Når drømme møder virkelighed

Intro

Ida: For det er jo lykkedes det her. Morten, du blev jo lige pludselig fra at være IT-mand, så blev du byggeleder.

Morten (gæst): Ja ja, og stod et stykke, hvor jeg stod og arrangerede med, da de slog vinduerne ind med en stor kran, og så stod jeg der og korrigerede og hjalp til og tog baghaven i noget rockwool.

Intro: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber vi snart at komme i gang med vores Drømmevilla. I dag har vi Morten og Ida i studiet. De er nybyggere, og de skal fortælle om deres ombygning af et PH- og Hans Hansen-arkitekthus fra 30'erne.

Morten: Velkommen i podcasten, Morten og Ida.

Ida: Tak for det.

Morten (gæst): Tak.

Morten: Jeg bliver nødt til at stille det allerførste spørgsmål, fordi det er jo et vildt projekt, vi skal høre om i dag, og det er et fantastisk hus. Hvor mange gange har I egentlig overvejet, hvad er det egentlig, vi har sagt ja til her?

Ida: Det har vi sagt rigtig, rigtig mange gange.

Morten (gæst): Ja. Det har været en ufattelig spændende, men også ufattelig hård proces.

Ida: Ja.

Morten: Og hvad er det, der egentlig har gjort det? Hvad er sådan den hårdeste ting, hvis I kigger tilbage på det? Hvad var det, der gjorde, at I var ved at kaste håndklædet i ringen? Det ved jeg ikke, om I var. Men hvor I tænkte, gad vide, hvad vi egentlig har begået os ud i her?

Morten (gæst): Det er da, da vi stod, selvom vi havde et rigtig dygtigt arkitektfirma, der hjalp os meget, men da vi lige pludselig opdagede, at vores entreprenør valgte at lave en mere eller mindre kalkuleret konkurs, og vi stod med et helt hus alene.

Ida: Tre uger inden indflytning og skolestart og..

Morten (gæst): Og to dejlige børn, der skulle til at starte i skole. Og et budget, der måske også var oppe i Norge-enden. Så var vi presset.

Ida: Ja.

Morten: Ja. Det er forståeligt. Og det er også noget af det, vi skal prøve at tale lidt ind i i dag. Men inden vi kommer ind i det, kan I lige give en kort introduktion, præsentation? Hvem er I?

Ida: Jamen altså, vi er jo Morten og Ida, og vi bor i Gentofte, der hvor vi har købt det her hus, og jeg arbejder som tandlæge til daglig.

Morten (gæst): Og jeg arbejder i IT-branchen, så på ingen måde noget, der minder om noget af det, vi har kastet os ud i.

Ida: Det må man sige.

Morten (gæst): Ja.

Et træt hus med stort potentiale

Morten: Hvad er det egentlig for et hus, som vi skal snakke om i dag?

Morten (gæst): Det er et funkisvilla fra 30'erne, som er tegnet af Hans Hansen og Poul Henningsen, også kaldt PH.

Morten: Ja.

Ida: Og det er så et hus, som, jeg vil sige, vi købte som et dødsbo. Vi var faktisk ude at se på et andet hus, fordi vi rigtig godt kunne lide det her område. Og endte så med at tage ind til åbent hus her, og så tænkte vi, det var dig, der var sådan, skal vi ikke lige ind og se? Jeg var sådan, ej, det hus der, det skal jeg ikke bo i. Det var jo gult og med nogle vinduer, der slet ikke var arkitektonisk rigtige for det her hus. Det var virkelig forfærdeligt. Så det stod og råbte efter nogen, der ville putte noget kærlighed i det. Men vi kom ind i det og så det, og på en eller anden måde var det bare ret magisk indvendigt. Altså, det trængte helt sikkert til en kærlig hånd, men vi kom ind og så den her helt fantastiske trappe, som ligesom er husets hjerte.

Morten: Og var det det første, I oplevede, da I kom ind? Var den der følelse der med det samme, eller var det noget, der voksede i jer, eller hvordan? Kan I huske det?

Morten (gæst): Den spirede i os, og Ida var meget fokuseret på, hvordan er huset placeret i forhold til lyset, og der var det tydeligt at se fra start af, at det havde sindssygt godt lysindfald alle steder, vi var i huset. Selvom der var nogle af rummene, der var meget små, fordi det var lavet i en anden tid, hvor der måske ikke var helt så store rum, som der er nu i dag. Så var der bare smukt lysindfald alle steder. Og det kunne vi tydeligvis mærke og se, da vi gik rundt. Men vi kunne også godt se, det var et træt hus. Det var et hus, der var vanrøgtet og misligholdt over en meget, meget lang periode, og måske mere end vi faktisk troede, eller vidste fra start af, hvor skidt det stod til.

Morten: Jeg hørte et lille rygte om, at der var noget med en tagterrasse, hvor I havde arkitekten med ude første gang. Kan det ikke passe, at han trådte igennem den?

Ida: Jo, det var jo de der brædder, de var helt rådne der. Jamen, det var helt vildt.

Morten: Ja. Men der har I vel købt huset? Har I ikke det? Når I har arkitekterne, eller hvordan foregik det egentlig?

Ida: Det var faktisk på overtagelsesdagen, at vi kunne få dem med ud. Så der var det vores. Ja.

Morten: Ja.

Ida: Ja, og vi kunne jo godt se de der brædder, den tagterrasse, den var færdig. Men jeg tror, der var andre ting undervejs, hvor man var sådan, hold da op. Vi kunne godt se, vi kunne ikke bare Morten og jeg sidde her og finde ud af, hvad vi lige skulle gøre. Selvom vi da forsøgte meget, og vi tænkte og tænkte, men det var godt, vi fik noget rådgivning ind over.

Morten: Ja. Ja, lige nøjagtig.

Arkitekterne og de første planer

Morten: Hvor lang tid gik der egentlig fra I havde købt huset til, at I begyndte med arkitekter, der var ude til første møde derude?

Morten (gæst): På nogle sjove og krogede veje. Vi havde faktisk, inden vi købte huset, da vi kiggede på et andet hus, etableret en god dialog med det firma, der er Streg Arkitekter, som vi så vælger at gå videre med. Derfor gik det relativt hurtigt. Så vi købte huset, og så gik der faktisk ikke mere end en uge efter, så havde vi Streg-drengene ude og gå rundt i huset med os, og mærke deres entusiasme sammen med vores blev bare super magisk, og man kunne mærke, der var nogle synergier, der blev kickstartet ved at have dem ude. Fordi de kunne se nogle muligheder, og vi pitchede noget ind, og vi kom med vores overvejelser, og de sagde nogle spændende ting.

Ida: Der er ikke noget bedre end når man har købt et hus, hvor man tænker sådan, det kan blive fedt, men alligevel også godt kan se, det er en stor udfordring, at der så kommer nogle arkitekter og et hold, der også kan se, at det kan blive fedt. Altså, fordi så kan man ligesom sammen se lyset for enden, og at drømmen forhåbentligvis kan gå i opfyldelse.

Morten (gæst): For vi havde vist nogle billeder til noget familie, hvor det er ikke nogen hemmelighed, de tænkte, hvad er det for noget gammelt lort, I vil til at købe, og for så mange penge. Og det kunne man godt stresse lidt over. Men at få de drenge ud, der også kunne se potentialet og mulighederne og også satte pris på det smukke lysindfald, det var fantastisk.

Morten: Ja. Lynhurtigt, så bare, kan I fortælle lidt omkring tidslinjen i det her? Så I siger, I købte huset, en uge efter havde I arkitekterne med ude. Hvad skete der så egentlig frem til I flyttede ind i huset?

Ida: Jamen jeg kan huske, vi overtog den 1. oktober, og det er jo så snart to år siden, ikke? Jo. Og så tror jeg allerede i november, så havde de noget, så skulle, lavede de jo arkitekt, altså, vi skulle jo fodre dem med, hvilken retning vi gerne ville have det her. Og det startede de så op på, hvor deres arkitekt Sebastian tegnede og lavede sådan en mockup, tror jeg, det hedder, men i hvert fald sådan en 3D-skitse.

Morten: Og det var 14 dage efter, kan jeg huske.

Ida: Ja, det var ret hurtigt. 14 dage efter. Og det var jo ret vildt at se den der skitse. Der var vi sådan blæst bagover og hold da op. Han har virkelig forstået, hvad det er, vi vil. Okay. Vi blev fuldstændig oppe at køre, fordi det var så fedt, og de havde taget så mange gode ting, som vi selv havde tænkt, men alligevel peppet det op på en helt anden måde, som vi aldrig nogensinde havde tænkt over. Og det er også derfor, vi har reflekteret lidt over i forhold til de penge, vi har brugt på projektet. Altså, det har bare været det aller, allerbedste, at vi fik dem ind over, fordi de så bare nogle ting, som man ikke selv kunne se.

Budget, tilbud og ny entreprenør

Ida: Så begyndte vi jo så at have deres byggerådgiver med ind over, og så begyndte vi at lave tilbud, ikke? Eller skulle udarbejde den der entrepriseplan. Og det var i november. Og det tog lidt tid, fordi vi skulle jo selv i samarbejde med dem finde ud af, hvilke materialer vi skulle vælge, fra alt lige fra gulv til trykknap til toilettet, hvilket blandingsbatteri det skulle være, alt. Og det tager tid. Det tager rigtig lang tid. Og sætte sig ind i, hvad er det egentlig, vi vil med det her hus? Jeg havde en stor drøm om at få gulvvarme, og du ved, så bliver det jo ligesom også lidt mere omfangsrigt. Så alt det skulle vi jo også blive enige om i den del der. Så det tog noget tid, og vi havde jo så alle ude. Det var i hvert fald inden jul, kan jeg huske. Der havde vi alle de der forskellige entreprenører, for de var lidt pressede op mod jul, men vi havde så tre forskellige entreprenører ude.

Morten: Ja.

Ida: Og de var meget forskellige i deres måde og hele måden og tilbuddet an på, synes jeg. Både sådan ens, hvordan man havde det med dem rent kemi, men også rent økonomisk. Der var jo enormt stort spænd imellem dem, hvilket var meget chokerende for os. Vi har jo ikke prøvet det her før. Og det er helt fint, vi skal snakke kroner og ører, men det var mange penge, der var forskel imellem dem. Altså, hvor man tænker, wow. På trods af det er det samme projekt. På trods af det er fuldstændig samme materiale.

Morten (gæst): Det var mange, mange siders materiale, de fik hver især. Men der var også meget stor forskel på deres tilbud i kroner og ører, og også hvordan de greb opgaven an, og hvordan de besvarede udbudsmaterialet. Der er nogen, der udpenslede hver eneste post. Der er nogen, der lavede hver eneste område, maler gav en pris på det, tømrer gav en pris på det. Summa summarum med, at det var en høj pris alle vegne, som der også giver sådan en ret stor mavepuster i forhold til det videre forløb, fordi vi egentlig fandt ud af, at mange af de drømme og tanker, vi havde gjort omkring huset, blev vi nødt til at revurdere. Og der kom vi så et smut forbi banken igen, og måtte faktisk ende med at droppe at gå videre med de tre entreprenører. Så fik vi en anden entreprenør på banen, som vi selv faktisk fandt.

Morten: Og så hvor lang tid tog det? Kan I huske det at få den her entreprenør, de sammenligninger og materialer og alt det der, og få det fastlagt?

Ida: Jeg tror, det var slut januar. Var det ikke det? Nej, fordi vi købte jo i oktober. Det tog en tre måneder. Vi pressede dem jo også lidt, for vi ville gerne i gang. Vi var selv begyndt at rive lidt ned inden, vi ville gerne i gang.

Morten (gæst): Og det var der, hvor vi så lige pludselig havde revet alle gulvene op, alting, og revet alt ned, og så fandt vi ud af, at de havde givet et helt sindssygt højt tilbud på nogle af tingene, så stod vi lidt der med alle gulvene oppe, og vi ville gerne have gulvvarme. Og så kunne vi godt, heldigvis havde vi en sød og god bank, som var villige til at sige, de kunne godt se potentialet, og at det godt kunne bære at kaste lidt ekstra kroner i, og de havde måske også været lidt konservative i forhold til prisen fra start af, hvilket er rigtig godt.

Morten: Okay. De havde prøvet at være med til renoveringsprojekt før.

Morten (gæst): Det havde vi ikke, så de vidste godt, at den ender med at løbe lidt op.

Morten: De havde regnet med, I kom forbi igen.

Morten (gæst): Lige præcis.

Morten: Så det vil sige, at I begyndte at bygge der, hvornår? Hvad taler vi så om? Januar, februar eller?

Morten (gæst): Vi skulle jo lige have det hele på plads med den nye entreprenør, der kom ind fra siden. Og jeg kan huske, de startede til marts.

Ida: Ja.

Morten: Okay. Ja. Og der taler vi nu marts 2024.

Morten (gæst): Yes. Ja. Og de kørte det så som et sjak, der var fra mandag til torsdag og nogle gange fredag, og så sov de over i København. Og så kørte de hjem til Jylland. Og så gav de den fuld gas og skrald på.

Konkurs tre uger før indflytning

Morten (gæst): Og så arbejdede de på indtil sommerferien. Vi skulle flytte ind 15. august, var der planlagt. Og så var det jo så lige deromkring, tre uger inden indflytning, at det hele lige sådan kollapsede lidt.

Ida: Ja.

Morten (gæst): Så fik Ida, den pågældende entreprenør havde reklameret lidt for vores fine lille hus på hans Instagram-profil, og der var der så åbenbart en anden, han også havde arbejdet lidt for, der så, at der også var et projekt på os, og hun kontaktede så Ida bag kulisserne og sagde, at hun havde hørt et rygte om, at den her entreprenør var ved at gå konkurs. Og så var gode råd dyre. Lang historie kort. Han gik så konkurs. Og så stod vi med det her dejlige hus, som på ingen måde var færdigt. Der var ingen vinduer i, der var ingen døre i. Det var virkelig ikke færdigt. Altså, det var virkelig slemt.

Morten: Ja. Det var det. Hvad var det for en følelse at stå med der? Det er måske lidt et blondt spørgsmål, men alligevel, hvad?

Ida: Det har vi haft snakket enormt meget om her bagefter, hvor vi, puha, vi kunne næsten ikke være i det. Men på en eller anden måde finder man jo nogle urkræfter frem.

Morten (gæst): Fordi det er jo lykkedes det her. Morten, du blev jo lige pludselig fra at være IT-mand, så blev du byggeleder.

Ida: Ja.

Morten (gæst): Og noget af et stykke, hvor jeg stod og arrangerede med, da de slog vinduerne ind med en stor kran, og så stod jeg der og korrigerede og hjalp til og tog baghaven og noget rockwool og forhandlede med underleverandører, der også havde brændt nallerne. For de havde jo heller ikke fået deres penge. Og så skulle jeg prøve at finde et kompromis på den bedst mulige måde med dem. Så der går et eller andet overlevelsesinstinkt ind, der slår til. Og det er også derfor, at da du spurgte, Morten, om vi skulle med i den her podcast, var vi i tvivl, for man får lidt posttraumatisk stress af sådan en situation. Men vi kom igennem det, og vi kom stærkere igennem det.

Ida: Og sammen med hinanden er vi jo blevet stærkere. Men jeg vil også sige, det at vi havde haft den rådgiver fra Streg hele tiden undervejs, det var virkelig en stor hjælp også i den situation, fordi hvad gør vi lige? Det er virkelig der, man har brug for at ringe til en ven, der kan komme med et ægte og et godt råd.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Så hvornår flyttede I ind? Hvilken dato kigger vi på der?

Ida: Det var så slut august. Vi kunne heldigvis lige få et sted at bo hos nogen, der var på ferie, og vi kender i området der. Og der var det hele ikke færdigt, men der var vinduer, og det var til at flytte ind i.

Morten: Så nu har I boet der i et års tid.

Ida: Ja, lige præcis.

Morten: Og er I glade for det?

Ida: Ja, det er vi.

Morten (gæst): Vi er super glade, bestemt. Og vi bliver især glade, når man hører, når Ida står og vander blomster, eller jeg står med ungerne og spiller fodbold i haven, at man lige hører en ovre på den anden side af hækken sige: "Hold kæft, det er et flot hus, I har fået lavet."

At føre huset tilbage og gøre det brugbart

Morten: Hvor meget gik I egentlig op i, at det var sådan det oprindelige hus? Er det ført tilbage til sit oprindelige udtryk og form?

Morten (gæst): Ja, rigtig, rigtig meget. Og jeg vil sige, vores starttanker var helt anderledes end det, som det endte op med. Det er helt klart, at vi havde et stort, kæmpe flot vinduesparti ud mod haven. Og der havde vi tænkt, vi skulle have en stor dør ud mod haven. Men sådan som det er nu, og som vi er sindssygt glade for, er det et absurd stort vindue, som bare giver det fedeste lysindfald. Men det var sådan noget, hvor vi egentlig havde troet, at der skulle vi have en stor åben dør. Men der har vi jo i bund og grund gået tilbage til det originale. Og det samme med alle de andre snit i husets vinduespartier, som der var gamle jernvinduer. Der har vi brugt rigtig meget tid på at finde nogle vinduer, der mindede om og var ligesom de originale vinduer, og proportionerne og snittene i vinduerne gjorde også, at huset kom til sin ret igen. En stor facade på forsiden, hvor der egentlig var nogle underproportionerede vinduer, som nu pludselig fik nogle flotte vinduer med nogle fine snit, hvor kanterne og snittene fulgte hinanden, gav bare et helt vildt flot udtryk på huset.

Ida: Men jeg tror også, den var jo også, altså fra at vi havde, fordi huset er bevaringsværdigt, så skulle vi jo også søge kommunen. Og den proces syntes vi var lidt op ad bakke. Det var faktisk også noget af det, vi ventede rigtig lang tid på, fordi det gik lidt langsomt. Så det der med at bestille vinduer, det kunne vi jo ikke, før vi havde fået den endelige godkendelse fra dem. Men jeg vil så sige, jeg synes også, det var rigtig fint, for de kom jo også med nogle helt, har I tænkt over det? Eller hvad med det og det? Eller vi vil opfordre til, fordi det er bevaringsværdigt, at føre det tilbage med nogle trævinduer, som nogen havde sat i i 70'erne, som overhovedet ikke var originale. Så det gjorde vi jo så sammen med Sebastian, vores arkitekt, og kiggede, og var sådan, jamen det var da meget federe. I stedet for også at komme til at ligne et nybygget funkis, fordi det var jo egentlig også der, vores frygt blev, at folk tænkte, nå men har de bare væltet det gamle hus og bygget et nyt? At man ligesom kunne se, nej, det her det er et særligt hus, som bliver renoveret og ført tilbage.

Morten (gæst): Ja. Men der var det, der jo ikke var helt muligt for os. Nu var det jo gult på den ene side eller de to sider og rødt på de to andre sider. Det røde, det var mod haven, da vi købte det. Men originalt havde det jo været hvidt ud mod vejen og røde sten mod haven. Men fordi det havde været pudset op, så var det ligesom ikke helt muligt at få det tilbage til det. Så nu har vi fået lavet det helt hvidt.

Ida: Ja, så det er ligesom der, hvor man kan sige, vi ikke 100 procent kan få det tilbage. Men har virkelig prøvet at bruge meget tid på at undersøge, hvordan man kunne gøre det på den optimale måde. Vi har en gammel jerndør for eksempel nede i kælderen. Og det kan godt være, der fiser lidt kulde ind, men vi har egentlig prioriteret at have den, fordi vi synes, den er så smuk, og vi synes, det er synd at bare smide den ud. Og når folk er forbi, så kigger de også på den og siger, hvor er den bare fed.

Morten (gæst): Og den blev tegnet og var en del af huset dengang PH og Hans Hansen havde det. Så vi har prøvet så vidt muligt at genbruge så meget som muligt, men der var også nogle steder, hvor det simpelthen bare var så råddent og så meget forfald. Blandt andet vores tagterrasse, hvor det simpelthen ikke var fysisk muligt at gemme noget som helst. Og samtidig brugte vi også rigtig meget krudt på at optimere det energimæssigt, indvendig isolering, krybekælder, sløjfe den, isolere alle steder, der kunne isoleres. Fordi der var to millimeter op til loftet. Det var et energiniveau F, så der skulle gøres lidt.

Morten: Hvad med den oprindelige plantegning? Er den nogenlunde fastholdt?

Ida: Den var faktisk ødelagt ret meget af dem, der havde huset før, for husets køkken var slået sammen. De havde sådan et køkken, og så havde de et anretterrum. Det var slået i stykker. Så på den måde havde vi egentlig ikke, det var svært for os at vende tilbage til noget af det originale. Men vi ville gerne have, at det skulle være familievenligt, med små børn, og vi ville gerne have et leverum med køkkenalrum. Så det der bryggers har vi fået, og to badeværelser, hvor der før var et separat bad ovenpå og et lille toilet. Så har vi fået badeværelse oppe i stueetagen, og faktisk også fået et toilet i kælderen. Så på den måde er det bare blevet sådan et hus, der virkelig er rart i dagligdagen og fungerer.

Morten (gæst): Og så har vi jo sparret meget omkring den her sindssygt smukke trappe, der er sådan husets akse, som går op igennem hele huset. Den har vi brugt rigtig, rigtig meget tid med i sparring sammen med vores arkitektvenner, for at beholde den så meget som muligt. Og den har vi også bibeholdt en til en. Det eneste vi har gjort, det er at have nogle andre fodtrin på, som passede med det gulv, vi havde lagt over hele huset.

Valg, kompromiser og alt det usynlige arbejde

Morten: Var det et større projekt, end I havde regnet med?

Ida: Ja, det var det. Helt vildt. Helt sindssygt. Men jeg tror også, det er det der med, så tager det ene det andet. Fra at man tænkte, de her gulve er jo flotte, og det var de jo også. Men når man bare har en stor drøm om at få gulvvarme, så er det jo ligesom det. Så er der en stor drøm om at få højttalere i loftet i køkkenet, og det var jeg helt vild med. Jeg vil gerne have vinkøleskab. Så hele tiden nogle ting, hvor man går på kompromis begge veje. Og hvis der ikke er nogen til at stoppe, så kan det godt tage til.

Morten (gæst): Og så stod vi også med nogle muligheder. For eksempel vores entreprenør sagde, det koster 16.000 eller 20.000 at få et ekstra toilet i kælderen.

Ida: Lidt mere, tror jeg, men ja.

Morten (gæst): Men vi kunne få nogle ting undervejs, hvor når man lige, nå men vi har lige gravet hele kældergulvet op herinde. Det er her, vi vil have gulvvarme i, og vi vil have toiletter. Så kan man jo ikke sige nej til det, når man står der. Så ruller det bare.

Morten: Men har det i virkeligheden været det sværeste, det her med at afstemme mellem jer to, altså mellem hinanden, hvad det er for nogle løsninger, man skal have? Der kan jeg i hvert fald også række hånden op i forhold til Ellen og jeg, at vi synes ikke, det har været super nemt faktisk.

Ida: Nej, det synes jeg heller ikke, det var. Jeg synes, det var svært, fordi man skal blive enig om mange ting. Heldigvis havde vi på en eller anden måde haft et hus før, så vi vidste alligevel også godt, det her det fungerer jo ikke der, og det her vil vi gerne, det her vil vi ikke have. Så på den måde var vi meget klogere, end vi var ved vores første. Sådan noget med akustikloft for eksempel, det var sådan noget, hvor vi i vores gamle hus med unger, der nogle gange kan være lidt højtråbende og skriger og spræller, så var sådan noget med akustikloft nogle ting, vi vidste, det skulle vi bare have over det hele, mere eller mindre.

Morten (gæst): Men sådan noget, det der, jeg kan huske, hvor vi, Ida ville virkelig gerne have det her gulvvarme, og så var det sådan, nå men det kunne hun få i stueetagen. Og så var vi ude med de der forskellige tilbud fra entreprenørerne, og så sidder vores byggerådgiver fra Streg og siger, jamen I skal jo også have gulvvarme ovenpå. Så siger Ida, hvad, skal vi det? Sådan, ja, men det er det eneste rigtige. Og det er der, det er godt at have en ven, der nogle gange ved bedre, hvad der giver mening. I stedet for måske at have gulvvarme i en tredjedel af huset, så kan man lige så godt få det over det hele.

Ida: Så han var faktisk nogle gange lidt den der, når vi ikke kunne blive helt enige, så var vi sådan, nå men så lad os tage den med Sebastian eller Dennis, for så må de lige hjælpe os.

Morten (gæst): En af de største udfordringer, vi har haft, det er faktisk valg af lofter. Hvordan skal vores lofter være? Det har vi virkelig brugt rigtig, rigtig mange timer på at snakke om. Og i bund og grund er det jo egentlig bare et dumt loft. Men hold da op, vi har brugt mange timer på det.

Ida: Det har vi også. Akustikloftet, fordi der er jo 25 forskellige muligheder. Og så er det oven i alle andre ting, lister og trykknapper og fugefarve og microcementfarve. Så kommer der også lige et helt hus fra A til Z. Så er der mange valg og mange overvejelser.

Morten (gæst): Og man kan sige, vores entreprenør, den der gik konkurs, han var også meget god til at coache os og guide os undervejs, og havde også en god stil, som hjalp os med, at det også blev så fedt. Så der skal også sendes nogle positive ting i den vej.

Outro

Morten: Så kommer der jo en dato, hvor man flytter ind, og man får nøglen, og man skal til at flytte ind. Hvordan var den følelse så?

Ida: Den var ikke så god, som jeg troede. Jeg tror, vi begge to havde troet, nu skulle vi åbne en flaske rødvin og fejre det, men fordi vi var så møre af den entreprenør, der var gået konkurs, og fordi der stadig gik en maler rundt og malede, mens vi i bund og grund flyttede ind. Vi havde da forventet, at vi kom ind, og så var alt klar, og så skulle vi bare lige sætte vores ting på plads. Men der var jo intet, køkken, der var ingen bordplade på i køkkenet, og vi var nede i kælderen og lave mad.

Morten (gæst): Ja, og jeg skulle stadig sidde og forhandle med elektrikeren og prøve at få råd og skåret nogle ud med dem, og en sød ung muremester, som lige pludselig var blevet brændt af, skulle vi også prøve at få halvdelen af muren sat fikset til en fornuftig pris, som han kunne leve med, og jeg kunne leve med. Så på den måde var det ikke, det var lidt anderledes, end jeg troede. Men når man spoler tiden et år frem og kigger rundt og står ude i haven og vander blomster og kigger op på huset og sidder med nogle venner og kan mærke, at huset bare lever, så bliver man sindssygt glad. Og så tænker man, det glemmer man heldigvis hurtigt, alt det hårde.

Morten: Hvad så, hvis I skulle se jer tilbage, hvad ville I så ønske, at I egentlig havde vidst dengang, som I ved i dag?

Morten (gæst): Jeg tænker to ting. Tænker du også, Ida?

Ida: Jamen, det var i hvert fald det med entreprenøren. Jeg føler faktisk, vi havde undersøgt godt omkring selskabet der. Men det var ikke nok. Man skal være sindssygt, hvad kan man sige, følge den plan, der er lagt også fra sådan et entreprenørmateriale. Være bevidst om, at man er kun sin egen lykkes smed. Man skal gøre det, der er bedst for en selv. Man skal ikke lytte til, hvis der er en, der siger, vi er foran tidsplanen, når man egentlig kan mærke i bund og grund, at det er man ikke. Man skal have paraderne op.

Morten (gæst): Og så den anden ting, tror jeg, det er det her med, hvor meget tid det tager. Hvor meget tid det i bund og grund tager i dagligdagen, når man kommer hjem efter en travl dag, og så skal man egentlig ikke se en lille god film eller Netflix-serie. Vi har ikke set fjernsyn i et år eller sådan noget. Der skal man så sidde og kigge på, om det skal være en hvidlig fuge, eller om det skal være en anden fugefarve. Og selv når man egentlig har gjort et ekstremt forarbejde og fået verdens bedste rådgivning fra Streg, så er der bare ufattelig mange ting hele tiden, man skal forholde sig til undervejs efterfølgende.

Ida: Det er det, der har fyldt jo. Altså, det vil jeg sige, det er det, der har fyldt mest, og det er det, man skal vide, lige meget hvilket projekt. Om man får nogen til at gøre det, vi har jo heller ikke selv stået med fingrene i det, vi har jo haft folk til at gøre det. Men stadigvæk er der rigtig meget arbejde i det, som man skal gøre op med sig selv, om det er det, man vil. Og helt klart, det er jo mega fedt, at alt er noget, man selv har valgt, når man er færdig. Men det kræver jo også noget. Men det er jo mega lækkert at sidde og kigge på gulvene nu og tænke, yes, det var de gulve, vi drømte om, og det var det køkken, vi gerne ville have, og det kom med gulvvarme, og det fik vi. Alle de der ting.

Morten (gæst): Det var det, vi skulle have med varme i fusser. Og vi har taget hele turen, altså fra A til Z. Vi har gået igennem det hele. Der er ikke noget, vi mangler, lige en lille gelænder på vores tagterrasse. Og ellers er der ikke noget, vi mangler. Der kan man måske også sige, kunne vi have taget flere ting i etaper? Det kunne vi måske godt. Men omvendt var der bare så mange ting i huset, der gav mening, at man gjorde på samme tid. Lave ny el, fordi det sejlede fuldstændig. Så tag det en gang for alle over det hele.

Ida: Ja, gør det ordentligt.

Morten (gæst): Og der er vi nok, altså Ida, hun er, vi er på hver vores måde lidt perfektionistiske, tror jeg, og går op i forskellige ting. Og det har måske været vores forbandelse på nogle områder, men også vores styrke, at man også ikke har gået på kompromis.

Ida: Det sjove er, at du havde lidt svært ved, at jeg var så pernitten med alting, også til sidst hvor det var presset. Morten syntes virkelig, jeg var sådan, jamen det er jo mit drømmehus. Vi skal da ikke bare stå her og kigge på, at nu bliver alle finesserne her til sidst bare skøjtet henover.

Morten (gæst): Og jeg kan jo egentlig godt huske, hvor vi, de der entreprenører, vi havde ude og lave tilbud, hvor du sidder og laver sådan en sød og fin tilbagemelding til dem og sådan noget, tak for jeres tilbud og jeres tid. Jeg var bare sådan, er det ikke lige meget? Men det var jo så nogle af dem, vi faktisk endte med, der var sådan, jamen ved du hvad, I var så fair i jeres tilbagemelding, så det var faktisk dem, der hjalp os, da det hele brændte. Så det var også et råd, man kunne sige, lad brænd aldrig din bro.

Ida: Nej.

Morten (gæst): Snak godt med folk, kommuniker, prøv at forstå folk i bund og grund i processen. Prøv at se tingene fra begge sider, prøv at finde kompromis. Og vi har taget rigtig mange kompromisser i forhandling med folk undervejs. Men jeg synes egentlig, vi er kommet sådan, håber og tror på, at mange af dem, vi har mødt på vores vej, egentlig har haft et godt samarbejde med os undervejs. Og det tror jeg er vigtigt.

Morten: I hvert fald så kan jeg jo sige som en afslutning på det, fordi det begynder vi jo også at nærme os, at vi jo slet ikke faktisk er færdige med at tale omkring jeres hus. Fordi om en uge så får vi jo faktisk besøg af Streg Arkitekter, Simon deroppefra, som egentlig kommer til at fortælle historien omkring det samarbejde med jer. Jeg synes bare, det har været et super spændende projekt at høre om. Jeg synes, det har været super fedt, at I to havde lyst til at stille op i det her. Så jeg vil egentlig bare sige tusind tak for jeres bidrag til Drømmevillaen.

Ida: Jamen, selv tak. Tak fordi vi måtte være med.

Morten (gæst): Ja, selv tak.

Morten: Det var spændende.

Intro: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.