Manshaus’ eget hus

Intro

Lasse (voiceover): Jeg mener, at vi har en forpligtelse som mennesker at tage vare på det, vi har. Vi har brug for at vedligeholde det, vi har. Også kommentere på tingene. Og så, som jeg tidligere har sagt, et hus som det, som jeg bor i, det har jeg kun til låns. Jeg skal tænke på, at der er nogen, der kan bo der efter mig, også.

Intro: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at kunne gå i gang med vores Drømmevilla. Selv som professionel må det være svært at overtage et hus, som er bygget af nogle af de mest signifikante danske boligarkitekter, nemlig Friis og Moltke. Men det er det, Lasse Manthaus har gjort. Og i den her episode i Bag om huset fortæller han omkring sit eget hus, og hvordan han har prøvet at bygge det om med respekt for, hvad det var oprindeligt. Lasse, velkommen i Drømmevillaen.

Lasse: Tak, Morten, og tak for at du har inviteret mig indenfor.

Morten: Jeg har glædet mig helt vildt, og vi har jo efterhånden haft et par snakke, og det at skulle høre fra en mand som dig, som er flyttet ind i, hvad kan man sige, et af de store huse i Danmark, tegnet af nogle store arkitekter. Så jeg bliver nødt til at spørge, inden vi overhovedet kommer i gang med noget: Hvordan er det egentlig det der med at tage et stort værk, en stor arkitekt, og så gøre det til sit eget hjem?

Lasse: Ja. Det synes jeg er rigtig, rigtig spændende. Jeg tror, de fleste af os kan genkende, at hvis man går til en opgave, så har man brug for at kende de rammer for, hvad opgaven består af. Og i det her tilfælde, så handler det om at kende den historiske kontekst, for eksempel hvor huset er bygget, hvilke forudsætninger har der været for at man har bygget huset lige på det sted, og hvilke elementer har arkitekten brugt i det hus. Og ikke mindst materialer.

Morten: Lige præcis. Og det er jo alt det her, som vi skal prøve at dække af i den her samtale i Drømmevillaen. Og det er jo alt det, som samtalen kommer til at handle om i dag, det her Friis & Moltke-hjem her. Men inden vi kommer ind i det, Lasse, vi skal lige høre, hvem er du?

Fra Båtsfjord til Aarhus

Lasse: Jo. Jeg hedder Lasse Manthaus, og jeg startede mit eget firma for cirka tre år siden efter at have arbejdet på større tegnestuer både i Danmark, Norge, Holland og Brasilien. Og det gjorde jeg, fordi jeg ønskede at møde den private bygherre. Jeg elsker at møde mennesker og blive inviteret indenfor i en families hjem. Jeg er nysgerrig på, hvorfor de har valgt at leve deres liv lige præcis på den måde, de har ønsket at leve sit liv på. Og hvis jeg kan være med til at vejlede dem gennem et samarbejde og skærpe rammen for deres hjem, så synes jeg, det er rigtig, rigtig spændende.

Morten: Og hvis man lytter på dig, Lasse, så kan man jo godt høre, at du ikke sådan er helt dansk i hvert fald. Så din baggrund, hvor er det, du kommer fra?

Lasse: Jo, det er helt rigtigt. Jeg kommer fra en lille fiskerlandsby helt nord i Norge, hvor man kigger direkte ud i Barentshavet. Og det er jo et sted, den hedder Båtsfjord, eller på samisk Bákkuvuotna. Og det er jo et sted, som er præget af mange kontraster. Der er jo mørkt hele vinteren og lyst hele sommeren. Og det med kontraster, det er jo noget, Friis & Moltke også har brugt meget i deres projekter, specielt det med, at nogle rum kan være lidt mørkere, og andre rum kan være lyse.

Lasse: Og hvis jeg skal sige noget mere om, hvorfor jeg er blevet arkitekt, så var det jo sådan, at oppe i Båtsfjord, hvor jeg kom fra, der var det ikke mange, der havde hørt om en arkitekt. Der byggede man lidt mere ud fra, hvad man havde brug for. Og det er måske også lidt i samme boldgade, som Friis & Moltke har tænkt. De arbejder lidt med, hvad har man for hånden at bruge af. Og det var nok heller ikke så mange deroppe, der havde hørt om byggeregler. Så det er meget sammensat, hvordan boligerne er bygget. Masser af fantastiske farver. Måske kan det minde lidt om Grønland på mange måder. Det hører jeg tit folk, der har været på Grønland, sige, at de godt kan nikke genkendende til.

Lasse: Når jeg så flyttede sydpå i Norge sammen med min familie, så fik jeg en kæreste, hvis far var arkitekt, og mor var billedkunstner. Og der blev min interesse for arkitektur vakt. Jeg fik gået rundt på byggepladser, været med til at bygge. Jeg blev optaget af at tage vare på ting, specielt hvordan tjærer man træ, hvordan bruger man linolie, alle de her ting. Og jeg tror, det, der for mig var rigtig interessant, det var, at man både kunne være praktisk og teoretisk på samme måde.

Lasse: På det tidspunkt, hvor jeg ville blive arkitekt, så skete der rigtig meget spændende rundt omkring i Europa, specielt i Holland. Der var man mere pragmatisk i forhold til, hvordan man tænkte arkitektur. Man skulle bo meget tæt, og vandet steg. Mens man i Norge måske var lidt mere romantisk anlagt på arkitektskolen dengang. Så jeg ville gerne ud og søge en arkitektskole i udlandet, og det faldt så på Aarhus, hvor jeg så kunne tage min SU med. Det var vigtigt på det tidspunkt.

Morten: Lige præcis.

Lasse: Så jeg er uddannet i Aarhus, og da jeg blev færdiguddannet, så fik jeg arbejde på en tegnestue i Holland, og så arbejdede jeg på andre store tegnestuer, før jeg så valgte at starte mit eget firma.

Huset og oplevelsen af stedet

Morten: Ja, lige præcis. Og det vi så skal tale om, det er jo så det hus, du selv bor i i dag. Nu har vi jo talt lidt om Friis & Moltke her. Men kan du ikke lige prøve at fortælle lidt omkring det her hus, og hvad er egentlig det, der gør det så særligt?

Lasse: Jo. Altså, først og fremmest så får huset mig til at føle mig godt tilpas. Det er en perfekt størrelse for mig og min familie og hvordan vi ønsker at leve vores liv. Det hele er ligesom så ligetil og nede på jorden. Køkkenet vender mod øst over for morgensolen. Stuen vender mod Brabrand, så man får det lange, lange, dejlige kig, som jeg var vant til der, hvor jeg kom fra. Og det var noget, jeg faldt for. Som nordmand var jeg vant til de lange, lange kig. Når jeg skulle finde et hus i Danmark efter at have boet i Norge i nogle år, så fik jeg lidt klaustrofobi over alle de her hække, der stod.

Lasse: Her havde jeg muligheden, fordi Brabrand, hvor huset ligger, er meget kuperet. Og det er jo rigtig, rigtig interessant for et Friis & Moltke-hus, fordi de var rigtig, rigtig gode til at lægge deres huse godt på grunden. Og det gør også det her hus. Det ligger fantastisk og naturligt godt placeret på grunden. Vi lærte på arkitektskolen, at hvis man skulle prøve at forstå et Friis & Moltke-projekt, så skulle man lave et længdesnit igennem huset. Og hvis du tænker, at du skærer huset lige over, som en appelsin, så kigger du ind i den ene side. Så vil du se, hvordan huset ligger placeret sammen med grunden. Og det er også tilfældet her. Det ligger rigtig, rigtig godt placeret på den grund, og overgangen mellem inde og ude, den føles meget, meget naturlig.

Morten: Ja, okay. Hvorfor gør den det?

Lasse: Jamen, det gør den, fordi når du kommer ud for eksempel i din have, så er det som om stuen bare fortsætter derud. Ved indgangen er det så en lille repos, du går op på, hvor du forstår, jamen, her er indgangen. Du går ligesom op langs facaden på huset, så du virkelig mærker, hvordan terrænet forandrer sig. Og først så møder du jo den her in situ-støbte, altså den pladsstøbte beton, som er lavet med træforskalling, hvor man kunne se træbrædderne i betonen. Og det var jo meget typisk for Friis & Moltke og meget nyskabende for sin tid, og mange tænkte, jamen, det her, det er jo noget, som bare ser fattigt eller for enkelt ud. Men for dem var det vigtigt, at man brugte de materialer, der virkede naturligt. Og at materialiteten fik komme frem.

Lasse: Friis & Moltke kaldes af mange i eftertiden for brutalister. Det var en brutalistisk stil, og det kommer fra beton brut, som betyder ærlig beton, tror jeg nok, det gør. De arbejdede meget med beton. Og i det her hus er der også brugt beton til en søjle, men den er ikke gemt væk. Den træder frem.

Lasse: Det, der også er særligt for det her hus, det er, at Knud Friis lavede en tilbygning ikke så længe, før han døde i 2005. Og det er særligt på flere måder. Det ene er, at det ikke er nemt at lave en tilbygning til et Friis & Moltke-hus, der har et lavt, stort, fladt tag. Det han så har gjort, var at han har lavet en høj glasstue eller nærmest orangeri, der trækker sig op over det eksisterende hus og laver en ekstra ny tagflade. Og efter det en lille lukket volumen, som er forældreafdelingen.

Lasse: Så når jeg står op om morgenen i det lille lukkede hus, før alle de andre er stået op, så går jeg ud i min glasstue og får et kig ud i haven, ud over Brabrand og bliver badet i det her dejlige morgenlys. Før jeg går ind i det lavere, tidligere eksisterende hus og kommer ind på køkkenet og får morgensolen lige i hovedet. Og der står jeg så og nyder min morgenkaffe, før alle børnene kommer ind og spørger, hvem fanden har taget mælken.

Lasse: Det er altså de der små ting, som man oplever, når man har boet i huset et stykke tid, at her er tingene tænkt igennem. Man har en nærhed til alle de materialer, der omgiver en. Altså, det her fantastiske Alterskifer-gulv, hvor man lægger mærke til, okay, her er det en lidt bredere fuge imellem, end man ellers vil se. Der er to centimeter bred fuge i skiferen, der gør, at betonen eller cementen træder mere frem. Alt det, man normalt gemmer væk, det kommer frem, og det gør, at man får en tilhørlighed.

Friis & Moltke og tiden de kom ud af

Morten: Det lyder som et fantastisk sted, og man kan nærmest helt fornemme det morgenritual, som du har. Lasse, hvis vi nu lige ser på Friis & Moltke, en kort introduktion til dem, for jeg ved også, de kommer ud af en bestemt tid og har nogle bestemte ting med sig. Er det ikke rigtigt?

Lasse: Jo, det er helt rigtigt. Først og fremmest så kender vi jo Knud Friis og Elmar Moltke, som de hed, som arkitekter. De har en kæmpe produktion. De tegnede tilsammen over 400 bygninger, hvor cirka 160 af dem var enfamiliehuse. Og det er enfamiliehuset, vi jo skal tale om. Og de fleste af dem ligger rundt i Aarhus-området, og det er her, hvor jeg sidder. Mange af dem i Brabrand, og så nogle i Skåde og nu i Risskov.

Lasse: Det de havde tilfælles, de to, var at de begge var jyder. Og en anden ting var, at de begge var modstandsmænd under krigen. Og når det er sagt, så var de ret forskellige som personer. Elmar Moltke kom fra et Indre Missionsk hjem i Vejle. Han var mere praktisk anlagt. Han var tømrerlærling og søgte ind på bygningsskolen i Odense, før han fik sin uddannelse på arkitektskolen i København eller Kunstakademiet, som den hed dengang. Noget jeg har bidt mig mærke i, det var, at han var på en opmålingstur i Vestgrønland, hvor han blev meget nysgerrig på lyset, farverne og materialiteten, der var i landskabet deroppe, som han så har taget med sig i sit arbejde.

Lasse: Knud Friis var fra Herning. Hans far solgte biler, og hans mor havde en lille kiosk i Brabrand. Jeg tror, den står her fortsat. Og det var jo her, hvor de havde deres tegnestue. Han arbejdede et stykke tid som arkitekt, og han arbejdede så senere målrettet med tegnekurser for at komme ind på arkitektskolen. Han har jo malet mange smukke akvareller, så han var jo sådan set både arkitekt, og han arbejdede også meget som kunstner.

Morten: Og hvordan kan man så opleve det her med deres særpræg, eller der hvor de kommer fra? For de kommer jo fra en tid med statslånshusene, er det ikke rigtigt?

Lasse: Jo, det er rigtigt. Og det er godt, du siger det, for det her, det er meget vigtigt at forstå, at Friis & Moltke blev jo arkitekter på et tidspunkt i historien, hvor der virkelig var brug for dem. Vi var efter Anden Verdenskrig. Man havde et stort behov for at bygge. Det var en babyboom, og velfærdssystemet blev udviklet. I mellemkrigsårene og op i 70'erne var 60 procent af de huse, der blev bygget, enfamiliehuse, de blev bygget efter Anden Verdenskrig.

Lasse: Og så var det det her med statslånshusene, som du nævner. Det er jo rigtigt. Der kom en ny mulighed for folk, hovedsageligt mindre bemidlede familier, der kunne optage et fordelagtigt lån. Og kravet til det var ét, at det skulle tegnes af en arkitekt, og nummer to, det var, at huset skulle være på under 130 kvadratmeter. Og her startede Friis & Moltke og fik tegnet en masse statslånshuse. Og der er det jo en fantastisk bog, som du har talt om tidligere, Morten. Der er en bog, der hedder Drømmen om eget hus med undertitlen Statslånshusene af Janni Rosenberg Bendsen, som jeg vil anbefale folk at kigge i.

Morten: Ja. Og jeg kan også lige supplere, at hun jo faktisk er episode nummer et i Drømmevillaen. Det var jo faktisk Janni, der var inde og fortælle omkring det her med statslånshusene. Og jeg må jo sige, jeg kommer jo ikke ud af byggeriet. Jeg kendte ikke noget til statslånshusene, så det var faktisk en øjenåbner for mig allerede i episode et at have hende med. Men Lasse, der skete også noget andet i tiden her omkring statslånshusene med dansk arkitektur. Er det ikke rigtigt?

Lasse: Jo, altså de danske arkitekter var jo sultne ligesom de fleste andre arkitekter i Europa. Man begyndte at kigge ud i verden igen. Og man kiggede hovedsageligt over på, hvad der skete i USA. Friis & Moltke, der er ingen tvivl om, at de har kigget meget på for eksempel en stor arkitekt, der hedder Frank Lloyd Wright. Han arbejdede også med de her store udkragede tagflader. Han arbejdede med teglsten og træ sammen. Og så var det Richard Neutra med hans Case Study Houses, som man også kan se en masse tilfælles med. Men de kiggede også en anden vej. De kiggede også over til Japan, og det kan man også godt genkende i mange af Friis & Moltkes huse.

At gøre værket til et hjem

Morten: Så hvordan er det, det her skinner igennem i dit hus? Der er jo selvfølgelig de store tagflader, der er også mixet, eller hvordan er det, Lasse?

Lasse: Jo, altså det, som er fantastisk med Friis & Moltke, er, at de kiggede ud i verden, men de har den evne til at gøre det her til noget særligt dansk. Og når jeg synes, det er meget interessant, er hvis man kigger på de gamle danske bindingsværksgårde, så kan man godt genkende de hvidkalkede vægge, den sorte rem, der bærer taget, og tit de her små kvadratiske vinduer, som man godt kan kende tilbage fra staldbygninger. Det synes jeg er virkelig, virkelig godt gået, at man kan tage så mange strømninger udefra og så gøre det til noget helt særligt dansk. Man er jo ikke i tvivl om, at hvis man har set nogle Friis & Moltke-huse, så er det hus, hvor jeg bor i, også nemt genkendeligt.

Morten: Jamen, det er der ingen tvivl om. Nu har jeg jo også set nogle af billederne, dem linker vi jo også til i podcasten. Jeg har jo også været inde på Google Maps og kunne se det. Så jeg tænker, når man går til sådan en opgave her, Lasse, så er der selvfølgelig en æresfrygt i det, eller hvordan gjorde du det egentlig til opgaven med at gøre deres værk til dit hjem, hvis man kan sige det på den måde?

Lasse: Ja, først, Morten, så vil jeg sige tak for, at du kalder det et hjem, for det er det, det er. Man kan kalde det et værk, men først og fremmest så er det et sted, hvor en familie skal leve sin hverdag. Hvor en familie skal føle sig tryg. Man skal føle sig veltilpas, og alt skal have dets plads. Jeg er ret sikker på, at Friis & Moltke ville være enige i det, jeg siger.

Morten: Det tror jeg også, ja.

Lasse: Først og fremmest så havde jeg jo det privilegie, at jeg kunne bo et stykke tid i mit hjem, før jeg begyndte at gøre om på det. Og det gør, at der kan være første udkast af ting, som jeg ønsker at ændre, men jeg finder ud af hen ad vejen, jamen, måske fungerer det meget godt, som det er. Også synes jeg, at for mig er det vigtigt at være bevidst om, at jeg har huset kun til låns. Det her er en del af en dansk kulturarv, som man skal bringe videre. Jeg synes, det er vigtigt, at andre, der bor efter mig, skal have mulighed for at opleve de her fantastiske rum og kontakt med de her fantastiske materialer.

Lasse: Men det jeg gjorde rent praktisk, var jo, at jeg kiggede grundigt igennem de originale tegninger. Og der havde jeg også tilgang til en del skitser, som Knud Friis havde lavet, da han tegnede huset. Så jeg kunne ligesom være en del af de overvejelser, han har gjort. Så hvis man skal sige det lidt billedligt, så forsøgte jeg at sætte mig ned ved et bord og tænke, at jeg havde hans store hvide hår og tænke, hvordan ville han have tegnet et hus i dag i 2025?

Tilbageføring, køkken, bryggers og farver

Morten: Ja. Og hvad har du så endt med egentlig at ændre for at gøre det til dit eget hjem?

Lasse: Altså, huset er jo fra 1965. Og før jeg flyttede ind, så havde flere familier boet der, og de havde lavet en række ændringer, som de mente passede godt til dem. Så meget af det, jeg har gjort, handler sådan set meget om at tilbageføre huset.

Morten: Et eksempel på det egentlig? Hvad er det, du har ført tilbage der?

Lasse: Jamen, for eksempel så har det været nogle udskiftninger, der handler om isolering. Der har været lavet et tykkere tag. Der var lavet nogle nye vinduer. Og det, som er med Friis & Moltke, er, at de har jo lavet nogle fantastisk gode detaljer rundt omkring, men der var sat en standard glasliste på vinduerne, som jeg valgte at få den gamle profil tilbage på. På taget var der lavet et tykkere tag med fibercementplader. Og det er nogle æstetiske ting, som på en måde, jeg tænkte, de skulle ændres. Lige der med taget, det, der skete der, da jeg havde boet der et stykke tid, var, jamen, er det så farligt egentlig? Er det ikke lidt dumt at bytte ud noget, som allerede fungerer? Der har jeg valgt at lade den plade være indtil videre og hellere tænke, jamen, det fungerer godt nok.

Lasse: Men de store ændringer handler hovedsageligt om køkkenet. Det var oprindeligt et lille, synes jeg, flot køkken, der var bygget i massiv træ engang. I 80'erne skiftede en tidligere ejer det her ud og rev en væg halvt ned, og det var så lidt uafklaret, hvordan rummet oplevedes. Jeg valgte så at lave en lang bordplade på tre meter, hvor jeg får morgensolen ind på bordpladen. Og jeg fik lavet nogle akustikregulerende ting i loftet med nogle trælameller. Og videreførte det der skifergulv ud i hele køkkenet.

Lasse: Og det er klart, på den tid, hvor huset blev lavet, så tænkte man jo lidt på en anden måde. Der havde man et lille køkken, hvor man kom ind, så gik man til den ene side ud til de små værelser, som ligger på række og rad med adgang ud til haven. Og så gik måske far ind i stuen med sin pibe og læste avisen, og så gik mor ind i køkkenet og lavede mad. Sådan er det ikke i dag.

Morten: Vi lever på en anden måde, ja.

Lasse: Ja, vi vil gerne have kontakt mellem stuen og køkkenet, og fik lavet en stor åbenhed mellem de her rum. Og en stor pejs, hvor man kan kigge igennem og have kontakt fra begge sider. Så familien kan være mere samlet end opdelt.

Lasse: Og så havde den tidligere ejer lavet et kæmpestort badeværelse på bekostning af bryggerset. Og jeg elsker bryggers. Det er et sted, hvor jeg kan stå og rense min fisk, pudse mine sko, og hvor jeg kan gå ind med støvler. Jeg elsker bryggers. Så vi tilbageførte badeværelset næsten til samme størrelse, det havde før, men med nogle forbedringer. For eksempel satte jeg ind et stort ovenlysvindue. Og det er noget, Friis & Moltke arbejdede meget med. De har jo en del ovenlysvinduer rundt i huset, som giver nogle fantastiske lysindfald med dagslys. Og det fik jeg også ind i badeværelset, hvor når man står op der om morgenen, så får man et fantastisk lys ind i det.

Lasse: Så gjorde jeg noget, som altså, jeg har jo valgt ikke at tilføre mange materialer, hellere fjerne nogle materialer, sådan at man har så få materialer som muligt. Og på badeværelset valgte jeg nogle japanske fliser, som måske også Friis & Moltke ville have været glade for, men de gør, at når lyset falder ind, så kan man virkelig opleve strukturen og måden de her fliser er lavet på, den håndlavede japanske flise.

Morten: Fantastisk.

Lasse: Og så har jeg gjort en del ting, hvor jeg har skiftet rundt på fodlister og forskellige ting i huset, så de også er kommet mere over i original stand. Men jeg har gået sådan lidt rundt og mere vedligeholdt, tænker jeg. Så det er ting, jeg har gjort, hvor jeg har tænkt robusthed og varighed og ikke noget, der skal være modepræget. Jeg tænker, at det er noget, der skal holde i lang, lang tid.

Morten: Ja. Jeg tænker faktisk også, at der kunne være noget med farver, som over tid skifter sig, men har der været nogle overvejelser i forhold til det, og hvordan det egentlig har udviklet sig i huset?

Lasse: Ja, det har det. De gamle arkitekter, som modernisterne og Friis & Moltke og flere andre store, de var jo mange af dem både kunstnere og arkitekter samtidigt. Og brug af farver var jo en naturlig del af det at være arkitekt. Det er ligesom, i dag har det været en periode, hvor alt skal være hvidt. Og jeg ved ikke, om det har noget med ejendomsmæglere at gøre, men det gør jo noget med, at de ting, man omgiver sig med, kan fremstå lidt glatte og fremmedgjorte for dem, der skal bo i huset.

Lasse: Friis & Moltke arbejdede jo meget med farver. I mit hus har de blandt andet en svenskrød, der går igen i alle trælufteluger, og de har nogle blå søjler. Og hvis man ser Knud Friis' eget hus, så har han jo et blåt loft og en masse farver. Personligt er jeg jo meget interesseret i farver. Og jeg blev meget optaget af det på en studietur til Faaborg Museum, hvor man har rum i frekvens med farver. Altså, at et rum kan opleves på en måde fra et sted og til et andet sted.

Lasse: Så jeg bruger lidt mine vægflader som et eksperimentarium, hvor jeg prøver farver ud og ser, hvordan vil de udvikle sig over en dag? Hvordan opleves strukturen? Hvordan er mønstrene? Så jeg bruger sådan set farverne til at undersøge, hvordan kan det forandre et rum? Hvordan kan en væg komme nærmere? Hvordan kan den komme længere væk? Hvordan opleves rummet fra forskellige steder? Jeg har brugt delvist noget af Friis & Moltkes egen farvepalet, og nogle har jeg selv forsøgt at sammensætte. Men det er hovedsageligt de indvendige vægge og overflader og døre, jeg arbejder med farver. Jeg lader den hvidkalkede væg stå. Den synes jeg er så vigtig for et Friis & Moltke-hus, men ellers så arbejder jeg mere frit.

Morten: Der er jo også billeder oppe på Danske Boligarkitekter, hvor man kan se, der er den blå og der er den rosafarvede, og så er der en gul i baggrunden. Så det er jo tydeligt, at du arbejder med farverne. Jeg synes faktisk, det er meget, meget velvalgt og med de mørke døre, der også er ude i gangen, ikke?

Lasse: Ja. Det er rigtigt. Og nu skal jeg prøve mig ud af en blå farve på en af væggene, fordi det er også noget med, at man kan arbejde med duse farver, men duse farver i kontrast med noget, der er glansfuldt, altså en stærk farve kontra noget, der er mere dust, synes jeg er meget, meget interessant.

Morten: Ja, lige præcis.

Lasse: Og jeg skal bare sige en sidste ting, og det er jo, at Friis & Moltke arbejdede i et tæt samarbejde med en kunstner, der hedder Emil Gregersen, som har været en vigtig del af deres virke. Og man kan google ham og se nogle fantastiske ting, han har lavet.

Morten: Okay. Jamen, ved du hvad? Det er jeg sikker på, det er et link værd.

Ansvar, rådgivning og bedste råd

Morten: Lasse, jeg har sådan et spørgsmål. Når man står som faglig, som arkitekt og som professionel med det her, når du så kommer ind i nogle af de store arkitekter i Danmark eller bare generelt, hvad krav stiller det til dig, når du tager sådan en opgave som den her og prøver at gøre noget af noget stort til noget, der er dit? Jeg tænker, det må være en speciel oplevelse som professionel, ikke?

Lasse: Jo, absolut. Altså, hvis man zoomer helt ud i forhold til hvilke krav der er, så er det jo sådan set ingen krav som sådan i lovgivningen, så sandt at huset ikke har en bevarende status. Men jeg mener, at vi har en forpligtelse som mennesker at tage vare på det, vi har. Vi har brug for at vedligeholde det, vi har, og også kommentere på tingene. Og så synes jeg, som jeg tidligere sagde, at et hus som det, som jeg bor i, det har jeg kun til låns. Jeg skal tænke på, at der er nogen, der kan bo der efter mig, også.

Morten: Jeg synes, det er en meget fin vision at have for det, synes jeg.

Lasse: Hvis jeg skal give nogle tanker rundt det i forhold til en anden, der skal gøre det her, så kan det være vigtigt at sige, at der findes jo forskellige stilarter og typer. Der er forskel på at bo i en landejendom eller en murermestervilla eller et funkis-hus eller som det her, som måske er et senmodernistisk eller brutalistisk hus. Så hvis man får et overblik over, hvad er det for nogle forskellige stilarter, hvad for en type hus man bor i, så kan det hjælpe lidt på vej. Og det kan være mange ting at sætte sig ind i, men man kan jo bruge en rådgiver til at vejlede en lidt i det der.

Morten: Ja, det tror jeg faktisk, at det er meget vigtigt. Og jeg tror også, det der er ved det, det er, som du giver udtryk for her, så kender du jo historien, og du kender jo arkitekterne, og du kender, hvad det er, de egentlig står for og kan lave noget, der passer i tiden med det. Så jeg synes, det har været super interessant at høre dig fortælle omkring det her i dag, Lasse. Hvis det er, at vi nærmer os jo sådan lidt en afslutning på det, og folk plejer jo at få en mulighed for lige at give et godt tip eller et godt råd til nybyggere. Så hvis du skulle komme med et godt råd til alle nybyggere derude, hvad skulle det være?

Lasse: Ja. Altså, jeg vil jo slå et stort slag for hverdagen. Jeg mener, at når man går i gang med tanker om, at man skal bygge et hus, så synes jeg, man skal tænke grundigt igennem sammen med sin familie, hvordan er det, man ønsker at leve sin hverdag? Tit møder jeg bygherrer, der taler om, at de skal have et bord med plads til 12 mennesker eller et stort køkken. Men de fleste dage i ens liv er jo hverdag. Hvordan er det, du står op om morgenen? Hvor skal flyverdragterne være henne, når børnene kommer hjem fra børnehaven?

Lasse: Jeg vil råde dem, der lytter, til at forestille sig, at man sætter sig ned i en stol med en kop kaffe og billedliggør, hvordan skal det sted være? Hvordan skal lyset være inde? Hvad for nogle materialer, hvad for et rum skal det være, man er i? Og så er der selvfølgelig en anden vigtig ting, og det er jo, at det er en stor beslutning at bygge et hus for en familie. Så hvis man tidligt kan få klarlagt, hvor mange penge ønsker man at prioritere, eller hvor mange penge har man til det her, så kan det måske hjælpe en til at gøre de rigtig gode prioriteringer allerede tidligt i processen.

Morten: Ja, det er jeg faktisk meget enig i, og også en af de erfaringer, som vi har med fra vores byggeri.

Outro

Morten: Nå. Lasse, det har været fantastisk at høre dig fortælle omkring det her spændende hus. Jeg håber, jeg får mulighed for at komme ned og banke på en dag og opleve det, fordi jeg synes, der er noget meget specielt ved det. Hvis det er, man skal se mere på det, så har vi jo nogle billeder inde på vores show notes, men hvis man skal læse mere om dig, hvor gør man det henne?

Lasse: Altså, jeg har jo en hjemmeside, Manthaus Arkitektur. Jeg tror, jeg nok er mere aktiv på Instagram. Der forsøger jeg at lægge op til ting, når jeg har mulighed. Men så er det jo selvfølgelig Danske Boligarkitekter.

Morten: Det er klart.

Lasse: Der er mange spændende projekter fra mange rigtig, rigtig dygtige arkitekter, og Danske Boligarkitekter er også rigtig, rigtig dygtige til at få de forskellige projekter ud. Så det vil jeg råde alle til.

Morten: Lige præcis. Og ved du hvad, det er jo vores gode samarbejdspartner her. Og mens du har siddet og fortalt om huset, der har jeg siddet og klikket rundt på billederne fra dit projekt, som også ligger derinde. Så der er også lige en anbefaling til at komme ind på det der. Lasse, tusind tak for dit bidrag. Hav en fantastisk dag.

Lasse: Det er mig, der takker, Morten. Og det ville være en drøm, hvis du engang ville invitere mig ind i dit og din kones hjem for en kop kaffe. Tusind tak.

Morten: Ved du hvad? Det her er med en aftale.

Outro: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør, så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.