Fra villa til tiny house

Intro: Tiny house og den nybyggede drøm

Morten: Behovet, det er der helt klart. Og lysten er der sikkert også. Hvis man tænker over, hvad man kan med et tiny house, så er det jo også et mindre hus at holde. Det er færre udgifter. Der er tid til en masse andet. Så hvis vi på en eller anden måde bliver i stand til at gøre op med, hvad vi forestiller os, vi skal have af materielle besiddelser omkring os, og hvad det er, vi skal bruge vores tid på. Hvis vi kører ud af et andet spor, så er det faktisk, at det bliver meget oplagt, at man faktisk går i tiny house-retningen.

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter den nybyggede drøm. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla.

Morten: Er det realistisk at bo i et lille hus? Et lille hus på 40 kvadratmeter. Det skal vi tale med Thomas Maur om, når temaet er tiny house i denne episode af Drømmevillaen.

Morten: Thomas, velkommen i Drømmevillaen.

Thomas: Tak.

Morten: Og tusind tak, fordi du har lyst til at dukke op i dag og fortælle noget omkring et emne, som vi har berørt lidt, men som vi i hvert fald overhovedet ikke er færdige med at tale om. Men det kommer vi til, fordi først så skal vi lige høre dig, og hvem du er.

Thomas: Ja. Jeg er arkitekt med en lille tegnestue i Vejle, som startede i 2007 som en personligt ejet virksomhed og så i 2017 blev til et APS. Jeg tegner primært boliger for private, hvor jeg laver nybyg, ombygning og renovering. Så det er det, jeg laver primært. Og grunden til, at jeg overhovedet blev arkitekt i første omgang, det var, fordi jeg havde behov for et fag, hvor jeg kunne arbejde kreativt. Helt fra barnsben havde jeg en kreativ mor og en far, der var konstruktionsingeniør, og blev tit opfordret til at gå ud i skuret og lave et eller andet og kunne ikke lade være med det, så der var ligesom en eller anden skabertrang. Og det der med at lave noget kreativt, det elskede jeg, om det så var at tegne eller bygge med Lego eller et eller andet derude i skuret. Og når man er blevet lidt ældre og finder ud af, hvad man skal i livet, så kunne jeg godt se, jamen hov, der var da et fag der, hvor jeg egentlig havde mulighed for at kombinere en kreativ nerve med professionelt virke. Og så blev vejen slået ind på Arkitektskolen i Aarhus.

Thomas’ baggrund og udviklingen i byggeriet

Morten: Ja, okay. Hvor mange år har du så arbejdet som arkitekt egentlig, og hvad har du arbejdet med af spændende projekter der?

Thomas: Ja, jeg har arbejdet siden 2003, hvor jeg til at starte med var på en tegnestue i Island. Der lavede jeg faktisk alle former for projekter, store byplanlægningsopgaver, industri, kontor, boligprojekter og etageejendomme. På den måde kom jeg meget vidt omkring, men sad som skitserende arkitekt og til dels også lidt projekterende. Så der kom jeg virkelig ud i mange områder af faget. Og senere ramte finanskrisen Island, og så stoppede det egentlig, og så kørte jeg videre i mit eget lille firma. Og så var det ikke ligesom de store opgaver, der kom til mig. Nu blev jeg nødt til at gøre noget andet, og så fik jeg mindre opgaver for private, som egentlig bare udviklede sig mere og mere løbende. Og nu her i det sidste år har ombygninger og renovering fyldt mere, end det har gjort tidligere, hvor det har været meget nybyg.

Morten: Okay. Hvordan kan det være, egentlig?

Thomas: Jeg tror, det er, at man er blevet opmærksom på, at hver gang vi enten fjerner et helt hus, så kasserer vi rigtig mange ressourcer. Og i stedet for at kassere dem, så er der faktisk en mulighed for at bevare noget historie og også holde fast i nogle materialer og nogle ressourcer, som ikke har udtjent deres liv nødvendigvis. Og så bruge dem fortsat. Og det synes jeg er en helt fantastisk opgave i det hele taget. Men det giver også muligheden for at lave den her 3D-Tetris, hvor du har nogle faste blokke, som egentlig er forudsætningerne, altså det der er der fysisk allerede, og så kæde det sammen med de behov, som bygherren engang har. Det synes jeg er vanvittigt spændende. Og så tror jeg, det er fordi folk i hvert fald er blevet ret opmærksomme på, at der er en vis værdi i, at man kommer måske ind i et nyt eller gammelt område i stedet for et nyt område. Nu bor jeg selv i et parcelhusområde, men når man flytter ind i sådan et parcelhusområde, så er der ingenting nødvendigvis, ingen træer, ingen hække. Alt, hvad der hedder stemning og atmosfære, det er fuldstændig fraværende. Det er jo nærmest kun husene og menneskene, der skaber det.

Morten: Thomas, jeg ved tilbage på arkitektskolen, da du studerede der, der arbejdede du rigtig meget med det her med bæredygtighed. Hvordan har det egentlig ændret sig de sidste 20 år? Er det stadigvæk de samme ting, man taler om, eller er det nogle nye temaer? Er vi blevet dygtigere til det? Kan du ikke folde ud, hvad er din erfaring her?

Thomas: Jo. Det er lidt de samme temaer, sådan noget som udnyttelse af sollys, udnyttelse af regnvand, energiforbrug, CO2-aftryk. Alt det her, det var der også dengang, men vi er blevet bedre til at sætte det i system i forhold til at dokumentere det. Og vi er kommet bredere ud med, at der er flere, der er opmærksomme på, at det er nogle af de bestanddele, som vi skal arbejde med i arkitekturen. Der er sket en markant udvikling af hele den del, men kerneelementerne er lidt de samme som dengang. Men der er jo den helt store udfordring, og det er den menneskelige udfordring, at få os til at indse, at det er sådan nogle parametre, vi bliver nødt til at spille på, og at det ikke kun er de parametre, der drejer sig om at realisere os selv gennem vores bolig. At det faktisk også er nogle parametre, som drejer sig om, at vi får ændret byggesektoren på en måde, så den er mere holdbar og bæredygtig.

Dokumentation, krav og bæredygtighed

Morten: Ja, mange år frem. Du siger, det her med, at man er blevet mere struktureret omkring det, man er blevet bedre til at dokumentere det. Er det måske sådan lidt et provokerende spørgsmål, men er det en god ting?

Thomas: Ja, det er på sin vis en god ting. Det er en tung ting, det er en omfattende ting, fordi vi bruger meget tid på alle de her dokumentationskrav. Men jeg kan også godt se, at for at vi ikke bare har en masse, der siger, jamen det her, det er det nye supergrønne klima-vægsystem, så bliver vi nødt til at have nogle hardcore fakta på bordet, noget ingeniørmæssig viden faktisk, så vi kan dokumentere det. Og det ved jeg også, Dansk Arkitektvirksomheder går meget op i, at man simpelthen dokumenterer, hvad det er vi gør, og hvad det er for en værdi, det har, og kunne sætte tal på. Det er megavigtigt for, at vi ikke bare kommer med alskens postulater og besynderlige dagsordener, som måske er styret af nogle helt andre parametre, for eksempel at man skal have solgt nogle produkter, eller hvad det måtte være. Dokumentation, om end den er rigtig svær, og den rammer jo alle fag rundt omkring i vores samfund, så er den vigtig i forhold til, at vi får sat tal på, hvad er det egentlig, vi gør, hvor meget fylder det, hvad er impact.

Morten: Ja. Det har i hvert fald også den konsekvens, at man kan begynde at lovgive omkring det. Så man kan jo begynde at stille nogle krav om, hvor meget udledningerne må være. Og der kræver det jo selvfølgelig en eller anden form for noget, der er målbart for at kunne gøre det. Men risikoen er jo selvfølgelig, at det hele bare går op i dokumentation, hvor man egentlig måske burde have købt nogle bedre materialer i stedet for. Men det er måske lidt en naiv tanke om, hvordan det kunne foregå.

Thomas: Ja, det er rigtigt, og man risikerer jo i værste tilfælde, at man kommer til at bruge alt for mange af sine ressourcer på at opfylde dokumentationskrav og egentlig flytter fokus væk fra kerneopgaven, netop at få lavet noget fysisk, æstetisk form, der er holdbart til de behov, der nu engang er derude. Og det er jo ærgerligt, hvis vi fejler, fordi vi egentlig prøver at gøre det godt med dokumentationen, men så fejler på den helt essentielle del af arkitekturen, at få lavet nogle smukke, behagelige, sunde rum til os.

Morten: Lige nøjagtig. Prøv at høre, det her det er jo faktisk delelementer af det, vi skal tale om i dag, men vi skal jo tale om de små huse, om tiny house som begreb. Og jeg kan også forstå på dig, at du har noget erfaring med det nu her, hvor du for nylig har tegnet et tiny house. Er det ikke rigtigt?

Thomas: Jo, det er helt korrekt. Jeg har lige været i gang med at tegne to typer tiny house nu her. Så det har jeg været i gang med, og det har været en spændende opgave, det må man sige. Normalt tegner jeg jo lidt mere almindelige parcelhuse, og også renoveringer og så videre for mine kunder, men tiny house det er jo en helt anden kategori. Det ligger lidt i ordet tiny, altså lillebitte, et lillebitte hus.

Hvad er et tiny house?

Morten: Ja. Og kan man sætte et max antal kvadratmeter på det for at det er tiny house? For dem der ikke ved, hvad et tiny house er, findes der så sådan en kvalifikation af det eller et eller andet, nogle krav det skal opfylde, for at man kan kalde det et tiny house?

Thomas: Ja, der er nogen, der prøver på at sætte nogle rammer. Der er for eksempel Nordisk Center for Vedvarende Energi, de siger, at det er under 46 kvadratmeter.

Morten: Okay.

Thomas: Men der er også nogen, der siger, det ligger omkring 50 kvadratmeter. Nogen siger, det ligger helt nede på 37. Så det er alt efter, hvem man spørger. Men der er ikke noget, der er mejslet i granit.

Morten: Nej, okay. Hvad var den største læring eller sådan en aha-oplevelse for dig, da du tegnede det her tiny house?

Thomas: Det var, at det faktisk er ufatteligt lidt plads. Når man er vant til at tegne boliger, der er noget større, så finder man ud af, at gud, hvor skal folk have deres tøj? Hvor skal de have deres køkken? Det bliver jo nærmest kun fire eller fem elementer. Og kan de overhovedet have et fungerende køkken på den plads? Badeværelset, der er sådan noget som mindstekrav i bygningsreglementet, der bliver man også sådan, der har vi jo nogle afstandskrav og nogle mindstedimensioner på rum og så videre. Der bliver man også presset på, for det drejer sig om hele tiden at skære ned til benet, helt ind til kernen, når man arbejder med det her. Så er det rigtig svært ikke at tænke, nå men her er der måske i bygningsreglementet foreskrevet lidt meget plads som gangareal. I stedet for, lad os sige, der skulle have været en meter og 30, så vil man måske gerne have det ned på en meter. Men det er et bygningskrav eller reglementskrav, som vi ikke kan fravige. Og derfor bliver det lidt svært. Man bliver overrasket over, hvor lidt plads det egentlig er.

Morten: Så helt kort, den største udfordring var det så at opfylde bygningsreglementet, eller var det noget helt andet?

Thomas: Den største udfordring, tror jeg, var at tegne et hus til en bygherre, som egentlig ikke var der. Jeg skulle tegne et generisk hus, forstået på den måde, at det er nogle forventede behov, som jeg så godt selv kan leve mig ind i, og jeg kan godt læse om det og analysere mig frem til det og se andre eksempler. Men det med, at man ikke sidder, som jeg plejer, så meget på tomandshånd og får input fra min bygherre, det synes jeg faktisk var det sværeste, at sidde og træffe bygherrens valg.

Morten: Ja, okay.

Thomas: Det var det også.

Fra investor til indretning på få kvadratmeter

Morten: Det giver faktisk rigtig god mening. Hvad var egentlig baggrunden for det? Så det var ikke til en familie, at du tegnede det her hus, kan jeg næsten forstå?

Thomas: Nej, det var det ikke. Det kunne det godt have været, men nej, det var en investor, som kontaktede mig, som gerne ville lave nogle tiny houses. Og der skulle være en lidt mindre udgave på 40 kvadratmeter og så en, som var lidt større, som var 50 kvadratmeter, hvor der også er en hems. Det var egentlig fordi, han ville lave nogle kvalitative små huse til det danske marked, hvor alt var udført i træ. Og så ville jeg rigtig gerne hjælpe ham med det.

Morten: Selvfølgelig. Så hvordan var udformningen på det hus? Kan du fortælle lidt om det for dem, der ikke har set billederne? Man kan selvfølgelig gå ind på Danske Boligarkitekter. Der havde jeg selv været inde at se nogle billeder af det. Men nu sidder vi her i podcasten, så kan du sætte lidt ord på, hvad det er for et hus, og hvad var det for en udformning, det har?

Thomas: Ja, det er et længehus med traditionelt sadeltag. Og det er egentlig fordi, det her gavlmotiv er et meget velkendt motiv i vores bygningshistorie. Det passer ind mange steder, og det har en høj grad af fleksibilitet i forhold til, at der måtte komme nogen og sige, kunne vi lige flytte lidt her? Kan vi lige flytte lidt her? Så længe vi holder fast i hele længe-temaet, så har vi en rimelig stor fleksibilitet at arbejde med. Så det var egentlig årsagen til formen.

Morten: Men Thomas, 40 til 50 kvadratmeter, det er jo ikke meget plads. Hvordan får man egentlig et hjem overhovedet, som man kan banke ind på så få kvadratmeter?

Thomas: Det er lidt af en udfordring, og det kræver meget af bygherre. Man skal være klar på det, man skal være klar på, at det er en anden livsførelse. Men en af måderne, man kan komme i mål med det på, er, at man overlapper de forskellige funktioner i rummet. Så vi ikke har for mange rum, som kun kan bruges til en funktion. Det er ufatteligt få kvadratmeter, så derfor bliver man nødt til at lave overlap og have multifunktionelle rum. Det er en af de helt store nøgler til at komme i mål med det.

Morten: Kan du konkretisere det? Hvor havde du nogle rum, som du faktisk kunne genbruge?

Thomas: Der er jo køkkenet eller køkkenpladsen, den skulle både være opholdsrum, hvor man er i løbet af dagen, det skulle også fungere som køkken. Det er også der, hvor man tager imod gæster. Og det var lidt sammenhængende med en sofa, som mere eller mindre står i køkkenet, stuen. På den måde er funktionerne lagt sammen. Og så er der et soveværelse, som også kunne være et opholdsværelse, som kunne være et kontor. På den måde er alle de der funktioner egentlig lagt sammen. Og så badeværelset hænger direkte sammen med entréen, så vi har en zone, hvor du har vådbelastning, som er samlet op ad køkkenet også, så man på den måde får reduceret, så man ikke har varmerør ud i hver sin ende af huset. Så man har tænkt på at holde varmen centraliseret. Det er jo egentlig nogle af de måder, man kan løse det på.

Morten: Jeg tænker, det udfordrede dig, da du sad og lavede det her projekt.

Thomas: Det gjorde det, det gjorde det, fordi det er helt anderledes end at tænke, at man egentlig har masser af plads, som jeg jo ofte tænker. Og der er det jo enten en bebyggelsesprocent, der sætter den øvre ramme, eller bygherres økonomi, der sætter den øvre ramme, om det så er fordi, man ikke vil bruge mere på det, eller fordi man simpelthen spænder livremmen.

Den kreative proces og behovet for mindre boliger

Morten: Lige nøjagtigt. Kan du fortælle lidt omkring processen på, hvordan du gjorde det her? Nu er det selvfølgelig lidt specielt, fordi du ikke har haft en bygherre på den anden side, som du har kunnet spare op ad. Men du har trods alt haft nogen, der har påtænkt at bygge det her hus. Men processen på det, der er meget kreativitet involveret, kunne jeg forestille mig.

Thomas: Ja, det er der. Og jeg arbejder, som mange i dag, tredimensionelt med mine projekter. Så jeg sidder typisk og laver nogle helt grove volumenstudier, hvor jeg samtidig ser på de her volumener som funktioner, sidder og modellerer dem. Og jeg var også ude i mange funktioner, hvor jeg havde dem placeret skævt i forhold til hinanden for at lave nogle spændende uderum og så videre. Men jeg kunne godt se, hver gang jeg gjorde det, så var der en udfordring i forhold til, at det også skulle kunne transporteres på en lastbil. Og det i sig selv gjorde jo, at ret hurtigt kommer man ind på længeformen. Men stadigvæk kunne jeg blive ved med at arbejde med de her overlap af funktioner i 3D-modellen. Så laver jeg et print, skitserer klassisk på manifold, sidder og arbejder med det. Og så det jeg kommer frem til, prøver jeg af i 3D. Og så er det sådan en iterativ proces, hvor jeg hele tiden kører frem og tilbage, indtil det mere eller mindre krystalliserer sig ud i det her projekt, hvor det passer. Der er plads til standardmøbler, som i øvrigt også var en anden udfordring. Jeg kunne ikke regne med, at alle ville have en eller anden form for aptering eller indretning, som vi lavede til alle. Så derfor skulle der også være en form for plads til standardmøblement. Så det var hele den der dynamiske proces, som gjorde, at man kom i mål med det i sidste ende.

Morten: Ja, det kunne jeg godt forestille mig, at det faktisk var ret spændende at sidde og. Hvor lang tid tog det her? Altså fra opstart til at man havde nogle skitser, som man var komfortabel med at præsentere, og som en investor syntes var en god idé.

Thomas: Der gik jo faktisk lidt lang tid, fordi vi skulle have afklaret, der var allerede sådan noget som, hvordan skal de her bygges? Hvad er forudsætningerne? Der var en masse parametre. Hvor bredt kan huset være i forhold til, at det skal transporteres? Skal det stå på stålfundamenter, altså skruefundamenter, eller skal det være på nogle fliser? Hele det der samtidig med, at jeg sidder og skitserer, var faktisk trukket over en proces på længere end jeg har lyst til at indrømme, men det har nok været omkring et halvt år.

Morten: Ja.

Thomas: Fordi man kunne jo hurtigt lave en skitse og et udkast, skitseforslag, hvor man ligesom har idéerne med på to uger eller tre uger. Men så har man måske heller ikke alle de parametre, som så er tænkt ind, og det er det, der gør det svært, synes jeg. Det er at få alle parametrene ind i projektet, så det kan leve op til så mange af dem som muligt.

Morten: Jeg synes jo faktisk, at det er en fremragende kort tid, men det er også kun sammenlignet med så lang tid, vi har brugt på at gøre os tanker omkring Drømmevillaen og har optaget podcast og så videre. Så jeg tænker faktisk, du er ret hurtig på den.

Thomas: Ja.

Morten: Prøv lige at tage den op på et lidt metaniveau her. Kan du ikke sætte ord på, hvorfor er det egentlig vigtigt, at vi skal ændre på størrelsen af vores boliger?

Thomas: Jo. Det hænger direkte sammen med, at vi er i en galopperende klimakrise nu her. Hvis vi ikke havde den, så var der som sådan ikke noget behov for at ændre vores adfærd. Men hvis man lytter til videnskaben, så er vi på vej mod en planet, hvor den ikke er nær så beboelig, som den har været tidligere. Og det gør, at vi bliver nødt til at tænke på de ressourcer, vi bruger, og i det hele taget hvordan vi indretter vores samfund. Så det er den korte forklaring på det.

Morten: Ja. Men det, som jeg lige sidder og tænker på, det er jo, at er et tiny house egentlig løsningen på det? Er det det, at vi bygger småt? Fordi jeg kan jo bare se på vores eget byggeri. Vi bygger ikke et tiny house. Det kan godt være, vi burde gøre det. Men der er også noget, der hedder komfort. Der er noget, der hedder selvrealisering. Der er noget, der hedder norm med, at vi plejer, og at vi gør. Det hjælper vel egentlig ikke bare at have muligheden for at bygge mindre huse. Det er vel nogle andre ting, der skal til, eller hvad?

Thomas: Ja, det er det, fordi det vi gør, når vi bygger de huse, vi gør, det gør vi jo i overensstemmelse med den civilisation, vi er i, den psykologi, der er. Vi afspejler os selv i vores huse. Vi prøver at identificere os med den sociale klasse, vi nu engang er en del af. Og alt det hænger sammen. Så man har svært ved at forestille sig nogen fra de øvre sociale lag bygge tiny house, fordi hvorfor skulle man det, når man har alle forudsætninger for ikke at gøre det? Så det er helt inde i sindet på et psykologisk plan, hvor vi skal ind og mærke efter og gøre op med, hvad er det for nogle værdier, vi egentlig vedblivende holder fast i, når vi bygger, som vi gør? Og vi kan jo se det med alle mulige andre omstillinger i den grønne omstilling, hvor vi har svært ved det, hvor vi har svært ved at give slip på vores komfort.

Morten: Ja.

Thomas: Der er ikke noget at sige til det. Komfort er vidunderligt. Det er dejligt. Det gør livet glat og blødt og vidunderligt.

Fællesskaber, lovgivning og tiny house i praksis

Morten: Det gør det. Kunne man ikke forestille sig, at de her tiny houses egentlig skyder op i nogle mindre samfund, hvor man bygger nogle klyngehuse, hvor 10 tiny houses er omkring hinanden, og hvor man så har et fælleslokale eller et fællesrum, hvor man har nogle sociale aktiviteter? Fordi så kan det være nogle andre ting, der er med til at drive efterspørgslen efter tiny house.

Thomas: Jo, det synes jeg er helt oplagt at gøre, og kommunerne er jo ved at komme lidt ud af busken nu her, hvor der tidligere har været nogle planmæssige forudsætninger eller problemstillinger, også nogle forudsætninger der ikke var på plads, hvor for eksempel rækkehusbebyggelser, der ville man helst ikke gå under 400 kvadratmeter på en matrikel. Nu her i Vejle, der har man et nyt område, der hedder Tiny Vejlesborg, ligger i den vestlige del af byen, hvor man vil lave tiny houses, og der har man en udstykning med, jeg tror, det er 30 huse eller deromkring, hvor grundene må være helt ned til 300 kvadratmeter, men husene må maksimalt være 50, skal stå på skruefundamenter. Så der er man faktisk allerede i gang med at lave en form for fællesskab, et community, som kan dele et fælleshus, og så har man egentlig sit eget lille matrikel og sit eget lille hus. Det er i gang, men når man nu fra kommunens side tidligere har sagt, jamen, vi laver ikke grunde, der er under 400, og det er absolut minimum, og så er det sammenbyggede rækkehuse, så er det svært at komme igennem med at lave noget, som er et helårshus, et enfamiliehus, som er fritstående.

Morten: Ja. Og man kan sige, at det er jo heller ikke fordi, vi alle sammen skal bo i tiny houses. Det kunne jo bare være, at når man bygger nyt, så skal man jo egentlig lige prøve at begrænse sig lidt og prøve at se, om man kan tage nogle af de kvaliteter og komfort og luksusfølelse fra et stort hus over til et mindre hus, ikke?

Thomas: Jo. Det drejer sig om at fokusere på noget kvalitet. Og igen, det er jo ikke for alle. Hvis man ikke er der mentalt og ikke er klar til det, så vil man flytte i et tiny house af en eller anden årsag, fordi man tænker, man skal prøve det, men hvis det på alle mulige måder strider mod ens behov i hverdagen, og på den anden side heller ikke er 100 procent dedikeret og egentlig et projekt som sådan, altså man ikke har sig selv med i det, så kommer det til at fejle. Det gør det. Det er en rigtig stor udfordring, tror jeg, for rigtig mange, især som har muligheden for at bygge et stort, flot hus, fordi det er jo det, der er drømmen.

Morten: Ja. Og jeg sidder da faktisk og tænker lidt på, at der må også komme til at ske en masse inden for lovgivningen nu her. Vi sidder faktisk og taler lidt om, hvorvidt vores hus, som vi bygger nu her næste år, bliver et af de sidste, som man bygger på den måde. Det kunne da måske egentlig godt være et sandsynligt scenarie, eller hvad?

Thomas: Ja. Jeg tror, det bliver svært at gå imod markedskræfterne på den måde, fordi man kan sige, er der et behov, så er der nogen til at opfylde det. Men man gør det jo nu her med LCA-beregningerne, hvor de bliver endnu mere restriktive, og der er nogle byggemetoder, som ikke bliver mulige fremadrettet. Så på den måde tvinger man det lidt igennem nu her, og vi har jo ikke til fulde set, hvor det bærer hen, og hvor meget vi bliver indskrænket, og hvor teknokratisk hele den her tilgang bliver. Fordi vi må jo heller ikke glemme, at når vi sidder og nyder vores hjem, så er det jo ikke på grund af nødvendigvis, at det har den og den dokumentation. Det er jo selvfølgelig, at vi ikke har kuldenedfald fra vinduerne, men også at det er proportioneret til os, at det er nogle flotte rum, at der er noget overraskelse, at der kommer nogle flotte lysindfald, og der er nogle lækre udendørsrum og så videre. Det er alt det, der ligesom er det vigtige.

Morten: Ja, men er med til at give noget.

Thomas: Ja.

Morten: Fylder bæredygtigheden nok på dagsordenen i byggeriet?

Thomas: Ja, det tror jeg, den gør efterhånden, og alligevel ikke helt, fordi der, hvor den måske ikke fylder nok, det er, at vi ikke mentalt i forhold til byggeri er nok med. Vi gør jo rigtig meget, hvad vi kan i forhold til at prøve at styre den her supertanker, som vores civilisation er, i en retning. Men det vi også oplever lige nu, det er jo, at vi mentalt ikke er helt på samme kurs. Så bæredygtighed fylder måske ikke nok i vores kognitive forståelse af bæredygtighed, og hvad det betyder for vores indskrænkning af vores frihed og så videre. Men teknisk er vi godt på vej. Man kunne altid ønske, vi var længere, men det er en stor industri at omstille, og derfor er det også svært at gøre natten over. Vi lever i en kompleks verden, hvor man ikke bare lige skifter fra den ene modus til den anden natten over.

Morten: Præcis.

Outro: Gode råd, hvor man kan læse mere, og tak for nu

Morten: Sidste spørgsmål egentlig. Kommer du til at tegne et tiny house igen?

Thomas: Ja, det tror jeg. Måske under andre forudsætninger, men jeg tror, behovet er der helt klart, og lysten er der sikkert også. Fordi hvis man tænker over, hvad man kan med et tiny house, så er det jo også et mindre hus at holde. Det er færre udgifter, der er tid til en masse andet. Så hvis vi på en eller anden måde bliver i stand til at gøre op med, hvad vi forestiller os, vi skal have af materielle besiddelser omkring os, og hvad det er, vi skal bruge vores tid på, hvis vi kører ud af et andet spor, så er det faktisk, at det bliver meget oplagt, at man faktisk går i tiny house-retningen. Men det er svært, og personligt kan jeg også godt se, jamen der hvor jeg bor nu, der har jeg en masse redskaber og ting og sager, så tænker man jo helt lavpraktisk, hvad skal der blive af dem? Så der er virkelig en udfordring med opmagasinering, og så er det måske et depot, man skal have ved siden af et tiny house. For helt at blive redskabsfri, det tror jeg heller ikke, at vi er klar til.

Morten: Vi skal have noget grej, ikke også, Thomas?

Thomas: Det skal vi. Ja, som vi kan ordne haven med eller et eller andet, hvad det nu er.

Morten: Men så bliver det jo også noget andet, der driver det end bæredygtighed. Fordi det der så kan drive det, det er jo økonomi, det er tid, det er faktisk nogle andre ting, som vi taler ind i. Og så er der selvfølgelig dem, der går rigtig meget op i det, som egentlig ønsker at bygge mindre. Men den store volumen, der bliver det noget andet end det at kunne bygge bæredygtigt, der driver det.

Thomas: Ja. Det bliver nok sådan, det tror jeg også, du har ret i. Og så bliver det måske, når vi om ti år kan se, at klimakrisen virkelig har fået fat, og vi ikke kan gå videre med skyklapper igennem tilværelsen og sige, jamen det løser sig nok. Man kan jo se nu her i Polen og i Sydeuropa og i Florida, hvor hele huse skyller væk. På et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at sadle om. Men det kan selvfølgelig også være, at det er noget helt andet, der gør det. Altså at vi bliver ramt af en kæmpe pandemi, og 90 procent af Jordens befolkning dør, og så er problemet jo ligesom forsvundet, fordi der ikke er så mange længere. Det er lidt mere dystopisk, men det er også et scenarie.

Morten: Thomas, et godt råd til nybyggere. Hvad skal det være?

Thomas: Det er at se på de kvadratmeter, man har tænkt sig at bygge. Prøv i stedet for at sidde og udvide ens rumprogram hele tiden at sige, behøver jeg virkelig det her kontor på 15 kvadratmeter? Kunne jeg måske reducere det til 12? Eller kunne jeg reducere det til 9? Kunne jeg måske endda sidde inde i stuen? Eller hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi man har nogle børn, der larmer, og man skal have stille omkring sig, så må man sætte sig tilbage, og så har man det. Måske kunne det endda blive 6 kvadratmeter. Altså hele tiden, i stedet for at man siger, jamen så skal vi lige have det med, og det skal med, og det skal med, så skulle man måske prøve at reducere kvadratmeter. Og hvis man gør det med sådan en reduktionistisk tilgang til det, så kan man måske komme i mål med at få et hus, der er lad os sige 10 eller 15 kvadratmeter mindre. Det kan godt være, vi ikke er helt i mål, og vi bygger jo større som aldrig før. Men vi kunne jo egentlig måske komme i mål med at bygge noget mindre. Og lægger man hele det der ind i et Excel-ark, jamen så gør alle nye huse, som bliver mindre, en eller anden forskel.

Morten: Det lyder som et godt råd. Hvis man skal læse mere om dig eller følge dig, hvor gør man det henne så?

Thomas: Jamen, det kan man gøre på Danske Boligarkitekter. Der har jeg en profil, og så har jeg også en hjemmeside på www.maurhous.dk. Der kan man også se nogle af mine projekter. Den bliver opdateret sådan en gang om året.

Morten: Der var jeg inde, før vi kom i gang her, og så nogle fede billeder derinde. Så jeg vil egentlig slutte af med at sige tak for dit bidrag, Thomas. Og kan du have en fantastisk dag.

Thomas: Jamen tak. Og mange tak, fordi du ville tale med mig.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.