Renoveret funkisvilla af PH og Hans Hansen

Intro: Ydmyghed og sund fornuft

Simon: Det er jo det her med, at selvom man har et hus fra 1930'erne, hvor man havde nogle helt andre behov, så kan vi sagtens føre sådan et hus og de her nye behov, som vi har i dag, de her familiebehov, som vi har i dag for køkken-alrum, ind i de her gamle huse her.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. Jeg er ikke sikker på, jeg selv ville have taget opgaven. Altså en opgave, hvor man har fået, at man skal renovere en villa, som er tegnet af nogle af de mest kendte arkitekter i Danmark, Poul Henningsen og Hans Hansen. Men Simon og folkene nede fra Streg Arkitekter hoppede på opgaven. Simon, velkommen i Drømmevillaen.

Simon: Jo tak, tak skal du have.

Morten: Vi plejer at lave sådan en lille cliffhanger, inden vi kommer ind i det, også for ligesom at sætte scenen på den samtale, vi skal have. Og du har jo egentlig været i gang med at renovere et hus, som en meget berømt og kendt arkitekt har stået for. Ja, hvordan går man egentlig til den opgave?

Simon: Det gør man med ydmyghed og sund fornuft. Altså, PH og Hans Hansen er jo ikke hvem som helst.

Morten: Nej. Så ydmyghed og sund fornuft, det var det, der var overskriften i de dage, du mødte ind, når du skulle arbejde med det her projekt?

Simon: Ja, det var det i den grad.

Morten: Det glæder jeg mig faktisk til at høre rigtig meget mere om, og det er jo egentlig også det, vi prøver at bygge samtalen om. Vi skal prøve at gå bag om huset, hvor du skal fortælle omkring hele den her renoveringsopgave, som I havde. Men Simon, inden vi hopper ind i det, så skal vi lige have en chance for at høre om dig, hvem du er, hvad det er, du laver.

Simon: Ja. Jeg hedder Simon Senius, og jeg er partner i det, der hedder Streg Arkitekter. Og i Streg Arkitekter arbejder vi jo meget med renoveringer, især enfamilieshuse, også nybyg. Vi kan godt lide at arbejde med den eksisterende bygningsmasse i Danmark, og det er jo også, fordi vi har et øget fokus på bæredygtighed og det CO2-aftryk, vi har i byggebranchen. Og med alle de materialer, vi får brugt der. Jeg er egentlig uddannet bygningskonstruktør, men har de sidste fem år, hvor jeg har arbejdet i Streg Arkitekter, arbejdet som arkitekt. Så man kan sige, og det ved jeg godt, det er farligt at sige til alle dem, der har siddet fem år på skolebænken på arkitektskolen, så er jeg selvudnævnt arkitekt.

Morten: Ja. Det er faktisk potentielt lidt farligt at sige. Der ligger også en eller anden provokation, fordi du kommer med en anden vinkel på det.

Simon: Ja. Grunden til, vi startede Streg Arkitekter, og fordi det hedder Streg Arkitekter, det er der jo ikke mange, der egentlig ved, men det var jo fordi, vi var to bygningskonstruktører, der har stiftet det. Og da vi skulle finde på et navn, så blev vi enige om, at en tegnestue behøver jo ikke at indeholde arkitekter. Det kan vi godt klare uden. Så vi ville strege arkitekterne.

Morten: Okay. Så stregen kom fra at strege arkitekter. Det kom ikke fra at slå en streg.

Simon: Nej, nej, det gjorde den faktisk ikke. Eller hvad man nu skal kalde det. Og så er vi jo blevet klogere, og er blevet flere arkitekter nærmest end konstruktører på tegnestuen.

Streg Arkitekter og kærligheden til renovering

Morten: Hvad er egentlig det, når du taler om det her, du begynder at tale lidt ind i bæredygtigheden, og du begynder at tale lidt ind i, at det handler mere om måske at renovere nogle ting, mere end om at bygge nyt? Er det det, der driver jer rigtig meget i Streg, eller hvordan?

Simon: Ja, det er det. Vi stiftede jo egentlig selskabet med fokus på at arbejde med hr. og fru Danmark og de huse, de sidder i i dag. Vi kan rigtig godt lide at træde ind i et hus og arbejde med de rammer, der er, og at man ikke bare skal springe til den nemme del og ringe til nedriveren og så bygge noget nyt op. Vi har så stor en historie, kulturhistorie i forhold til vores arkitektur i Danmark. Så det kan vi rigtig godt lide at arbejde med og vil gerne forfine de huse, som vi har, og vise at vi kan føre ældre, gamle huse ind i den nye alder, den nye arkitektur i Danmark.

Morten: Hvad er udfordringen ved det?

Simon: Udfordringen med det er jo alle de her nye teknikker, vi skal have ind i huset, al den isolering, man skal have ind. Men så også at forklare og præsentere et projekt for bygherre, der er lige så fedt som et helt nyt hus. Det er jo nemt at træde ind i et nyt hus. Alt er nyt. Der er ikke nogen problemer. Man er ikke bange for, at der er en revne i gulvet. Så det der med at overbevise bygherre om, at en totalrenovering i bund og grund kan være lige så god som et nybyg.

Morten: Ja. Okay. Det lyder jo lidt som vores egen historie, fordi vi købte jo et gammelt hus og havde planer om, at det skulle rykkes ned, og nu her for nylig har vi også delt det her i podcasten, har vi jo faktisk delt vores historie. Så vi endte jo med faktisk at sige, jamen, vi skal lige træde et skridt tilbage, også på baggrund af, hvad vi har lært i podcasten, og så kigger vi faktisk mere på en renovering, eller har fået tilladelsen nu, til at renovere huset i stedet for at skulle til at opføre et nyt. Så det taler meget ind i vores rejse, kan man sige, Simon.

Simon: Ja. Men det er dejligt at høre, at I ligesom har rykket over til at renovere frem for nybyg.

Morten: Det virkede bare forkert, da vi stod med det til sidst. Det var som om, at sjælen egentlig var forsvundet i det. Der var også nogle flere årsager. Der var også noget økonomi. Der var også noget, fik vi de løsninger, som vi gerne ville. Men drømmen, det var jo den, der måske var det drivende af det, at den kunne vi ikke finde i et nyt i hvert fald.

Simon: Ja. Men det er jo også det, vi hører. Det er jo det sværeste. Det er jo at se mulighederne i det, man træder ud i. Hvis du træder ind i et gammelt hus og ser mulighederne i det. Og det er jo det, vi hører fra vores kunder, fra hr. og fru Danmark, at vi har brug for nogen, der kan inspirere os til, hvad vi egentlig kan få ud af vores hus.

Morten: Ja, lige nøjagtig. Simon, det er jo faktisk ikke alt det her, vi skal tale om i dag. Vi skal jo høre omkring det her hus, vi ligesom indledte med.

Det første møde med PH-huset

Morten: Kan du ikke sådan starte med at gå ned ad villavejen og så fortælle lidt, hvad er det egentlig, det er for et hus, vi møder, og som du mødte første gang, som du kiggede på det?

Simon: Jo. Sebastian og jeg blev jo inviteret ud af bygherre for at se på det her hus her på Gyldenholms Allé. Og havde ikke fået så meget at vide. Vi drejer ned ad Gyldenholms Allé lige omkring hjørnet, og der står bygherre. Og vi parkerer bilen og træder ud, og så står der ellers det her lidt misligholdte funkis-hus i en meget fin, gulkalket farve. Det er sådan forholdsvis lukket. Man kan ikke rigtig, man kan hverken se ind i haven eller se ind i huset. Så det er meget anonymt. Det er meget privat. Men ejendomsmægleren låser jo så op ind til entréen, og vi træder ind i det her lille vindfang her. Rigtig typisk for sådan et funkis-30'er-hus, at der er sådan et vindfang, og så kommer vi ellers videre ind i, hvad der hurtigt går op for os, er hjertet af det her hus her, altså inde omkring trapperummet. Og vi finder jo så også der ud af, at det er jo ikke hvilket som helst hus, vi er trådt ind i. Det er jo et funkis-hus tegnet af PH og Hans Hansen. Så man kan også mærke, at der lige pludselig er en større vægt på ens skuldre og en pligt til ligesom at gøre det ordentligt.

Simon: Men det her hus her, der bevæger sig i, jeg tror, det er seks forskellige plan, vi egentlig arbejder med, er jo sådan en fuldstændig vanvittig rejse fra trapperummet og ud i dagligstuen, ind i det her sjove køkken, som man træder ind i. Og vi står i det her køkken her og undrer os over, at der er et rør lige midt i køkkenet, som vi finder ud af er faldstammen fra toilettet ovenpå. Selvfølgelig. Det er jo klart, at man skal kunne stå og høre, hvad der falder derigennem, når man laver mad i sådan et køkken.

Morten: Så der var en opgave, I stod med der.

Simon: Ja. Det var der. Det var et forholdsvis misligholdt hus. Det trængte til en kærlig hånd.

Morten: Hvad var det så ved det her hus, altså kvaliteterne ved det? Fordi en anden vej at gå, det talte vi også om før, det var jo egentlig at sætte en skovl på det og så rykke det ned. Nu var der jo selvfølgelig også noget historie og nogle berømte arkitekter, der havde slået stregerne på det. Men hvad var kvaliteterne ved huset, som også kunne bruges i dag?

Simon: Der var jo ikke nogen tvivl om, at det her hus, det skulle bevares uanset fredningen eller ej. Fordi det at kunne stå i den her opgang, som jeg skulle til at sige, altså det her trapperum her, og kunne se ud til de forskellige etager, altså det flow, som det her hus her var født med, var jo helt fantastisk. Det at kunne stå og kigge fra den ene etage og ned på den anden. Der var så mange vidunderlige vinkler, man kunne få lov til at opleve huset fra. Vi har alle sammen stået og skulle hænge noget julepynt op i hjørnet af vores stue eller køkken-alrum, og så kigget ud i rummet, og så lige pludselig set et rum på en helt anden måde. Og det er bare så naturligt for det her hus, at når man træder rundt og kommer rundt på de her forskellige indskudte plan her, så ser man huset på forskellige måder. Og så er der jo selvfølgelig tænkt over detaljen. De her indbyggede skabe, den her helt vidunderligt formede trappe igennem huset, den stod jo bare knivskarpt.

Planløsning, funktioner og husets flow

Morten: Var det noget, bygherren også så, eller var det jer som arkitekter, eller hvad kan man sige, med fagligheden inden for byggeri? Var det nemt at gennemskue det her, eller havde bygherren også set det?

Simon: Det havde bygherren jo også set. Og det skal de virkelig have cadeau for. De var jo sindssygt begejstrede for det her hus her og var rigtig gode til at se mulighederne og var også hurtige til at sige, de her elementer skal vi have trukket frem. Det her rum her, det kan et eller andet. Så det var de faktisk rigtig gode til. Og så kan man så sige, at med vores rådgivning i forhold til, hvordan vi fik flyttet de forskellige funktioner fra der, hvor de lå, da de købte huset, til hvor de ligger nu efter renoveringen, var jo selvfølgelig en stor hjælp.

Morten: Hvad var det for nogle funktioner, I flyttede rundt på der?

Simon: Vi flyttede på badeværelse og køkken. Fordi det hus, vi trådte ind i, der lå køkkenet gemt væk. Helt ude bagved. Det er jo sådan typisk, at det var jo ikke noget, der skulle vises så meget frem. Så det rykkede vi fint frem imod haven og ud i det rum, der tidligere var stue, masser af højde til loftet, masser af lys. Så det flyttede vi, og så rykkede vi egentlig badeværelset ind, hvor køkkenet lå tidligere. Og fik etableret et større badeværelse der.

Morten: Jeg var inde og se på huset. Det så relativt stort ud. Er det rigtigt? Hvor mange kvadratmeter var der på?

Simon: Der er jo en fuld kælder, som giver en masse kvadratmeter. En forholdsvis høj kælder. Men ellers så mener jeg, vi har nogle 160 kvadratmeter beboelse.

Morten: Okay. Nå, men så er det jo ikke så stort, som det måske umiddelbart lige så ud.

Simon: Nej, det er det faktisk ikke. Men det er det her med, at når man kan stå og kigge ud til alle rummene. Der er en masse volumen på de her rum her, så det syner af flere kvadratmeter, end hvad det egentlig er.

Farver, facade og jagten på det oprindelige

Morten: Var der andre ting, der var blevet renoveret nu, eller forandret i forbindelse med den her renovering? Nu taler du både køkken og badeværelse. Var der nogle andre ting, som I lavede om? Var der noget i facaden, eller var der nogle ting, der blev lavet om her?

Simon: Nej, der var jo en stor fredning på huset, kan man sige, så det var jo begrænset, hvor meget vi kunne gøre udvendigt. Og det havde vi jo heller ikke nogen planer om at skulle til at lave det helt store. Vi ville jo gerne finde den fine børste frem og så få det her vidunder her frem i lyset igen. Nu havde det ligesom stået dækket til, så nu skulle det frem. Så udover at vi fik renset facaden ned, fik pudset den op og malet den igen, så skete der som sådan ikke noget med facaden. Der blev skiftet vinduer. Og det var jo, normalt skifter man jo bare vinduer. Men her brugte vi jo flere timer på at finde ud af, hvad var det for nogle vinduer, der havde siddet i det her hus her fra starten af. Hvad var det, det blev født med? Så det endte jo med at blive de her rigtig fine aluvinduer med smalle rammer.

Morten: Der var også noget med nogle farver. Det var gult ude mod vejen, er det ikke rigtigt, og så var det rødt ude mod haven. Der var en eller anden speciel historie her, var der ikke det?

Simon: Jo, altså fordi PH jo meget i sin arkitektur, og det ser man jo også i hans lamper, har, at et hus altid skal have to farver. Og det var især, når man arbejdede med flade tage, så skulle det have to farver. Så den måde, det er blevet født på, det er, at det har været rødt ind mod haven, altså det var jo så syd- og vestvendt facade, som var rød. Og så det mod vejen, nordøst, jamen det var så hvidt. Det var så blevet malet gult i tidens løb. Og det er jo egentlig normalt for den tid, at det har haft nogle lidt vildere farver. Der er jo den her hvide myte om, at funkisvillaer altid har været hvide, og de skal bare være hvide. Det er jo ikke helt rigtigt. Der var lidt mere farve på dengang.

Morten: Der var også noget med, at I indvendigt arbejdede med farver og materialer i forhold til noget af det oprindelige, som I egentlig strakte efter, ikke?

Simon: Ja. Der gik vi jo rundt sammen med bygherre og kradsede i væggene og i trappen og skabene og sådan nogle ting, for at prøve at finde frem til de oprindelige farver. Der var ikke særlig meget dokumentation for, hvad huset var født med dengang. Så der måtte vi jo være fysiske og gå ind og prøve at kradse lidt i malingen. Så der fandt vi frem til mange af de oprindelige farver, der har været i rummene, men især på trappen også.

Morten: Og hvad var det for nogle farver, der blev brugt der så?

Simon: Det var jo nogle blå og grønne farver, sådan lidt mere, de er blevet lidt mere afdæmpede, end de nok var dengang. Jeg kunne forestille mig, der var lidt mere smæk på farven. Så er der de her naturfarver, altså sådan en dejlig himmelblå farve og en lidt mosgrøn.

Morten: Det må også have været en speciel oplevelse, kan man sige, at have været arkæolog der, hvis man kunne give dig den titel også.

Simon: Det var fedt. Det er jo fedt at udforske tidligere arkitekters arkitektur og prøve at finde frem til, hvad de gjorde dengang.

Morten: Var det en overraskelse for bygherren, hvad farver der var valgt, eller var det som forventet?

Simon: Nej, det var overraskende. Og det var det egentlig også for os. Vi havde ikke regnet med, at det lige var de farver, der var blevet brugt dengang. Jeg tror også, vi havde en idé om, at det bare blev malet neutrale farver. Men nu er vi glade for at bruge farver. Vi er glade for ligesom at give tingene lidt markant, og ikke bare arbejde med hvidt. Så det var fedt.

Samarbejdet, benspænd og materialevalg

Morten: Simon, du fortalte omkring det her med, at I mødtes med bygherre ude på vejen, og ejendomsmægleren låste op. Hvordan forløb resten af samarbejdet egentlig med bygherren så?

Simon: Forløb rigtig godt. Vi har jo haft fornøjelsen af at være med fra, at de skrev under på købsaftalen, til at huset blev helt færdigt.

Morten: Og hvor lang en proces var det? Hvor lang tid tog det?

Simon: Det tog lidt over halvandet år, så vidt jeg kan huske.

Morten: Okay, så de nåede ikke at flytte ind i det oprindeligt, de gik i gang med renoveringsopgaven fra starten af.

Simon: De gik i gang med det samme. Det var i hvert fald ikke indflytningsklart, kan man sige det sådan.

Morten: Så det var direkte på med arbejdshandskerne og så ellers bare i gang med at få tegnet og få fundet ud af, hvordan det skulle se ud.

Simon: Ja.

Morten: Så I startede med at tegne det, og I fulgte det hele vejen til, at det så var færdigt?

Simon: Det gjorde vi. Vi lavede de første skitser på planløsningen og fik modelleret det hele op. Og fik lavet visualiseringer, fik testet en masse materialer af, og hvordan lysindfaldet så ville være og påvirke de her farver her også, som vi arbejdede med.

Morten: Det er vel egentlig også en foretrukken måde at arbejde på i stedet for at slippe det, når tegningerne er færdige. Jeg tænker, det er sjovere at følge det hele vejen til dørs.

Simon: Selvfølgelig er det det. Vi arbejder jo rigtig meget for at skabe en tryg proces for bygherre hele vejen igennem, og det er jo nemmere for os, hvis vi kan have været med hele vejen, og så er det jo fedt at få lov til at se, at det man skaber, også bliver født. Og ligger i hænderne på en.

Morten: Var der nogle benspænd undervejs? Var der nogle udfordringer? Der var jo selvfølgelig det, at det var beskyttet, og at der var nogle begrænsninger i det. Var der andre begrænsninger, som I stødte på undervejs?

Simon: Det skulle jo lige være samarbejdet med kommunen. Det er jo sådan, når man sidder på hver sin stol og med hver sine briller på og kigger på sådan et projekt her, så har vi jo nogle forskellige holdninger. Og i og med at vi jo gerne vil føre det tilbage til det, som det var, og der var så lidt dokumentation for, hvordan det var dengang, så var der lidt forskellige meninger om, hvad det egentlig var for nogle materialer, der skulle bruges.

Morten: Et eksempel på det var?

Simon: Det var jo vinduerne for eksempel. Der var rigtig meget snak om, at på et tidspunkt troede man egentlig, at det var trævinduer, der havde været i fra starten af. Men efter vi havde dykket ned, så fandt vi et meget gammelt lille billede af facaden udefra, ude fra haven af, hvor vi kunne se, at det var stålvinduer, der var i.

Morten: Hvilket årstal var det, du sagde, det var fra?

Simon: Det er vel opført i 1933 til 1934.

Morten: Hvornår var det så sidst blevet renoveret der?

Simon: Ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Der er ikke rigtig, hvis de nogensinde har gjort det.

Morten: Det blev jo renoveret i mindre omgange, men har aldrig fået den helt store tur. Så der er ikke rigtig nogen årstal på, hvornår det er blevet renoveret. Der er jo ikke lavet nogen energirenovering på det hus, siden det stod færdigt i 34.

Simon: Så kommunen, det var en udfordring med at få dem til at makke ret. Men det lykkedes på grund af den dokumentation og det billede, der var?

Morten: Ja, jeg tror da bare, vi skulle være enige om, hvad det var, og finde den rigtige dokumentation frem, og så blev vi da også enige til sidst. Og så var der også det benspænd, det kan man sige, det kan ske i byggebranchen, men det var jo, at entreprenøren desværre gik konkurs, kort før projektet stod færdigt.

Simon: Så der lå også lidt arbejde i at få løst det.

Morten: Det er klart.

Simon: Er der egentlig nogle ting, altså hvad var der så de største udfordringer, som bygherren kom til jer med? De største kompromiser, kan man kalde det det?

Morten: Jo, men det var jo måske lige, at de drømte om at få et ekstra vindue i det, der så blev soveværelse. Men det var jo ligesom betingelserne for at arbejde med et hus, som har en kulturarv. Men det var egentlig det.

Bæredygtighed og genbrug fra blyant

Simon: Da vi startede samtalen her, så kom vi jo også ind på det her med klima og bæredygtighed og så videre. Var der nogle specielle tiltag, I gjorde i det her projekt faktisk for at prøve at begrænse den påvirkning, som det havde?

Morten: Ja, selvfølgelig. Udover at en renovering altid er bedre for miljøet, så arbejdede vi ligesom med de materialer, som der var i huset. Vi arbejdede med de vægplaceringer, der var, altså for ikke at skulle flytte for mange vægge og bygge for meget nyt op. Men udover det, så arbejdede vi også med genbrugsmaterialer. Og der, hvor vi især fik det ind, jamen det var i polystyren. Altså den her isolering, man bruger i gulvkonstruktioner. Som er noget, der er taget op fra et andet projekt, hvor der er blevet revet ned. Og så har vi ligesom lagt det ned. Og det er jo vidunderligt, når det er sådan, man kan tage et materiale, der har samme isoleringsevne, som da det blev produceret, og bygherre kan jo ikke se det.

Simon: Hvorfor bruger man ikke det i større grad?

Morten: Det spørger jeg jo egentlig også om. Hvorfor er det, man ikke gør det i større grad. Jeg tror, at det ikke passer ind i de teknikker, vi har i dag, eller den måde, man bygger på i dag. Vi har ligesom bare låst os fast til, at man kører ned i byggemarkedet og bestiller så og så mange kvadratmeter polystyren. Og så bliver det leveret, og så er det det, man lægger ned.

Simon: Var der andre genbrugsmaterialer, som I brugte?

Morten: Så var der jo genbrug af døre og sådan nogle ting. Men ellers var der ikke så mange andre. Men det var fra huset selv, altså så det var noget, som I brugte der, så det var ikke sådan, I var ude at hente eller source materialer andre steder fra.

Simon: Nej, det var der ikke.

Morten: Er det overhovedet en gangbar vej at gå?

Simon: Ja, det mener vi jo. Vi mener jo ikke, der er så stor udfordring i at gå ud og finde genbrugsmaterialer. Nu har vi jo GenvirkDåsen, som så fint har jagtet alle de her genbrugsmaterialer her på reoler, som man i bund og grund bare kan plukke af, som var det et andet byggemarked.

Morten: Hvor ville du sådan starte henne? Hvilke materialer ville du sådan starte med, hvis du skulle træffe en beslutning om det?

Simon: Jeg har jo hele min carport fyldt med byggematerialer til vores skur og vores kommende renovering.

Morten: Hvad står der derinde?

Simon: Der står en hel masse træ. Der ligger en masse klemlister for eksempel. Overskudsmaterialer. Jeg tror, hvis man bor i Mårslet, ligesom jeg gør, så har man nok set mig kravle ud af en container et eller andet sted fra et byggeprojekt med en masse træ under armen. Så alle de her overskudsmaterialer, i bund og grund også tagsten, vinduer, døre, der er jo en masse fejlleverancer.

Morten: Men det kræver så også noget af processen, kan man sige, fordi så skal du jo ligesom kunne navigere i det, eller skal man ikke næsten være selvbygger for at det overhovedet giver mening at kigge den vej?

Simon: Jo, det gør det jo nemmere at selvbygge, fordi det er jo nemmere selv at implementere de her materialer. Man skal have en entreprenør, der virkelig er klar på at kaste sig over det her. Det skal kunne lade sig gøre med en entreprenør til at køre det. Og det har vi jo heldigvis nogle gode entreprenører, som er klar på at blive udfordret af det her. Og vi arbejder jo også med det koncept, der hedder materialer fra blyant. Og det vil sige, at vi, når det er, at vi starter et projekt op, kan sidde og kigge på de forskellige platforme omkring, hvad der ligger af materialer. Og så se, jamen er der noget spændende, som vil kunne bruges til det her projekt ud fra den dialog, vi har haft med bygherre. Og så lader vi ligesom de materialer forme projektet lidt.

Morten: Det er faktisk en ny vinkel, som jeg ikke har hørt, at der er andre, der har gjort før.

Simon: Nej, der er jo mange, der bare gør det, at man tegner et fedt projekt, og så går vi ud og kigger på, kan vi finde en erstatning af nye materialer og finde nogle genbrugsmaterialer i stedet for. Og det synes vi jo er et kæmpestort benspænd, at man skal prøve at finde et genbrugsmateriale som erstatning i stedet for ligesom at sige, jamen vi har et genbrugsmateriale, som er megafedt. Vi har en masse cortenstål her. Jamen, det kunne vi jo sagtens bruge på den her idrætshal her. Jamen, hvordan kan vi så få et fedt udtryk ud af det?

Outro: Råd, stolthed og hvor man kan læse mere

Morten: Hvis vi så skal tilbage til det her hus her, hvad er der så egentlig ting, vi kan tage med os derfra? Er der noget, du tænker, vi kan lade os inspirere af, hvis vi gerne vil prøve at renovere med respekt for det oprindelige? Er der nogle gode råd eller nogle tanker eller nogle erfaringer, I har gjort jer der, Simon?

Simon: Ja. Det er jo det her med, at selvom man har et hus fra 1930'erne, hvor man havde nogle helt andre behov, så kan vi sagtens føre sådan et hus og de her nye behov, som vi har i dag, de her familiebehov, som vi har i dag for køkken-alrum, ind i de her gamle huse her.

Morten: Så der er mulighed for at give det et løft op til nutidens standard. Og det skal man ikke lade sig være for skræmt af, lyder det til.

Simon: Nej, det skal man ikke, overhovedet ikke. Og ikke være bange for at kaste sig ud i at prøve sådan en renovering her af og sidde og skitsere på, hvordan man kan komme i mål med det. Tit så ender man jo med noget, der er mere unikt end naboen. Og det er jo altid federe at have noget, der skiller sig ud.

Morten: Det er jeg enig i. Hvis nu jeg havde inviteret bygherren ind i studiet i dag i stedet for dig, hvad ville de så have sagt?

Simon: De havde rost os til skyerne. Ja, selvfølgelig ville de det.

Morten: Hvad er det, de er mest glade for ved den renovering, de har fået?

Simon: Jeg tror, det er den måde, som vi har fået åbnet hele huset op på. Tidligere var der lidt mere lukket ind mod trapperummet, men det har vi virkelig sørget for at få åbnet op, så vi har forbedret det flow, der egentlig var godt i forvejen i huset. Så den her visuelle kontakt imellem de forskellige niveauer i huset er blevet bedre.

Morten: Hvad med dig? Hvad er du mest stolt af?

Simon: Jeg er simpelthen bare så stolt over at have fået lov til at arbejde med sådan et hus og så rent faktisk kunne vise til andre, at trods de her stramme rammer i forhold til, hvad vi måtte og hvad vi ikke måtte med huset, jamen der har vi faktisk ført det her hus her ind i 2020. Som imødekommer de krav, der er til et nymoderne hus. Men jeg kan ikke slippe den trappe der. Da vi åbnede døren og så den der trappe der første gang, til at entreprenøren pakkede den så fint ind i bobleplast nærmest, til de så pakkede den ud igen, og den nu står som den gjorde i 1934. I et nyt og, jeg skulle lige til at sige, forbedret PH og Hans Hansen-hus.

Morten: Ja, det må have været specielt, kan man sige.

Simon: Vi har fået lov til at sætte et Streg-præg på sådan et hus der. Det kan man ikke andet end være stolt af. Og så lykkedes det at få faldstammen ud af køkkenet også, ikke?

Morten: Ja, det var faktisk meget rart.

Simon: Eller, det gjorde vi jo så i bund og grund ikke. Vi fik køkkenet væk fra faldstammen.

Morten: Simon, tak for snakken i dag. Det har været en fornøjelse at høre omkring det her bag om huset. Altid spændende at høre om nogle af de her renoveringsopgaver, og hvordan man er gået til det. Hvis du skal give et godt råd til nybyggere eller ombyggere, eller hvad man kalder os, hvad skulle det være så?

Simon: Udover at finde en arkitekt, så ikke være bleg for at spille bold med arkitekten og prøve at udfordre arkitekten. Der, hvor man får det bedste produkt, kommer altså ud af en god dialog. Så i stedet for at sidde og vente på, at arkitekten ligesom kommer med en løsning, så prøv ligesom at spille bold med ham og at arbejde sammen med ham ind imod et godt produkt eller hende.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Hvis man skal læse mere om jer, se mere om jer, hvis man skal følge jer, hvor gør man det henne?

Simon: Det kan man gøre på vores hjemmeside, stregarkitekter.dk. Og på vores Instagram, stregark. Og så kan man selvfølgelig også altid finde os inde på Danske Boligarkitekter.

Morten: Ved du hvad, vi linker til det hele i shownotes på podcasten her. Og Simon, endnu en gang tusind tak. Det var en fornøjelse at hilse på dig.

Simon: Jamen, tusind tak, fordi jeg måtte være med, Morten.

Morten: Tak, fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør, så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.