min far lavede en model af huset her. Og når man kigger på de tegninger, der ligger i arkivet i kommunen, så kan jeg godt se, der er en vis diskrepans imellem det, der er bygget, og det, der er tegnet. Fordi han havde jo det, og det har han haft hele sit liv: Jamen, jeg finder på noget undervejs. Hvis det her, det er bedre, så bygger jeg det i stedet for, hvis det kan nås.

Arkitektur, landskab og tankegangen bag

Morten: En ting, det var brusenichen. Det talte vi om, det var faktisk noget af det, Ellen lagde rigtig meget vægt på og tænkte på efter at have været deroppe. En anden ting, det var jo også, at hvis man ser på billederne, så er der jo heller ingen sokkel på huset.

Jan: Hvis vi lige tager det med brusenichen først, så kunne min far ikke tænke sig, og det er jo et muret hus, og sådan en gul mursten egner sig jo ikke særlig godt til en bruseniche. Eller over køkkenvasken eller sådan noget. Så han fik nogle almindelige hvide glaserede fliser skåret ud i samme format som murstenene, sådan at godt nok er der fliser de steder, men de har samme format som murstenene og går dermed ind i det murstensforbandt, som huset har.

Jan: Og han kunne ikke lide, når man går udendørs, der har man jo normale huse, så ser man en sokkel, og så kommer mursten et stykke oppe, hvilket er en meget fornuftig løsning i virkeligheden. Men det kunne han ikke lide. Han ville gerne have murstenene gik fuldstændig ned under jordplanet, så man fornemmede, at det groede op af jorden i stedet for. Og så lavede han nogle udgravninger på begge sider af muren, altså rundt om fundamentet, sådan at man lavede et omfangsdræn i virkeligheden. Og det havde man ikke dengang. Han lavede et dræn, som var, hvad har det været, 30 cm bredt fra muren ud i jorden, hvor det var fyldt med det, der hedder nøddesten. Det er sten på størrelse med en kastanje, så vandet kan løbe derned, frem for at sive ind i muren.

Jan: Det er nogle af de praktiske løsninger. Hans far var jo en meget praktisk mand. Han var jo skibsingeniør og tegnede lystbåde i sin fritid. Og havde alle mulige ting at gøre med, som min far jo også havde som en del af sin baggrund. For eksempel var der et stort skib, hvor man skulle lægge en ny motor i og en ny aksel. Og de kunne ikke få den aksel til at passe med det stævnrør, altså det hul, hvor akslen går ud igennem på det gamle skib. Og så kiggede min far på det lidt, og så sagde han: I skærer bare det der stykke af agterenden ud af båden og vender det på hovedet, så passer det. Og det gjorde det også. Det var sådan en anden måde at tænke på i stedet for at skulle lave et nyt.

Morten: De har været meget praktiske. Er der andre eksempler på det? Der var masser af eksempler på det i huset. Altså, er der andre eksempler, som vi kan lære noget af også i dag?

Jan: Jamen, der er jo meget tankegang bagved huset. Omtanke. Når man kommer ind, så kommer man ind i gadeniveau eller i jordniveau fra nogle fliser. Der er overdækning mellem det egentlige bolig og det, der var en garage eller en carport i gamle dage. Og det tag, det var min far, han syntes: Hvorfor skal man stå af med sine varer ude i regnen og så bære dem fra en eller anden garage eller et eller andet sted, man holder med bilen, og så skal man sjaske ind på det i en hoveddør, hvor regnen den siler ned ad en. Der har han lavet det der tag mellem de to bygninger.

Jan: Og der kommer man ind, og der er et flisegulv. Og der kan man gå ligeud, og så er der en stor skydedør, som er et af vinduespartierne. De var ret store. De er to meter og fyrre i bredden og så fuld rumhøjde. Og det var sådan en stor glasskydedør, man kunne lukke op, så kunne man gå direkte videre ud på terrassen og ud til terrænet. Eller man kunne tage sine sko af. Det var ideen med det her flisegulv. Man tager sine sko af der, og så træder man et lille trin ned til højre til soveværelsesafdelingen, som var et gulvtæppe, eller man træder et lille trin ned til venstre til opholdsstuen og resten af huset, som også er gulvtæppe på. Bortset fra der, hvor der er køkken, og der, hvor der er pejs og brændeovn.

Jan: Så er der ligesom et bånd af fliser igennem huset de to steder. Egentlig er det meget regulært og på en tegning vil det virke uhyre simpelt. Og det er det for så vidt også. Men det adskiller sig jo fra huse af samme størrelse på den tid ved, at der ikke er noget snørklet, og man skal ikke rundt i mange små gange og forskellige gulvbelægninger og så videre. Men når man går ind i huset, og hvis det hele er åbent, gardinerne er trukket fra, så kan man se hele husets længde. Der er glas, og så glasset bøjer om hjørnet henne for enderne, bare et lille stykke ind i sådan en glasdør, så man kan også se ud i naturen. Så på den måde får man det hele saneret sammen med naturen. Og det var jo også meget specielt dengang.

Morten: Jamen, jeg kan også bare bekræfte det, når man kommer ind i huset, at det er hele den der oplevelse og den gang, som du taler om, og synet ud i haven. Det er bare trukket ind i huset.

Jan: Ja. Og så var der dengang nogle meget flotte, store grantræer bag ved huset, som desværre stod ude i skoven, altså udenfor mine forældres skel. Og de dannede en meget flot baggrund for huset. Så det fik den daværende skovfoged redet på. Han var meget sur over, mine forældre fik lov at bygge der. Så lige så snart han fandt ud af, min far godt kunne lide de der træer, så fældede han dem med det samme. Så måtte min far selv plante nogle, som så, det tager jo nogle år, inden de kommer op i den højde.

Jan: Så er det hele orkestreret i forhold til terrænet, græsplænen, beplantningen og verdenshjørnerne, hvornår står solen op og går ned. Der er en terrasse udenfor køkkenet, hvor man kan spise morgenmad i solskin. Og der er en terrasse ude mod vest, hvor man kan sidde om aftenen, og der sidder man så under halvtag, så der ikke kommer dug på en. Men der er bare åbent til det fri. Så på den måde er der tænkt rigtig meget over, hvor er jeg på hvilket tidspunkt af dagen, og hvad vil jeg gerne opleve her? Hvordan vil jeg gerne opleve den natur?

Jan: Men da huset blev bygget ud der i 59, så sagde min far: Det er fint, vi har hele det der gamle hus, der er glas fra gulv til loft og så videre. Det skal vi også have i det nye i princippet. Men vi skal ikke altid se ud i naturen. Og derfor lavede han den her atriumgård, hvor man så har et mere intimt uderum. Og det er et dejligt sted også, og der er glasdør med skydedør til fra spisestuen, så man kunne lukke op og bare sætte sig ud ved et bord ude i en gård og være udendørs med åben himmel og med de planter, der så kom i gården, og så har man læ for blæsten.

Hvorfor huset blev en klassiker

Morten: Noget af det, vi så, før vi overhovedet snakkede med dig, det var jo billeder af huset. Ellen har lånt en bog, der hedder Mesterværker, og der er Utzon jo med i. Og noget af det, der fascinerede mig faktisk allermest på de billeder der, det var den lange nordvendte væg, hvor der egentlig kun er en dør ind. Jeg synes, det var et helt fantastisk udtryk, som der kom med den tilgang til det. Hvad var det, der var overvejelserne bagved?

Jan: Ja, lidt som min far fortalte senere. Jeg var jo ikke ret gammel dengang, vi boede herinde, men vi har tit snakket om den slags ting. Han sagde: Jamen, jeg går ind gennem skoven med min madkurv og et tæppe, og jeg vil sidde og spise frokost et eller andet sted. Så kommer jeg pludselig til en lille lysning. Her er dejligt at sidde. Jeg har træerne bagved mig. Det er sådan en fornemmelse af, man sidder op ad noget. Og så foran har jeg en eng, og over mig har jeg himlen og fuglene og den lyd, der er i naturen. Her vil jeg gerne sidde. Og det er sådan, man skal tænke på huset i den situation, man nu er i. Hvor har jeg lyst til at være, hvis jeg får en grund af denne her type?

Jan: Det er selvfølgelig noget andet, hvis du sidder inde i midtbyen, hvor der er mellem to andre huse. Men i lige det her tilfælde, så siger han, det var det, der gjorde, okay, jeg arrangerer mig sådan, og så vil jeg også gerne have sådan en bagvæg, fordi sådan føler jeg mig. Der er en eller anden form for næsten en underlig psykologisk fornemmelse af en beskyttelse, når man har en mur, man sidder op ad. Og det kan man jo også se mange steder rundt omkring. Når folk sætter bænke op, så sætter de en bænk op ad en mur. Og det er jo Rundetårn i byen eller alle mulige andre steder. Der er jo en tendens til, at vi som mennesker godt kan lide at sidde op ad noget. Eller have læ af en eller anden art. Så det er egentlig den mentale baggrund for, hvordan og hvorfor han indrettede sig på den måde.

Morten: Men hvorfor er det, og det ved jeg nok, det er måske et svært spørgsmål, men hvorfor er det, at huset her er blevet den klassiker og har fået den status? Har du reflekteret over det?

Jan: Ja, altså min far sagde selv, at man er ikke berømt. Det er noget, andre gør en. Og det er jo andre mennesker, som har set huset og skrevet om det og skrevet om det igen og igen, og studerende har set det og så videre. Så på den måde er det indgået i en eller anden bevidsthed, fællesbevidsthed hos folk, dem der har set det. Og det er dem, der ligesom har gjort det til en klassiker. Man kan jo sige, hvis der ikke var nogen, der havde set det, så havde det bare ikke eksisteret.

Morten: Men der er jo også nogle vigtige lærdomme fra det.

Jan: Jeg tror, det man kan lære af huset, når man går rundt i det, det afhænger jo af, hvor man kommer fra selv. Hvis du kommer fra en etagebolig et eller andet sted i en by, eller du kommer fra et parcelhus et sted, hvor du er pakket ind i et traditionelt parcelhus fra 70'erne, og kommer hertil, så vil du fornemme en anderledeshed, som måske betager dig, som siger noget til dig, at her er der endelig noget, som er i tråd med min egen psyke og mine egne ønsker til, hvordan jeg har lyst til at bo. Og nogle andre vil måske synes: Nå, hvorfor det? Jeg har jo ingen steder at hænge mine billeder, når der er glas over det hele og sådan noget. Men sådan er der så mange forhold, der gør sig gældende.

Jan: Men dengang var så mange interesseret i huset, der blev skrevet så mange artikler om det og så videre, at man på et tidspunkt her tidligt i år 2000'erne valgte at frede huset, fordi det er unikt. Det var det første i Danmark af sin art, og det var et startskud til, at rigtig mange andre huse og mange andre arkitekter tog den retning i deres planlægning af huse. Fordi der var jo noget billigt ved at lave et fladt tag, og dels var der noget planmæssigt meget enkelt, for du kunne lægge skillevægge ind, hvor du har lyst, og du kunne fjerne dem igen, fordi det flade tag bærer over hele huset for sig selv for så vidt. Så skillevægge er sådan nogle, man kan pille ned, skrue dem fra hinanden og flytte dem, hvis man har lyst til det.

Morten: Ja, lige præcis.

Jan: Og så var der det sjove, at min mor, altså telefonen ringede på et tidspunkt, efter det her var bygget. Og så tog min mor telefonen, og så var der en herre, der sagde: Jamen, jeg har købt mig et hus i Humlebæk, og jeg kunne godt tænke mig at lave en udvidelse. Og så sagde min mor: Jamen, min mand, han har så travlt, så han tegner altså huse og nybyggeri, han har ikke tid til sådan en udvidelse. Nå, men det var der ikke noget at gøre ved. Så viste det sig, det var K.W. Jensen, der havde lavet Louisiana Museet. Og der var nogle andre, som blev bedt om at lave det. Men det var vel også, fordi de var meget inspireret af det her hus. Og det kan man også se på Louisiana, den gamle afdeling, det er de samme materialer på gulvet og i loftet og farve på søjler og glas til gulv og så videre. Og det er meget, meget fint lavet, så ingen kritik af dem, men det var bare sådan et lille kuriosum.

Morten: Jeg synes også, der er noget i det, at når man er oppe og opleve huset, så er der jo også for eksempel det gamle køkken, der er derude. Der er brugt nogle materialer, som bare har rigtig, rigtig meget kvalitet over sig. Og jeg synes måske, at det er en af de ting, vi også snakkede om, da vi kørte fra dig, det var jo, at når vi skulle bygge, så håbede vi egentlig, at vi også ville have muligheden både økonomisk og de ting, så vi træffer nogle lidt mere modige beslutninger. På den måde kunne bygge noget, der er lidt mere bæredygtigt, fordi det ikke skal rives ned, og så skal vi til at bygge noget nyt. Der synes jeg også, at der er en rigtig god læring af at opleve det hus.

Jan: Altså man skal lige huske på, i 1951, da huset blev bygget, der var der ikke noget, der hed IKEA eller HTH-køkkener eller noget som helst. Alting skulle jo tegnes og laves af et værksted eller nogle håndværkere. Så beslag og alt sådan noget er jo lavet. Selvfølgelig, komfuret, det er et komfur, det er købt og sat ind i køkkenet. Men så var der jo lavet et køkkenbord. Så fik man lavet en Formica-lamineret bord med at sætte en trækant rundt om, som min far havde fra skibene. Der skal være en trekant rundt, så tallerkenen ikke ryger på gulvet, når skibet hælder. Det var ikke strengt nødvendigt lige i det her køkken måske.

Jan: Og så fik de sat et køleskab ind, fordi det var helt nyt. Dengang havde alle mine venner jo isskabe. Der var ingen, der havde køleskabe. Og så fik de også et køkken, de havde set i USA, sådan en affaldskværn. Det fik de sat i vasken. Hvor så alt det der madaffald, som man ellers smider i en spand, det røg bare derned, og så blev det kværnet og sendt ud med spildevandet. Den blev så senere fjernet, fordi den har også nogle bagdele. Den kan kværne også teskeer og sådan noget.

Jan: Men skabene, det var jo altså håndværkslavet. Man lavede et skelet, og så lavede man nogle døre og nogle hængsler på, som er hængsler, man kan få hos købmanden eller isenkræmmeren. Og så blev det beklædt med de samme brædder, som er beklædningen af væggene i huset og lofterne i huset. Og lofter og vægge, de er lavet af Oregon pine-brædder. Det lyder meget fint. Men det var fordi, på det tidspunkt havde vi ikke containertransport på skibe. Der havde man et stort lastrum med et kæmpe hul ned i dækket på skibet. Der hejste man så varerne ned og biler og hvad det ellers har været. Og så lagde man nogle kæmpe, meget store bjælker tværs over åbningen, meget tæt. Og så lærred henover, som man kilede fast, og så kunne skibene sejle afsted med deres varer, og selvom bølgerne løb henover skibet, så var det tæt.

Jan: De bjælker skulle være meget fine rent strukturelt, så der måtte ikke være knaster i og sådan noget. Så fik min far fat i sådan nogle på værftet i Helsingør, som han betalte for, selvfølgelig. Og fik skåret dem op i tynde skiver, altså det er jo tynde brædder. Og så brugte han dem til at beklæde væg og lofter med. Og det samme, han fik lavet en emhætte over køkkenbordet, som han også fik lavet inde på værftet i aluminium og fik nittet det sammen, så det fremstår egentlig som det håndværk, det er. Som man kunne på det tidspunkt.

Jans liv i huset

Morten: Jan, hvordan, du har boet i huset i forskellige perioder af dit liv, er det ikke rigtigt?

Jan: Jo, jeg har boet der fra husets tilblivelse. Og der skulle vi flytte over, fordi vi havde lejet underetagen i et nabohus for at bo i det, imens det her hus blev bygget, så vi var tæt på byggepladsen. Og så kom vinduerne fra Belgien. Man kunne ikke få termoruder i Danmark dengang. Det kunne man så i Belgien. Det var helt nyt. Så væltede læsset, da de kørte op ad den stejle vej inde fra Strandvejen. Så skulle der lige gå to måneder til, før vi kunne få et nyt læs. Og i den tid blev jeg så sendt ind til min morfar, som var overlæge på hospitalet i København, så kunne jeg bo derinde. Fordi resten af familien boede her, men med presenninger foran vinduerne i stedet for glas. Og det var jo koldt. Det var i januar måned, så det var ikke så godt.

Jan: Så var det stadigvæk så tidligt, så snedkeren eller tømreren kom hver dag og skruede de der brædder på væggene, mens der blev boet i huset. Og når min far ikke så efter, så bankede han skruerne i med lægtehammeren, fordi det tog alt for lang tid. Man havde jo ikke elektriske boremaskiner. Man havde ikke elektriske skruemaskiner og sådan noget. Det var alt sammen i hånden. Og den håndværkstradition var også noget, min far udnyttede, fordi man dengang fandt nogle dygtige håndværkere, som kunne sit kram. Og det afspejler sig specielt i murene i det oprindelige hus, som var bygget op af en murer, som var meget, meget dygtig. Når man stryger hånden henover murfladen, så er det ligesom bare at stryge henover en pudset væg, fordi der er ikke nogen mursten, der vipper. Når man kigger hen ad borden, det er fuldstændig præcist alt sammen.

Morten: Det er sjovt, du siger det. Ellen tog et billede af murene, og så med mig, der går i baggrunden, da vi var ude og gå ude i haven, da vi var oppe ved dig. Og der kan man netop se den der kvalitet, der er af murene og den måde, det er bygget op på. Det er helt fantastisk.

Morten: Hvornår er du flyttet ind i huset så her, hvor langt?

Jan: Ja, jeg boede der til jeg var 18 år. Og var lige begyndt i, havde overstået første G, så flyttede vi jo hele familien til Australien på grund af operahuset. Min far havde jo været frem og tilbage til operahuset i seks år, hvor der var politiske diskussioner, og så var der problemer med arbejdskraft. Altså der var ikke rigtig nogen grund til, vi boede dernede i starten. Han havde jo projekttegnestue her i Danmark og sendte tegninger frem og tilbage og sådan noget. Han var selv dernede mange gange. Men så på et eller andet tidspunkt begyndte det at skulle bygge skallerne, og så rejste vi så til Australien. Og vi er sådan set emigreret. Jeg tror, vi i familien har sikkert sagt: Nå men nu er det vores fremtidsland. Jeg tror ikke, mine forældre tænkte det helt sådan, fordi de valgte at leje huset herud.

Jan: For hele tegningen af operahuset er jo sket i tegnestuen i huset. Og det er også en lang historie med det. Men i hvert fald, bare lige for at færdiggøre huset her, så kom vi tilbage igen i 66, fordi der var et regeringsskifte dernede, så vi var tvunget til at forlade Australien, eller i hvert fald forlade operahuset. Så boede vi her. Og så begyndte jeg på arkitektskolen i København. Jeg havde jo startet arkitektskolen i Australien, havde været der halvandet år, så kom jeg så videre her. Og i den tid boede jeg så på et værelse inde i byen, så der boede jeg ikke her.

Jan: Så blev jeg forlovet og gift, og så flyttede min kone og jeg rundt i forskellige huse. Vi boede også her i en kort overgang, hvor jeg blandt andet ryddede hele den gamle afdeling, altså det første hus, til kontor og værksted, fordi vi blev bedt om at deltage i en konkurrence om et nyt parlament i Kuwait. Og min far sad som arkitektlærer på universitetet i Honolulu på Hawaii. Og så foregik det med aerogrammer, altså med luftpostbrev, for vi havde hverken telefax eller e-mail dengang. Og han lavede nogle skitser, og så lavede jeg modeller her og fotograferede dem, og en af hans tidligere medarbejdere fra operahuset sad i London for et andet kontor, og han ville gerne lave tegningerne. Så samlede vi det hele her og fik sendt det til Kuwait, og så vandt vi den konkurrence, og det står så bygget dernede.

Jan: Men ellers byggede jeg mit eget hus i Eskilstrup. Så blev familien skilt, så flyttede jeg til Fyn, så var jeg på Fyn i 25 år. Og så først i begyndelsen af år 2000, i 2004, tror jeg det var, der kom mine forældre fra at have boet på Hawaii og have boet på Mallorca i mange år. De havde kun været hjemme i Danmark i sommerferien. Da besluttede de sig så for at flytte tilbage til Danmark og være her. Men så sagde de, det her hus, jeg sidder i nu, det var for stort for dem, og der er en hel masse, som egentlig var gået i stå, fordi de kun var her om sommeren. Det skulle bruges som helårshus, og så skulle der ske forskellige ting med det, og det orkede de ikke at tage hånd om. Så sagde de til mine søskende og mig: Vi har tre huse, hvem vil have hvad, vi er tre søskende? Og så sagde mine to søstre: Vi vil gerne have et hus på Mallorca. Fint. Og jeg sagde: Jeg vil gerne have et hus, jeg kan bo i hele året. Fint. Og så gik der 10 sekunder. Så havde vi fordelt det. Det var et dejligt, fredeligt.

Jan: Så flyttede jeg ind, og så tog jeg et lån i huset for at kunne betale arveafgiften og betale de reparationer, der var nødvendige for ligesom at bringe huset op til nutidig standard. Blandt andet skulle jeg have hele taget lagt om og sådan noget. Og det gjorde jo så, at jeg flyttede herind i 2005. Og så har jeg taget det oprindelige hus som mit kontor og arbejdsplads, og så har jeg udvidelsen fra 59, det er der, jeg bor. Så på den måde bliver huset brugt i dag. Men man kunne sagtens lave det om. Hvis jeg lukker en skydedør i det oprindelige hus, så har jeg i den gamle afdeling et komplet hus med køkken og bad og værelser og det hele. Og i det nye er der også stue og køkken og soveværelser og alt, der behøves for at kunne have et separat hus. Så man kunne godt dele det op og leje den ene halvdel ud eller et eller andet.

Jan: Huset står fuldstændig som det, da det blev lavet første gang. Det er kun sådan noget som gardinerne, de er fornyet i den samme type. Gulvtæpperne i det gamle hus er skiftet ud, men er fuldstændig som de var dengang. Så huset står, som det gjorde i 1952, altså i princippet.

Morten: Ja, men det er helt fantastisk. Jeg vil høre, Jan, da vi var oppe at besøge dig, der fortalte du en historie lidt omkring, at lofterne er lidt lavere, end de måske egentlig burde være. Der var noget med en tommestok.

Jan: Min far, han havde jo, der er jo nogle få trin i huset, men der er et område, der hvor man kommer ind, hvor det er lavere, altså afstanden mellem gulv og loft er lavere, end man dengang havde lov til. Altså dengang havde man et vist bygningsreglement, der sagde en vis højde. Og så kom bygningsinspektøren jo, da huset var færdigt, og de skulle godkende det. Og så sagde ham der bygningsinspektør: Det ser da meget lavt ud her. Jamen, så sagde min far: Det er noget med de meget lange linjer og de der store rum, det gør, at hele huset virker sådan. Ja, men det kan da ikke være rigtigt, det er meget lavt. Så tog min far sin tommestok og rejste den op, og så målte han, så bygningsinspektøren kunne se det. Og det var jo helt i orden. Nå, jamen det måtte han så give min far ret i. Og så gik han. Som min far sagde, jeg havde fjernet et af leddene i tommestokken inde i midten. Så han kunne ikke gennemskue det.

Jan: Og det var jo fordi min far kunne se, at det gav en bedre rumfornemmelse. Og han elskede jo at snyde. Han byggede i 55 nogle gårdhuse i Helsingør, hvor der så blev lavet 65 af dem. Dem mente min far, der var 32 punkter i de gårdhuse, som faldt udenfor bygningsreglementet, men bygningsreglementet blev faktisk justeret efterfølgende, fordi det var fornuftige ting. Det var ikke noget fidus, det var bare rimeligt nok. Vores reglementer og vores lovgivning ændrer sig jo hele tiden i takt med, hvad vi finder på, og den måde vi lever på.

Outro

Morten: Jan, da vi var oppe at besøge dig, og nu vil jeg godt lige lave lidt markedsføring af dig og lidt reklame for dig, fordi da købte vi jo et billede af dig, som du laver af din egen kunst. Jeg lægger link op til din Facebook-profil, for der deler du nogle af de her billeder, så folk kan gå ind og se det. Og jeg lægger også et billede op af det billede, som vi købte. Rigtig, rigtig smukt og noget, vi vil beholde i mange år.

Morten: Så det sidste jeg egentlig vil sige, det er faktisk tusind tak til dig for at du åbnede den her historie og dit hjem. For Ellen og jeg er det virkelig, virkelig stor inspiration. Og jeg glæder mig til at tage det med også, når vi skal til at bygge hus en gang.

Jan: Jamen, det er dejligt, det har været sådan en god inspiration for jer.

Morten: Jamen, rigtig, rigtig meget. Så tak fordi du havde lyst til at bidrage her i podcasten jo. Hvis du skulle give ét godt råd videre til nogen, der står som nybyggere og drømmer om at bygge noget, der virkelig betyder noget for dem, hvad skulle det så være?

Jan: Jeg tror, det vigtigste er, at man prøver at mærke efter, hvordan man egentlig gerne vil bo, og ikke bare gør det, man tror, man skal gøre. Altså ser på sin grund, ser på lyset, ser på naturen og tænker: Hvor har jeg lyst til at være? Hvornår på dagen? Og hvad er det for en oplevelse, jeg gerne vil have? Det tror jeg er det vigtigste udgangspunkt.

Morten: Det er et rigtig godt råd. Og hvis man gerne vil læse mere eller følge med i noget af det, du laver, så lægger vi selvfølgelig links op sammen med episoden.

Jan: Ja.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Og har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.