Æstetisk sammenhæng i arkitekturen

Intro: Velkommen og præsentation af dagens gæst

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter den nybyggerdrøm. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. I denne podcast inviterer vi andre nybyggere, rådgivere og leverandører, ja, alle der har noget på hjerte om byggeri, til at dele deres erfaring. Dagens gæst, det er arkitekten Anders Barslund, og vi kommer til at tale omkring æstetisk sammenhæng, og hvordan vi kan bruge det, når vi skal til at bygge vores hus.

Morten: Anders, velkommen i Drømmevillaen.

Anders: Ja tak.

Morten: Og tusind tak, fordi du har lyst til at tale om æstetik i vores podcast i dag.

Anders: Ja, det er en kæmpe fornøjelse.

Morten: Super. Ved du hvad, inden vi hopper ind i det, så skal vi lige have din baggrund.

Anders: Ja. Jeg er jo arkitekt og har været det siden 2000, hvor jeg blev færdiguddannet fra Aarhus, hvor jeg i den tid brugte hele seks år på at blive arkitekt. Jeg har arbejdet ved 3XN. Det er nok i virkeligheden der, hvor jeg er født som arkitekt. Og så har jeg arbejdet ved dem, der hedder Art. Og på et tidspunkt, da en af mine kammerater skulle planlægge nogle opgaver og bemande dem, ham drak jeg noget rødvin med om aftenen, og så mødte jeg ham ude på trappen i 2006, og så sagde han til mig: "Anders, nu skal jeg til at sætte nogle folk på det her projekt her. Skal du med på det, eller skal du bare sige op? Og så kom i gang med det der, du har snakket om". Og så var jeg sådan: "Ah okay, Thomas. Ved du hvad? Du går bare nedenunder, så går jeg lige op til Torben og fortæller ham, at vi ses." Så det gjorde jeg.

Anders: Jeg havde nemlig lige fået en opgave, hvor jeg skulle indrette en dametøjsbutik inde i København. Og der boede jeg altså i Ebeltoft. Det var eddermame stort. Med et honorar på 40.000 kroner, og det synes jeg var ret vildt. Det var jo noget nær en månedsløn, hvis man holdt den op imod. Så den sprang jeg ud i som selvstændig. Og jeg fik først pengene, da min inkassosag var lige ved at ryge i Københavns Byret. Det var en rigtig fantastisk timing. Der gik rigtig, rigtig lang tid med det projekt der. Så lærte jeg, hvordan det var.

Anders: Jeg kan godt sige dig, den første gang, når der ikke tikker en lønseddel ind, og man sidder og tænker, okay. Så skal jeg altså selv lave pengene. Fik jeg skrevet en faktura for en uge siden? Nej, det gjorde jeg ikke. Så der lærer man på den hårde måde. Det tror jeg, rigtig mange arkitekter og selvstændige arkitekter finder ud af, at virkeligheden den er der altså.

Morten: Lige præcis. Men det er jo også det, der har bragt dig frem til, hvor du står i dag jo.

Anders: Ja, det må man sige. Og nu har jeg jo ualmindelig mange års erfaring med at lege med arkitektur. Og jeg synes selv, at jeg er et sted i dag, hvor jeg faktisk har fået så meget inden for vesten, at jeg vil forfærdelig gerne af med noget af al den viden.

Morten: Okay. Forstået hvordan?

Anders: Jeg bruger jo min tid på at lave nogle projekter, men jeg bruger sandelig også min tid på at formidle så godt, jeg overhovedet kan. Blandt andet via min YouTube-kanal, men også Instagram og Facebook og de sociale medier. Så når man ser nogle af mine Instagram-posts, så kan det godt tage en to-tre minutter at læse igennem, det jeg nu har skrevet, for jeg kan godt lide at lægge et billede op og fortælle, hvorfor er det lige, at det er, som det er. Og hvad er det lige, der er interessant ved det her? Ikke at det bare bliver et billede at se. Se, hvad jeg har gjort. Men det bliver mere, prøv at se her, hvad man kan lære af det her. Prøv at se, hvad du kan få ud af det.

Morten: Det er lige præcis. Og jeg kan også bare lige sige, jeg har også været inde og følge dig. Jeg har været inde og stalke dig. Ej, det har jeg dog ikke. Men jeg har været inde og se nogle af de her ting, du også har lavet på YouTube og Instagram. Og det er jo en opfordring herfra til vores lyttere til lige at komme ind og lige stifte bekendtskab med noget af det. Der er en lidt anderledes vinkel på det, kan man sige, end de fleste tager.

Anders: Ja. Der ligger nogle spændende videoer. Selvfølgelig er der nogle af projekterne, hvor jeg taler om, hvordan søren i alverden jeg er kommet frem til det her. Og så ligger der også nogle film. Der er for eksempel en, der hedder "Paint", hvor jeg snakker om, hvad er det lige for noget, jeg kigger efter, når man skal male, og hvad er det for nogle krav, jeg stiller, og hvor vil jeg egentlig godt vippe det her henad? Så der kan man selvfølgelig også lære noget.

Morten: Lige præcis. Anders, dagens tema, æstetik.

Anders: Ja.

Hvad er æstetik egentlig?

Morten: Hvad er det for en størrelse?

Anders: Det er jo simpelthen det, der ligger mit hjerte allernærmest. Det er et underligt fluffy ord. Fordi vi kan godt blive enige om, at der er noget, der hedder æstetik, men du har uden tvivl et eller andet billede af, hvad det er for noget, som du selv har skabt. Og jeg har et helt andet billede af, hvad æstetik er for noget.

Anders: Og når vi snakker om det, er det enormt nemt at sige, at det er, når tingene er smukke. Eller det er, når tingene går op, eller når der er sammenhæng, eller der er helhed, og måske er det, når der er en god fortælling også og sådan nogle ting. Og så begynder æstetik at blive til sådan et ord, der har 117 forskellige forklaringer og har 117 forskellige ord på, som man også lige skal kunne sætte på.

Anders: Når vi taler om arkitektonisk æstetik, så kan man sige, i renæssancen var det i den grad noget helt andet. Der var det nærmest sådan en matematisk øvelse. Og i dag er vi jo et helt andet sted, også kulturelt, og jeg håber også, at vi er blevet meget, meget klogere på, hvad det er for noget.

Anders: Jeg arbejder med æstetik ud fra menneskets synsvinkel, kan man sige. Så jeg snakker om, at vi har et perceptionsapparat. Jeg snakker om, at vores øjne ser, og vores hjerne tolker. Og den måde, vores hjerne tolker det, vores øjne ser på, når vi snakker om at bevæge sig i rum. Og det gør vi altid, uanset om vi er ude på skovstien, eller vi er inde på badeværelset, eller vi står i lyskrydset. Det er alt sammen rum. Så den måde, vores øjne ser og vores hjerne tolker det på, det kalder jeg arkitektur. Og det kan man kalde arkitektonisk æstetik, hvis man så begynder at arbejde med de her rum her.

Morten: Det lyder ekstremt fluffy for mig. Fordi det her, det er jo, jeg kommer jo som nybygger. Jeg har ikke erfaring med alle de her ting. Jeg er ikke arkitekt, som du er. Så kan vi bryde det ned i nogle ting, hvor man så kan begynde at gøre det lidt mere håndgribeligt for sådan en som mig?

Mennesket, naturen og boligen

Anders: Ja, det kan vi nemlig godt, fordi det jeg snakker om, det er, at hvis man lige tager et skridt tilbage og kigger på, hvad er vi egentlig for nogle ting som mennesker som os? Så er vi, er min påstand, bygget ude i naturen. Man kan næsten ikke engang kalde det en påstand, for det ved vi jo. At vi har været som en slags opretgående abe, har vi eksisteret på den her klode de sidste 2,5 millioner år. Måske tre millioner år, tror jeg, de er ved at finde knogler, der passer dertil. Jeg tror, det var Lucy, hun er vist 2,5 millioner år gammel eller sådan noget.

Anders: Og det brugte vi noget tid på at rende rundt som sådan nogle mårspisere, kalder de os. Det er en helt anden snak by the way. Og det er også noget, man kan bruge som bygherre, kan man sige.

Morten: Okay. Det må vi lave en ny episode om en eller anden dag. Så må vi tage den der mårspiser frem. Så kan det være, du kan komme herop, og så koger vi den over bålet også. Så tager vi den derfra.

Anders: Ja. Og så er det, at den opfører sig som en bygherre, der er stødt på udfordringer.

Morten: Lige præcis.

Anders: Men så kommer vi faktisk op til omkring for 200.000 år siden, der opfinder vi ilden. Og det er egentlig der, vores hjerne tager det sidste rigtig store evolutionære spring indtil videre i hvert fald. Og det betyder, at den hjerne, som vi render rundt med i dag, den er 200.000 år gammel. Og i de sidste 200.000 år har vi brugt 99,999 procent af vores tid på at være ude i naturen.

Anders: Og det vil sige, at vi har gået ad den der sti der. Vi har kravlet rundt ude på savannen. Vi har gået i kløften med klippevægge på begge sider. Vi har gået i bunden af regnskoven med tre lag lofter ovenpå, hvor lyset filtrerer ned igennem. Vores hjerne er bygget af at se de der rum hele tiden og være i de der rum og læse de der rum. Hvor er det, jeg skal stille mig her? Hvor er det nu, at sabeltigeren plejer at gemme sig henne? Eller når jeg kommer til her, så ved jeg, at derovre, jeg kan høre og jeg kan se, at landskabet gør sådan her, så der kan jeg måske komme til at fiske. Og så kan jeg få stillet min sult.

Anders: Så vi er rigtig, rigtig dygtige til at læse naturens rum. Og det er sjovt nok også derfor, at alle siger, hvis du skal have en afstressende adfærd, eller hvis du har ADHD, en tur ud i skoven, det hjælper bare rigtig, rigtig mange ting.

Morten: Okay.

Anders: Det kan man dykke helt vildt ned i. Der er en videnskabsjournalist, der hedder Florence Williams, som har skrevet en bog, der hedder The Nature Fix. Den er værd at gå efter. Der kan man lære rigtig meget om det her.

Morten: Ja. Men hvordan omsætter man så det her? For du talte også lidt om, før vi hoppede ind, at der er nogle principper omkring det her, som man jo faktisk også kan tage med sig i sin arkitektur eller inde i sin bolig.

Anders: Ja, lige præcis. Og det er jo fordi, at når vi så sidder og kigger på, hvordan søren i alverden, altså, hvordan er vi så endt her, hvor vi er? For vi i dag bruger 98% af vores tid indendøre, ifølge det seneste Rockwool-sponsorerede studie. 98% af vores tid. Det betyder altså, at det eneste, der er tilbage af tid, vi bruger i naturen, det er søndagsskovturen og så når vi går til og fra bilen, stort set.

Anders: Og når vi så sidder med sådan en hjerne, som er så dygtig til at læse alle de der rum ude i naturen, hvordan får vi lige trukket det med ind i boligen? Sådan så vi ikke sidder herinde i sådan nogle betonkasser eller murstenskasser og får det dårligere og dårligere og dårligere, fordi vores hjerner og vores perceptionsapparat på ingen måde er skruet sammen til at være sådan et sted her. Så hvordan får vi bundet naturen sammen med de rum, vi er i i dag? Og det er det, jeg arbejder med.

Morten: Okay.

Anders: Og det kan man med et fint ord kalde evolutionær neuroæstetisk arkitektur.

Morten: Hold da op.

Anders: Ja. Og jeg har forsøgt mig med den her ChatGPT på at finde ud af, hvordan i alverden jeg kan få coinnet det der ord til noget, der er lidt mere forståeligt og tungevenligt, men så langt er jeg altså ikke kommet endnu.

Morten: Nej. Men ChatGPT har heller ikke hjulpet dig endnu, nej.

Anders: Nej, nej, det har den altså ikke. Det kan jo være, den prøver at binde mig noget på ærmet ind imellem, men ja. Det er der, vi er. Evolutionær neuroæstetisk arkitektur, det handler i virkeligheden bare om, at vi skal til at bygge vores boliger og designe vores boliger og indrette vores boliger og male vores boliger, sådan så vi laver nogle rum og nogle oplevelser i de rum, som er mage til dem, vi kender fra naturen.

Lys, gange og bevægelse gennem boligen

Morten: Okay.

Anders: Så for eksempel, når du er ude i naturen, du går på en sti, og du kan se, at du nærmer dig et skovbryn, måske ved en lysning, der kommer lidt lys igennem der. Det er eddermame noget, vores abehjerner bare synes er mega, mega spændende at komme derud. Og jeg tænker, at det især handler om, at når du sidder ude i lysningen, så har du en meget større reaktionstid. Det vil sige, hvis sabeltigeren stikker hovedet ud der og gerne vil have en frokost, så kan du faktisk nå at gøre noget ved det. Eller hvis din frokost stikker hovedet ud fra skovbrynet, så kan du også nå at gøre noget ved det. Så på den måde giver det reaktionstid, og bedre reaktionstid, det er afstressende.

Anders: Og derfor tænker jeg, at det kan være en af årsagerne. Og derfor tænker jeg, at det er derfor, vi bliver trukket imod lyset. Og det vil sige, at når man nu bevæger sig rundt i sin egen bolig, og du skal fra den ene ende af gangen til den anden ende af gangen, så kan vi bruge det samme. Det der med at sætte et lys nede for enden af gangen. Så bliver vi simpelthen trukket af vores hjerner, vores dyriske hjerner der, så bliver vi simpelthen trukket igennem gangen ned imod lyset. Og på den måde kan jeg faktisk bruge nogle af de her principper til at flytte dig hele vejen rundt igennem din bolig, så du får en masse spændende og interessante rummelige oplevelser undervejs.

Morten: Så det udfordrer jo egentlig lidt det her med gangen, som egentlig bare er som et transportområde.

Anders: Ja, det kan man jo godt sige. Nu snakker vi om ham, der ligesom opfandt det udtryk, den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright, som i stor grad er den internationale arkitekturs fader. Modernismens fader. Superarkitekt. Han fortjener en god googling, må man sige.

Anders: Og han siger, at når man har et gangrum, så skal man simpelthen ikke bruge særlig mange kvadratmeter af ens bolig på det. Det er bedre at bruge på noget andet. Og derfor skal gangen være så lille og så snæver og så lavloftet og så mørk som overhovedet muligt, så man bliver skudt fra A til B. Og der bruger han lyset nede for enden af gangen til ligesom at dirigere dig.

Anders: Og det er nemlig super, super interessant, fordi nu snakker vi om de første tidlige modernistiske arkitekter. Og hos Frank Lloyd Wright, han får jo både besøg af Jørn Utzon, han får også besøg af Finn Juhl. Han får besøg af Halldor Gunnløgsson og sådan nogle. Og de tager tingene med hjem. Hvis du kigger på Jørn Utzons parcelhus med carporten, og du kigger på Frank Lloyd Wrights Usonian housing, så kan du ikke se forskel. Så Jørn, han har planket fra Frank.

Anders: Og det er super fint, fordi på det der tidspunkt arbejdede de nemlig lige præcis med det her. Neuroæstetisk arkitektur. De arbejder simpelthen med at bygge nogle boliger, som passer til mennesket. De er mega interesserede i, hvad mennesket er for en størrelse. Det er alle modernisterne i starten. Der sker bare det, at industrialiseringen har jo været i gang i lang tid, og den slår ind over byggebranchen som bagbølgen over en speedbåd, der sætter farten af. Og vi bliver simpelthen vasket over af typeproducerede boliger. Eller samlebåndsproducerede boliger. Og det er jo typehusene.

Anders: Og så dør de der modernister jo lige så stille og roligt op igennem 70'erne og 80'erne og 90'erne. Og det er der, hvor vi ser typehusene rigtig tage over. Og så forsvinder hele den der tanke om mennesket koblet sammen med rummene i boligen, koblet sammen med vores forståelse og oplevelse af naturen.

Morten: Ekstremt spændende det her. Jeg kan mærke, at jeg er blevet nødt til også at dykke dybere ned i det her. Men Anders, du nævner det her princip, det her med, at man bliver trukket også hen imod lyset og så videre. Er der andre principper inden for det her?

Syv principper for æstetisk sammenhæng

Anders: Ja, jeg har jo faktisk syv af dem.

Morten: Okay.

Anders: Jeg har syv principper. Et af dem, det er jo sådan noget med, hvad er det for en ankomst, du har? Hvordan kommer du ind? Et andet, det er, hvordan kommer du fra et rum til det næste? Det vil sige, der er en overgang, der er en passage. Hvad er det, der sker der? Er det bare, går du bare igennem en væg? Eller sker der noget andet? Hvis du kigger ude på naturen, går du bare igennem en væg? Nej, det gør du ikke. Du går jo faktisk rundt om eller udenom på den måde.

Morten: Og hvordan kan man bruge det i sin bolig, det her?

Anders: Det kan jo være, at du skal arbejde med det, som modernisterne også gjorde med det åbne plan i stedet for. Og det åbne plan, det vil sige, at der har vi jo egentlig en gulvflade ud over det hele. Det har vi allerede rigtig godt fat i. Når folk finder på at lægge det samme gulvmateriale eller gulvflise ude i badeværelset, som de lægger inde i køkkenet, selvom det er sådan to forskellige situationer. Det ene er jo input, og det andet er output, kan man sige. Men derfor kan man jo godt have det hele. Og det er faktisk det åbne plan, der ligesom viser sig der, eller tankerne om det.

Anders: Og på det åbne plan stiller du vægskiver. Så stiller du vægge eller klodser eller sådan noget. Du kan ligesom flytte dem rundt ligesom legoklodser. Hvor når du kigger på boliger fra før modernismens indtog, jamen der er det rigtig meget byggeteknik. Så der har du egentlig en firkant, og så har du en skorsten inde i midten, og så har du fire vægge ud derfra. Slut, færdig, bum. Og så går du fra det ene rum til det næste. Så er der et herreværelse, og der er et pigekammer og sådan nogle ting. Men det er byggeteknik. Det handler om, hvordan man stabler tingene oven på hinanden, så de ikke falder ned i hovedet på dig.

Anders: Når vi kommer op i modernismen, hvor vi begynder at kunne have den armerede jernbeton, så kan vi lige pludselig lave nogle lange frie spænd, og vi kan lave alle de der bygninger, hvor vi har det frie plan, hvor vi stiller nogle vægge rundt omkring, så du kan gå ind og ud og sådan noget.

Morten: Okay. Interessant. Det var et og to, vi var igennem. Nummer tre.

Anders: Så er der sådan noget med stedet, det at lave steder. Du kender det fra, når du er på date med din hustru, og du sidder på en eller anden café en aftentid, når bedsteforældrene passer børnene. Og den der café, de har bare optimeret deres areal helt vildt. Så du sidder ved et lille bitte cafebord på en lille bitte caféstol, og hun sidder på bænken derovre. Og så har I alligevel en intim oplevelse, fordi det lys, de har hængt ned over cafebordet, det er bare sådan et lille Harry Potter-agtigt lys. Den laver bare lige nok til, at lyskeglen kun rammer på bordpladen. Og lige præcis det laver sted.

Anders: Der sidder jo et par ved siden af dig, og der sidder et par ved siden af dem, og der sidder måske 50 par inde i den her café. Og alligevel har du en oplevelse af, at du er i dit eget lille private rum sammen med din date. Om det er din kone, din kæreste eller elskerinde, eller hvem det er.

Morten: Så er det kun lys, at man kan skabe det her med, eller er det på mange forskellige måder, man kan gøre det?

Anders: Nej, det kan du nemlig gøre på rigtig, rigtig mange forskellige måder. Du kan også lægge et tæppe. Et tæppe laver sted lige med det samme. Bare prøv det. Og se, hvad der sker med børnene, når de kommer ind. De kommer jo til at tage ophold på det der tæppe der. Det bliver jo til en ø derude.

Anders: Men det er jo ikke noget med arkitektur at gøre, et tæppe. Det har masser med arkitektur at gøre, fordi det laver jo steder. Det laver jo de der små rum i rummene.

Anders: Hvis du kigger på mit layout inde i mit hus, som er fra 1950, så har jeg tre hovedrum. Man kan egentlig kalde det et køkken-alrum-stue-ting. Det hele er forbundet. Men jeg kan sidde ovre i min sofa uden at se køkkenet. Så jeg kan godt sidde og se fjernsyn uden at jeg kan se opvasken. Det passer mig stort.

Anders: Men der er tre hovedrum, og så har jeg jo lige lavet, lige ved siden af køkkenet, der står der min fars lænestol, den han købte, da han flyttede hjemmefra, den allerførste. Den har jeg fået lov til at få i arveforskud. Og det er farfarstol, og den er der, og der er aldrig nogen, der sidder i den, men den laver sted, fordi den er der, fordi du kan forestille dig, hvordan det ville være at sidde i den stol. Den bliver kun brugt, når det er juleaften, og farfar gerne vil være med i snakken om alt, der foregår i køkkenet, men han vil ikke være med til at lave maden. Så har farfar sin stol derovre.

Morten: Okay. Ej, hvor fantastisk. Hvor fint også.

Anders: Ja, og på den måde. Og jeg har min egen lænestol et andet sted, den jeg fik i 40-års gave. Der har jeg hængt et billede af Frank Lloyd Wrights kunstmuseum Guggenheim i New York, og det hænger lige i hovedhøjde. Så du skal hen og sidde i lænestolen for at se billedet. Så på den måde laver det også sted.

Det ordinære, ankomsten og at være ude, når du er inde

Anders: Og den snak her leder os så til det næste princip, som jeg har planket fra den engelske designer Ilse Crawford. Og hvis man ikke kender hende, så synes jeg, at man skal springe på Netflix, og så skal man se den serie, der hedder Det abstrakte. Første sæson. Olafur Eliasson er med i et af dem, og Ilse Crawford har også et afsnit. Det afsnit, det skal man se. Hun er den skønneste kvinde, der findes. Hun er sindssygt talentfuld. Hun har lavet noget af det IKEA-design, som vi alle sammen synes er rigtig, rigtig lækkert for nogle år siden.

Anders: Hun var Elle Decor UK's første redaktør. Og hun snakker om at gøre det ordinære til det ekstraordinære. Hvis jeg nu får et blad, det kan jo være arkitekten, men det kan jo også godt være, det er Alt for damerne, eller det kan være Wired, eller det kan være Nature, eller National Geographic, eller bare avisen, eller hvad man nu får ind. Anders And-bladet. Så kan man slæbe det ind i huset og stille sig lige ved køkkenet, folde det ud af plastikken og begynde at læse i det. Tage et glas vand eller sådan noget. Det får man en oplevelse ud af.

Anders: Man kan også tage bladet under armen, pakke det ud, lave den der rigtig gode kop te i den der helt specielle kop med en underkop. Måske lægge et lille stykke lækkert pebermynteschokolade på, tage sit blad, sætte sig over i det der hjørne, solbeskinnede hjørne af sofaen og sætte et stykke musik på, og så sidde og bruge måske en time på at hellige sig det her magasin. Og man får præcis det samme leveret af magasinet, om du havde stået i køkkenet, eller du sidder i sofaen. Så det handler om, det er en ordinær oplevelse, som du gør ekstraordinær. Du gør den speciel. Du lægger noget ekstra til.

Anders: Og det med at lave steder, hvor du kan gøre stederne ekstraordinære. Så det der billede der, og den der lampe der, og det der sidebord, og den der plaid, og puden og alle de her ting. Dem skal vi have med.

Morten: Jeg kan helt forestille mig det der. Så ja, god pointe faktisk, hvordan man kan gøre det ordinære til det ekstraordinære. Jeg tænker, jeg skal ind og se Ilse Crawford og se den Netflix, du taler om i hvert fald.

Anders: Ja, jeg synes i hvert fald, den er simpelthen bare rigtig, rigtig god, fordi hun også har, det bliver ikke sådan noget højpanet noget. Og det er en god fortælling om, hvad det egentlig er, hun laver, og hvor human hendes arkitektursyn i virkeligheden er og designsyn.

Anders: Hun har også et spisebord, hun har lavet, hvor det kun er 70 centimeter dybt eller bredt. Og normalt, når du tager ud og køber spisebord, så skal de helst være mellem 90 og 120, fordi du skal kunne have fadene stående der rundt om. Udfordringen er bare, også de der kæmpestore runde borde og sådan noget, at når du sidder sammen med dine gode venner og din familie og gerne vil have en intim samtale, så når du sidder med 120 centimeters afstand, så får man ikke den der samtale. Det gør du med dem, der sidder ved siden af dig, men dem, der sidder overfor, de har deres egen samtale derovre. Og det var jo ikke det, der var meningen.

Anders: Så hvis man nu har et bord, som kun er 70 centimeter i bredden, så er det længere, fordi så sætter du fadene ud til siden. Og så er du meget tættere på dem, der sidder lige overfor dig. Du har en meget mere intim samtale ud af det.

Morten: Spændende. Det synes jeg er fedt.

Anders: Ja. Og det leder os naturligt også hen til nummer fem. Vi har at ankomme, den har vi snakket lidt om. Den skal vi altså lige røre, fordi der er også noget, som modernisterne har rigtig, rigtig godt fat i.

Anders: Hvis man skal se et eksempel, så skal man til Realdania, og så skal man finde det hus, der er tegnet af Edvard Heiberg. Og bygget af ham, norsk, men dansk bosiddende arkitekt. Han laver det allerførste funktionalistiske hus i landet. Det er i 1924, så vidt jeg husker. Det er altså før Arne Jacobsen, det her. Det ligger en spytklat herfra i Sorgenfri. Et lille bitte hus, der er bygget som bindingsværk, men er pudset op, så det skal se ud, som om det er lavet af beton.

Anders: Og han gør det, og det gør Frank Lloyd Wright også, at når man kommer ind, så er tanken, at det er en traumatisk oplevelse at få lagt låg på hovedet. Og nu er vi tilbage ved det der evolutionær neuroæstetisk arkitektur. Fordi tanken er, at vi kommer ude fra naturen. Derude, der er der højt til loftet, der er frit. Og når vi så bliver klemt ind i sådan et eller andet hus med at få lagt låg ovenpå hovedet, så er det enormt traumatisk.

Anders: Så hvad gør vi så for at modvirke det der, fordi vi skal jo blive inde i huset, der er jo både ly og læ. Så gør vi det, at lige så snart du kommer ind, så maser vi rummet sammen. Så vi tager loftet så langt ned som overhovedet muligt. Og det kan man jo gøre ved at have loftet langt nede, eller man kan gøre det ved at male loftet mørkt for eksempel. Så det, at du bliver presset sammen, det kalder Frank Lloyd Wright compression. Og så kommer du ud i stuerummet, og ovre i Heibergs hus, der er det altså dobbelthøjt. Og vinduespartiet mod syd, det er også dobbelthøjt. Det er to etager højt. Så der kommer du virkelig ud i et rum, hvor der bare er luft, selvom du stadigvæk er indenfor. Og det er release. Så compression og release. Det kan du bruge på din indgang.

Morten: Det vil sige simpelthen sort loft, eller som et eksempel selvfølgelig på det her, men sort loft i en gang, hvor du kommer ind, og så åbne tingene op, når du kommer ind i stue eller køkken eller hvad pokker det er. Og åbner tingene sig op derfra.

Anders: Ja.

Anders: Og jeg lavede det for min gode kammerat Sten tilbage i, det var faktisk før jeg gik selvstændig, så det var tilbage i 2004. De havde købt en gammel nedlagt klædefabrik i Herning. Og der var så mange kvadratmeter. Så det var næsten ikke til at få huset til at hænge sammen til en kernefamilie med to børn. Fordi så ville de aldrig nogensinde mødes, hvis der var, jeg tror, der var tæt på 600-700 kvadratmeter. De ville aldrig mødes. Det var et problem.

Anders: Så der skar jeg en ordentlig luns ud af huset, og så havde kommunen også lidt lettere ved at godkende det til beboelse i øvrigt. Og så lavede jeg fra entréen, der var der egentlig højt, men når du så gik fra entréen og så ned i den ende, hvor køkken og alrum og alle de ting var, så trak jeg loftet helt ned. Og jeg siger dig, at Sten ringede til mig, jeg ved ikke hvor mange gange, mens vi arbejdede med det, og designede det, og mens de var i gang med at bygge det, og han blev ved med at spørge, er du nu sikker? Er du sikker på, at vi skal det her? Er du sikker? Og det var sådan et langt gangareal, der var fire-fem døre ind til børneværelser og kontor og sådan nogle ting. Og da så tømrermesteren satte gipsplader på det loft der, så ringede Sten og sagde: "Det virker. Det virker."

Anders: Det var en af de bedste oplevelser, jeg har haft med kunder, må man sige, hvor jeg som ung arkitekt var en lille smule nervøs for, om det her nu også, og jeg blev jo bare ved med at holde fast i, jamen, det skal nok. Jeg har hørt det. Det fungerer det her. Det holder.

Morten: Dem der også har fulgt med i podcast, de ved jo også, at vores rejse også startede med det her med Utzons hus oppe i Hellebæk. Og ved du, han benytter sig af noget af det samme? Var du klar over det?

Anders: Nej, det var jeg ikke.

Morten: Der kan du bare se. Hvis du ser, hvor du kommer ind i huset deroppe, så er det gangareal, du kommer ind på, faktisk hævet i forhold til resten af huset. Så det vil sige, når du kommer ind i gangen, så bliver du faktisk draget lige ud imod haven, og du går ind i det område. Men lige så snart du kommer ind og skal ind i rummene, så skal du faktisk træde sådan 10 centimeter ned ad tre trin. Så skifter belægningen også på gulvet, men der kommer du faktisk fra den der med, at du er tættere på loftet, til du kommer længere væk fra loftet. Der bruger han faktisk det der som et element.

Anders: Det er super smart. Det her, det er eddermame arkitektur. Nu begynder vi at bruge rummene til at påvirke vores oplevelse, altså menneskets oplevelse af rummene. Det er arkitektur. Om farven er den ene, eller om der er den anden slags materiale på, om det er bæredygtigt eller ej, og alle sådan nogle ting. Det er alt sammen byggeteknik. Når vi arbejder med, hvordan rummene påvirker os, og når vi begynder at lave rummene, så de efterligner, hvordan naturen påvirker os, så er vi på vej i den rigtige retning.

Morten: Anders, skal vi have de sidste principper med?

Anders: Ja, det skal vi. Vi har nummer et, at ankomme, har vi snakket om. Nummer to, at blive forført af lyset. Det har vi også snakket om, det her med gangarealerne. Men det kan selvfølgelig også være det der med det frie plan, hvor vi har væggene stående på, og hvor du får strejflys fra den ene side til den anden side og sådan noget, og hvor man kan sige, det kan godt være, du ikke kan se vinduet, men du kan i hvert fald se, at der kommer lys ind af et vindue der. Og det er jo ret spændende at se, hvad der så sker ovre på den side.

Anders: Så har vi den frie bevægelse. Det er det, jeg snakker om, det frie plan. Så prøv at forestille dig, du går en tur på Söderåsen eller sådan noget, på Kullen eller sådan nogle steder, hvor du får lidt klippevægge op omkring. Det er jo ikke fordi, du går igennem noget. Du går jo udenom. Du går jo udenom det der store fyrretræ, når du går i Blåbjerg Plantage. Der er ikke store fyrretræer. Det er sådan nogle små grønne. Men point is the point.

Anders: Så er der det med at passere. Det er egentlig lidt det samme som det at ankomme, det der med compression og release, det med at kunne mærke, at du går fra et rum til et andet. At det ikke er sådan en portal, du går igennem, der bare siger blup. Og så er du et nyt sted. Der må godt være et skifte fra det ene sted til det næste sted. Og den er faktisk svær at arbejde med, fordi når du arbejder i boliger, så er det bare, der hvor det er nemmest, det er jo, hvis du kan bygge nogle skabe, og du kan have nogle skabe stående, og du kan sætte et skab op over din dør, så får du noget mere dybde på den der overgang fra værelset til gangen eller hvordan det er.

Anders: Jeg har brugt det et sted i en af de der boliger, der er på min hjemmeside. Der er et køkken, det er sådan rimelig gråt, og så er der sådan en blå backsplash, kalder vi det. Og der går det igennem køkkenskabene for at komme ud i entréen, for at lave den der overgang. Så det er egentlig der, hvor det begynder at blive svært at arbejde med det. Det er de der passager.

Anders: Så har vi snakket om det der med at indtage stedet. Og det at gøre det ordinære til det ekstraordinære. Meget vigtig pointe.

Morten: Meget vigtig pointe. Den der Netflix, den tænker jeg, vi napper i morgen.

Anders: Ja, det er simpelthen sådan en god fornøjelse, god oplevelse den der. Når I så er færdige med den, så kan I se den med den græske fotograf, som bare er lækker. Han tager portrætter for Time Magazine, og den måde han får hans emner til at se ud på den rigtige måde, det er fornøjeligt. Det er en rigtig, rigtig god fortælling. Så det er en god serie at hygge sig med.

Anders: Men det sidste princip, det er danske arkitekters klassiker. Og man kan sige skandinaviske arkitekters klassiker. Den hedder at være ude, når du er inde. Så det at arbejde med sin bolig og opløse grænsen imellem ude og inde. Og det er jo fordi, igen, vi bruger 98 procent af vores tid på at være indendørs. Så hvordan i alverden får vi fat i det der derude?

Anders: Og det er ikke fordi, jeg er efter det her med at være indendørs. Fordi vi bor her, hvor vi gør. Hvis vi nu boede i Brasilien, det kan man jo se i Bo Bedre, når de ikke har andre huse at hellige i deres magasin, så dukker der sådan nogle op fra regnskoven et eller andet sted. Og det er meget sjovt. Og så har jeg kunder, der ringer til mig bagefter og siger, jeg vil gerne have noget, der er magen til det der. Ja, den er fin.

Anders: Men vi bor jo nok det mest umulige sted på hele planeten. Jeg har endda haft gåture i Charlottenlund Park sammen med Jesper Theilgaard, meteorologen, og snakket om, hvor i alverden kan vi finde nogle steder på jordkloden, der er lige så elendige at bo, som i Danmark. For så kunne det være, at man kunne lære noget af dem. Og Jesper siger, det kan du godt droppe, for det er der ikke. Vi bor et sted, hvor den kolde polarluft ramler sammen med den varme ækvatoriale luft. Og det skaber alle de her lavtryk, der pisker ned over os hele tiden. Lige præcis i Danmark er det bare sjaskhamrende vådt og namset og fodkoldt hele tiden. Hvis vi kravler bare en lille smule op i Sverige eller Norge, så har de nogle vintre, hvor det bliver knasende tørt, og alt tørrer ud. Så der er ikke noget, der rådner på nær samme måde, som det gør her i Danmark. Og du skal syd for Hamborg.

Morten: Men Anders, hvor kan vi så gøre det der i Danmark med at trække ude og inde sammen? Hvad kunne være et fedt greb på det?

Anders: Det nemmeste i verden er jo, hvis du bor i et parcelhus, som er nede på jorden, så skærer du et hul i din væg og sætter et vindue i, og så har du allerede lavet en forbindelse. Der er selvfølgelig noget med, du sætter jo ikke bare lige et vindue i. Du sørger jo for at lave et sted, hvor du kan sidde i vinduet. Så du kommer derhen. Det nytter jo ikke noget med alle de der, og dem har vi rigtig mange boliger af, hvor det bare er et vindue med en vindueskarm. Men det giver jo ikke nogen ro nogle steder. Du er nødt til at gøre lidt ekstra ud af det. Så du får trukket menneskehjernen derhen i vinduet. Så bliver det til et sted.

Anders: Og det er jo det nemmeste, skær et hul. Sådan. Værsgo. Så har du opløst grænsen mellem inde og ude. De steder, hvor man ikke kan det, der har jeg brugt farver. Så har jeg kigget på, hvad har jeg ud af mit vindue? Hvad er det for nogle ting, jeg kigger på? Når jeg kigger ud af et af mine vinduer, så ovre på den anden side af vejen, der er der et åbent grønt areal. Og så står der sådan nogle treetagers blokke. Og der er orangerøde vingeteglstage på alle de der blokke der. Så når jeg går hen for at sætte mig i sofaen, så kigger jeg ud ad det vindue, og så bliver jeg mødt af alle de der orange farver derude. Så den har jeg taget med ind på væggen.

Anders: Det var faktisk ikke engang den, jeg har stjålet den af den arkitekt, som tegnede huset, og som jeg købte huset af som dødsbo. Han havde malet den her knaldhamrende orange på. Og det giver mega meget mening, når jeg står inde i rummet og kigger ud igennem det orange, ud på de orange tegltage, så er der skabt en visuel forbindelse. Så den der røde eller orangerød, det er lige her, lige ved siden af mig. Jeg kan røre ved det. Og så har jeg opløst grænsen mellem inde og ude.

Outro: Hvor starter man, og hvor finder man mere?

Morten: Prøv at hør, det lyder jo super, super, super nemt at gøre det her. Og jeg aner overhovedet ikke, hvor jeg skal starte henne med det. Anders, du er blevet nødt til at komme med det sidste råd her til, hvor skal man så starte, hvis man gerne vil opnå den her sammenhæng, som du så fint taler om.

Anders: Jeg synes, man skal starte med at bygge steder. Det ville nok være det allerførste sted, jeg ville gøre. Kig rundt i din bolig, og så prøv at se, om du kan lave nogle af de der steder, hvor du kan trække et tæppe hen, sætte en stol, sætte et lys. Prøv at.

Anders: Og så lige en anden forståelse, det er faktisk ikke engang et af principperne, jeg har her, men det handler noget om at indrette. Og det kommer fra den her bog, The Nature Fix. Det viser sig nemlig, at hjernen sorterer helt alvorligt meget i, hvad det er, den ser. Fordi ellers, hvis den skulle se det hele i samme opløsning og i samme detaljeringsgrad, så ville vi brænde sammen i løbet af nul komma dut. Og så kan man sige, så var menneskeheden nok ikke rigtig kommet så forfærdeligt meget længere. Så derfor sorterer vi selvfølgelig helt vildt i det.

Anders: Og det vil sige, at vi kigger i noget, de kalder fraktaler. Hvis du ser på, hvordan din to-treårige tegner, hvis du stikker dem en malebog og en fed blyant, så tegner de sådan nogle cirkler. De farvelægger det ikke. De tegner bare cirkler der ved næsen og så lidt op til øret og så ned til halen og så tilbage op til næsen og ned til forbenet og sådan noget. Og der kan du se, at de tegner det, de ser. De tegner ikke tegningen. De tegner den måde, øjet ser på.

Anders: Og det vil sige, når du sidder og kigger ude i naturen, så kigger du også rundt i sådan noget. Så kigger du lidt på busken derovre, og så kigger du lidt på terrassen der, så kigger du på havestolen der, og så kigger du tilbage på busken. Det er sådan, du ser ting. Hvis du gør det i din indretning også, så når du nu laver steder, så hælder du en masse detaljer ind i det der lille bitte sted. Og så skal du lave ørken. Det vil sige, du skal ikke have lige så mange detaljer hele vejen hen langs med væggen. Fordi så er det, du ødelægger hele din oplevelse. Din hjerne kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal kigge på. Og så forsvinder dit sted i al den der kakofoni.

Anders: Så du skal tage alle dine ting, og så skal du fortætte dem her, noget der og noget derovre og noget her. Og indimellem, der skal bare være ørken. Stille og roligt. Lad hjernen slappe af. Så kan den kigge lidt derovre på alle de der sjove ting. Så kan den kigge over i det andet hjørne på alle de der sjove ting. Det er sådan, vi indretter.

Morten: Anders, det har været fabelagtigt at høre på dig i dag og dele ud af de her gode råd her. Hvis man skal følge dig, hvor er det bedst at gøre det henne?

Anders: Ja, det gør man på, man kan, jeg vil faktisk allerhelst have, at man springer ind på YouTube og følger mig der. Og det er måske lidt usædvanligt. Jeg nærmer mig jo en god flok følgere på Instagram, og det er også et rigtig fedt sted at følge mig på. Instagram er en lille smule ensporet. Det vil sige, det er mig, der snakker til dig. Og så kan jeg måske få et like tilbage fra dig. Hvor på YouTube, der er der meget mere fællesskab. Jeg har meget større mulighed for at tale med dig. Du har mulighed for at tale med mig. Jeg laver nogle gratis webinarer, hvor jeg snakker en masse om det her. Og der er en chat, man kan skrive løs, og jeg snakker. Det er meget mere community. Fællesskab, når det kører på YouTube, så der skal du i hvert fald hoppe ind. Der er også en masse lækker viden der. Og så skal du selvfølgelig besøge mig på min hjemmeside, som er det univers, der binder det hele sammen, og hvor du kan læse endnu mere om alle de her ting. Og det er på www.andersbarslund.com.

Morten: Yes. Og ved du hvad? Jeg tænker, vi tager og linker til det hele i podcasten. Og så vil jeg egentlig bare sige tusind tak for de bidrag. Fuldstændig fantastisk. Kan du have en god dag?

Anders: Hav det godt, Morten.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Og har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.