Drømmevillaen - set med arkitektens øjne

Intro

Gæst: Også selvom det ikke er ekstravagante materialer, man lader dem komme til. Men vigtigst af alt er det jo jer, der bruger huset, der skal udfylde de rum.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at kunne komme i gang med vores drømmevilla. I dag har vi endnu en lidt speciel episode på programmet. Vi har nemlig inviteret vores egen arkitekt, Morten Højmark, til en samtale om vores hus og vores projekt. Indtil videre har det bare været et fantastisk samarbejde, hvor der har været plads til at udfordre hinanden. Morten, velkommen i Drømmevillaen.

Gæst: Tak for det. Tak. Jeg har glædet mig.

Morten: Det har jeg også. Og det, der jo er ved det, det er, at du er vores arkitekt på vores byggeri.

Gæst: Ja.

Morten: Og det har jeg glædet mig rigtig meget til, at vi skal snakke om i dag. Som en start på det bliver jeg nødt til at spørge dig: Har vi egentlig været en nem kunde?

Gæst: Nej, det har I sgu ikke.

Morten: Men det er gået alligevel.

Gæst: Nej.

Morten: Det er gået alligevel, og resultatet er jo blevet rigtig fint.

Gæst: Jeg tror heller ikke, vi har været super nemme, men det er jo også en del af den proces, som vi har været i.

Fra fysik til arkitektur

Morten: Ja.

Gæst: Morten, inden vi hopper ind i den samtale, fordi det er det, vi prøver at folde lidt ud og prøve at høre lidt omkring vores byggeri, kan du ikke lige fortælle lidt omkring dig selv? Hvem er du?

Morten: Mit navn er Morten Højmark, og jeg er arkitekt. Jeg har arbejdet med arkitektur i godt 18 år i alle mulige forskellige typer projekter. Her sidste år startede jeg selvstændig virksomhed med fokus på boligen. Og boligen, det har altid for mig, det har jeg med helt fra barnsben af, fra hjemme fra min far, som også er arkitekt, der har altid været en interesse for mig. Jeg har en interesse for det her levede liv og interesse for at gøre en forskel for dem, jeg arbejder sammen med.

Gæst: Hvornår tog du beslutningen om at blive arkitekt? Kan du huske det?

Morten: Ja, det gjorde jeg, da jeg gik på gymnasiet.

Gæst: Det gjorde du, da du gik på gymnasiet. Okay. Så hvad var det for en oplevelse der?

Morten: Jeg havde faktisk hele tiden været sikker på, at jeg ville studere fysik. Jeg havde en meget matematisk tilgang. Jeg havde matematik og fysik og kemi på højniveau, men så gik jeg bare fuldstændig død i det i 3.G, og så tænkte jeg, det går sgu ikke det her. Så spurgte mine forældre, om jeg ikke ville på højskole oppe på Krabbesholm, som er sådan en arkitektur-, kunst- og designhøjskole. Jo, det kunne jeg sgu godt prøve. Så kunne jeg da finde ud af, om det var noget. Og det var det. Det var mega fedt.

Gæst: Så de havde en bagtanke med, at du skulle på den højskole, eller hvad?

Morten: Måske. De nudgede det lidt.

Gæst: Ja. De vidste, hvad der var godt for dig.

Morten: Ja, måske. Og det har de jo nok vidst.

Gæst: Det har de nok vidst der. Hvad er så, når man har arbejdet med arkitektur i 17 år, som du sagde, hvad er sådan det projekt, du tænker tilbage på? Hvis vi var mødtes i en anden sammenhæng, hvilket projekt ville du have fortalt mig om?

Morten: Et projekt, jeg har arbejdet med i mange år, som jeg faktisk har været rigtig glad for, det er et større boligprojekt, renovering af Fyrkildevej ude i Aalborg Øst. Og det er jeg glad for af flere grunde. For det første synes jeg, det er et meget vellykket projekt. Jeg synes, vi har fået skabt nogle gode rammer om det levede liv der. Vi har fået skabt nogle gode ude- og gårdmiljøer. Jeg synes, vi har fået løftet arkitekturen, så det er blevet lidt mindre beton, lidt mere hjem. Og så synes jeg, det gør en stor forskel for de mennesker, der bor der. Og det tror jeg næsten er den største drivkraft i mig ved det projekt. Så ja, det er jeg faktisk særlig glad for.

Underspillet arkitektur og det levede liv

Gæst: Og det er jo også det, der er, når man spørger dig, hvad er så det, der kendetegner dig? Som forberedelse til den her samtale har det jo rigtig meget været omkring mennesker, det du fortæller om. Det er langt væk fra fysik og kemi jo. Men det er jo meget menneskerne, som du taler om. Kan du sætte ord på den arkitektur, eller det, der kendetegner dig og dit arbejde med arkitekturen?

Morten: Jeg tror, det er vigtigt for mig, at jeg forstår dem, jeg tegner for. Og allerede bare det at sige "at tegne for", det kan lyde lidt forkert for mig, for jeg synes faktisk, at jeg tegner med. Jeg synes, det er et samarbejde, jeg har, hvor jeg ser mig som en sparringspartner og en, der udvikler projekterne sammen med min bygherre. Så jeg går meget dialogbaseret til værks i min opgave.

Gæst: Det kan jeg godt genkende i den proces, som vi har haft.

Morten: Jeg synes, det er vigtigt at lytte og have dialog omkring ønsker og spørge ind, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Og selvfølgelig er det vigtigt, at bygherre også spørger ind, hvis der er noget, de ikke forstår, jeg kommer med.

Gæst: Selvfølgelig.

Morten: For mig er det vigtigt, at arkitekturen skal give mening. Og det ved jeg godt, det er meget overordnet. Det kan alle jo sige. Men det skal jo give mening for dem, der skal bruge det. Det skal jo lægge gode rammer om deres hverdag. Lægge nogle gode rammer med nogle gode sansemæssige oplevelser og en god sammenhængende funktionel arkitektur.

Gæst: Så hvad er det modsatte af det? Hvis man nu skulle komme til dig, så er det jo noget, hvor man får den her hverdag. Men hvad er så fravalgt, eller hvad er det, man ville få andre steder? Jeg har selv et bud på det, men det er jo mere sådan nogle statements, som vi også talte om. Det er jo noget, som egentlig er bygget for at være flot. Er det rigtigt?

Morten: Det er fuldstændig rigtigt. Jeg skulle lige præcis selv til at sige det. Det er ikke fordi, det ikke er flot, det jeg tegner, det synes jeg nu som end. Men jeg synes, at det der med at skære for meget ind til benet og være for fanatisk i arkitekturen, at gøre det for besværligt også. Hvis man laver et cigarkassehus med alle vægge og gulv og loft i egetræ, men man også har hund og små børn, så clasher det lidt for mig. Jeg er lidt imod det her, nærmest kalde det for symbolarkitektur, hvor man bare kan se, der har bare været en arkitekt til stede her.

Gæst: Ja. Ja.

Morten: Så er jeg mere til, at man lige underspiller lidt. Trækker sig lidt i baggrunden og lader arkitekturen træde i baggrunden, og så at det er det levede liv, der giver helheden.

Gæst: Ja. Og det var faktisk, nu talte jeg med Ellen om det i går som en forberedelse til det her, hvad for et ord det var. Og det var faktisk lige det her med at være underspillet på en eller anden måde, som vi måske ville sætte på det. Det er i hvert fald det, som vi har oplevet, at du har lavet. For eksempel når man kommer hjem til jer, nu har vi været hjemme ved jer af flere omgange, så føler man sig rigtig godt tilpas allerede fra starten af.

Morten: Mm, tak.

Gæst: Og når man så begynder at lægge mærke til de detaljer, der er i huset, så begynder man at sige: "Hold da op, det her er faktisk bare super fedt". Men det er underspillet på en eller anden måde.

Morten: Ja, jeg kan huske, da jeg selv tegnede det, og så på mine tegninger på min computerskærm, så tænkte jeg: Bliver det ikke lidt kedeligt det her? Det havde jeg faktisk den følelse. Men jeg tænkte, om det er kedeligt eller ej, det er sgu ikke det, der skal afgøre det. Det er, om det giver de rigtige rammer. Og vi byggede det, som det var tegnet. Der har man jo altid lidt uro i maven. Og jeg synes, at det at være min egen bygherre, det er nok den sværeste opgave, jeg nogensinde har haft.

Gæst: Ja, det kunne jeg godt forestille mig.

Morten: Men have is i maven og køre igennem, og så prøve at se frugten af ens arbejde. Som du selv siger, Morten, det er ikke noget, der springer i øjnene, når man kommer ind med ekstravagante materialer eller sådan noget. Det er mere, at tingene træder i baggrunden, og jeg løste detaljen, at der er de rigtige kig og den rigtige kontakt til udemiljøet og dagslysindfald. Sådan nogle ting, som bare er med til at gøre en forskel for os som familie, der bor der.

Husets placering og de store valg

Gæst: Lige nøjagtig. Nu hvor vi har mikrofon på, så blev jeg nødt til at stille dig det virkelig vigtige spørgsmål her. Er vores hus kedeligt?

Morten: Nej. Det kan jeg jo ikke sige ja til. Nej, det synes jeg ikke, det er. Jeg synes, det har været en spændende opgave, Morten. Og også en svær opgave. For det er jo en renovering og en tilbygning og en ombygning og en meget kraftig ombygning.

Gæst: Meget kraftig ombygning. Nærmest nybygning.

Morten: Ja, vi bevarer næsten kun taget. Vi skal jo gøre det endnu mere besværligt, ikke?

Gæst: Jo.

Morten: Men nej. Jeg har arbejdet ud fra de samme principper, synes jeg. Med at lade arkitekturen træde lidt i baggrunden og lade dagslyset og materialerne, også selvom det ikke er ekstravagante materialer, komme til. Men vigtigst af alt er det jo jer, der bruger huset, der skal udfylde de rum.

Gæst: Men hvordan, kan du fortælle lidt omkring, nu kender jeg jo godt huset, men for folk, der ikke kender huset, kan du fortælle lidt omkring, hvad er det egentlig, der møder folk, når de kommer op i det, vi vil til at bygge næste år?

Morten: For det første ligger det og putter sig lidt i landskabet.

Gæst: Ja.

Morten: Jeg synes, det var vigtigt at holde fast i det her. I har sådan en lidt særlig grund med naturen i baghaven og en lille, meget fin, hyggelig have til. I har mulighed for nogle rigtig flotte kig hen over byen. Men det, der var vigtigst, det var at få et hus, der var groundet. Der, hvor I har den her forbindelse til kigget op mod naturgrunden. Og hvor det føles naturligt, at man lige går ud i haven, og at man åbner dørene op og lader vinden komme ind, og hvor dagslyset, man skal føle variationen i dagslyset indefra alt efter årstid og vejr.

Gæst: Præcis. Hvordan er det så, fordi det vi jo egentlig har gjort, det er, vi havde jo et eksisterende hus, der ligger. Der er også en renoveringsopgave. Det er ikke et særligt stort hus, vi har i dag. 144 kvadratmeter, hvis jeg husker rigtigt. Det ligger faktisk et sted på grunden, hvor man ikke nødvendigvis, man skal kigge efter, eller man skal vide, hvor man skal kigge hen for at se det. Der er jo mange, der faktisk sagde, at det hus skulle ligge et andet sted på grunden. At vi skulle flytte det ud, så det lå over vejen og så videre. Gjorde du nogle overvejelser på det, dengang vi startede processen på det?

Morten: Ja, det har jeg tænkt over allerede fra første gang, vi snakkede om det. Jeg så huset, om det ligger rigtigt. Og det synes jeg faktisk, det gør. Det er jo en af de ting, man gjorde rigtigt dengang i '66. I har den her vestvendte have. Og selvom udsigten er fed og spændende, så har man den jo stadigvæk ude fra haven af.

Gæst: Det har man nemlig. Og til dels faktisk også inde fra stuen af. Det ender vi jo også med at få ind.

Morten: Det er jo ikke fordi, det er væk, men jeg tror bare, at jeg har spredt paletten lidt ud. Så man har lidt mere af det hele i stedet for meget af én ting. Og det tror jeg, det er jo sådan noget, man hurtigt kan falde i ved sådan en grund som jeres. At alt skal dreje sig om udsigten, for eksempel.

Gæst: Ja. Jeg tror, det er lidt at sammenligne med dine forældre og dine kemi- og fysiktimer. Du troede én ting. Vi troede faktisk, at det var udsigten. Vi troede, at det var udsigten, det hele skulle dreje sig om i vores hus. Og det var jo også den første skitse, vi fik lavet, og måske også lidt af, hvad vi fokuserede på på det tidspunkt. Og da vi så ser resultatet af det, så føler vi os faktisk ikke særlig godt hjemme i det.

Morten: Nej.

Gæst: Men det var jo også der, hvor du havde udfordret os og sagt, jamen det er faktisk ikke udsigten. Det er faktisk ikke de store vinduer, der skal til hele vejen rundt i det her. Det er faktisk nogle andre ting, der skal lægges til.

Morten: Ja.

Gæst: Så måske du var lidt forældre på samme måde som forældre, der var meget med fysik- og kemitimerne.

Morten: Ja. Det er rigtigt, Morten. Jeg synes bare, noget der virkede helt rigtigt i jeres hus, det var at få det her køkken-alrum-stuerum til at være i kontakt med de her udearealer. Hvor der kommer godt med udhæng på huset, så I har noget overdækket rum lige ude foran. Og jamen lige kan åbne havedøren og gå ud og sætte sig og få en kop kaffe. Så det føles naturligt, så udearealet er en naturlig forlængelse af jeres bolig.

Arkitektens greb i huset

Gæst: Ja. Det er jo netop at kunne se de her ting og kunne gøre det. Og det er jo, nu har vi set det hjemme ved dig og Lotte og har set, hvad I bor i og så videre. Der er I lykkedes med det. Og det er jo også det, vi håber på med vores hus her.

Morten: Det tror jeg på, vi gør.

Gæst: Ja.

Morten: Men projektet er jo heller ikke ens.

Gæst: Nej, det er det ikke. Der er meget stor forskel på det.

Morten: Ja. Også i og med, at jeres er en renovering. Og vi har det her gamle tag med de her limtræsdragere, som jo faktisk er noget af det, der er spændende, der er tilbage fra det gamle hus.

Gæst: Ja.

Morten: At vi ligesom beholder det. Og det er jo også med til at give den her rummelige oplevelse. Man har den her faste rytme af limtræsdragerne, der kører igennem.

Gæst: Ja. Og det er jo egentlig også lidt sjovt, fordi dengang vi beslutter os for at droppe det første skitseprojekt, så sad vi også og snakkede om det, og så siger vi: Hvad er egentlig løsningen for os nu? Hvilke muligheder har vi egentlig nu? Og så sagde vi, jamen den ene mulighed, det er jo faktisk at sælge den her grund her og så købe et nyt, flytte herfra.

Morten: En klassisk udfordring.

Gæst: Ja, og det blev vi jo, vi var jo glade for det. Vi har fået nogle rigtig gode naboer og nogle gode venskaber her omkring os, som vi sætter meget stor pris på. Vi er rigtig glade for grunden, som den er. Så det var ikke sådan, jo, vi sad der og kiggede lidt på boligsiden for at kigge, hvad der var rundt omkring, men det var ikke sådan rigtig den rigtige løsning for os. Den anden mulighed, det var så at prøve at lave en renoveringsopgave, fordi vores hus trænger ved Gud til en rigtig stor omgang.

Morten: Den store pensel, der skal frem.

Gæst: Ja, det er den store pensel, der skal frem i det. Så det er jo også derfor, at vi, jeg synes, vi har fundet noget, eller får noget, som ender med at passe rigtig godt til os. Og som passer rigtig godt til stedet, hvor vi bor.

Morten: Det håber jeg.

Gæst: Kan du ikke fortælle lidt omkring huset? Måske tage lidt en arkitektfaglig tilgang til det og fortælle nogle af de der greb, du har brugt i huset, og hvad det er, der gør det, eller hvilke ting du har udnyttet i muligheden i huset?

Morten: Ja. Jeg synes, noget af det vigtigste, og det er noget af det vigtigste ved mange huse, men også ved jeres, det var ligesom måden, man ankommer til huset på.

Gæst: Ja. Hvordan møder man det?

Morten: Ja.

Gæst: Der skal man jo gå hele vejen rundt om huset i dag.

Morten: Ja, det er lidt besværligt i dag.

Gæst: Det er lidt besværligt, og det er lidt vådt, når det regner også.

Morten: Men der løste vi det ved at lave en lille tilbygning ud mod øst, så man ligesom, når man går op ad jeres faktisk ganske fine havesti, ser mod indgangen. Man ser, hvad man går mod. Meget banalt og meget enkelt greb. Men vigtigt.

Gæst: Ja.

Morten: Og når man så går ind i huset, så har man det her lange kig ned igennem jeres gang, eller galleri, eller hvad vi kalder det.

Gæst: Ja. Gang, tror jeg. Det er ikke så stort og fint.

Morten: Ja, jeg har gjort det lidt finere. Hvor man så også ser ud mod den her vestvendte grund. Og den her gang, hvor der er ovenlys i, og der er et atrium, der ligger lidt forskudt til siden, så man har de her dagslysindtag i huset. Som jo også er med til at give en variation i, hvordan man oplever huset, alt efter årstid og vejr. Og i forlængelse af det her atrium, vi har lagt ind, så møder man køkken-spiserum, og så lidt skråt derfor stuen, som ligger nærmest som en ottetal over for hinanden. Og der er jo fint med plads her og virkelig gode rammer for at leve jeres liv, men også for at have den her kontakt og den her udsigt, man har kig hen over byen.

Gæst: Lige præcis. Og det var jo også nogle af de ting, som vi lagde rigtig meget vægt på i det her projekt. Det var jo netop køkken-alrum, stue-alrum derinde. Det er jo der, vi kommer til at leve vores liv.

Morten: Ja, det er det.

Gæst: Og nu kommer det til at vende rigtigt i forhold til grund og i forhold til...

Morten: Dagslys.

Gæst: Dagslys. Alle de ting, ja.

Dialogen, materialerne og de svære valg

Morten: Ja.

Gæst: Hvad ville du ønske, at vi havde lavet anderledes?

Morten: Nej, sådan tænker eller arbejder jeg faktisk normalt ikke. Fordi jeg synes, vi i samarbejde kommer frem til, hvad der er rigtigt, både til jer og til huset og til stedet og til grunden. Og vi er jo heller ikke bygget endnu, Morten. Vi går først i gang her til foråret.

Gæst: Ja.

Morten: Så kan vi jo se på det der, men jeg synes, lige nu er alt godt.

Gæst: Alt er godt nu. Og det er godt. Hvad er det så for nogle løsninger, du er mest stolt af eller tænker, det her var fedt?

Morten: Jeg synes, at man får det her køkken- og spiseområde med atrium. Det synes jeg bliver pissegodt. Og så de her kig mod øst og mod vest, og man får lys ind fra fire forskellige sider i huset. Det tror jeg bliver en god måde for jer at være i huset på med det dagslys, der kommer.

Gæst: Ja. Jeg tror også det der med, at ude ligesom kommer ind i huset på den måde, som vi har sat det op til. Både med haven, vores egen lille have, men også med det naturområde, der er udenfor. At de to ting, det bliver en... jeg tror, jeg begynder at forstå nu, hvad det betyder, det der med inde og ude. At ude også har en påvirkning på det inde.

Morten: Ja, det smelter lidt sammen.

Gæst: Morten, jeg startede jo egentlig med det her med at spørge om, om vi var en nem kunde. Det sagde du vist, at vi ikke helt var, men der er jo også noget i det her med den dialogbaserede tilgang, som du siger, du har som arkitekt. Kan du sætte lidt flere ord på det?

Morten: Det kan jeg. I var ikke, fordi I var nogle besværlige kunder. Det var I. Nej. Jeg synes faktisk, det er noget af det vigtigste for mig som arkitekt, det er det her med at gå i dialog med dem, jeg tegner for. Jeg tegner nogle udspil, og så snakker vi om det, hvilken retning vi tager det derfra.

Gæst: Ja.

Morten: Jeg tror, man skal kende forskel på det der med at høre og lytte. Hvis jeg bare hører, hvad I siger, så tegner jeg, som I vil. Men hvis jeg lytter, så lytter jeg jo under jeres ord og prøver at sætte mig ind i, hvad er jeres reelle behov? Og forstå jer ordentligt som bygherre.

Gæst: Ja, hensigten og de underliggende tanker, som der ligger i det.

Morten: Ja. Og der prøver jeg på at lytte til, hvad I siger, og så have bolden derfra.

Gæst: Har vi nogle eksempler fra vores proces på det?

Morten: Ja, vi er jo gået begge veje.

Gæst: Ja, det har du nemlig. Og det er måske også det, der kendetegner en god proces.

Morten: Ja. For eksempel var det et sted, hvor man kan sige, I ikke gjorde, som jeg foreslog så meget. Det var den her lidt mere klare opdeling mellem, hvor der er stueområde, og hvor der er spiseområde i jeres hus, hvor jeg foreslog, at vi satte en pejs ind som rumadskiller.

Gæst: Lige nøjagtig.

Morten: Og det havde I ikke lyst til.

Gæst: Nej. Det havde vi ikke.

Morten: Men så gjorde vi noget andet.

Gæst: Det gjorde vi nemlig.

Morten: Ja, så udvidede vi lidt mod vest i stedet for for at få lidt mere space omkring jeres spiseområde.

Gæst: Lige nøjagtig.

Morten: Og så fik vi...

Gæst: Så vi lykkedes jo så at lave lidt af den der ruminddeling alligevel.

Morten: Ja. Det gjorde vi.

Gæst: Der er jo nogen, der ville kalde sådan lidt et benspænd for sit eget virke, at sådan nogle som bygherre som mig ikke lige ville lytte på dig der. Men måske er det også med til at skabe en ny kreativitet eller finde nogle løsninger, som så er mere rigtige i sidste ende.

Morten: Jeg synes jo, det har virkelig været et godt samarbejde med, at I har været gode til at mærke efter jeres behov ud fra, hvad jeg kommer med og lægger på bordet.

Gæst: Lige nøjagtigt.

Morten: Og så tager vi den derfra og udvikler. Det er jo også det, jeg mener med at gå dialogbaseret til værks. Det er ved, at vi har en samtale omkring de ting, der kommer på bordet.

Gæst: Ja. Der var jo et eksempel på, jeg tror, jeg var på arbejde en dag, du ringede til mig. "Morten, jeg bliver nødt til at snakke med dig", sagde du.

Morten: Ja.

Gæst: "Der er altså noget, der er forkert her, og det bliver dyrt for dig", tror jeg, du sagde. Men det var jo noget omkring det her med fuldmurede vægge.

Morten: Ja, jeg synes jo, at rummene begyndte at blive lidt for ferske i materialitet. Når vi havde et fint gråt keramisk gulv og hvide lofter, og så have sådan nogle hvide gipsvægge også. Så manglede der noget taktilitet. Så jeg foreslog dig, at vi skulle prøve at mure alle indervæggene op.

Gæst: Ja, det gjorde du bare. Og så sagde du, det kommer sgu til at koste et par hundrede tusind.

Morten: Ja.

Gæst: Men det er jo fuldstændig rigtigt, og det var jo noget, det tror jeg måske også er min erfaring efter at have lært arkitektfaget at kende. Det er jo netop nogle af de der ting, som hvis man har den baggrund og den uddannelse og den erfaring, som du kommer med, faktisk kan se det der. Fordi jeg ville slet ikke have tænkt tanken. Men da du så fortalte baggrunden for det, så tog Ellen og jeg lige i tænkeboks i en dag eller to. Men det virkede jo rigtigt. Selvfølgelig skal det være sådan. Det kan næsten ikke være anderledes. Og vi endte jo faktisk med at blive bange for ikke at gøre det, fordi vi troede faktisk, at vi ville komme til at fortryde det.

Morten: Men jeg er jo godt klar over, at når jeg foreslår sådan nogle ting til jer, så har det en påvirkning på jer. Så jeg vægter også, hvad jeg præsenterer for jer. Der er også nogle ting, der er sorteret fra undervejs.

Gæst: Er der det? Hvad har du sorteret fra? Det bliver jeg nødt til at spørge om.

Morten: Nogle flere ovenlys i gangen. Men det var fordi, da jeg selv er i tvivl, så er det ikke altid, man skal præsentere det for sin bygherre.

Gæst: Nej.

Morten: Så er det med bare at arbejde på.

Gæst: Ja. Så du overvejede flere ovenlys.

Morten: Ja, men det skulle der ikke være i den gang.

Gæst: Nej.

Morten: Der var ikke nogen grund til at belemre jer med.

Gæst: Nej, okay. Det var da spændende at høre, hvad der er sket inde bagved på det lille arkitektkontor der. Hvilke overvejelser man har gjort.

Morten: Og størrelsen på atriet, og hvordan skulle det gå længere ud i gangen, så det var mere markant, eller indretning på køkkenet har vi faktisk også snakket en del om.

Gæst: Det har vi også.

Morten: Ja, der er jo mange ting. Det er jo ligesom i alle parforhold. Det er jo ikke altid ting, der var...

Gæst: Nej, det er det nemlig ikke.

En klassisk proces og to ord om samarbejdet

Morten: Er det, ville du karakterisere den måde, vi har arbejdet sammen på det her som sådan en klassisk proces i samarbejde med dig?

Gæst: Ja, det vil jeg faktisk. Sådan har jeg arbejdet. Nu har jeg kun eksisteret som selvstændig i snart syv et års tid. Men det er faktisk sådan, jeg gør i mine projekter og har gjort.

Morten: Okay.

Gæst: Selvfølgelig er der forskel på at tegne en lille tilbygning på 30 kvadratmeter og så tegne en komplet renovering og ombygning.

Morten: Selvfølgelig er der det.

Gæst: Der er jo meget, der er snak om. Men jo, jeg går virkelig meget dialogbaseret til værks.

Morten: Ja. Så hvis jeg hører på det, og hvis det er, man skal vælge Morten Højmark til et projekt, så vil jeg sige, også ud fra den her samtale og i allerhøjeste grad ud fra det, som jeg kender, så er der netop to ting eller to ord, jeg vil sætte på det. Og det ene, det er det her dialogbaserede, altså samtalen omkring det. Der er mange, der siger det som arkitekter, men jeg synes faktisk, at vi har mærket det med dig.

Gæst: Ja.

Morten: Det er den ene ting. Den anden ting, det er det her med den underspillede arkitektur.

Gæst: Ja. Og arkitekturen træder lidt i baggrunden.

Outro

Morten: Morten, tusind tak for samtalen i dag. Det er faktisk meget sjovt. Jeg har jo haft mange arkitekter med i samtalen, men der er jo ikke nogen, vi skal til at bygge med. Det er du jo den eneste, og vi har kørt hele den her proces med dig. Et godt råd, som du skulle give til andre nybyggere, hvad skulle det være?

Morten: Jeg tror, der er flere råd, jeg gerne vil give. Og det, jeg kan høre, I har været inde igennem den samme proces også, det her: Skal vi flytte, eller skal vi blive boende?

Gæst: Ja.

Morten: Og der synes jeg, I har været gode til at mærke efter. Er det her område og det sted, jeg bor, noget, der er godt for os? Kan vi se os selv være her om 10, 15, 20 år også? Hvordan ligger vi på grunden? Ligger huset rigtigt? Er der godt dagslys? Kan man se sig selv i den have her også som ældre? Det er én ting.

Gæst: Ja. Det var jo netop de der venskaber, de der naboer og selve området. Det kan godt være, man har kunnet høre nogle fugle i baggrunden. Det er jo fordi, vi har gået ude i naturområdet, taget en gåtur i stedet for at sidde inde i studiet. Det er jo noget, det kan her. Det er jo noget af det, som, hvor vi virkelig godt kan se, at vi skal bo resten af vores liv.

Morten: Ja. Og den anden ting, det tror jeg, er det der med at lade være med at tænke i løsninger, når man tænker som bygherre. Man kan hurtigt blive meget løsningsorienteret med, at vi mangler et ekstra værelse, så bygger vi lige vores carport om, og så kan det godt være, man går ud igennem bryggerset til det, og der er ikke nogen helhed i det. Men prøv bare at tænke i behov i stedet for i løsninger. Vi har brug for en forældreafdeling, vi har brug for noget mere dagslys i vores køkken-alrum.

Gæst: Ja.

Morten: Og så vil jeg selvfølgelig anbefale, at man tager fat i en arkitekt og så snakker om de ønsker og behov, man har.

Gæst: Ja, ønsker eller de behov, man har, og ikke de løsninger, som man har. Præcis. Men I var løsningsorienterede, da I tog fat på dig.

Morten: I havde været igennem en lang proces også, Morten. Så I var også ret klare på, hvad I gerne ville. Hvilken retning det skulle være.

Gæst: Ja.

Morten: Men det var også en retning, jeg godt kunne se, var rigtig til huset og til stedet.

Gæst: Lige nøjagtigt.

Morten: Så det har det jo faktisk også bare bidraget positivt til processen, synes jeg.

Gæst: Enig. Morten, hvis man skal følge dig eller se mere af det, du har lavet, du har jo i hvert fald din hjemmeside, og det plejer andre folk selv at fortælle om. Nu vil jeg gerne fortælle om din hjemmeside.

Morten: Ja.

Gæst: Fordi jeg synes, en af de ting, man kan finde derinde, det er jo faktisk jeres hus.

Morten: Ja.

Gæst: Og jeg synes, at man som nybygger oftest kan gå ind, og så skimmer man lynhurtigt de her billeder, og så ser man lige, hvordan tingene ser ud og så videre. Men jeg synes faktisk, at man skal prøve at se de billeder, som er hjemme fra jer, og så lægge mærke til detaljerne i det, og så prøve at tænke på det her ord underspillet, som faktisk karakteriserer dig. Tænke på ordet hverdag, livet, hvordan livet leves der i, og så prøve at forstå, hvordan er det egentlig, at det her... prøve at forstå dit mindset, eller hvorfor det var, vi valgte dig.

Morten: Ja, tak for det, Morten.

Gæst: Så hjemmesiden, det er ét sted. Hvor skal man ellers gå hen og møde dig?

Morten: Man er altid velkommen til at ringe og skrive og få en kop kaffe. Men ellers så har jeg en Instagram under opbygning.

Gæst: Under opbygning.

Morten: Og LinkedIn under opbygning.

Gæst: Ja, lige nøjagtigt. Ved du hvad, vi linker til begge dele. Og så plejer jeg at sige tusind tak, fordi du ville deltage i den her episode af podcasten. Det vil jeg faktisk ikke sige til dig. Jeg vil derimod sige tusind tak for, at du har været med til at realisere, eller er med til at realisere det projekt, som Ellen og jeg, det står os meget nært.

Morten: Tak for det. Selv tak, og tak fordi jeg må være med i det. Det er jeg utrolig glad for.

Gæst: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.