Det forvandlede parcelhus

Intro

Sofie: Noget af det første, som de nævnte, da vi gik i gang, det var, at de gerne ville have noget, der var fedt. Altså noget, der var udover det sædvanlige, og som havde noget wow. Og det synes jeg i virkeligheden var en virkelig skøn præmis, fordi så var kimen ligesom også lagt til, at vi måtte godt have nogle armbevægelser også.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. I dag skal vi tale om et lidt specielt parcelhus. Eller det blev det, efter det blev bygget om. Og det er arkitekten Sofie Overgaard, der kommer i studiet og fortæller om den transformation, de lavede af et hus i Brønshøj. Sofie, inden vi sådan lige hopper ind i den dybe samtale omkring det her, så har jeg et hurtigt spørgsmål, jeg bliver nødt til at stille dig. Er du med på det?

Sofie: Ja.

Morten: Et standard parcelhus, kan det overhovedet føles som noget særligt?

Sofie: Det kan det. I den grad. Der er masser af muligheder i at bygge videre på det eksisterende. Det er dels rigtig spændende og åbner øjnene for, hvad der var af tanker engang, og hvad der er af tanker nu for den gode bolig.

Morten: Det kunne jeg nemlig godt forestille mig, og nu har vi også lige siddet og rendt igennem det her hus. Bag om huset, som vi skal tale om i dag. Der er et bestemt hus, vi skal ind og tale om, og der er et bestemt hus, hvor vi skal høre lidt omkring, hvad I har lavet der. Men inden vi kommer ind i det, så skal vi bare lige høre, Sofie, hvem er du egentlig?

Sofie og arbejdet med boliger

Sofie: Jamen, jeg er arkitekt og sidder på en lille tegnestue, der hedder Arkitekt Sofie Overgaard. Vi er to personer, en arkitekt og en ingeniør i skøn forening.

Morten: Ja.

Sofie: Vi beskæftiger os primært med enfamiliehuse, sommerhuse, hvor vi både tegner nybyggeri og tilbygninger og ombygninger af den slags. På det seneste har vi faktisk også lavet en hel del ombygninger i lejligheder, hvor vi bliver kontaktet, fordi bygherren ønsker en bedre planløsning og en bedre sammenhæng i boligen. Så det er en stor del af det, jeg arbejder med, egentlig at arbejde med eksisterende bygningsmasser.

Morten: Ja.

Sofie: Ja.

Morten: Og hvad er det, der er så spændende ved at arbejde med lige netop den skala?

Sofie: Jamen, det er i virkeligheden det personlige i det. At arbejde med private boliger, det er både personligt for bygherren, men egentlig også for mig. Jeg bruger rigtig meget tid på sparring med bygherren for at kunne skabe noget, som afspejler dem, og så bruger jeg mig selv enormt meget i processen og prøver at komme med mine bedste idéer og de løsninger, som jeg selv finder spændende og æstetiske.

Morten: Ja.

Sofie: Men selvom projekterne er meget forskellige, så er der også nogle helt klassiske metoder inden for arbejdet med arkitektur, som jeg bærer med mig i alle processer. Og det er altså vinduessætning, lysindfald, indretningsmulighederne, hele tiden at have et godt øje for, hvordan de her rum kan indrettes. Sammenhængen mellem rum, og så en helt klassisk disciplin, facadekomposition.

Morten: Ja.

Sofie: Materialer og den slags.

Morten: Det lyder som om, det var hele pensum fra arkitektstudiet, som du lige fik listet op her.

Sofie: Det er lige før. Men noget, som jeg har opdaget, nu er det jo mange år siden efterhånden, at jeg startede den selvstændige virksomhed, men hvor mange af de her ting, som man lærte på skolen, og så kommer man ud i det virkelige liv og skal virkelig lære noget andet. Man skal lære bygningsreglementet at kende, man skal lære alt om konstruktioner og energioptimeringer og alle mulige ting. Og stille og roligt, efter den lange rejse ud i de tekniske ting, så begynder jeg igen at have det her store fokus på, hvad er det egentlig, det handler om. Og det handler i virkeligheden om det gode rum. Og den harmoniske facade og sådan nogle ting. Og det er jo i takt med, at man bliver klogere og bedre, så begynder de her ting også at gå op i en højere enhed. Så ja.

Inspiration og byggeskik

Morten: Det er rigtigt.

Sofie: Og hvorfor skulle du være arkitekt til at starte med? Altså hvad var det, der drev dig ind i det?

Morten: Det er egentlig lidt sjovt. Jeg kommer fra en kreativ familie og har egentlig altid tænkt, at det skulle være noget kreativt. Det stak i mange retninger der i slutningen af teenageårene. Så gik jeg ind og læste om arkitektuddannelsen på Arkitektskolens hjemmeside og blev sådan ramt af en følelse af, ja, det er jo det her, det skal være. Og der tror jeg både, at det var noget om alsidigheden i det. At det har så mange skalaer. Det strækker sig fra byudvikling og helt ned til dørgreb i virkeligheden i arkitektfaget, og det her med, at man har med mennesker at gøre, som jo også er det, jeg har i min egen praksis her. Ja. Så det skulle være det.

Sofie: Og så bliver man jo nødt til at spørge. Jeg forestiller mig, der er nogen, man bliver inspireret af, når man går ind i det her fag. Der er nogle bestemte arkitekter, som man følger, eller nogen, som man tænker, gud, hvor har de egentlig ramt den rigtigt. Så hvem kigger du efter der?

Morten: Jeg er klart formet af den danske arkitektskole, som jo har uddannet mange dygtige, ikoniske arkitekter gennem tiderne. I forhold til lige præcis det, jeg laver, og i forhold til boligbyggeri til den private bygherre, der er det ret vigtigt for mig at være klar over, de arkitekter, jeg står på skuldrene af, de tidligere boligarkitekter. Men i den konkrete, kontemporære designproces, der skæver jeg meget til England og Barcelona, altså spanske arkitekter. De har en helt særlig måde at arbejde med farvesætning på, og materialer og sådan nogle ting. Så jeg vil sige, i virkeligheden drager jeg meget inspiration fra udlandet.

Sofie: Okay.

Morten: Ja.

Sofie: Det er faktisk sjovt, fordi det tror jeg, du er nærmest. Vi har haft nogle arkitekter, som kommer fra udlandet og flytter til Danmark, og de er selvfølgelig også inspireret af udlandet, men jeg tror faktisk, at du er den første danske arkitekt, som jeg hører, der siger, at det ikke var Mølke Friis, eller det var Utzon, men at du faktisk var inspireret af udlandet. Jamen, jeg vil sige, som formgiver vil jeg ikke nævne en decideret dansk arkitekt, men jeg kan være meget inspireret af nogle af de gamle danske byggeskikke. Altså, for eksempel, når man sidder med et sommerhus, hvad er det, der ligger i den danske sommerhustradition? Nu ved jeg godt, at vi bygger mange store sommerhuse nu, men i virkeligheden var det jo tænkt som et fritidshus. Små soverum, hvor der måske var to senge, og så det primære opholdsrum værende det store rum i boligen, hvor man skulle samles. Altså, det var ligesom tanken ved sommerhuset, at her skulle man være primært sammen, og ikke inde på hvert sit værelse. Og de gamle typehuse fra 60'erne og 70'erne, der er jo sindssygt mange gode tanker i det. Jeg elsker at komme ind i sådan et gammelt hus, hvor der er mange detaljer, der er bevaret. Så kan det godt være, man ikke lader alle delene fortsætte i det nye, hvis det er, man bygger om, men jeg synes, det er vigtigt at anerkende, at det var sådan, man byggede engang, og der var faktisk rigtig mange gode tanker og gode planløsninger i de gamle tanker. Så jeg vil sige, jeg er nok mere inspireret af byggeskik gennem tiderne end jeg vil sige en decideret formgiver eller arkitekt.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Det er faktisk meget. Da vi startede podcasten her, nu er vi jo ikke inden for faget. Vi er totalamatører på det her felt. Nu har vi så efterhånden lært en del.

Sofie: Jeg tror, I er ved at være eksperter faktisk.

Morten: Nej, det ved jeg ikke. På nogle områder måske. Men da vi startede det her, så faktisk i den første episode, vi optog, der blev vi introduceret for noget, der hedder statslånshusene.

Sofie: Ja.

Morten: Og det taler jo også lidt om det samme. Det er jo så ældre end 60'erne og 70'erne. Jeg tror, det er helt tilbage fra 30'erne. Er vi ikke rigtigt, at vi går tilbage til?

Sofie: Det passer nok. Der er jeg ikke helt ekspert.

Morten: Men der er jo faktisk nogle af de ting, som man gjorde dengang, som jeg synes, at man faktisk godt kunne lære noget af i dag. Både noget omkring materialer og noget omkring størrelser og så videre. Så ja, enig. Men prøv at høre, det er jo slet ikke det her, vi skal snakke om i dag, fordi vi skal jo ind og tale omkring et bestemt hus i dag. Vi skal ind og gå bag om huset. Så kan du ikke lige prøve at tage os med på vejen her. Hvad er det for et hus, vi skal høre om?

Huset i Brønshøj og familiens ønsker

Sofie: Jo. Jamen, det er et klassisk parcelhus i ét plan, der ligger ude i Brønshøj. Nu er det så i halvandet plan. Men det var et hus, som jeg mener, det var for en 20 år siden, at det havde fået et nyt tag. Og det var i den grad blevet efterisoleret, så da jeg møder huset første gang, så ser jeg et klassisk parcelhus fra 54, men med en stor hat. Et meget højt tag, som sådan toner sig ovenpå.

Morten: Ja. Og hvordan? Det ligger på en almindelig villavej eller hvordan?

Sofie: Fuldstændig. Ja. Så klassisk, som det bliver.

Morten: En lang villavej med, jeg ved ikke hvor klassisk, det er forholdsvis små parceller. Det er jo Københavns Kommune.

Sofie: Ja.

Morten: Så forholdsvis små parceller, hvor flere af dem har de her halvandetplanshuse. Der er også en murmestervilla. Der er flere, der er en høj bungalow lige ved siden af, og der er et andet hus, som har fået en ny førstesal for 10-15 år siden også i nærheden. Så det er et parcelhuskvarter med meget varierende bygningsmasse.

Sofie: Ja. Og der stod det her. Kan du huske, hvad det første, du tænkte, da du kom ud og så det her hus? Hvad var det første, der faldt dig ind der?

Morten: Om jeg kan huske præcis det første. Der er jo mange indtryk. Jeg tror, noget af det første, jeg tænkte, det var, at vi skulle bevare den gode have. De havde en rigtig hyggelig have, som havde en masse fin beplantning, som havde en rigtig god variation af både plæne og buskas. Og på det tidspunkt var jeg jo ikke klar over, at der lå en servitut, som gjorde, at vi faktisk ikke rigtig kunne bygge en tilbygning i terræn. Så det kom vi heldigvis udenom ret nemt, at vi kunne beholde den her gode have, hvor der er en god terrasse og en god afskærmning og sådan nogle ting.

Sofie: Ja.

Morten: Ja. Så hvad var de ønsker, som ejeren egentlig kom til dig, eller bygherren kom til dig med? Hvad var det, de efterspurgte?

Sofie: Bygherren var en ung børnefamilie, som havde behov for noget mere plads, og som ønskede sig at få en bolig, som de kunne vokse i. Søsteren til den ene af dem boede i naboejendommen. Så der var bestemt ikke ønske om at fraflytte. Der var ønske om at blive, men vi skulle have skabt en bolig, hvor de kunne vokse fra tre til fire og måske endda endnu flere. Hvem ved?

Morten: Ja.

Sofie: Men de havde selvfølgelig en ønskeliste. Altså tre soveværelser, et kontor og et ekstra badeværelse. Og derudover kan jeg huske, noget af det første, som de nævnte, da vi gik i gang, det var, at de gerne ville have noget, der var fedt. Altså noget, der var udover det sædvanlige, og som havde noget wow. Og det synes jeg i virkeligheden var en virkelig skøn præmis, fordi så var kimen ligesom også lagt til, at vi måtte godt have nogle armbevægelser også i det.

Morten: Var det konkret i det? Altså vidste I, hvad det var, eller var det noget, I skulle finde ud af sammen?

Sofie: Jamen, egentlig ikke. De var ikke konkrete i det. Men de var meget åbne fra starten af. De var meget åbne overfor processen, og hvad den ligesom kunne give. Så vores udgangspunkt var egentlig, at vi skulle have plads til alle funktionerne og nogle gode rum. Men det, vi har fundet frem i det endelige projekt, det havde vi slet ikke i tankerne, da vi først gik i gang. Så det er kommet i takt med, at processen har udviklet sig.

Morten: Jeg skulle faktisk lige til at spørge, hvor mange versioner skulle I igennem, før I fandt løsningen på det.

Sofie: Mange.

Morten: Ja.

Sofie: Vil jeg sige. Og jeg har også brugt langt mere tid på det, end jeg først havde forventet. Men sådan er det i nogle processer. Der kan man ikke slippe det, før det er rigtigt. Og det var også tilfældet her. Og vi arbejdede med det i 3D-visualiseringer og har også prøvet alle mulige forskellige farvekombinationer af og talt om dem og havde i det hele taget en løbende dialog omkring farvesætning og materialevalg, som var inspirerende for mig og også for bygherre.

Ombygningen og wow-effekten

Morten: Ja. Og hvad er det så egentlig, der er konkret forandret ved huset? Hvad er det endt op med at være i dag?

Sofie: Ja. Men det er jo gået fra at være et étplans parcelhus. Vi har revet det gamle tag ned. Og så har huset fået en ny udnyttet tagetage, som rummer tre soveværelser og et badeværelse. Førstesalen er udført i en trækonstruktion, som vi har beklædt med de her klikfalsplader. Og så havde étplanshuset jo oprindeligt et lille kammer, som har været tiltænkt et børneværelse eller kontor. Men det er så det, der er blevet fuldstændig inddraget til trappe. Og så har vi fået plads til et lille depotrum bagved i det gamle kammer der.

Morten: Okay. Så hvor mange ekstra kvadratmeter har de fået?

Sofie: Gud. Helt præcist.

Morten: Det var også et svært spørgsmål. Det kan jeg nærmest ikke engang huske.

Sofie: Nej, men altså, det er 153 kvadratmeter i dag. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var oprindeligt. Har vi måske tilføjet 46? Det tror jeg.

Morten: Ja. Jamen, ud fra de billeder, jeg så, så det kunne godt ligne et hus på omkring de godt 100 kvadratmeter. De oprindelige tegninger der.

Sofie: Det tror jeg. Det lyder meget rigtigt, ja.

Morten: Det tror jeg også. Men der er jo en stram bebyggelsesprocent, som vi skulle overholde på den her forholdsvis lille grund. Og så havde vi derudover det her med, at fodaftrykket faktisk ikke kunne udvides væsentligt. Men vi har løst problematikken omkring det her med ikke at overskride bebyggelsesprocenten ved netop at have et dobbelthøjt rum, hvor vi også har vores trappe. Som bliver et naturligt tiltrækningspunkt i boligen. Altså, når man kommer ind i entréen og ind i stuen, så er det første, man skal, det er jo at kigge op og se, hvad er det her for et særligt rum.

Sofie: Så er det wow-effekten, du beskriver her? Er det det, der er kommet til at være det?

Morten: Det vil jeg ikke være bleg for at sige ja til. Det er ikke, hvad man forventer i et helt almindeligt parcelhus i Brønshøj, at man har fået sådan en rumfaktor ind.

Sofie: Nej. Jamen, det var også der, jeg fik, jeg får jo nogle billeder fra dig, og det har jeg jo fået her før vi gik i gang med optagelsen, og det er meget tydeligt. Jeg kunne kun opfordre til at komme ind og prøve at se de billeder, fordi det er et specielt rum, som man kommer ind i. Det er ikke en trappeopgang, som man forventer, som du siger, der kan være i sådan et hus.

Morten: Nej.

Sofie: Nej. Og der synes jeg, vi er. Men jeg tegnede den om mange gange. For der var alt muligt med, at så lå den konstruktion, der bærer loftet, anderledes end et andet tag og sådan nogle ting. Men grundtanken med den her vifte og den her trappe, som ligesom skulle lede op til førstesalen, den har været en af de bærende idéer, som vi har haft med.

Trappen, vinduet og non-space

Morten: Ja. Kan du huske, hvad der inspirerede til løsningen? Jeg tænker på, om der var noget i det oprindelige. Altså, det kunne være nogle detaljer eller nogle materialer eller sådan noget, som inspirerede til det. Var der et eller andet, som du tænker, det her, det var faktisk det, der var med til at give den gode løsning i lige nøjagtig den her opgave.

Sofie: Ja. Altså, i forhold til trappen, så tegnede vi mange forskellige løsninger, som sagt. Men da trappen ligesom begyndte at lægge sig derovre, fordi det syntes alle gav rigtig god mening, så var der jo lige pludselig et vindue der i det gamle kammer, som blev et benspænd. Men ret hurtigt blev vi enige om, at det ikke var et benspænd, det var en mulighed for at skabe et særligt rum her. Og nu havde de jo en lille datter, og tanken ledte ret hurtigt hen på, at den her trappe skulle jo ikke bare være en trappe. Det skulle også være et sted, hvor den lille pige kunne sætte sig og læse en pixibog eller kigge ud af vinduet, at vi fik sådan et lille opholdsrum til et barn. Og når så barnet er blevet stort, så kunne man til gengæld have en flot lampe eller en flot plante stående i den samme placering. Men reposet og trappen og forbindelsen til førstesalen er jo tænkt som, at den er mere end en trappe. At den skal have noget liv.

Morten: Ja.

Sofie: Ja.

Morten: Ja, så det bliver nærmest sådan en indbygget alcove, skråstreg trappe, skråstreg repos, som kan nogle ting. Og det er jo også det, man lægger mærke til, når man ser billederne, som også gør det specielt det her. Det er der slet ingen tvivl om. Så var det det her med placering af vinduerne, det var jo faktisk, som du siger, et benspænd, fordi der var et eksisterende vindue, som kom med noget lys, og lige der havde I egentlig planer om at lægge trappen, ikke?

Sofie: Jo. Jo, lige præcis.

Morten: Hvor kom idéen fra til det her? Altså, det er jeg nysgerrig på. Hvordan kom idéen til at prøve at lave det her, eller inspirationen til det? Kan du huske det?

Sofie: I forhold til vinduet og trappen? Jamen, jeg tror, jeg er optaget af helt generelt i min praksis, så er jeg optaget af ikke at skabe døde hjørner eller rum, som bliver sådan et non-space. Og derfor var det helt grundlæggende for mig, at når nu vi har den her præmis, så er det faktisk en fuldstændig fantastisk mulighed for at skabe en lille niche, som netop ikke er et non-space, som netop bliver en siddeplads eller et podium for en skulptur eller for en lampe eller en plante, eller hvad det skulle være. Og det gør sig gældende for hele min praksis, at hvis vi har et område, som ikke rigtig virker, kan vi så få noget opbevaring ind, eller kan vi få en særlig lille opholdsting ind. Så jeg altid arbejder med rummet på en måde, som gør, at man både bliver overrasket og heller ikke irriteret over et kedeligt hjørne.

Morten: Hvordan kan man egentlig gennemskue det? Hvis jeg nu har fået set mange plantegninger, selvfølgelig i forhold til vores projekt. Nu har vi jo også fået tegnet vores hus. Hvordan kan jeg så vurdere, om noget er et non-space?

Sofie: Hvis det bliver et sted, som enten måske er svært at indrette, eller som kræver ekstraordinært meget rengøring.

Morten: Ja.

Sofie: Giver det mening?

Morten: Ja, det synes jeg da, det gør.

Sofie: Jeg kan godt lide rene linjer, og jeg kan godt lide åbenhed. Jeg kan for eksempel, det vil aldrig falde mig ind at tegne en lang gang, hvor der for enden ikke er en dør eller en åbning på anden vis. Altså, i min optik er det helt unaturligt at have en lang gang, som ender i en væg. Selvom det ikke er et rum som sådan, det er mere en flade, så er det stadigvæk en form for non-space. Der skal være en forbindelse til et videre rumforløb eller en forbindelse til verden udenfor.

Morten: Det giver god mening.

Kompromiser og familiens oplevelse

Sofie: Sofie, i forhold til det her hus, som vi har talt om her. Jeg er nysgerrig på, om der var nogle steder, hvor I måtte gå på kompromis?

Morten: Der har været et par kompromiser i processen. Det er jo en ung børnefamilie, så vi har jo haft et budget, vi skulle holde os indenfor. Vi har været nødt til at udskyde nogle ting til senere. Blandt andet har vi hele skitseringen, faktisk det meste af den tid, vi skitserede, haft byttet om på den terrassedør og det vindue, som der er i opholdsstuen i stueetagen.

Sofie: Okay.

Morten: Og det er særligt i forbindelse med, at vi fik placeret trappen det rigtige sted og sådan nogle ting, så var der også nogle ting nede i opholdsstuen, som begyndte at give mening, at man kunne indrette på en anden måde. Nu var det en ret stor prisforskel, der var forbundet med at skulle flytte rundt på de to. Så af økonomiske årsager blev det til sidst besluttet at beholde vindue og terrassedør, som det er. Men det har været en snak, vi har haft meget i forhold til, okay, nu kommer man ind i den her stue, og man får et dobbelthøjt rum, og hvor ledes vi hen? Vi ledes jo automatisk ned til facaden mod haven. Her vil vi gerne have en dør. Og det giver rigtig god mening også i forhold til placering af fjernsyn og sofaer og sådan nogle ting. Men det fungerer jo også, som det er i dag.

Sofie: Lige nøjagtigt. Jeg er faktisk glad for at høre, at vi ikke er de eneste, der går på kompromis nogle steder, fordi det er nok sådan med hver evig eneste byggesag, at der er nogle kompromiser, man skal indgå på det.

Morten: Ja. Ja, det er der som regel. Jeg synes ikke, at jeg har været ude for, at vi har haft en sag, hvor vi ikke udskød noget til senere.

Sofie: Lige nøjagtigt.

Morten: Ja. Hvad synes familien om resultatet?

Sofie: Jamen, de er rigtig glade for det. Det hedder det, de er i gang med at gå til indretning, så jeg glæder mig til at se, hvor de er endt. Jeg har faktisk ikke været derude, siden de flyttede møblerne tilbage.

Morten: Nej, okay.

Sofie: Så jeg er ret spændt på det, og jeg er ret spændt på særligt, hvordan de har benyttet det dobbelthøje rum. I processen var mit forslag, at man skulle have en mobile eller en særlig lampe hængende i det her rum, hvor vi jo har et stort trekantsvindue over for en lukket væg. Og der har mine tanker gået meget på, at her skal vi have noget, som skaber et skyggespil, noget som gør, at det her rum er det rette møbel til det her dobbelthøje rum. Så det glæder jeg mig rigtig meget til at se. Vi har en halv aftale om, at jeg kommer ud inden længe og siger goddag.

Morten: Lige nøjagtigt. Jamen, det bliver altid, jeg kunne forestille mig, det er altid spændende at komme ud og se det efter familien er flyttet ind. Og jeg synes, det har været super spændende at høre om det her. Jeg synes, at den her idé med vinduet, at gøre det til en lille alcove eller gøre det til at prøve at udfordre det her non-space, det synes jeg har været spændende at høre om i dag i den her snak med dig, Sofie. Så tusind tak for det.

Sofie: Velbekomme.

Outro

Morten: Tak for det. Vi plejer jo at slutte af med sådan et godt råd til nybyggere, og høre, om du har det?

Sofie: Ja.

Morten: Jamen, det har jeg tænkt lidt over. Og jeg tror, et godt råd er for en bygherre at være nysgerrig. Og lad nysgerrigheden råde i designprocessen. Eksemplet med det her hus er jo, at vi faktisk ikke vidste, hvor vi ville lande, da vi gik i gang. Både jeg og bygherre var åbne overfor, hvad processen ville bringe. Så ja, designprocessen må gerne være dynamisk. Ja. Og så er det jo godt at have en arkitekt med, som kan hjælpe med at styre og samle tankerne og få det hele samlet i en bygning.

Sofie: Ja, lige nøjagtigt.

Morten: Jamen, ved du hvad, det tager vi og sender videre i æteren her. Og hvis det er, man skal læse mere om dig, eller se mere om de projekter, du har lavet, hvor gør man det henne?

Sofie: Jamen, det gør man på vores hjemmeside. Den hedder sofieovergaard.dk. Og her kan man læse mere om os og vores projekter. Og så er vi også på Instagram. Og så er vi repræsenteret hos Danske Boligarkitekter, hvor vi også lægger projekter op løbende.

Morten: Ja. Jamen, det er jo bare at komme ind og kigge, hvis man ikke vil have et non-space i sin nye bygning. Så, Sofie, tusind tak, fordi du havde lyst til at være med.

Sofie: Velbekomme.

Morten: Tak for det. Tak, fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Og har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.