Respektfuld renovering af en Arne Jacobsen villa

Intro: Arne Jacobsen-huset og Peter Vedel-Veselborg

Peter: Det virker mere, altså selve huset virker også større. Grunden virker større. Alle siger sådan, nå men udefra, der ligner det jo sådan et simpelt hus, og når man kommer ind, så åbner det sig bare hele tiden. Så det har måske været tricket, snarere end at det handler om, okay, det skulle være hvidt og ingen tag og alt muligt. Det er ikke det, der er så vigtigt. Det er mere, hvordan er huset arkitektonisk, giver dig noget, snarere end ser ud af noget.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at kunne komme i gang med vores drømmevilla. Hvordan renoverer man et Arne Jacobsen-hus? Det ved Peter Vedel-Veselborg, som er arkitekt, og som i denne episode vil prøve at fortælle os om processen, og hvilke resultater han har opnået. Peter, velkommen i Drømmevillaen.

Morten: Jeg er super spændt på at snakke med dig i dag, fordi du er jo arkitekt, og du bor i et hus, som oprindeligt er tegnet af Arne Jacobsen, og det har du så været i gang med at give en stor omgang. Så det, jeg egentlig forestillede mig, det var sådan et stramt funktionalistisk hus, men er det det?

Peter: Nej, det er det ikke. Det er et meget tidligt arbejde af Arne Jacobsen. Og det er fra en periode, hvor han går fra det mere klassisk-romantiske og hen mod det funktionalistiske greb og udtryk. Så det er noget andet end det, man måske kender ham for med de hvide huse og det flotte Porsgrund-sten på husene. Så det er lidt mere afdæmpet, men velproportioneret og hyggeligt, men stadig kan man godt mærke, at den måde, han har gået til det på, er der en, der godt vidste, hvad han lavede.

Morten: Og det er lige nøjagtig det, vi skal prøve at forstå i dag i den her samtale med dig. Og inden vi hopper dybere ned i huset, så skal vi også lige høre, Peter, hvem er du egentlig?

Fra møbelsnedker til arkitekt

Peter: Jamen jeg er arkitekt, uddannet delvist i England og i Danmark. Jeg startede med at blive uddannet som møbelsnedker efter grundskolen. Jeg havde så været et år og boet oppe i bjergene i Skotland, inden jeg skulle i lære. Og så blev jeg færdig som møbelsnedker, og der kunne man komme ind på det, der hed hospitalordningen, men det stoppede man så det år, jeg skulle ind. Og så havde jeg en familierelation til en af partnerne i en større dansk tegnestue, som jeg spurgte til råds, og jeg havde lige vundet nogle konkurrencer til kulturbyåret, inden jeg ligesom fandt ud af, hvad jeg ville. Jeg troede, jeg skulle være møbelarkitekt, men så begyndte jeg at blive mere interesseret for bygninger, og så rådede han mig til at starte med at læse ovre på det, der hedder University of East London, som var en skole med sådan nogle udbrydere fra det, der hedder AA, Architectural Association-skolen i London. Og der var jeg så på min bachelor.

Peter: Og så tog jeg til Afrika og boede og arbejdede med slumbyer mellem bachelor og overbygning. Kom tilbage og arbejdede på en afdeling hos Peter Bjerrum, Uddannelsesakademiet, hvor blandt andet Karsten Tauer var en af vores lærere. Så det var meget sjovt, det var også ham, der har skrevet bogen om Arne Jacobsen. Og så har jeg haft forskellige tegnestuekonstellationer, forskningstegnestue, konkurrencetegnestue, og nu enmands-schweizerkniv, som der på godt og ondt. Men jeg får hænderne i materien, som var det, jeg savnede, da jeg lavede konkurrencetegnestue med en del medarbejdere. Men det er klart, man kan jo så ikke også rejse jorden rundt og lave kæmpe projekter over det hele. Man skal ligesom dedikere sig til nogle ting, og det fungerer godt for mig med noget nærvær og nogle dialoger med folk, der brænder for at lave noget og også gerne vil håndværk og ikke bare montage.

Peter: Og det er lidt det, der måske er en af cluesene. Det er jo også, at man går fra montagebyggeri til noget håndværksbaseret, og han har været inde over rigtig mange forskellige typer arbejder og skalaer. Og jeg laver også større projekter, men færre af dem, for jeg kan ikke nå at være med på fra første streg til at vi sætter den sidste krukke i haven. Og det er så den måde, jeg går til det på.

Morten: Hvad er så igennem den her tid, hvor du arbejder med forskellige projekter, jeg tænker, hvis vi nu havde mødt hinanden til et eller andet middagsselskab, hvad ville så være det der ene projekt eller det der ene hus, som du så ville fortælle om, som har gjort den største indflydelse på dig, eller hvor du synes, her har jeg gjort den største forskel, eller det som betyder mest inde i Peter?

Peter: Uha, jeg vil nok altid sige, at det er det næste projekt, jeg arbejder på, og det er det mest spændende. Jeg synes, jeg har været så heldig, at jeg vil sige, fra at have gået og arbejdet meget forskningsbaseret eller studier og meget visionært projektbaseret til konkurrence, jo mere jeg har ramt det pragmatiske og det praktiske og det nære, jo mere interessant er det. Og faktisk har det udviklet sig fra, at jeg startede der, sådan ligesom kastede mig ud i, nu skulle jeg være mig selv og lave alting selv sammen med selvfølgelig samarbejdspartnere, så fra køkkener og så til nu at lave hotel og byrum og boliger, at det har udviklet sig på en måde, så det bliver vedvarende spændende, og der er hele tiden et eller andet.

Peter: Så nu sidder jeg og arbejder på et hus, hvor det simpelthen bliver et fantastisk hus, men det er renovering og sådan remodel og en fuld makeover på en stor ejendom. Men det bliver virkelig fedt. Meget klassisk, men meget fedt. Og jeg er ikke stilfetichist, så jeg behøver ikke have den der Peter Vedel-Arne Jacobsen-agtige, du ved, at man skal promovere og se sig selv i det. Men mit første hus, jeg lavede til mig selv inde i Kronprinsessegade, som var sådan et baggårdshus, det var ret spændende, og det var nærmest ved at knække halsen på mig-agtigt, fordi vi skulle 8,5 meter ned med forstærkninger og gamle tidlige middelaldervolde, der gik igennem. Skidespændende, men virkelig udfordrende.

Hvorfor netop dette hus?

Morten: Og ved du hvad, det vi skal tale om i dag, det er jo også et helt særligt hus, fordi det er jo det her Arne Jacobsen-hus. Kan du ikke lige fortælle lidt om, hvad det er, der gør det så særligt for dig?

Peter: Jamen, basically boede vi derinde i det hus der, jeg lavede i Kronprinsessegade. Og vi havde fået tre børn, og der var to børneværelser. Og jeg havde prøvet at lave hemseværelser og alt muligt, men vi følte os stadig lidt presset på arealet. Og så var vi lidt trætte af byen. Så vi ville ud og have natur og luft og have og trampolin og alt det der, man drømmer om, eller børnene drømmer om i hvert fald. Og så bød den her mulighed sig for os. Så det, der gjorde det særligt, var jo egentlig bare, at det var så ufatteligt grimt, da vi så det. Og vi tænkte bare, okay, er det Arne Jacobsen?

Peter: Og så var udfordringen egentlig at prøve at sige, okay, han har haft en mening med det i sin tid. Og han har ikke bare gjort det for at gøre det. Så hvad kan man gøre for at genskabe en eller anden form for atmosfære, en eller anden form for lødighed og sådan noget fedt ud af det? Altså, kunne man lave det mega fedt? Og stadig holde lidt af den der forandring, der er ved at komme i arkitekturen nu fra klods, klods, klods til håndværk, til udhæng, til detaljer, til en soberhed og en afdæmpethed fra det der meget sprælske og åh, alting skulle være fantastisk. Så det ramte en begyndelse af den ånd, og samtidig var det ligesom, okay, det skal prøves og se, om det kan lykkes.

Ankomsten og husets ydre greb

Morten: Fedt. Og jeg har jo, inden vi kom ind her, også lige, inden vi begyndte at optage, prøvet at gå lidt rundt i huset. Jeg har været inde på Google Maps og set det og set de forskellige vinkler af huset og kan fornemme nogle ting på det. Men kan du ikke prøve at tage os med ind i det her hus? Prøv at sige, hvordan er det egentlig at ankomme til det udefra vejen af? Hvad er det egentlig, man oplever her?

Peter: Jamen, man kan starte med at sige, at da vi kom og så det, så var det sådan et karrygult med brune vinduer og tyskerbrune tegl. Så vi vidste godt, det var helt galt. Så vi havde en farvearkæolog på. Jeg havde en veninde, der er farvearkæolog, og jeg havde været ovre, inden vi skrev slutsedlen, for jeg ville ikke bo i et gult hus. Så skulle det være gule mursten, ikke et gult hus. Og så havde jeg været ovre at løfte i selve vinduesdetaljen. Der er ikke nogle sålbænke i skiffer, som man kan sige er nærmest standard i dag. Det er blik, der er bukket meget fint og sådan noget, og kobber på nabohusene og blik ovre på det andet hus ovre på vejen. Så jeg havde været henne og løfte og kunne se, der var en rød farve derinde bagved. Okay, så tør jeg godt at skrive under, for det er bevaringsværdigt.

Peter: Så når man kommer i dag til det sted, så er det et dodenkopfrødt hus. Dodenkopf var en meget anvendt farve for tiden der i 29-31. Enten det eller en okkergul med kombination af zink og hvid og kobber og så videre. Så det har han leget med i det her tidlige projektsalgsområde. Så man kommer til et rødt hus, der har skiffergrå tegl, hvide vinduer. Så det har sådan et lidt mere landligt, skovagtigt udtryk. Hvor vi så har nedlagt indkørslen, der var, for dengang skulle man ligesom præsentere sin bil og sig selv, og så var man funktionær, så man skulle køre helt op til hoveddøren og ind til maden. Det har vi så på moderne vis sagt, det vil vi hellere have som landskab. Så vi har bilerne ude ved vejen i en lille vognlysniche.

Peter: Og så går man ind på grunden. Og så går man en havegang, hvor vi har anlagt forskellige motiver. Vi har selv anlagt haven og designet den. Og man kommer ind til et rum, der spiller mellem sort hegn, som bliver til skur og anneks og så videre, som en rolig ramme for det her røde hus, der ligesom står simpelt oppe af jorden med en antracitgrå sokkel. Og hovedhuset er meget simpelt. Det var bare et almindeligt længehus. Og så har vi så tilført nogle tilbygninger, som gør, at det skaber nogle rum på grunden omkring det her gamle længehus. Men man kan se det gamle længehus. Altså, det er ikke blevet sløret. Vi har ikke prøvet at arbejde os væk fra det, men mere ind i det og forstærke det.

Peter: Og derfor er det sådan lidt simple træk, hvide vinduer. Jeg har minimeret sprossedannelsen. Der er jeg så lidt krakilsk. De ligger alle sammen fuldstændig i niveau hele vejen igennem, også med de indvendige døre og sådan noget selvfølgelig. Så det er jo der, hvor man godt kan blive lidt perfid som arkitekt. Men det giver faktisk også en enorm luftighed i vinduerne, at de ikke er for småsprossede. Det er en tendens, man har båret fra palæer og gamle vinduesteknikker over til et stilistisk udtryk, som nok er rimelig fejlagtigt alligevel, men det er blevet sådan noget, alle tænker, det er god stil. Men vi skal holde nogle bevaringsværdier intakte, så vi kan heller ikke bare knalde alu-partier fra Velfac i. Det ville jeg heller aldrig drømme om. Men at kunne se vinduerne stadig. Man efterisolerer, og dengang vi kom til huset, der var det jo pakket ind og så videre. Så du prøver at genskabe noget af det. Og så er der nogle steder, man ser nogle bolte i det, og fra det, man kalder lasker for at forstærke tagkonstruktionen. So be it. Det er der ikke så meget hokus-pokus i.

Nye rum og et moderne familieliv

Morten: Hvad er det for nogle stemninger, du har prøvet at lave med huset, så med de her tilbygninger?

Peter: Ja. Det, der var slående ved huset, da vi overtog det, var, at der var en stueplan, hvor der var en dagligstue, som vi har bevaret størrelsen af. Den fungerede sådan set fint. Vi skulle bare sætte et fløjdørsparti for at få noget mere lys i den ene ende. Men resten af boligen fungerede ikke super godt i planen. Så det har vi lavet helt om. Der er kun det ene rum, der egentlig er originalt. Og det handler jo ligesom om at skabe nogle større rum. Ovenpå var der fem værelser og et badeværelse og ikke noget trapperepos og sådan. Det var bare over det hele. Og det var det, vi kom fra og følte os lidt klemt i. Så vi skulle åbne op, få nogle gode rumstørrelser. I dag har børnene nogle lidt andre behov og så videre. Og badeværelser og så videre. Så det handlede om ligesom at åbne op og få gjort det til, at lyset også transporterer sig fra rum til rum, i stedet for man lukker af for individuelle oplevelser, som man kan gøre mere i et større hus.

Peter: Og så prøve at få lidt det moderne liv med ind. Så den ene del af huset i stueplan fungerer meget mere flydende. Det er køkken, spisestue og havestue, der ligesom er et åbent flow, den moderne køkkenalrumstanke, kan du sige, der så centrerer sig om to lukkede enheder. Det ene er entré og gæstetoilet, der kan lukkes af, og så dagligstuen, hvor man kan have ro. Og der er ingen medier i. Det er kun musik eller bøger, man har derinde. Og telefoner og iPads, de bliver venligst udenfor. Så man kan sige, det er ligesom den måde, man kan få sådan et gammelt hus til også at indgå i en moderne livsstil.

Peter: Og så rundt om huset skaber de her to tilbygninger også, fra at være en grund med en klump på, et hus, hvor man kan gå rundt om, har det skabt nogle gårdrum. Altså en morgensolgård, hvor man så har kontakt med noget af haven og nogle nyplantede træer, som står på række, som giver et blik dybt i grunden fra en lidt mere intim gård, og til en hævet solterrasse, der ligger syd og vest med havestuen med vestsol også, hvor man løfter sig lidt og kigger ud på sin have og kan have det store selskab til ankomst, der flyder over i sådan en aftensolgård, hvor man kan sidde lidt for sig selv, og man kan nyde de sidste stråler på dagen og tage sig en øl under overdækket.

Peter: Så fra at det ligesom ikke har noget hierarki rundt om sig, til at blive et hus, der indgår i sin have og sine uderum på en social måde og ligesom giver nogle episoder på dagen, hvor man siger, her er man deroppe. På det tidspunkt er man deroppe på det. Så man hele tiden også får brugt sit areal og sine rum på den bedst mulige måde. Det er ikke særlig stor grund. Den er 836 kvadratmeter. Og huset er 207 kvadratmeter, så det er sådan set en fin størrelse hus. Men det er mere det med, at selve huset virker også større. Grunden virker større. Alle siger sådan, nå men udefra, der ligner det jo sådan et simpelt hus, og når man kommer ind, så åbner det sig bare hele tiden. Og det har måske været tricket, snarere end at det handler om, okay, det skulle være hvidt og ingen tag og alt muligt. Det er ikke det, der er så vigtigt. Det er mere, hvordan er huset arkitektonisk, giver dig noget, snarere end ser ud af noget.

Morten: Jeg synes faktisk, at den der oplevelse, du prøver at give af det, også i de forskellige uderum, og hvordan når man sidder og kigger på billederne og sidder og kigger på kortet over det, så synes jeg faktisk godt, man kan opleve det. Jeg synes faktisk, der er en rigtig god fortælling i det, Peter.

Farver, materialer og stemninger

Morten: Og noget af det, der også faldt mig i øjnene, eller noget af det, jeg først lagde mærke til, det var jo faktisk farverne. Selvfølgelig den røde dodenkopf-farve, som du taler om, men også alle farverne inde i rummet. Faktisk de sorte gulve i kombination med nogle lettere dæmpede farver. Kan du ikke prøve at sætte lidt ord på det her med farver og valg, og hvad det reelt faktisk betyder for det her hus her?

Peter: Jo, men man kan sige, når man arbejder som arkitekt, så har man jo altid nogle slutbrugere. Og jeg plejer at sige til mine kunder, altså, det er ikke vigtigt for mig, at det bliver 100 procent, som jeg gerne vil have det, fordi så skulle jeg jo bare bo der. Det er jo dem, der skal bo der, og der skal være glade og føle, at deres liv får noget kvalitet ud fra de valg, vi træffer. Og man kan altid, og det er det, der handler om at guide. Det er jo at rådgive og få det så meget derhen, hvor man mener, nu er det et balance mellem individuelle valg, strømninger, som man sådan prøver at sige, okay, hvordan kan vi arbejde med noget tidsløshed til en foranderlig masse, kan man sige. Det gør jo ikke noget, man maler en anden farve på et tidspunkt.

Peter: Men i det her tilfælde kommer vi fra en helt hvid bolig med helt lyse gulve inde i en baggård på Kronprinsessegade, hvor alt handlede om at trække så meget lys ned i det her hus som muligt. Den er også inde på Danske Boligarkitekter i øvrigt, den sag. Men anyways, så der er kunden min kone. Happy wife. Det ved vi. Happy life. Så vi skulle jo finde en vej frem, og jeg var langsomt gennem flere projekter begyndt at arbejde mere med farver og blevet meget interesseret i farver. Så mødte jeg Tobias Jacobsen til noget, og så begyndte vi at tale sammen, og jeg tog hjem til ham, det er barnebarnet, og han kunne vise mig alle mulige fede gamle ting, som man ikke kender, og historier og så videre.

Peter: Og vi blev enige med os selv om at sige, okay, vi vil gerne prøve noget andet med vores gulve som underlag. Nu bor vi ude ved skoven. Vi skal have noget dybde. Vi skal have noget, der føles som om man går, ligesom når man går på en skovbund om efteråret for eksempel nu her, eller vinter. Så bladene bliver sådan et stort tæppe, snarere end sådan et lyst trægulv, som man altid identificerer den skandinaviske bolig med. Prøv at sige, nej, lad os også se, hvad det ellers kan. Og vi arbejdede med Dinesen om at lave et større sildebensstykke, som han arbejdede med askeplank i sit eget hus også, der ligger rundt om hjørnet. Og vi sagde, okay, det gule gulv, som det jo bliver, når det lakeres, det havde vi ikke lyst til. Jeg er uddannet møbelsnedker, som sagt, og lavede min svendeprøve i asketræ, og den blev helt gul. Nå. Det kan godt være, jeg ikke er så glad for gul. Det kan jeg godt høre.

Peter: Men man kan sige, så det handlede også om, at det spil, der er i overfladen på asketræ, er meget mere voldsomt end mange andre sorter. Og det er et hårdt trægulv. Så vi ville gerne have noget, hvor man ligesom kunne sige, når man fik de her sildeben, så ville man få et spil i retningerne, når man gav det en tone. Og så var det egentlig ikke meningen, det skulle være så dybt farvet, men det var gulvlæggeren og gulvbehandleren, der ligesom sagde, nu ved du hvad, jeg synes, det bliver for skrovlet før, så jeg er kommet lidt mere i, og vi var på ferie. Og så kom vi ind til det, okay. Men det var egentlig meget fedt, tænkte vi, og vi kan jo altid slibe det af, hvis det er det. Men vi er blevet sindssygt glade for det, fordi det giver så mange oplevelser i form af spillet med lys, som et lyst trægulv har sværere ved. Jeg kan godt lide lyst trægulv, det er ikke det. Men det kan noget andet.

Peter: Og det bidrager til vores hus på en måde, som jeg føler lidt, at man hele tiden går på et tæppe. Ikke et tæppe, men det har sådan en tæppekarakter. Man er sådan lidt rammet, man har ligesom sådan en flade, hvor trægulv ellers har en tendens til, at det måske bare flyder ud. Her møder det jo sådan et skarpt hvidt panel. Så det stopper der. Det giver en stemning, og det giver en dybde, og om aftenen bliver rummet også mere intimt af det. Så det går fra de der meget oplyste, virkende store rum til, så bliver det lidt tættere og lidt hyggeligere. Så det kan noget, synes jeg.

Peter: Og samtidig blev vi enige med os selv om, at vi ville gerne have farver. Nede i stueplanet er det primært en grå tone, som han brugte til en del projekter. Så den er ikke hvid, men den er heller ikke mellemgrå. Den spiller, og den har en måde at bruge lyset på, der er lidt anderledes, ligesom Mogens Lassen gjorde med sit hus ovre på Bakkedal, der er kølig om sommeren og varm om vinteren. Så kunne den det. Og så sagde vi, okay, så bringer vi de her tekstiler ind, som han også ville have leget med i, men det er så mere moderne og mere simpelt. Vi er ikke så meget til de der blomstrede mønstre og sådan noget, men så har vi så givet den lidt gas på gæstetoilettet, som er nyt. Der var ikke gæstetoilet i gamle dage, hvor vi har lavet lidt funky med, jeg har fået lavet en vask nede på Sicilien med glasering og sådan ligesom en skulptur, og den bliver til vinduesplade og alt muligt. Og så et tapet, der matcher i farven. Så der fyrer vi den lidt af. Igen ikke med blomster, men med mønstre.

Peter: Og så ovenpå har vi så givet de her farver, vi snakkede med Tobias om, og som vi selv sagde, okay, hvad ville vi? Så det er fra hans skala, bare i nogle forskellige typer. Og nu er min datter ved at være i en alder, hvor nu gider hun ikke at bo i det der, vi kalder et lyserødt værelse. Så nu skal vi finde en anden farve til hende. Det er bare ikke gul, har jeg sagt. Men det er jo også en ting, at huset lægger op til, at der kan arbejdes med panelet. Jeg har kopieret paneler fra huse, han havde lavet, fordi det her var meget tomt for detaljer i og for sig selv. Der er nogle ting, jeg kunne finde, men Arne Jacobsen var ikke comme il faut, da jeg læste. Det var fransk filosofi og dekonstruktivisme og whatever. Altså, diagrammer over det hele og sådan noget. Og det her, det er meget jordnært, pragmatisk, detaljering og design. Og det var sgu sjovt at dykke ned i ham efter, at man havde fået noget erfaring og finde ud af, okay, men hvad kunne jeg så bruge bedst muligt og putte ind, uden at begynde at lave det til et andet hus.

Peter: Nede i dagligstuen er der for eksempel en lampe ude fra Anker & Co. Jeg har sådan brugt, den hænger normalt på væggen. Men der er ikke nogen rosetter i loftet, så det er sådan en hvid skal med bladguld på indersiden. Den er sådan ikke, fordi det var særlig bekosteligt, men den bliver lige pludselig sådan en varm enhed oppe i toppen, og den er helt hvid ellers normalt, når vi ikke bruger den, så den falder bare i. Så det er jo også noget at gøre med at sige, farver er jo også i de emner, man bringer ind. Så har jeg et spisebord, det er en prototype, jeg har lavet, og jeg tegner mange møbler. Så det er en prototype og sofabordet og sådan noget, og sofabordet er egetræ ligesom egetræsblokken i køkkenet, de rammer de der to tilbygninger ind. Og spisestuen har den blå farve, som også kommer oppefra, kan man sige, på det her stålstel. Og så er egetræsstolene der til. Så der er sådan ligesom, okay, det er naturtræ, det mørke træ, farverne og det dulmede grå. Altså, paletten er jo ikke, fordi den er super crazy. Det er ikke tapetcafé det her. Men det er alligevel noget, der er specielt ved bygningen.

Favoritsteder og mødet med Arne Jacobsen

Morten: Peter, hvad kan du bedst lide ved huset? Hvad er jeres favoritspot i det her hus her?

Peter: Altså, sted eller sådan generelt, hvad jeg bedst kan lide? Det bestemmer du. Jeg kan godt lide, at huset virker hele tiden som forlængelse af hinanden. Rummene er ikke, altså, skalaen i rummene er blevet bedre, og den måde funktionerne fungerer og flowet i huset er enormt rart at bo i. Det fungerer virkelig godt til en familie. Vi kan også være 21 til jul. Det kan vi også godt være. Så det kan noget i rummenes egenskab. Og så kan jeg godt lide de mange kig, der er, uanset hvilket rum man opholder sig i. Så er der altid flere steder at kigge hen, uden at man behøver at føle, at man sidder oven på hinanden. Og man har faktisk god kontakt med hinanden.

Peter: Jeg er nok mest i den gamle dagligstue og sidder og læser eller et eller andet, og så ser vi lidt fjernsyn i havestuen. Der er jo ikke teknologi derude, men man kan sige, det er jo et spørgsmål om, at lyset fanger en med i løbet af dagen. Så der er ikke rigtig nogen rum, der ikke bliver brugt. Så der er ikke det der rum, der bare står og, okay, ind og støve af. Det er der ikke.

Morten: Hvordan var det egentlig at skulle gøre et værk af Arne Jacobsen til dit hjem? Hvad var det for en følelse, du gik ind til den opgave med?

Peter: Jamen, som jeg nævnte tidligere, så var det sådan lidt, hold da kæft, okay, er det ham? Og vi tænkte sådan lidt, okay, men det tager vi på os. Det gør vi. Så det var jo super intimiderende på den måde, at folk tænkte, nå, er det Arne Jacobsen og sådan noget, og så må det være helt vildt, hvor vi bare stod med den der lort der og tænkte, okay, det her bliver jo ikke helt vildt. Så det handlede jo lige så meget om at bruge det lidt som en opdagelse af ham. Jeg har fået sindssygt meget respekt for mange af de ting, han har gjort. Der er også ting, som jeg synes, okay, det ved jeg, han er gået let over, kan jeg se igennem forskellige projekter. Men dygtig mand og god til at lede de folk, som også var meget dygtige medarbejdere på tegnestuen. Han har ikke gjort det alene jo.

Peter: Men det der detektivarbejde var super fedt. Og så at man finder ud af, okay, hvor nu skal jeg til at træffe nogle valg. Hvad er det, vi gør? Hvor går vi den ene vej, hvor går vi den anden vej? Så alle Vola-greb og Vola-armaturer og d line-greb, alt det der, det er jo med, og Munkegårdslamper og så videre, men på en lidt sjov måde, fordi det er fra en tid, der er mere Art Deco i udlandet, kan du sige. Så vi sagde, okay, mørke gulve, sorte greb, sorte armaturer, vi peger lidt på det, men det er stadig Arne Jacobsen. Det er stadig stramt, men det peger lidt også på, at der sker nogle ting ude i verden. Så er det ikke bare det der stål, som alle, eller messing. Vi prøver noget andet med det. Og så prøve at lege med de detaljer, som han har kunnet arbejde med rundt omkring og sige, det bruger vi. Og vi er sådan lidt skamløse omkring, hvor finder vi noget, hvor gør vi ikke? Det gør vi bare. Og så sige, okay, så bliver det som det bliver, men prøver ligesom at sige, hvis nu han skulle komme på besøg.

Morten: Ja, det var jo netop det næste spørgsmål. Hvis han nu levede i dag, hvad tror du, han ville sige til det? Hvad ville han tænke?

Peter: Jamen, jeg tror faktisk, han ville være meget glad. Altså, han boede jo selv i det hvide hus oppe på hjørnet. Og da han flyttede ind og boede der de første 10-12 år, der var det jo klunkemøbler og røvballegardiner og sådan noget. Så begyndte han jo at designe, fordi han havde nogle rigtig dygtige medarbejdere også, der også forstod sig på design, så de begyndte jo at udforske alt det der. Og det er jo særligt efter krigen. Vi skal give noget nyt og sådan noget. Men han var jo faktisk ikke interiørmæssigt særlig avanceret i den der første periode af hans virke. Og det var nok den der klassiske baggrund. Så jeg tror, at han ville synes, at det her var meget nutidigt og tidsløst på sin vis, men også pegede på noget af det romantiske, klassiske, som han har arbejdet med i sin tid.

Peter: Det var, altså, den sjove historie, det var, hans tantes mand, der ejede al jorden omkring. Og lille Arne skulle jo have noget arbejde, for han kunne ligesom få gang i karrieren. Så det er jo derfor, han har lavet så mange villaer i det der område der også. Og hvor vores nabo til den ene side skulle have ligget overfor os, men det var jo så Ole Wanscher, der fik lov til at tegne sit hus og bolig der og tegnestue, fordi de var gode venner. Så tog han bare det hus helt over på den anden side af vejen. Så det vender egentlig havesiden udad mod vejen. Det er sådan lidt. Og hans lokalplan for vejen, han har lavet, det var jo helt hardcore. Ingen tofarvede blade på træerne og sådan noget. Så jeg tror, han ville synes, det ville være spændende at se, at det stadig har en dualitet i sig. Og ikke er gjort til sådan en, bare nu er det 20'erne i det nye århundrede.

Morten: Og nu har du jo nævnt Tobias Jacobsen et par gange i samtalen her, og som jeg forstår det, så er det Arne Jacobsens barnebarn. Er det ikke rigtigt?

Peter: Jo.

Morten: Har han været på besøg hjemme ved jer? Har han været hjemme og se?

Peter: Han har faktisk ikke været der endnu. Vi har prøvet et par gange at tale om, at han skulle komme forbi. Men det kommer, det kommer. Han skal nok komme forbi. Jeg havde en anden på besøg, og det var, altså, historien er jo, at de her fem huse ligger omkring det hvide. Der, hvor vi ligger, der er tre huse, og vi er i midten, så er der to huse af gule mursten med kobberdetaljer og så videre, og så var det det røde med zinkdetaljer og så videre. Og på et tidspunkt fandt jeg ud af, ej, det blev nødt til at være mere ensartet. Så man malede det gult, lysegult og sådan en, ja, nu har jeg lige glemt, hvad den hedder. Men en lys, sart gul, som er ret flot faktisk. Og så troede man, det var det. Så vi havde dem, der købte det i 36. Det barnebarn, som nu er i 80'erne, han kom på besøg.

Peter: Og det var hans mormor, der købte det, og så overtog hans forældre det og så videre. Og da han kunne gå rundt, var han helt blæst bagover. Han har kun set det gult. Men han var rigtig glad. Og det var sgu sjovt at høre alle mulige historier, og dengang havde man i kælderen også folk boende i kælderen. Og det gjorde han selv, og så kom der vand en gang imellem, så var der fem centimeter vand på gulvet, så måtte vi flytte ovenpå et par dage. Men man kan sige, det er det gamle mosområde. Men det var interessant at høre, hvordan den vistnok var gul. Det var den. Og det er faktisk den eneste gule, jeg ville tillade på et hus selv, hvis det var op til mig. Det er sgu flot. Men vi ville helt tilbage. Så Tobias, han vil komme forbi. Det skal han have gjort faktisk. Det skal jeg lige genoptage.

Outro: Bedste råd og hvor man kan læse mere

Morten: Ved du hvad, jeg har optaget det, så der kommer en invitation, så nu er jeg sikker på, det kan være, han kommer til at høre op på det. Peter, fuldstændig fantastisk. Hvis man skal læse mere om dig, hvor går man hen og gør det?

Peter: Jamen, jeg vil sige, Danske Boligarkitekter, der har jeg nogle ting liggende, ellers så skal man simpelthen ringe til mig. Jeg har ikke diverse sociale medier og hjemmesider og sådan noget.

Morten: Fedt. Vi linker op til Danske Boligarkitekter, og tusind tak for dit bidrag.

Peter: Selv tak. Selv tak.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.