Haven som modspil til murværket

Intro

Kjeld: Jeg kan jo godt opleve, der er nogen, som virkelig gerne vil have det minutiøst og lavet helt ned i mindste detalje. Og så er der nogen, hvor jeg kan se, de kan både få ting til at gro, de kan også sætte farver sammen, de er gode til at lave plantesammensætninger. Så fortæller jeg dem sådan set bare, hvor bedene skal være henne, og så siger jeg: "Fyld lige det her ud selv." Det er lidt som at give dem en malebog, hvor stregerne er sat op, og så kan de selv sætte farver på.

Intro: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. En have, det er ikke bare noget, man anlægger. Det er noget, man giver plads til. I dag taler vi med Kjeld Slot om den levende ramme, og om hvordan haven kan løfte både huset og hverdagen.

Morten: Kjeld, det er lidt en speciel optagelse i dag, fordi vi er faktisk kommet ud i naturen. Vi er kommet ud i haven, og vi står ved siden af hinanden hjemme ved en af dine kunder og skal prøve at tale igennem den her etablerede have, og hvordan man gør det. Så første gang du kom på adressen her, hvad var egentlig dine første tanker, da du så det?

Kjeld: Ja, der så det jo ikke sådan ud. Der så det jo temmelig anderledes ud. Det er jo sådan en lille pudset murermestervilla med to vinduer og så et lille, hvad hedder sådan noget, et lille skilt midt på facaden, hvor der står Dora. Det er sådan et hus fra omkring år 1920 eller sådan noget. Og der kender de fleste jo den slags huse, og der er der et hvidt stakit rundt omkring. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad det egentlig var, der var her, men jeg tænkte sådan, at det her var udkanten af et gammelt byggeområde fra 1900-tallet, og så er det så nyt den vej udad, i den anden retning. Så det skiller faktisk her. Men jeg tænkte, at det greb, vi ligesom skulle bruge i forhold til at lave noget her, det var, at vi skulle prøve at bruge nogle af de elementer, der var fra den tid, hvor man har en lille hæk, og man har et træ, og man har måske et lille bed, og man har nogle fliser, man kan gå på. Så det var sådan overordnet det, jeg tænkte. Og det tænker jeg nok altid, når jeg kommer til nogle huse, som har en eller anden alder, eller som har et eller andet udtryk, at så tænker jeg, at man skal prøve at bygge videre på nogle af de ting, som huset allerede resignalerer, fordi en af mine grundtanker er, at huset er havens hoved.

Morten: Lige nøjagtig.

Kjeld: Hus og have skal på en eller anden måde hænge sammen, ikke?

Morten: Og det er lige nøjagtig det, vi skal prøve at tale om i dag. Og for dem, som ikke kender dig, Kjeld, velkommen i Drømmevillaen.

Kjeld: Tak.

Morten: Hvem er du?

Kjeld: Jeg er selvbestaltet havearkitekt, kan man sige, og har arbejdet med det i 20 år nu, godt og vel. Ja.

Morten: Fedt.

Kjeld: Og det er et fantastisk arbejde. Det er enormt livsbekræftende, og jeg har nogle store opgaver, og så har jeg også nogle mindre opgaver, og private opgaver, det er mindre opgaver for private i deres egne private haver.

Morten: Og hvor mange huse, eller hvor mange haver har du tegnet igennem de her 20 år?

Kjeld: Jeg har ikke rigtig tal på det, men det nærmer sig nok 1500 eller sådan noget.

Morten: Hold da op.

Kjeld: Men der er også nogle af dem, der ikke bliver til noget, men nu er jeg jo så blevet så kræsen, at nu screener jeg folk.

Morten: Det er et godt sted at sidde, jo.

Kjeld: Ja.

Stedets præmisser og forhavens greb

Morten: Jamen hvad, og det vi står ude ved, det er jo, vi står ude ved Morten og Lotte. Vi kender dem faktisk begge to, og det er jo faktisk Morten og Lotte, vi har mødt hinanden igennem.

Morten: Ja.

Morten: Morten er en god kammerat, og Lotte er en god kammerat af både Ellen og jeg. Og det, du har tegnet deres have, og Morten, han er jo også vores arkitekt på vores byggeri. Så det er jo egentlig det, der er forbindelsen med det her.

Kjeld: Ja, og så er de jo glanskunder. Altså, forstået på den måde, at de er jo nogen, de gør jo, hvad man siger. De hører jo efter. Der var mange gange, man kan opleve, man kommer til nogen, de hører ikke efter, hvad det er, man siger.

Morten: Nej, det er lige nøjagtig. Hvor er det altid rart at have nogle glanskunder, ikke også?

Kjeld: Ja.

Morten: Hvad var egentlig det for et greb, du har brugt her? Fordi Morten og Lotte, de stod jo med, første gang du var her, der var huset, der var det jo en renoveringsopgave. Det er jo en tilbygningsopgave, som Morten selv tog sig af, selvfølgelig med Lotte. Men hvad var det, du tænkte her så? Du siger, det er jo et ældre hus, men hvad var det for nogle greb, du kunne se, at man faktisk kunne bruge her?

Kjeld: Jamen man skal jo ikke underkende det, at når man kommer til et sted, så kan man godt se, hvordan folk bruger deres sted. Hvis det er sådan, de kører bilen ind på grunden, så er det nok svært at få dem til at lade være med at køre bilen ind på grunden. Så det var ligesom også en af præmisserne for, at den skal blive ved med at være her på en eller anden måde, og så havde vi sådan en diskussion længe om, skal vi lave sådan en åben carport, så den bliver nærmest lidt usynlig, så vi stadigvæk kan se husfacaden, eller hvad skal vi? Og det er jo sådan en dialog, man kan have frem og tilbage. Men jeg havde ikke nogen ambitioner om, at vi kunne lave ren have, og så skulle bilen komme ud på vejen her, for det tænkte jeg ikke, det kunne være. Men det synes jeg også er enormt inspirerende og enormt udfordrende, det er, at man kommer og ser, der er folk, der bruger tingene på en bestemt måde, og så skal man på en eller anden måde formgive sådan, at de stadigvæk kan bruge det. Så der er en indgang, og så er der et parkeringsområde, og det er lavet med tegl. Og det giver jo nærmest sådan en hesteskoform, hvor der er en bue på græsplænen, som rækker ud imod fortovet som en tunge, så du kan gå rundt om den her græsplæne. Det er jo ret generøst at lægge, her har vi fortovet, og så her ved siden af, så har vi sådan en ret bred række af tegl, inden græsset kommer, sådan at vi også nærmest inviterer forbipasserende til lige at gå en tur ind over det der private skel. Men det er jo en måde at være generøs på, det er jo en måde at være venlig og udvise en eller anden form for venlighed i forhold til omgivelserne, i forhold til naboerne. Det er, at vi har ikke lukket os inde bagved nogle høje hække. De står derinde som nogle skærme, der ligesom skal komme op i højde med sålbænkene. Og det er jo sådan en reference for det der gamle hæk, der står helt ude i vejen. Vi har bare sat den ind som to forskudte skærme, og så er der tre bede med ammelathyrus og så bregner i bunden. Det er det, der er her. Og det er jo markant anderledes end hvad der ellers er her på vejen, fordi hvis vi bare lige kigger over på den anden side af vejen, der er der et sort plankeværk ud til vejen.

Morten: Ja.

Kjeld: Så det er jo markant anderledes.

Kjeld: Men det er jo det, vi ofte ser, og det er jo det, vi ofte gør med forhaver. Forhaver kan jo være et tema i sig selv. Du kan jo nærmest lege kender du typen ved at gå ned ad en gade og så prøve at kigge på, hvad er det for nogle forhaver, der er? Er der overskud derinde? Eller er der ikke? Er det nogen, der rejser meget? Gider de at være i haven i det hele taget? Passer de den, eller er det et underskudssted? På den måde er det jo et visitkort, man sender ud. Det er jo også sådan en forhave til facaden på huset. Og det er jo sådan noget, vi alle sammen mere eller mindre har det sådan, det skal gerne overstås, fordi vi opholder os ikke rigtig ude i det. Men her har vi så gjort en dyd ud af at formgive det og så bruge nogle ret flotte materialer her, som passer sammen med tegltaget, så det virker venligt.

Når haven får lov at leve

Morten: Hvordan balancerer man det her mellem at designe en have og egentlig lade den udvikle sig så helt naturligt?

Kjeld: Jamen det har jeg faktisk ikke særlig meget indflydelse på. Det er sådan set dem, der passer haven, der bestemmer det. Her ligger plejeniveauet på et meget højt niveau.

Morten: Ja.

Kjeld: Der bliver gået til den.

Morten: Det er man da ikke i tvivl om.

Morten: Ja, og det er jo ikke i dagens anledning, fordi vi står her. Det er jo bare, når man kommer her.

Kjeld: Ja, ja, det er det. Man er ikke i tvivl om, at i hvert fald husfruen herinde i huset, hun elsker have. Hun elsker havearbejde, og hun kan godt lide, det ser fint ud, og hun gør sig omhyggelig, gør omhu med det. Når jeg siger det der med, at det egentlig ikke har særlig meget indflydelse på, så er det jo igen det der med, at man kan jo godt lade græskanten gro ud over teglstenene, sådan at man ikke kan se hjørnerne på teglstenene, og sådan at det bliver en blød overgang. Det er der lidt herhenne i den her sammenhæng. Det er garanteret også, fordi det bliver slidt, fordi man går herinde på græsset. Men det var sådan set ikke tanken, da vi lavede det. Men hvis jeg boede her, så ville jeg nok lade græsset gro lidt mere, og så ville jeg nok også så nogle bellis herinde.

Morten: Lidt mere vild med vilje, eller hvordan?

Kjeld: Nej, vild med vilje, det kan slet ikke tåle det. Det er jo en stram have. Nej.

Morten: Nej.

Kjeld: Jamen, lad os prøve at komme lidt over i haven. Skal vi ikke gøre det? Prøve at komme lidt over og se.

Kjeld: Jeg har hørt, at der er en løgplan her, at der er krokusser, der er forårsløg i den her store græsplæne om foråret. Jeg har endnu ikke set det, men.

Morten: Ved du hvad, skal vi ikke lave en aftale, at vi kommer forbi?

Kjeld: Jo.

Morten: Og så ser vi det her til næste forår.

Morten: Ja.

Rum, belægning og have som modspil

Morten: Men hvad er det, vi kommer over i nu? Fordi nu går vi jo ned langs huset her, og nu kommer vi over i den lukkede del af haven, ikke?

Kjeld: Ja. Det er jo en privat afdeling, kan man sige. Hvis man kigger på belægningen herinde, så er det introduceret et nyt belægningsmateriale. De store grå, firkantede, fuldkantede cementfliser, som jeg synes jo, de er meget smukke, når de bliver fuldkantede. De er skarptkantede, der er ikke nogen fas rundt omkring, men at de sådan er hele, fordi fugen bliver sådan meget delikat tynd, og den får nærmest den samme tykkelse som her, hvor der er tegl. Og der har vi så gjort det, at vi ligesom har lagt dem ud nærmest som tæpper. Vi har ikke mikset dem sammen, men vi har lagt dem i nogle store flader, sådan at når du kommer indenfor døren her, eller den her indgang, der er her til, så er der først et stykke med tegl, og så når gårdrummet her udvider sig, så er det belagt med cementfliser det hele, og så ligger der et teglstykke derovre, og så ligger tegl igen. Så får du nogle rene flader, lidt ligesom gulvtæpper inde i stuen, som definerer nogle særområder, og du får ikke tingene til at flyde ud i hinanden. Du markerer rummene, så for det, de er. Og det synes jeg i hvert fald selv er vældig vellykket her, også fordi vi står med en gammel bygning og så en ny bygning. Så ligesom for at gentage det der med, vi har noget gammelt, og vi har to forskellige materialer, vi godt tør at sætte op imod hinanden. Det giver en markanthed, og det giver nogle zoner i haven, som belægningen er med til at bestemme.

Morten: Lige nøjagtig. Og jeg vil sige, nu går du og fortæller omkring, hvordan haven er designet her. Det er lidt svært at se det i en podcast, fordi det er jo kun lyd. Men vi tager nogle billeder og lægger op på hjemmesiden omkring det her, så man kan gå ind og klikke det igennem, og så kan man se, hvad det er for nogle ting, som vi taler om her. Kjeld, hvis man følger dig, så kan man høre, du taler om det her med det groede op imod det byggede miljø. Kan du ikke lige prøve at fortælle, hvad er det for nogle tanker, der ligger bagved den del?

Kjeld: Ja, det er jo, nogle gange så kan tingene også godt, jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare på det, uden at det bliver sådan banalt. Jeg tror, det handler meget om, at vi i de sidste 20, i hvert fald siden jeg startede med at lave haver, har oplevet meget det der med, at jeg nærmest lidt skulle konkurrere med arkitekter, og nok mest bygherrer, om at de ikke behøvede at lave de der kæmpestore terrasser, som jo er bygget af døde materialer. Og de behøvede heller ikke at lave en dobbelt indkørsel. De kunne godt nøjes med, at hvis selve garagen ligger langt inde tilbage på grunden, så behøver man ikke at køre ved siden af hinanden samtidig, når man kommer hjem. Man kan godt bare køre på en bane, og så udvider det sig, og så kan man. Så alle de der ting, hvor vi ligesom laver befæstelser eller belægninger, og hvor vi laver terrasser, og vi bygger skure, og alt det byggede, det kommer jo til at fylde mere og mere på temmelig små grunde. Fordi arealerne er blevet mindre og mindre. Vores grunde er blevet mindre, og husene er blevet større.

Morten: Ja.

Kjeld: Så der er ikke særlig meget plads til det groede.

Morten: Så du siger faktisk, at terrasserne skal måske fylde mindre?

Kjeld: Ja, det synes jeg, de skal. Hvis man har en græsplæne, og så to bukke og et par døre, så kan man sagtens holde en stor fest derude de to gange om året, hvor der kommer nogen.

Morten: Ja, det kan man.

Kjeld: Ja, det kan man. Og det er også sådan noget med det der med, jeg synes måske, det er overdrevet det der med, at vi ligesom skal have indendørstingene med ud. Så meget som overhovedet muligt. Vi bor jo sådan set i Danmark, og så mange solskinstimer har vi heller ikke her. Men vi indretter os, som om vi bor i Sydspanien mange gange.

Morten: Og hvad siger du, de tager ting med ud? Hvad er et eksempel på det?

Kjeld: Jamen du kan jo bare tage, der er udebrusere, og der er loungeområde. Det er jo sofasæt, ikke også? Vi mangler jo bare fladskærmen, og så er det grill, og det er meget af det, og det er udekøkken, og det er, og der er hoppeborg, og der er trampoliner. Og du ved, trampolinen, det er havearkitektens hadeobjekt.

Morten: Lige præcis. Det kunne jeg godt forestille mig.

Kjeld: Men der er jeg kommet dertil nu, hvor jeg tænker sådan, hvis vi skal have børnene ud, og vi skal have dem væk fra skærmen, så er jeg begyndt at kalkulere med, at der skal være en trampolin i haven, og den skal graves ned.

Morten: Ja. Lige nøjagtig. Hvad sker der, hvis det er, man ikke har den her balance mellem det levende og det døde? Hvad sker der så? Hvad er det for nogle oplevelser? Hvad er det for nogle ting, der sker så?

Kjeld: Jamen man snyder sig selv for at opleve årstidernes skiften. Man snyder sig selv for at opleve insekter. Man snyder sig selv for det der liv, der jo er ude. Bare det der med at sætte sig ud, tage en stol med ud på græsplænen eller i et bed, eller måske helt ude i skellet, hvis det er sådan, at der er et plankeværk eller en høj hæk, og så sidde og kigge ind på huset. Det er jo ikke skønt, hvis der ikke er noget grønt i mellemgrunden, inden man ser huset. Hvis det hele er bygget, så kan man jo i virkeligheden lige så godt bare bo på en parkeringsplads foran en Netto. Det er jo sådan en anden ting. Det kan vi måske snakke om en anden gang. Jeg har været med til at lave nogle, vi har fået rejst nogle træer på nogle store parkeringspladser, og det har jo betydet enormt meget, når folk kommer på arbejde og kører ind, at de sådan set parkerer ind under en trækrone, og så går de ind på arbejde. Så det der med det levende og det groede og planterne, det betyder enormt meget for os, for vores velvære.

At komme tidligt med i processen

Morten: Jamen jeg vil sige, faktisk vi er jo også, både Ellen og jeg, vi er jo også kommet herude ved Morten og Lotte. Og det er jo specielt Lotte, der har været rigtig god til at fortælle omkring de her ting, og hvor vi har set det, og hvor vi har oplevet det. Så det er jo noget, vi også har taget med, når vi så er kommet hjem og egentlig har snakket om i forhold til vores byggeri. Hold da op, hvor er der faktisk nogle rigtig fede ting i det her. Så nu kan man ikke kopiere en have, og det skal vi heller ikke, men Lotte, jeg tænker, at hun skal ud og hjælpe os med at holde den i hvert fald. Kjeld, jeg har jo haft rigtig mange arkitekter med i podcast indtil videre. Der er mange, der siger det her med at få inde og ude til at spille sammen eller smelte sammen. Kan man ikke godt sige, at arkitekten tegner indefra og ud, men du egentlig arbejder lidt modsat vej?

Kjeld: Jo, altså traditionelt så har vi jo siddet rundt omkring bålet inde midt i vikingehuset, langhuset, og så var der et hul i taget, og så blev der fortalt nogle historier rundt omkring det. Og det er jo en meget praktisk måde. For eksempel huset her, det oprindelige hus, murermestervillaen, havde jo en skorsten inde midt i, og så var der fire værelser, man kunne koble en brændeovn til hvert rum. Og det ligger jo også meget dybt. Vi har det også, når vi kommer ind i nye huse, hvor der ligesom er et arnested eller et ildsted, at det vil vi gerne samles om. Det der ild og kunne sidde inde og kigge ind i bålet. Så det er meget logisk, synes jeg også, at man gør det som arkitekt, at det er sådan en vigtig ting at have med i sin måde at tegne huse på. Og ud fra det tænker jeg også, det er meget logisk for arkitekten at koble det ene rum på det andet, og så få skabt et forløb indvendigt i det hus der, sådan at det fungerer rigtig godt, og man får nogle rummelige oplevelser, når man går fra det ene rum til det andet. Men når det er sådan, du kommer ud, så fiser det hele jo ud. Så flyder alting ud, fordi du har ikke den der rumvirkning, medmindre du skaber den. Og det kan du gøre med planter. Og jeg synes jo, det er interessant at se på, hvad der kan gro i et regionalt område. Der er meget stor forskel. Nu arbejder jeg i det meste af landet, og der er meget stor forskel på, når jeg skal rådgive nogen, der bor vest for Jyllands højderyg, hvor der er meget sandet, og hvor det blæser meget, og så at jeg for eksempel er i Nordsjælland. Det er jo vidt forskellige vækstvilkår, der er. Og det synes jeg også er meget inspirerende at kunne pege på nogle forskellige plantetyper, som så også gør, at vi ikke får de samme haver.

Morten: Ja.

Morten: Jamen det, vi har også sommerhus ude ved vestkysten. Det er i hvert fald markant forskel, der ligger i det. Så hvor synes du egentlig, det er, at vi som bygherrer går galt i byen?

Kjeld: Jamen jeg tror måske, at I vil for mange ting.

Morten: Prøv at sætte flere ord på det.

Kjeld: Jamen det er nok tilbage til det igen med det der med, at alle funktionerne skal ud, og vi skal ligesom, der må ligesom ikke være noget modstand i vores tilværelse. Det skal være så behageligt for os mange gange. Vi lever også i en tid nu, hvor samfundet generelt har nogle andre midler end for 20-30 år siden, og det betyder noget. Men i stedet for at købe en masse ting og stoppe ud i haven, så synes jeg måske, at man skulle købe en gartner, eller bruge pengene på at lave det grønt og rart omkring sig. Jeg har selv erfaringen, fordi jeg har haft en stor have. Det tog mig lang tid at tage mig sammen til at ringe efter en gartner til at hjælpe med at ordne det grove. Men det frigav bare så enormt meget energi for mig, at jeg lige pludselig fik lyst til at lave alle de andre ting, som jeg ikke nåede at få lavet, sådan at min have faktisk bliver skønnere af det. Men det var jo ikke ved, at jeg købte en masse ting og satte en masse ting ud i den og skulle have både det ene og det andet og det tredje. Nej, det var sådan set ved at optimere det grønne område ude rundt omkring. Og det kan man jo godt, det kan jeg godt forstå, at det for nogen kan være besværligt, hvis man har tre-fire børn og man skal på arbejde, to fuldtidsjob. Og så sagde en gammel herre engang, det er til enhver tid samfundet, der bestemmer, hvilke haver vi har. Fordi så længe konen går hjemme og kan passe haven, så er den fin og så er den flot. Men når hun tager på arbejde, så har vi problemer.

Morten: Ja.

Morten: Det var bygherren, der gik galt med det. Hvad med arkitekten? Hvor går de galt med det her?

Kjeld: Jamen ja, jeg synes, det er så hårdt at sige, at det går galt.

Morten: Det er så kun mellem os to. Vi deler det ikke nogen steder.

Kjeld: Ja, nej, jeg synes, at jeg oplever, der er mange gode tiltag og gode løsninger. Og jeg elsker at arbejde sammen med bygningsarkitekter, og også sammen med bygherre. Men jeg vil også sige, at for mig som have- og landskabsarkitekt, så kan jeg se på det, jeg har lavet, at de bedste resultater er kommet, hvis jeg er kommet tidligt ind i processen.

Morten: Det er jo faktisk lige nøjagtig det, jeg forventede, uden at sige det.

Kjeld: Nå, okay. Ja, men det er jo ikke fordi, at jeg skal sætte mig selv op på den høje hest og så sige, at de ikke kan lave noget uden, at jeg er der.

Morten: Men hvad er det for en forskel, du gør? Nu trykker jeg dig på maven. Hvad er det, hvis du kommer tidligt med i projektet?

Kjeld: Jamen det er noget med at kigge det udefra. At jeg går ude i skoven, og jeg går og kommer ind til huset, og jeg ser på, hvordan er områderne ude rundt omkring det hus der? Hvordan er det at være i dem? Det er ikke kun et spørgsmål om at kigge ud på den. Det er også noget med at opleve at være i de rummeligheder, der er udenfor. Og det er meget nemt, hvis det er sådan, at jeg har været inde i en lysning inde i skoven og oplevet, at det var skønt, at solen skinnede ned på mig, og der var grønt hele vejen rundt omkring, og så går jeg videre, og så nærmer jeg mig et hus. Der er vi også nødt til at skabe en form for lysning.

Morten: Ja.

Morten: Hvor tidligt var du egentlig med her ved Morten og Lotte?

Kjeld: Jamen det var jeg jo sådan set inden de byggede, fordi Lotte ringede til mig og spurgte efter, om jeg ikke kunne komme og lave en haveplan, eller også var det Morten, det kan jeg ikke lige huske, men det er også lige meget. Og så snakkede vi frem og tilbage, og på det tidspunkt stod der jo et monstrum af en skrummel af en bygning her midt på grunden. Og der var sådan noget omme bagved haven, og der tror jeg, I kaldte det for baghaven.

Morten: Det er nede ved trampolinen der.

Kjeld: Nede ved trampolinen. Så det skulle jeg tegne ud fra, og så fik vi jo den snak om det der med, fordi Morten og Lotte så siger: "Jamen vi er nødt til at skulle have nogle flere børneværelser, fordi vi kan ikke være inde i det lille hus." Og så havde de planer om at lave børneværelser hernede, og så tror jeg nok, jeg blev lidt stille, og så siger jeg: "Jamen hvorfor laver I ikke det sådan, at de kan bo hernede i haven og så sove inde i det gamle hus, i stedet for?" Og så kom der fart på snakkene og interaktionen. Og det er jo sådan noget af det, der har været det rigtig fede ved det her projekt, at både Lotte som bruger og Morten som arkitekt har inviteret mig med ind til at snakke om det der med, hvordan kunne det hus der komme til at se ud, og hvordan kunne vi lægge det. Eller det har de selv gjort, men hvordan åbner det sig op ude i forhold til omgivelserne udenfor?

Morten: Ja. Og det er jo det helt fantastiske køkkenalrum, som der jo egentlig ligger her midt i haven. Og jeg tænker, om vi ikke skal prøve at gå derindefra og så prøve at tale lidt omkring det her med, hvordan det er, at du kan få huset og haven til egentlig at hænge sammen? Hvad er det for nogle greb, du har der?

Store vinduer, grønne kig og plantevalg

Kjeld: Ja, altså, det er jo igen et banalt svar, jeg kommer med, fordi det er nærmest bare, altså du flytter bare planterne tæt op på de store vinduer. Lidt som vi snakkede om før, på et tidspunkt, hvor den der arkitektur med de store vinduer kommer fra USA, og den ligger i nogle fantastiske naturområder, hvor man kan se bjergene ude, og man kan se fyrretræet helt op til glasset, og græsserne står nærmest og vajer ind på glasset. Det er sådan det billede, jeg har, når det er sådan, jeg tænker på arkitektur fra 60'erne og 70'erne, den amerikanske med de store vinduer. Og når vi kopierer den eller laver den her i Danmark, så synes jeg, det er ærgerligt, at vi bare laver en stor terrasse udenfor de store vinduer der, og så kan kigge ud på sådan et bord-bænkesæt med plads til 12 personer, og de kommer kun to gange om året. Så hvad er det, vi kigger ud på her?

Morten: Jamen, her der er jo to store vinduer. Der er et stort vindue henne ved køkkenøen her, og så er det det store vindue her ved spisebordet, hvor man kigger ud, hvor der bare sådan, der er sådan en lille flade af tegl her udenfor, og så er det det store bed, der ligger lige her foran nærmest og spærrer udkigget, sådan at du kan fornemme græsplænen omme bagved. Men den ligger jo nærmest som et gardin her foran, som du så kan holde følge med i. Og heromme på den her side, der ved køkkenøen, der ligger den endnu tættere. Der er det jo nærmest bare en sti, der går hen langs med her. Man kan ikke opholde sig ude på det sted der, fordi det er et gangareal. Men du kan se bedet. Og selve opholdsarealet, det ligger på det murstykke der og er skubbet hen der, sådan at når du sidder ude i haven, eller når du har dit arrangement, dine møbler og sådan noget der, så kan du ikke se dem herindefra. Du kan se grønt. Det er det, der er tanken på det her.

Morten: Hvad med, hvad tanker har der været med planter, hvad for nogle planter der har stået her så?

Kjeld: Jamen, det er jo sådan meget det, der er oppe i tiden nu, også at der skal være græsser, og det skal ligesom være, der skal være en enorm vækstdynamik i sådan nogle bede, som vi laver i dag. Det er ikke sådan en operationel ting, hvor vi lægger nogle kæmpestore puder eller klumper ind af den samme plante, og så kan vi se, hvor de er henne, også når de ikke blomstrer. Her bliver det sådan mikset lidt mere sammen, og det kan græsserne jo gøre. De har sådan den der naturlighed over sig. De lader sig ikke styre i forhold til klumpplantning. De vælter også, og de læner sig ind over. Og det giver sådan et meget naturligt udtryk. Jeg kan jo for eksempel godt lide, når det er sådan, jeg kan se, der er nogle af græsserne der, de har fået temmelig meget vand, fordi det har regnet, og så ligger de nærmest og læner sig ud over teglbelægningen der. Der mødes det levende og det døde jo virkelig, kan man sige, ikke? Hvem var det, dig eller Lotte, der har besluttet, hvad for nogle planter der skulle være her?

Kjeld: Jamen, jeg tror, der var en stor ønskeseddel på nogle planter, der var, og så prøvede jeg sådan at mikse nogle ind i forhold til det, du kunne passe omkring det, eller også, ja, jeg kan ikke huske det. Det er jo længe siden, jeg har lavet det her. Jeg siger jo i dag til folk, hvis det er sådan, de siger, jeg har en masse planter i mit gamle staudebed, dem vil jeg gerne have, du bruger i det nye, så siger jeg nej tak til opgaven, fordi det svarer jo lidt til, at du går ind til en konditor, og så siger, jeg vil gerne have en bryllupskage. Der skal være det og det og det og det i den, og så skal den for øvrigt være sur-sød. Det er svært at leve op til, ikke også?

Morten: Det er meget svært at leve op til.

Kjeld: Det er meget svært. Ja. Så nogle gange har jeg sagt, jeg kommer lige med en planteplan, og dem du selv elsker, dem kan du garanteret få plads til, så plant dem ind i bedet. Og det er jo meget forskelligt også. Jeg kan jo godt opleve, der er nogen, som virkelig gerne vil have det minutiøst og lavet helt ned i mindste detalje. Og så er der nogen, hvor jeg kan se, de kan både få ting til at gro, de kan også sætte farver sammen, de er gode til at lave plantesammensætninger. Så fortæller jeg dem sådan set bare, hvor bedene skal være henne, og så siger jeg: "Fyld lige det her ud selv." Det er lidt som at give dem en malebog, hvor stregerne er sat op, og så kan de selv sætte farver på.

Morten: Ja, lige nøjagtigt. Så det kommer fuldstændig an på, hvem det er, og hvad det er, der efterspørges.

Husejernes oplevelse af haven

Morten: Lige nøjagtig. Og Morten og Lotte, I har jo stået her ved siden af os i hele den her samtale her. Og Lotte, jeg er jo blevet nødt til at spørge dig til en start, og du er glad for den her have, I har fået?

Lotte: Ja, det er jeg rigtig glad for for vores have, som jo forandrer sig og er rigtig vokset til nu. Så nu tror jeg heller aldrig, den har stået flottere, end den gør lige nu.

Morten: Nej, men den står også knivskarpt. Hvad forskel gør det for jer, at I har sådan en have som den her? Og jeg ved jo, du gik jo også rigtig meget op i det, før I egentlig inviterede Kjeld ind i forvejen. Men den her have her, hvad betyder den for jer?

Lotte: Jamen vi kigger jo ud på den hele året. Som nævnt tidligere, så er det jo en stor del af vores hus, at der er de her store vinduer, så vi bruger den jo på alle tidspunkter af året, og følger den og følger årstiderne, og jeg er jo tit ude bare at kigge på blomsterne, og jeg går mange ture i vores have. Ja.

Morten: Så når I får gæster her, nu har Ellen og jeg jo været på besøg her nogle gange, men hvad er det, folk de kommenterer på, eller giver udtryk for? Er det din bygning, Morten, eller er det haven derude? Hvad er det, folk lægger mest mærke til?

Morten (husejer): Jeg synes jo, at det er sammenspillet mellem haven og bygningen, som der bliver lagt mærke til. Altså det der, hvor man sidder og opholder sig i det her køkkenalrum, og så har man naturen lige udenfor vinduerne, som nærmest vælter ind ad vinduerne. Ja.

Morten: Jamen og det kan man opleve. Og som sagt, så tager vi nogle billeder og lægger op på det her. Hvad var egentlig jeres vigtigste ønske i den her proces her, Lotte? Da I egentlig talte med Kjeld? Hvor meget havde I defineret på forhånd, og hvor meget er Kjeld egentlig kommet med?

Lotte: Altså jeg husker det som, at vi gav dig ret frie tøjler. Jeg tror, vi sagde, vi ville gerne have nogle frugttræer. Men udover det, så tror jeg ikke, der var så mange rammer egentlig. Heller ikke planter, fordi der tænkte jeg, nu skal du have lov til at have frit spil.

Kjeld: Det var en kongeopgave.

Morten: Det har du givet udtryk for tidligere, ja.

Lotte: Ja, og jeg var nok klar over, at jeg er god til at passe haven, men jeg er ikke god til at udtænke en have. Så derfor var det jo fedt at få Kjeld på den opgave. Og vi var ret tro mod det, du havde lavet med planter. Det er stort set, som du har tegnet det. Og det er vi glade for. Farverne og sammenspillet og det, at der hele tiden er noget, der er i blomst. Det ene afløser jo det andet fra forår til efterår.

Morten: Skide skønt. Og fedt. Er der noget, Morten, der egentlig har overrasket dig her med den her have, der står færdig? Er der noget, der har overrasket dig som arkitekt på det her, ikke som bruger eller som beboer her i huset, men fagligt? Er der noget, der har overrasket dig her?

Morten (husejer): Jeg vil sige, der har givet mange positive ting med sig at få lavet en haveplan. Jeg synes jo, det er med til at forstærke husets karakter. Jeg vil ikke kalde det en overraskelse, fordi det har også været rimelig styret, og også mens jeg har tegnet tilbygning og fået tegnet nogle stauder på inde i min 3D-model, så vi hele tiden kunne se det visuelt. Men jeg tror, hvis det er en overraskelse, så er det måske positivt, hvordan årstiderne og vejrets dynamik påvirker inderummet. Så man, altså det er nærmest hver time, hvad vejr der er, så foranderligt i Danmark her, at så opleves lyset og udearealerne forskelligt, når man oplever det herindefra.

Morten: Så hvad tager du med, når du nu skal ud og tegne for andre? Nu er du i gang med at tegne for os jo. Hvad tager du med?

Kjeld: Ring efter mig.

Morten: Det er et godt svar, Kjeld.

Morten (husejer): Jamen jeg tager selvfølgelig flere erfaringer med, men noget, som i vores proces med at bygge om, som har gjort stor nytte af, det var også at bruge dygtige andre rådgivere på. Altså få en havearkitekt på, eller få et belysningsfirma på. Så det tager jeg med videre, når jeg snakker med andre og tegner for. For jeg synes, det er vigtigt, og det er med til at gøre resultatet skarpere. Men det er også med til, at i stedet for at jeg som arkitekt prøver at tegne det hele, så kan jeg koncentrere mig om det, jeg er bedst til, og så lade andre bruge deres spidskompetencer.

Outro

Morten: Lige nøjagtig. Tusind tak, fordi I har haft lyst til at vise jeres have frem. Ja, I har vist den frem. Det kan man jo selvfølgelig sige, når det er en podcast, men have den samtale her. Og tak, fordi du har haft lyst til at dukke op i dag, Kjeld, og fortælle lidt omkring det her. Vi plejer jo at bede deltagerne i podcasten om at komme med et godt råd til nybyggere. Kjeld, den vil jeg smide over til dig. Hvad ville være et godt råd til nybyggere eller ombyggere eller folk, der skal i gang med den her proces her?

Kjeld: Jamen ja, jeg tror, jeg har nævnt det før i vores snak her, at jeg tror, det er vigtigt. Der findes jo rigtig mange dygtige bygningsarkitekter, som virkelig også har spidskompetencer i forhold til at få kigget på huset, og hvordan fungerer udearealerne rundt omkring. Men det er ikke sikkert, at deres plantekendskab er så stort, så de ved, hvad det er for nogle planter, og hvad for nogle plantetyper. Der findes jo mange forskellige plantetyper. Men de bedste eksempler, jeg har i forhold til de opgaver, jeg har løst, det er, hvor der er en bygherre, der har ringet til mig og sagt, vi skal have placeret et hus på grunden her, og der bliver noget overskudsjord, og at vi fra starten af kan få fundet ud af, hvordan skal vi bruge det overskudsjord, og hvor skal huset placeres henne? Hvor er det bedst at placere det henne på grunden? Og så hvordan og hvorledes egentlig det skal tegnes, og det er jo arkitektens opgave. Men at komme så meget med, som overhovedet muligt fra starten, det er godt.

Morten: Det er et godt råd, som vi sender videre her til vores lyttere. Og hvis man skal ind og læse mere om dig eller følge dig, se nogle af de ting, som du har lavet, hvor gør man det henne?

Kjeld: Ja, så kan man gå ind på min hjemmeside, fordi der lægger jeg jævnligt nogle projekter op, som er blevet færdiggjort. Når man arbejder med sådan noget som det her, så kan man jo ikke tage billeder, når anlægsgartnerne er kørt. Man er nødt til at vente en to-tre år. Så derfor har jeg også bibeholdt venskabet til Morten på det her, så jeg kunne komme og tage nogle billeder. Jeg råber op. Godt for dig. Men ellers så tænker jeg sådan, kig ind på min hjemmeside, og så kan man også kigge ind på min Instagram. Der screener jeg folk.

Morten: Ja. Jamen, ved du hvad? Vi tager links til det hele i shownotes her. Og tak for dit bidrag.

Outro: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele? Så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.