Et nyt hus inde i et gammelt

Intro: Et hus med 200 års sjæl

Michael: Og da så jeg det hus, der lå der, utroligt bitteskönt landskab, ikke. Den endte ude i Mossø med sådan nogle små, hvad hedder det, sådan noget stykker land, der stikker ud, hvor der gik kreaturer på og sådan noget. Det lignede sådan et guldaldermaleri, det hele, ikke. Og huset var enormt sådan poetisk at se på, ikke. Det var forfaldent, og der var ravne i det og sådan noget, men det var meget, meget smukt.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg, at jeg snart kan komme i gang med vores Drømmevilla. I dag har jeg besøg af Michael Lange, der er arkitekt, og vi skal høre om et specielt hus, hvor han har hjulpet som arkitekt. Man har taget et gammelt, bevaringsværdigt hus, som man har rykket alt det indvendige ned i, og så har man ligesom bygget en ny kerne op. En spændende snak og en spændende historie. Michael, inden vi kommer ind i selve samtalen, så bliver jeg nødt til at spørge dig: Hvordan får man egentlig sådan en moderne komfort til at spille sammen med 200 års sjæl i et gammelt hus?

Michael: Jamen, man skal jo være meget, hvad kan man sige, tænkt det godt igennem, ikke, hvordan man gør det. Ja. Fordi man skal ikke ødelægge den der sjæl, udvendige sjæl, og man skal gerne have noget af den udvendige sjæl også til at komme ind i bygningen, ikke. Så den der nye komfort, det er jo også sådan noget med rumhøjder og installationer og så videre. Det skal jo være der på en eller anden måde, ikke, fordi man skal leve i det hus, ikke. Så man kan ikke undgå, der kommer en modernitet, altså et eller andet moderne inde i huset. Så det der skel, hvor det kommer hen, det skal man selv beslutte, ikke.

Morten: Så det, du siger, det er i bund og grund, at det kræver rigtig god, hvad kan man sige, forberedelse og projektering og forståelse af hele projektet. Det er jo ikke en tilfældighed.

Michael: Ja, men det er jo ikke en tilfældighed. Man bliver nødt til at tænke sig rigtig godt om, ikke. Og man skal også arbejde med det hele tiden, ikke. Hvordan, hvor er ligesom det skel henne mellem det gamle og det nye, og hvordan kan man få det til at hænge sammen, ikke.

Morten: Lige nøjagtig. Og det er jo lige nøjagtig det, hele vores samtale den næste halve times tid her kommer til at gå på, hvor vi skal gå bag om huset på et projekt, du har arbejdet med for en bygherre. Men Michael, inden vi går ind i det, så lad os lige høre din baggrund. Hvor kommer du fra?

Fra Aarhus til Berlin: Michaels baggrund

Michael: Jamen, jeg er uddannet på arkitektskolen i Aarhus, ikke. Men har altid gerne villet være arkitekt. Jeg har haft nogle slængture rundt andre steder, men jeg ville gerne være arkitekt, siden jeg var dreng, ikke, og altid tegnet og ville det. Så kom jeg på arkitektskolen, og så var det sådan lidt både en god ting, men også en mærkelig ting, vi skulle sidde og læse Kapitalens første bind i enormt lang tid, ikke. Inden vi fik lov til at tegne et hus, og så endelig fik vi lov til at tegne et hus, ikke. Og så var jeg der, og jeg havde et enormt godt studie, det var simpelthen meget, meget positivt. Og så bagefter fik jeg job hos min professor, Johan Richter, Kær Richter. Det var det første job, jeg havde, ikke. Ja. Og det var sådan startskuddet, hvor jeg blev sådan, det var mesterlære næsten, ikke. Jeg kom på projekter i England og i Tyskland og så videre. Og specielt Tyskland blev mit metier, fordi jeg kom fra Sønderjylland og kunne tale tysk og så videre. Så var jeg med på alle de der projekter, og det var meget inspirerende. Og så skiftede jeg senere til Arkitema, de hed Arkitektgruppen dengang, og var ansat der. Ja. Og der var så nogle fra 3XNielsen, der spurgte: ”Michael, skal vi ikke starte noget sammen i Tyskland?” Og så tog jeg til Tyskland, og så fik jeg inviteret os til en konkurrence uden for Berlin. Og den fik vi sådan en fjerdedel af, af 260 boliger. Og det var startskuddet. 3XNielsen måtte sige fra, de kunne ikke følge med, og så måtte jeg selv ansætte nogle folk på det projekt i Berlin. Ja, okay. Og vi boede på en lille kaserne uden for Berlin, en gammel østtysk kaserne, hvor vi havde fået lov til at sidde med tegnestue. Og der var jeg fire år, og det var meget sådan en co-hus, ikke. Vi sov også på drømmesenge og sådan noget for at klare skærene, ikke. Ja. Men det var meget kreativt, og vi blev inviteret til enormt mange pilotprojekter og konkurrencer og vandt også konkurrencer, og det fungerede fantastisk, altså. Okay. Og så var jeg der i mange år og boede dernede i Berlin i en lejlighed, ikke. Og fik opholdstilladelse, og så på et tidspunkt blev jeg inviteret til at blive underviser på arkitektskolen i Aarhus. Ja. Og så valgte jeg at tage tilbage, samtidig med mine projekter kørte videre i Berlin. Og så var jeg på arkitektskolen nogle år og kunne så se, jeg bliver nok nødt til at komme tilbage til hovedsageligt, selvom jeg arbejdede videre på tegnestuen, så skulle jeg jo koncentrere mig om tegnestuen, og det har jeg så gjort sidenhen, ikke. Ja, okay. Men jeg har jo dengang, jeg sad i Berlin, der lavede jeg både boligprojekter, jeg lavede byplanprojekter, jeg lavede designprojekter og så videre. Det gjorde jeg også senere, alle mulige typer projekter. Og i 2004-05 stykker var der danske investorer, der spurgte, om jeg kunne hjælpe dem med projekter i Berlin, og det har jeg så gjort i stor stil, ikke. Ja. Med at finde ejendomme, vurdere dem, transformere dem. Og det var altid gamle boliger og ejendomme, der skulle renoveres og saneres og transformeres, ikke. Ja. Så jeg er simpelthen en gammel ræv i det der område af ombygningen, ikke.

Morten: Spændende. Det lyder super spændende.

Michael: Og samtidig har jeg lavet mange boliger, private boliger om, ikke, altså lavet om eller bygget boliger. Så det er sådan ligesom det, men det har altid været en meget seriøs måde at være arkitekt på, hvor man sådan prøver både at være artistisk og også at være faglig og saglig omkring økonomi og konstruktioner og så videre, ikke. Ja. Det er jeg opdraget til igennem de år, jeg var på tegnestuerne, ikke. Altså det der med at have styr på sagerne, ikke.

Danmark og Tyskland: Regler, proces og arkitektur

Morten: Lige nøjagtig. Hvad er forskellen så? Det leder det, det blev jeg nødt til at stille det spørgsmål, inden vi kommer videre ind i samtalen. Hvad er så forskellen på Danmark og Tyskland, rent arkitektonisk eller sådan rent byggeteknisk, eller hvad kan vi lære af Tyskland? Det er nok egentlig det, jeg spørger om.

Michael: Altså det er jo ikke fordi, der er sådan imellem arkitekter. Jeg havde virkelig gode samarbejder med tyske tegnestuer, altså, fordi jeg var en lille tegnestue. Jeg havde op til 12 medarbejdere på det tidspunkt, ikke. Men jeg arbejdede sammen med større tegnestuer på de der projekter, og det var inspirerende. Så jeg kunne jo ikke altid tale kollegasnak med mine medarbejdere, men det gjorde jeg så med de der andre partnere eller tegnestuer, ikke. Ja. Og det var ret positivt, men altså forskellen, det er meget processtyret, fordi man skal gøre nogle bestemte ting i de der, og der er mange regler, ikke. Ja. Da jeg startede i Tyskland, der købte jeg to meter bøger, ikke, om DIN-normer og sådan noget, fordi vi skulle følge med i alle de der ting, ikke, og man skulle opfylde enormt mange regler og så videre. Det er meget, meget firkantet det hele, ikke. Og det lærte man jo at arbejde med, ikke. Så jeg ansatte tyske medarbejdere også, ikke. Ja. Og efterhånden var det så ikke et problem, og så udfoldede det sig igen med arkitekturen, ikke. Det gik ikke på kompromis. Eller det skabte ikke et eller andet form for negativ påvirkning af arkitekturen, synes jeg.

Morten: Okay. Men altså det er sådan et andet land, men alligevel meget tæt på. Det er vi jo ikke altid så glade for at acceptere, men Tyskland og Danmark, vi er ikke væsentligt forskellige, vel? Altså...

Michael: Nu når jeg har talt med folk her igennem podcasten, så hører jeg noget af det, der faktisk holder den danske innovationsmulighed eller forandringsmulighed, faktisk holder det en lille smule tilbage. Det er faktisk rigide regler, og at det bliver fastholdt på den måde. Er det så endnu værre i Tyskland, kan man sige, jo.

Morten: Ja, nej, altså det er jo sådan noget med de regler, der er. Jo, men man kan godt sige, jo, altså reglerne i Danmark kan være rigide, ikke. Og der er også sådan nogle fastsatte systemer. Altså det er sådan noget med de store, man skal have store tegnestuer for at kunne blive inviteret til konkurrencer og sådan noget. Ja. På et tidspunkt, da jeg var dernede, der var 80% af alle tegnestuerne i Tyskland to til tre medarbejdere, ikke. Ja. Så små var de, ikke.

Michael: Så det siger noget om landet, ikke. Altså, der er også store tegnestuer, men i Danmark har man altid gerne villet have store tegnestuer. Og der er nogle, der har ligesom udviklet den der tendens, at man skal være stor, man skal have en masse CD, altså computere og så videre, systemer, ikke, for at kunne være med og have en omsætning og sådan noget. Det har jo ikke noget med arkitekturen at gøre, vel. Nej, nej, så det... Schultes, han vandt Rigsdagen, ikke. Der sad de oppe på et loft og arbejdede, ikke, ham og to arkitektstuderende, ikke. Men det var jo ikke noget med, og sådan har Utzon jo også kæmpet nogle gange i sit, ikke. Så det er sådan lidt, det er jo ikke noget med, at man skal være på en bestemt måde, men jeg synes, regler er gode, ikke. Det sikrer bygherren. Ja. Fordi vi har nogle kvalitetssikringer og sådan noget af forskellige ting, men man skal også have en eller anden form for nuanceret måde at se det på, ikke.

Morten: Jo. Jeg ved ikke, om det er nok besvarelse af spørgsmålet.

Michael: Jo, det er det. Jeg er også bare nysgerrig på det efter at have talt med rigtig mange her i podcasten. Men faktisk så er det jo ikke det, vi har aftalt, vi skal tale om i dag, fordi vi skal jo gå bag om huset. Vi skal jo gå bag om et af dine projekter. Kan du ikke lige starte med at fortælle omkring det her projekt, eller for nu er det jo lyd, nu er det jo ikke optaget der. Vi har lidt billeder, vi deler, men hvis du sådan skal fortælle omkring huset, ankomsten til huset, hvad er det, vi har med at gøre?

Det gamle hus ved Mossø

Morten: Jamen altså, da jeg kom første gang, altså jeg husker, at jeg var dernede med den kommende bygherre, altså ejeren, der har købt huset, ikke.

Michael: Og da så jeg det hus, der lå der, utroligt bitteskönt landskab, ikke. Den endte ude i Mossø med sådan nogle små, hvad hedder det, sådan noget stykker land, der stikker ud, hvor der gik kreaturer på og sådan noget. Det lignede sådan et guldaldermaleri, det hele, ikke. Og huset var enormt sådan poetisk at se på, ikke. Det var forfaldent, der var ravne i det og sådan noget. Men det var meget, meget smukt. Det lå sådan i fugten, dampen fra natten, ikke. Det var et meget smukt sted, ikke. Ja. Da jeg så kom ind i det, så var det meget miserabelt på mange måder. Der var papvægge, uisoleret, det var meget små rum, ikke. Det var fugtigt, og det var oppe under loftet, var det næsten gået til, ikke. Så det krævede en kærlig hånd, altså en virkelig gennemgribende ombygning. Ja. Og det var det, vi så blev enige om, det var, at vi skulle lave en mere dybdegående ombygning af det her for at skabe værdi, ikke. Altså, fordi huset har også kostet noget, så det skulle også kunne bevares i fremtiden, ikke. Så det var sådan noget med, hvor startede vi henne, og det var vi enige om, at det ville komme til at koste nogle penge at gøre det her. Og bygherren ville gerne have, hvis jeg måtte springe over i den næste ting, det var, at de ville godt have, at det blev sådan nogle åbne rum og åbne forbindelser i rummene. Det skulle ikke være små, lukkede celler, men at der var en eller anden form for sammenhæng i det hele, ikke.

Morten: Ja. Og hvis man ser på det, så er det jo et ældre bindingsværkshus. Det er jo fra 1800-et-eller-andet, 30, 40, nu har du så fortalt mig det. Ja, ja. Og det er jo nok ikke typisk det, man har forbundet med nogle store, åbne rum. Det var jo nok noget helt andet, dengang du kom ned og så det første gang.

Michael: Ja, det var det også. Det var det der meget, meget tætte og meget, meget små celler, som man nu havde, som man levede med dengang, ikke. Men i og med, at der er nye regler til, hvor høje rum skal være, ikke, beboelsesrum og så videre, og vi har nogle nye krav til installationer og så videre, og rumlighed og bevægelse, flow igennem sådan en bolig, ja, er det vigtigt, at det også er muligt, ikke. Og det havde jeg altså ikke noget problem med at tænke det nyt i den sammenhæng. Det var ikke sådan en, jeg følte ikke, at jeg havde en forpligtelse over for de skillevægge, der stod der, og de papting, vel. Nej. Men vi gjorde det med meget sådan en, som jeg også nævnte tidligere, ikke, man skal have en eller anden form for overvejelse om, hvor langt man skal gå, ikke, og hvordan man kan få det her til at hænge sammen, det ydre og det indre, ikke. Så vi besluttede simpelthen, at vi godt måtte ændre det indre. Ja. Så det var egentlig det, der var grundlaget, altså.

Morten: Var det egentlig, når man ser på huset, så er det jo et, ja det er jo med strå, det er jo et ældre hus også med stråtag. Var det beskyttet? Altså, var det et beskyttet hus, eller var der nogle begrænsninger i forhold til det?

Michael: Vi ligger i et område omkring Øm Kloster, hvor man har nogle ønsker om, det gjorde museet i Skanderborg også, at man skulle prøve at bevare, eller man skulle bevare den ydre form på huset, ikke. Ja. Så vi var lidt bundet af nogle bestemte ting. Vi måtte godt flytte det 5-10 centimeter eller sådan noget, taget eller et eller andet, ikke. Men det skulle have samme karakter, da man så det. Ja. Og det var ligesom en binding. Der var ikke nogen bindinger til det indre, altså.

En ny kerne i det gamle hus

Morten: Hvad flyttede I så på det udvendige? Hvad forandrede I på det udvendige?

Michael: Jamen, der var, på grund af de højder, altså, vi kunne heller ikke, der, hvor taget møder ydervæggen, er man jo bundet også, fordi facaden giver nogle bestemte. Man kan ikke løfte tagskægget op, det ser også mærkeligt ud, ikke. Ja. Så vi prøvede at, og det vindue, der sidder ud mod søen, gjorde vi vist fem centimeter højere, ikke, altså for at få lidt mere lys ind. Og det er jo småting, ikke. Det er små justeringer, vi lavede, ikke.

Morten: Så i bund og grund et gammelt bindingsværkshus med stråtag, hvor I nærmest beholder alt det udvendige, eller i hvert fald formen på det og udtrykket på det. Jeg tænker, det også har fået en god tur. Men alt det indvendige, det har I ligesom rykket ned og så startet forfra.

Michael: Jamen, da vi så kommer til at skulle arbejde i substansen indvendig, ikke, så viser det sig, der er ikke nogen isolering. Ja. Det er simpelthen den her ene side, som er kampestensvæggen, ikke, og den anden side, som er bindingsværkvæggen, ikke. De har ikke nogen indre isoleringsværdi, vel. Og vi blev nødt til at fjerne alt det, der var. Og det endte med, det kan man se på billeder også af byggeprocessen, vi fjernede alle skillevægge, vi afstivede alle de ydre mure, og vi tog taget af også. Ja. For at kunne lave det ordentligt. Og så blev der simpelthen fjernet alle skillevægge, alt det, der var eksisterende. Der var heller ikke nogen rigtige fundamenter under ydervæggene. Ja. Men der var under de der skillevægge. Det fjernede vi, og så byggede vi så en indre kerne og en gang rundt langs den ydre, fordi vi kunne heller ikke få det til at passe. Du kan ikke lave vinduer, der passer ind til nogle værelser, fordi det er helt andre højder, det handler om, ikke. Ja. Så både at vi skal lave en isolering og en stabilitet, vi skulle også stabilisere ydervæggene, ikke. Det var også det, jeg glemte at sige i starten. Vi skal også stabilisere de ydervægge med stål og med beton og med tegl og så videre. Så vi blev nødt til at adskille tingene, så den ydre historiske del, den har sit eget liv, andre egne højder og så videre. Men den indre, den har et andet liv, ikke. Jo. I samklang, kan man sige, ikke.

Morten: Ja, lige nøjagtig.

Michael: Og så det der mødepunkt, det står så i den der gang, vi etablerer en gang rundt om hele den indre kerne for at friholde de ting, der sker inde i huset, i højder og konstruktioner, fra det, der er yderst, ikke. Ja. Og vi byggede også en indre, altså fundamenter rundt langs hele ydermuren og murede vægge op, stabile vægge for at kunne bære tagkonstruktionen og sætte stål i og så videre. Så det blev en stabil konstruktion og en fremtidig sikker konstruktion, ikke.

Lys, rum og oplevelsen i huset

Morten: Ja. Jeg sidder lige og kigger på det billede af den lange gang, hvor man ser det, der er det jo tydeligt at se ydervæggen på venstre side og så se kernen på højre side. Jeg sidder og tænker på, hvordan sikrer man sig egentlig med lys i sådan et her? Det er det første spørgsmål, jeg tænker, der sådan kommer til mig.

Michael: Jamen, lyset er der jo. Altså lyset, der var, der er faktisk rigeligt med lys, når man ikke deler det op med skillevægge, ikke. Når man bruger det lys, der er der igennem de vinduer, der er til de facader, der er fyldt med vindue, vinduespille, vindue og sådan noget hele vejen hen, ikke. Ja. Så kommer der egentlig meget fint lys ind fra alle sider, og det gjorde vi så også, at vi lod vinduesåbningerne indadtil åbne sig med sådan en skrå fals. Ja. Så at lyset bliver diffuseret ind i rummene på en meget bedre måde, ikke. Nå, ja.

Morten: Hvordan kom det så ind i værelserne? Er der så vindue indtil, eller hvordan fungerer det?

Michael: I værelserne for enden har de deres egne vinduer. Ja, okay. Både siden, men også i gavlen er der også vinduer der, ikke. Ja. Og i de rum, det kan jeg fortælle, når jeg nu fortæller om rundgangen i huset, men der er også en alkove, som ikke har lys, men når du åbner ud til gangen, så har du så lys ind alligevel. Så kan du åbne og lukke en skydedør, og forældresoveværelset er også med vinduer, ikke. Okay. Som en del af gangen, som man lukker af med pendulhængte døre, når man skal sove, ikke. Ja, så der er sådan nogle dispositioner, som vi har lavet, eller en disponering af forskellige rum og sådan noget, som skal passe til lyset, ikke.

Morten: Selvfølgelig. Selvfølgelig.

Michael: Men lyset skal anvendes til det hele. Plus at der også skal være lys op ovenpå kernen, som vi har inde midt i huset, hvor vi har et opholdsrum eller en hems, hvor man kan sidde og opholde sig, så man kan se ud og få en oplevelse af det lys, der kommer ind fra de vinduer nedenunder.

Morten: Ja, lige nøjagtig. Hvor stort er huset egentlig?

Michael: Jeg tror, det er på 140 kvadratmeter i grundplan, og så er hemsen nok 30 kvadratmeter eller sådan noget. 200 kvadratmeter. 180 til 200 kvadratmeter.

Morten: Ja. Det er også noget selvfølgelig. Ja, ja, men det er selvfølgelig. Har du fået noget, eller hørt noget? Hvad er det første, folk siger, når de træder ind i huset, og de oplever det her? Hvad er sådan den der umiddelbare reaktion på det? Fordi det ser faktisk meget specielt ud det her. Det ser mega fedt ud, men det er jo også en anderledes oplevelse end at træde ind i et traditionelt hus.

Michael: Ja. Men jeg ser det lidt sådan, altså, nu skal jeg fortælle, hvad folk de siger, når de gør det bagefter. Men jeg vil bare lige sige, den oplevelse, vi har tilstræbt, det er sådan en lidt teatralsk, lidt kirkelig. Altså hvis du går ind i en gammel kampestenskirke, så har du den samme type vægge og så videre, og den der hvide hud, der ligger indvendig, ikke. Så det er ikke sådan en eller anden modernistisk ting. Det er noget med, at man understreger den understøbning af den ydre mur, ikke. Men når du kommer ind, de folk, folk der kommer og besøger huset er meget begejstrede, ikke. Fordi materialerne også er meget gedigne, ikke. Jo. Du træder ind på en granitsten, når du kommer ind, ikke. En stor granitsten. Og du har Dinesen Douglas-gulve over det hele, ikke. Det er blødt at gå på, det er meget smukt, og der er en god akustik derinde, og der er meget lyst i rummene, ikke. Ja. Så de fleste, jeg har oplevet, ikke. Nu har jeg jo ikke været der, når de her bygherrer har haft gæster, men de er begejstrede for det, ikke. Jo. Men jeg er også begejstret for det, og jeg synes, det er lykkedes, altså. På alle mulige måder, som vi havde ønsket, det skulle blive, ikke.

Morten: Hvor kom inspirationen fra? Kan du huske det? Hvor kom idéen til den her konstruktion?

Michael: Jamen, det er sådan en, alle de her, jeg fortalte om, at vi skulle have afstivet den ydre mur, ikke, isoleret den. Vi skulle have lyset delt rundt til de andre rum, ikke. Ja. Det skabte den her gang rundt, ikke. Så vi adskilte tingene, ikke. Ja. Og så skulle vi have lyset til at fordele sig i hele området, ikke. Ja. Den der økonomisering med lyset var ret vigtigt for os, ikke. Jo. Men der er ikke nogen direkte relation til nogle bestemte projekter eller inspiration for noget. Det er sådan dukket op, det er vokset op af opgaven, ikke. Ja, okay. Og de problemer, der var i opgaven, ikke. Jo. Hvordan kan vi gøre det på den optimale måde? Hele tiden med en eller anden form for, jeg var jo chef, så en bremse af, hvad der kunne lade sig gøre, eller hvad vi måtte, ikke måtte, ikke. Jo. Men vi havde ikke sådan et formuleret regelsæt for, hvad der måtte ske, vel.

Tre liv for det samme hus og laden som supplement

Morten: Nej, lige nøjagtigt. Nå. Jeg kan kun opfordre til, at man kommer ind og ser nogle af de her billeder, fordi det ser rigtig, rigtig spændende og interessant ud. Men det er også en sjov historie med dig og det her hus her, fordi du har jo egentlig ikke kun haft fat i det én gang. Er det ikke rigtigt?

Michael: Jo, jeg byggede huset om i 2006 til, jeg tror, det er til ni, ikke. Ja. Og så blev det solgt på et tidspunkt. Og den nye bygherre eller kunde, der købte huset, den nye ejer af huset, kontaktede mig også, fordi vedkommende var begejstret for huset og ville gerne have opført en lade og lavet nogle ændringer i huset. Så det var anden gang, jeg havde kontakt. Og der byggede jeg så den trælade, der ligger bag huset. Ja. Som vi kan snakke om bagefter, men den kom bagefter til. Og tredje gang var nu her i 2024, hvor huset blev solgt igen, hvor en ung familie købte huset og ville have mig til at hjælpe med nogle småting, nogle justeringer af huset.

Morten: Okay. Så jeg har været heldig og kunne arbejde på huset tre gange. Ja. Hvordan har det været? Fordi typisk så hører man jo egentlig, at når projektet er færdigt, jamen, så er arkitekten jo også ligesom ude, så flytter familien ind, jo. Men her møder du det tre gange. Du møder tre forskellige historier. Du møder tre forskellige bygherrer, selvfølgelig, som har nogle forskellige ambitioner.

Michael: Fuldstændig korrekt. Jamen, det er jo, altså, jeg synes jo, det er en gave at få den mulighed, ikke. Altså, man kan jo sige, hvis det hus ikke havde været det hus, det nu er blevet, så havde det måske ikke altid været fornuftigt og rart og så videre med så mange gange. Men jeg synes, det har været positivt, ikke. Og jeg har haft kontakt med de der bygherrer også sidenhen, ikke. Ja. Jeg har haft tidligere. Så jeg synes, det der med at være livsarkitekt på et, det behøver ikke at være et hospital. Det er der mange arkitekter, der har haft, hvor de har arbejdet på det i 50 år, ikke. Her har det så været et hus, som fordi der også på mange måder skulle ske nogle nye ting med det, ikke. Og det har været en fornøjelse at have med at gøre.

Morten: Du nævner laden, at den blev bygget til i ni, eller det er i hvert fald der, hvor der kommer nye ejere til. Vi skal lige høre lidt om laden og hvad det er for en bygning, der bliver sat derude, og hvad formålet med den er.

Michael: Jamen, den blev bygget til, det var i, jeg tror, det var 10, 11 stykker. Okay. Der kom den nye bygherre og spurgte mig, om jeg ikke ville tegne en lade, som de kunne have alt deres skrammel. Altså, det er jo det, når man har sådan et hus, der er solitært, som det nu er, det der bindingsværkhus, så enten har vi græsslåmaskinen stående i gangen, eller også har du et skur til det, ikke. Altså. Så de ville gerne have et hus, som kunne indeholde alle de der grej, man nu har, ikke. Plus et udekøkken, plus brænde og så videre og så videre. Så vi tegnede, eller jeg tegnede den lade som en tømmerkonstruktion, beklædt med cedertræ med store porte, som kan lukkes i. Og så er den totalt anonym bagefter. Det er ligesom Pandoras æske, når du så åbner den, så kommer de ting frem. Du åbner gavlene, så åbner du ud til et stort kampestens-udekøkken, ikke. Ja. Når du åbner de andre, så er der brænde ind bagved, eller så står der en havefræser eller noget andet. Skraldespande og så videre. Men det hele er lukket. Også tagbeklædning er i øvrigt også med cedertræ på, ikke. Så det er sådan en anonym boks. Og det var kommunen, altså Skanderborg Kommune, museerne, også, hvad hedder det, landzonetilladelsen hang også sammen med, at vi havde sådan en anonym kasse, der stod der, ikke. Altså, en lade, som ikke gjorde væsen ud af sig selv, ikke. Og den skulle heller ikke tage magten fra det eksisterende hus, længehuset, bindingsværkhuset, men den skulle være et supplement til den, ikke. Men der var ikke andre måder. Man kunne også forestille sig, at det skulle være en vinkel og sådan noget. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Der var kun et bestemt sted, den kunne stå, den der lade. Ja. Så det blev der. Og det er egentlig ligesom blevet grundlaget for at tegne den, ikke. Det var, at den måtte stå i forlængelsen af det eksisterende hus. Ja. De store porte åbner sig op og skaber sådan et rum imellem de to huse, når de sidder udenfor med gæster og så videre, med langborde og spiser grillmad og sådan noget. Ja. Og det skaber et ekstra sted imellem husene. Ja, okay.

Morten: Okay.

Michael: Men alle portene i laden er sådan forstærket med stålrammer og skudrigler. Alt sammen lavet specielt til stedet, ikke. Ja. Og de er meget, meget kraftige og meget, meget stabile. Så det er en fornøjelse at tage fat i dem, og de drejer let og så videre, ikke. Indeni, jeg glemte lige at sige, inde i huset er der også et muret hus. Ja. Tilfældigvis. Ja. Der er et muret hus, som er isoleret, som er et rum, som kan bruges til opbevaring, vinteropbevaring af forskellige ting, malergrej og mad og så videre. Men der står også et jordvarmeanlæg, fordi de valgte, de var trætte af at have det oliefyr, de havde overtaget sammen med huset. Det larmede hele tiden. Og så sagde de, kan vi ikke lave et jordvarmeanlæg, som kan være fuldstændig stille. Og det blev det så. Så grejet står derude, men det er ført ind til huset i en kanal. Og nu er der helt stille derinde, også den nye ejer, ikke. Ja. Så det kostede selvfølgelig nogle penge, men det er en fornøjelse.

Outro: Hvad kan vi lære af huset?

Morten: Ja. Jamen, det kunne man godt forestille sig. Og igen, kom ind og se billederne og prøv at blive inspireret af det her, fordi jeg tror faktisk, at det også er med til at forstå det. Michael, hvis vi lige skal prøve at hive os sådan lidt op i helikopteren her, så kunne man, jeg ved ikke, om man kunne have valgt at rive det hele ned. Det tænker jeg ikke, man kunne, fordi der var nogle restriktioner. Men hvis vi skal prøve at se det sådan helt generelt ud fra nogle huse med historie eller generelt bare huse. Hvad kan man så egentlig lære af det her? Hvad er den historie, du har at fortælle her?

Michael: Altså, nu er det jo en bekostelig affære, ikke, at gøre det her, det vi har gjort, ikke. Men det ville også være bekosteligt at lave det tilsvarende nyt, ikke. Altså, det ville også være dyrt, ikke. Jo. Men jeg synes, nu er der så en restriktion på, at man ikke må rive det ned, og man skulle ligesom bevare den eksisterende facade og sådan noget, ikke. Men det giver også en eller anden, det er jo sådan noget med, nogle gange kan modstand være befordrende på kreativiteten, ikke. Jo. Yes. For man giver det sådan et ekstra lag. Man kommer virkelig op på dupperne, når man skal gøre noget, som er anderledes, end det man plejer at gøre, ikke. Jo. Så det kan godt kreere nogle løsninger, som man ikke har forestillet sig, ikke. Jo. Og det var jo ikke noget, vi havde tænkt over i første omgang, dengang vi startede og kom derned, før man sagde, okay, det hele bliver nødt til at, vi bliver nødt til at ændre hele konstruktionen og så videre. Men jeg vil ikke sige, at alle huse kan have samme tur, vel. Men der er nogle huse, som ikke har den samme værdi i det ydre og ligger det samme sted og så videre. Så det er sådan lidt afhængigt af det. Men jeg har lavet mange andre ombygninger, hvor jeg har lavet indre ændringer, flyttet skillevægge og så videre, lavet større sammenhænge mellem køkken og stue rundt i huset, ikke, som har været positive resultater, ikke. Ja. Så det kommer lidt an på, hvilken opgave det er, ikke. Og de år, jeg var i Berlin, der gjorde vi det samme, ikke, hvor det så var modsat, der havde vi gamle fabriksbygninger, som vi konverterede til boliger, ikke. Hvor vi lavede loftslejligheder, ikke. Hvor vi satte skiver ind, og hvor der var fire meter til loftet og så videre, ikke. Altså, man må tage de der udfordringer og så få det bedste ud af det, ikke. Ja. Eller det optimale ud af det. Ikke det bedste, men det optimale ud af det. Ja.

Morten: Så det er at tage udgangspunkt i det konkrete hus. Det er egentlig det, du siger.

Michael: Ja, det gør det. Ja. Det gør det altid. Altså, det ville være, jeg har ikke sådan en eller anden formel eller et eller andet regelsæt, jeg skal følge hver gang. Jeg tager det helt fra bunden af. Jeg sletter ligesom den der lille blok, man havde som barn, og så kan man starte forfra, ikke. Ja. Men nej, det er det jo ikke. Jeg har en masse erfaring, men jeg synes, man bliver nødt til med respekt for bygherren og huset og sådan noget, skal man starte forfra, eller tænke sådan meget nyt. Og så skal man selvfølgelig bruge sine erfaringer fra forskellige andre undervejs, men for at lave hovedgrundlaget for projektet, skal man prøve at være fri, ikke. Jo. For at kunne se, hvordan kan man optimere de forskellige ting. Også forholdet mellem ude og inde og sådan noget, som er en af de ting, som jeg synes, der betyder enormt meget for et projekt.

Morten: Men jeg har hørt dig også sige, at man ikke altid bare skal, altså, det gjorde vi i hvert fald, inden vi kom ind i samtalen her i podcasten, at man måske rykker for ofte ned, og der kan man måske også kigge på haven. Altså, det hele bliver sådan, ryk ned, og så starter vi forfra. At der måske også er nogle andre overvejelser, man skal have med sig, ikke.

Michael: Jamen, jeg bor i et område, hvor der bliver revet huse ned, ikke. Og hvor man renser grunden også for træer, beplantninger og sådan noget, og så starter man forfra, ikke. Ja. Og det synes jeg måske også, jeg ved også, at der er kræfter, der er begyndt at modvirke det i Aarhus i hvert fald, ikke. Fordi man synes, det er et ressourcespild. En dårlig måde at omgås de ressourcer, vi har, ikke. Og jeg synes også, der er nogle værdier, som forsvinder, ikke. Der er nogle gamle funkishuse og sådan noget, der bliver revet ned, fordi så bygger man en stor kolos i stedet for. Og man fjerner træerne, som har en stor værdi for grundstykket, men også for naturen og dyrene og sådan noget, men også for den sammenhæng, der er til de andre haver, ikke. Så det giver jo sådan et eller andet, det er jo et netværk af rum og beplantning, som hænger sammen, ikke. Jo, det er der. Så jeg synes, man skal have respekt for det. Og det er også i sidste ende, det er jo også noget, bygherrer tænker på, det er pengene, ikke. Det er økonomien. Der er det jo også en besparelse at kunne bruge noget af det eksisterende. Ja.

Morten: Ja. Det er også nogle gange svært, og det kræver jo en ekstra efterisolering og sådan noget, men man skal prøve at tænke over det.

Michael: Ja, det er rigtigt. Det er ret vigtigt.

Michael: Altså, vi kan jo også bare sige med vores eget byggeri, det er jo også noget af det, vi er kommet tilbage til. Nu har vi lige delt i en ny episode her i podcasten, hvor vi egentlig er gået fra en tanke om at rykke det hele ned og starte forfra til faktisk at genbruge nogle af tingene. Så vi går i hvert fald også den vej. Michael, hvis du skal opsummere her til sidst, nogle punkter på det her, hvad var egentlig den største udfordring i arbejdet med det her hus her?

Morten: Største udfordring, altså, jeg synes ikke, der, altså, det hele var en udfordring, ikke. Ja. Så det var bare at have den balance imellem det indre og det ydre, ikke. Altså, fordi det var så forskelligt, ikke. Altså, det blev så forskelligt, eller det skulle være så forskelligt for at opfylde bygherrens ønsker også, ikke. Ja. Og det var den balancegang, som jeg synes er lykkedes ret godt, ikke, altså. Ja. Og at det ikke er blevet sådan et eller andet fremmed element, der ligger derinde. Men det er også noget med, at vi har holdt det i materialer, som har noget med, som er tidsløse, ikke. Jo. Det er gode materialer, og det er muret, og det er trævinduer og så videre og så videre. Der er ikke noget, der er fremmed, vel, altså på den måde. Det er holdt i en tekstur og en overflade, som er forståelig, ikke.

Michael: Ja.

Morten: Så der er sådan noget menneskeligt over det, ikke. Og det skal det være, ikke. Når man går rundt, så kan du, jeg glemte at fortælle, der er også en vandring ind igennem, ikke. Altså, man går ind igennem de gange og kommer ind i det åbne, dobbelthøje rum, og man kan gå op på det dobbelthøje, op på kernen og se ud over landskabet og så videre, ikke. Der er en sammenhæng i det her. Det var det, bygherren gerne ville have, ikke. Ja. Og det har selvfølgelig været en udfordring at få skabt det i det her hus her. Ja. Men det blev også godt, ikke. Så på mange måder har det taget tid, og det koster kræfter og så videre. Men det er nået herhen, og jeg er glad for, at det står der stadigvæk, og folk er glade for det.

Michael: Ja. Så...

Morten: Jamen, og det ser, igen, jeg har nævnt det et par gange, kom ind og se billederne. Det har været super spændende at høre om det her hus her, Michael. Og tusind tak, fordi du har haft lyst til at dele historien her i Drømmevillaen. Hvis vi nu skal drage glæde af, eller nybyggere eller ombyggere skal drage glæde af din store erfaring, et godt råd til os som nybyggere, hvad skal det være?

Michael: Jamen, altså, det er jo altid svært at give råd på den måde, men jeg synes, man skal virkelig overveje, altså, hvis man bygger nybyggeri på en ny grund, som er udstykket, så er der fri leg på en anden måde, ikke. Men jeg tror, at man godt kan drage erfaringer fra eller inspiration fra fortiden, ikke. Og specielt hvis man køber et hus, som ligger på en eksisterende grund, skal man overveje at få det ombygget, ikke. Ja. Og anvende noget af det. Man kan bygge til, man kan ændre ting, man kan transformere det til noget andet, ikke. Man kan lægge en ny etage på og så videre. Men bevare noget af den værdi, der er. Fordi hvis man køber en grund med hus på til 7 millioner, og så river ned for 3 eller 4, så har du ikke så meget tilbage, vel. Så skal man starte forfra, ikke. Så der er noget værdi i det, ikke. Ja. Og jeg synes, lad dig inspirere af det eksisterende, der er der, ikke. Det synes jeg. Og så synes jeg, det er noget med at få opbygget, også få klarlagt ens egne drømme og tanker om, hvad man gerne vil have, ikke, og hvor meget plads har man også brug for, ikke. Jo. Fordi om nogle år, så flytter børnene hjemmefra, og så videre. Skal huset stadigvæk være så stort? Og hvor lidt kan man nøjes med og så videre, ikke. Ja. Lige nøjagtig. Men jeg synes, der er en masse ting, man godt kan have i sine overvejelser, når man starter, ikke. Altså.

Morten: Spændende. Ved du hvad? Vi har sendt det her råd videre, og hvis man skal læse mere om dig eller følge dig lidt mere, hvor skal man gøre det henne?

Michael: Man kan gøre det inde på min hjemmeside, som er lange-ark.dk, ikke. Ja. Og så har jeg også en LinkedIn-profil, og jeg skal ikke glemme Danske Boligarkitekter. Der står det meste efterhånden om nogle af mine projekter, ikke. Ja. Gå ind og kig derinde, ikke. Og der er det projekt her også dokumenteret.

Morten: Lige nøjagtig.

Michael: Så, og man er velkommen til at kontakte mig til spørgsmål, ikke.

Morten: Ved du hvad? Vi linker ind til det hele her og lægger nogle billeder op i vores show notes her. Så, Michael, tilbage er der bare egentlig at sige tusind tak for din...

Michael: Ja, tusind tak. Jeg siger også tak. En god samtale.

Michael: Ja, det er godt.

Morten: Tak for samtalen. Hav det godt.

Michael: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.