Drømmen om eget hus

Intro

Morten: Velkommen til Drømmevillaen. Podcasten, hvor vi jagter den nybyggerdrøm. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores Drømmevilla. I denne podcast inviterer vi andre nybyggere, rådgivere og leverandører, ja, alle der har noget på hjerte om byggeri, til at dele deres erfaringer. I dag har jeg besøg af Jannie, der er medforfatter på bogen Drømmen om et hus. Bogen handler om statslånshusene, som blev bygget fra 1933 til 1959. Og der er faktisk gode erfaringer og læringer, vi kan tage med os til i dag, specielt når det drejer sig om bæredygtighed. Jannie, velkommen i Drømmevillaen.

Jannie: Tak.

Morten: Og en fornøjelse at have dig her i podcasten, og tak fordi du havde lyst til at dele ud af din viden omkring statslånshusene. Men inden vi hopper ind i det, så giv lige en kort introduktion til dig selv.

Jannie: Jeg hedder Jannie Rosenberg Bendsen. Jeg er arkitekturhistoriker og ph.d., og jeg arbejder med arkitektur, arkitekturhistorie og kulturarv med speciale i det 20. århundrede. Og har forskellige vinkler på det. Jeg arbejder med forskellige former for formidling og forskning og skriver bøger og holder foredrag og rigtig mange forskellige ting.

Morten: Fantastisk. Hvor kommer den her passion fra? Hvad er det, der har gjort dig interesseret i det her område?

Jannie: Det er den helt umiddelbare tilknytning til vores allesammens liv. Jeg begyndte egentlig med at læse litteraturvidenskab, og jeg elsker bøger, men blev fanget ind af arkitekturen, fordi vi kan lade være med at læse bøger, vi kan lade være med at gå i teatret eller se film, høre musik. Men vi kan ikke undgå arkitekturen, slet ikke når vi bor i den vestlige verden, fordi vi bor i arkitekturen, vi går i skole i den, vi arbejder i den. Det byggede miljø er alle steder i Danmark. Så for mig handler det om at forstå, hvad er det for nogle omgivelser, hvor kommer de fra, hvad har formet dem, hvordan kan vi forstå dem, og hvordan påvirker de os i vores dag? Så det er den der umiddelbare nærhed til vores liv. Og nu står I jo også og skal bygge hus, og der kan man jo se, at det betyder noget for jer, hvordan et hus kommer til at se ud, hvordan vi indretter os, hvordan vi bor, hvordan passer det sammen med de kvarterer, hvor jeres hus skal være. Så det er allestedsnærværende, og det synes jeg er ret interessant.

Morten: Ja. Jeg har faktisk aldrig tænkt på det, før du siger det, det her med, at man kan lade være med at læse bøger, man kan lade være med at lytte til musik, men arkitekturen kan man simpelthen ikke undgå at være en del af eller blive påvirket af. Og selve forbindelsen mellem os to, det var jo også bogen Drømmen om et hus, som du har skrevet sammen med Dorthe. Og hele Ellens og min interesse for statslånshusene, eller den arkitektur der var i den tid, det var jo egentlig det, der var temaet for den samtale, vi skulle have i dag.

Jannie: Ja.

Hvad er et statslånshus?

Morten: Så et stort spørgsmål til at starte med. Hvad er de her statslånshuse for en størrelse?

Jannie: Men det er netop et meget, meget stort spørgsmål, og inden vi skrev bogen, der havde alle i hvert fald i fagkredse et billede af, hvad er et statslånshus. Og det er et en-længet hus i en etage, det er mursten, det er ikke særlig stort, det har en lav taghældning, det var bygget mellem 38 og 58, og så var det ligesom historien om statslånshuse. Men Dorthe og jeg kunne godt se i vores arbejde, at det måske ikke er hele historien om statslånshusene. Og som vi gravede os ned i arkivmaterialet og var ude og kigge på huse, så kunne vi jo se, at et statslånshus er meget mere sådan arkitektonisk set. Det kan vi komme tilbage til. Men det, der er fælles for dem alle sammen, det er, at et hus opført med statslån er bygget mellem 1933 og 1959. Og man har kunnet få støtte fra staten via billige lån til at opføre sit hus. Altså man har stadigvæk skullet lægge sit eget indskud eller arbejdstimer i form af en procentdel af lånet. Det er lidt afhængigt af, hvilken type lån man har fået, det behøver vi ikke gå ind i. Så har man haft kreditforenings- eller hypotekforeningslån, og så den sidste del af, hvad det har kostet at opføre det her hus, har man i stedet for at skulle gå i banken og få et dyrt banklån kunnet låne penge i staten til en rente, der lå i hvert fald et procentpoint under markedsrenten, og så har man haft en længere tilbagebetalingstid. Så det har været ret fordelagtigt. Og det har gjort, at folk der ikke havde ret mange penge, også har kunnet bygge deres eget hus.

Jannie: Så man kan sige, det er staten, der er gået ind og har sagt, vi vil rigtig gerne have almindelige mennesker, som jeg kalder det her, folk med almindelige indkomster, folk der måske ikke har så mange indkomster, børnerige familier, som ikke boede særlig godt, inden de byggede eget hus i små mørke lejligheder inde i byerne, især i København, vi kender jo alle sammen historien om tredje baggård uden lys og luft, og det ville man gerne løfte en del af den danske befolkning ud af de her dårlige boligvilkår. Plus at man havde boligmangel, så man ville i det hele taget også gerne sikre, at folk fik et sted at bo.

Jannie: Så det er det, der karakteriserer dem sådan rent bureaukratisk, at man kunne få et lån fra staten. Der fulgte også nogle forpligtelser med, at husene skulle godkendes hos kommunen, men de skulle også godkendes hos statens arkitekter, som kiggede på, var det nogle fornuftige planer, var vinduerne placeret rigtigt, var byggeteknikken i orden, var konstruktionen af en så tilstrækkelig god kvalitet til, at man kunne få et lån.

Jannie: Og så kan man sige rent arkitektonisk, når vi kigger på en periode fra 1933, hvor vi lige i Danmark er på grænsen til det moderne gennembrud i arkitekturen, hvis man skal sige det på den måde, altså til modernismen, til funktionalismen, og så op til 1959, hvor vi er lige på grænsen til det industrialiserede byggeri, der for alvor slår igennem, og typehusene, altså parcelhusene, som statslånshusene er en forløber for. Jamen så taler vi lige fra Bedre Byggeskik-villaer, som vi kender fra tidligere århundreder også, som på det her tidspunkt i begyndelsen og midten af 30'erne var enormt gammeldags, frem til 50'erne, hvor vi har åben plan-huse, hvor rummene flyder ind i hinanden, hvor vi har store vinduespartier ud mod haven, og hvor vi begynder at se køkken-alrum på en helt anden måde, end man har gjort tidligere, og som vi jo kender i dag.

Omfang, størrelse og bevaring

Morten: Ja. Hvor mange blev der bygget af de her huse? Ved man det?

Jannie: Altså vi har gjort en ihærdig indsats for at prøve at finde ud af, hvor mange der blev bygget. Vi ved, at der i hvert fald blev opført over 80.000 huse. Men fordi de bliver opført efter forskellige kapitler, og der er forskellige ordninger, så er der også nogen, der bliver sagsbehandlet andre steder, og det materiale har vi simpelthen ikke kunnet finde tallene på. Så derfor er der nogle usikkerheder, men i hvert fald 80.000 enfamiliehuse.

Morten: Og ved man, hvor mange af dem der stadigvæk eksisterer i dag?

Jannie: Det ved vi ikke. Men vi kan jo se, når vi har siddet i Rigsarkivet og set sagerne, eller vi har siddet i byggesagsarkiverne, og så har vi jo, inden vi har været ude og se på husene, også kigget på Google Maps for at se, hvordan ser huset ud. Og der har vi jo desværre kunnet se, at der er rigtig mange huse, der er blevet revet ned. Det er ikke nogle store huse. Mange af dem, der var nogle begrænsninger på, hvor mange kvadratmeter de måtte være. Man har også bygget i en tid, hvor der har været mangel på materialer, mangel på gode materialer. Der har været økonomisk krise i 30'erne, og der har været en Anden Verdenskrig, som jo sætter nogle helt klare begrænsninger på materialesituationen, ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Og den måde, man har bygget på, har ikke altid været måske den bedste kvalitet. Nogle gange har det været rigtig god kvalitet, men nogle af dem har ikke.

Jannie: Men jeg tror, det største problem i dag er, at mange af dem er relativt små i forhold til det behov, som mange familier føler, de har i dag. Vi taler op til 110 eller 120 kvadratmeter, nogle er så blevet bygget lidt til, men mange ligger faktisk omkring 70 til 100 kvadratmeter. Det er nogenlunde sådan skudt for hoften et gennemsnit. Så i forhold til når mange børnefamilier bygger nye huse i dag, så er det jo nærmest halv størrelse. Og det er i hvert fald det, vi har hørt meget, når vi har talt med forskellige kommuner og sådan noget, at det er der, der ligger en stor udfordring. Så desværre bliver der revet rigtig mange af husene ned, også huse af god kvalitet, som man i virkeligheden sagtens kunne renovere og bygge til, bygge om. Det har vi også nogle eksempler på i vores bog, fordi vi synes, det er vigtigt, at det er en vigtig del af vores kulturarv og historien om det 20. århundredes velfærdssamfund.

Jannie: Og de har nogle kvaliteter i de kvarterer, hvor de ligger, som man desværre ret ofte mister, når man opfører 200 kvadratmeter på en 4-5-600 kvadratmeter stor grund omkring de større byer, ikke kun København, men også de større provinsbyer. Så der er helt klart nogle udfordringer ved bare at rive dem ned af forskellige årsager.

Morten: Ja, lige præcis. Nu sagde du det her med størrelsen, at det var noget af det, der var kendetegnende, at det er forholdsvis mindre og små huse, som vi talte om. Hvad mere kendetegnede de her statslånshuse?

Materialer, håndværk og arkitektoniske greb

Jannie: Udover størrelsen, som jo var et lovkrav, kan man sige, altså det var loven, der ligesom sagde, for at spare på materialerne, så må man ikke bygge for stort. Og de måtte ikke være luksusprægede, husene, heller ikke. Dels fordi man fra statens side ikke synes, at det var rimeligt, at man skulle finansiere private menneskers drømme ud i mærkelige ting. Det her handlede om, at folk skulle have et sted at bo.

Jannie: Det, der karakteriserer dem, største delen er bygget af mursten, altså det vi kalder med traditionelle metoder, altså træ, mursten, mørtel. Så for mange huses vedkommende er det et godt, gedigent håndværk, der ligger til grund for det færdige hus. Mange af ejerne har jo selv været håndværkere og har selv kunnet udføre en del af arbejdet, og det er fordi de ikke har haft så stor en opsparing, så hvis man er tømrer eller murer, så er en del af ens eget indskud blevet lagt i form af egne timer og håndværk.

Jannie: De fleste er mursten. Man begynder at se materialemæssigt gasbeton op i 50'erne, hvor man begynder at eksperimentere med nye materialer og nye konstruktionsmetoder. Der er rigtig mange tage, der er beklædt med tegl, skifer eller eternit. Når vi kommer hen i slutningen af perioden, så begynder vi at se de flade tage, som man eksperimenterer med. Som ikke altid er en god idé, fandt man ud af, i dansk klima. Men man begynder så at finde ud af, hvordan man rent teknisk skal løse det. Men det er generelt set et meget traditionelt byggeri.

Jannie: Og fordi man ikke har haft super mange penge at gøre godt med, man har ikke haft mange materialer at gøre godt med, så er det i de små detaljer og det håndværksmæssige, vi kan finde nogle kvaliteter. Det kan være i ydermurene, hvor man har arbejdet med specielle forbandter, en kombination af forskellige mursten i forskellige farver, altså en mørk mørtel, som spiller, det kan være en rød mursten med en mørk, næsten sort mørtel. Man havde helt op til, nogle firmaer havde op til 40 forskellige farver, man kunne få mørtler i. Og der er jo lige så mange forskellige mursten. Det kan også være et maskinproduceret, et håndlavet, er den helt ensartet, er de flammeret, altså lidt forskellige farver i den samme nuance. Så man har arbejdet meget med de materialer og det håndværk, man nu har haft for hånden, for at sige det på den måde.

Jannie: Så det er ikke fordi, vi ser gesimser, ligesom vi gør i Bedre Byggeskik-husene tidligere i 1900-tallet, eller sådan meget dekorative huse på den måde. Man arbejder med meget lidt, og det får man så rigtig meget ud af, kan man sige. Ved at du skal have en mursten i væggen, men det betyder jo så noget, hvilken mursten og hvilken mørtel du vælger. Hvordan sætter du det sammen? Har man fugen trukket tilbage, så du får et relief, så du får et farvespil, eller ligger den helt ude, så facaden bliver mere flad. Det ser vi desværre meget i nyt byggeri i dag, dels fordi mange håndværkere simpelthen ikke er dygtige nok til at lave de her tilbagetrukne fuger og fortæller folk, at det er virkelig besværligt rent vedligeholdelsesmæssigt, og man skal lægge dem helt ud, og man skal bruge cement i mørtel og så videre. Hvilket heller ikke altid er en særlig god idé.

Jannie: Og så arbejder man også rent formmæssigt med husene, altså hvad er det for en form, man giver huset? Der er mange, der arbejder med forskudte etager, uden at man nødvendigvis har to etager, men så ligger man på en grund, hvor man har nogle niveauforskelle, så arbejder man med terrænet. Så i stedet for at have én bygningskrop, så deler man det op, og måske har to eller tre, og så lægger man dem forskudt for hinanden. Man arbejder også meget med profilen på huset, altså i stedet for, når vi som børn tegner et hus, så har vi en firkant, og så laver vi et sadeltag. Dem ser vi også. Men vi ser også, hvor man måske lige skubber den ene side på tagrejsningen, så det bliver en lidt mindre vinkel på den ene side og en lidt større vinkel på den anden side. Så man på den måde igen siger, jamen vi gør ikke noget, vi putter ikke noget ind i byggeriet, som vi ikke har brug for, vi bruger kun det, der er allermest tvingende nødvendigt. Men vi arbejder arkitektonisk med det, så det bliver lidt anderledes end hvis vi bare gjorde, som vi altid har gjort.

Bæredygtighed og læring fra perioden

Morten: Jeg er blevet nødt til at forstyrre et kort øjeblik. For jeg har en nyhed fra Drømmevillaen, som jeg gerne vil dele med jer. Vi har netop lanceret et otte-ugers gratis mailkursus, som I kan hente inde på drømmevillaen.dk. Det, vi har gjort, det er, at vi har samlet vores erfaringer fra vores samtaler med over 125 deltagere i vores podcast, og det har vi simpelthen kondenseret ned i et kursus, der handler om vejen til Drømmevillaen, som vi kalder det. Det, I får, det er, at I får en mail hver uge, som indeholder en video, der fortæller omkring vores erfaringer inden for et givent område. I får en bog, hvor I kan samle alle jeres drømme om jeres villa. I får 16 cheat sheets, altså gode værktøjer, der kan bringe jer tættere på jeres mål. Og I får muligheden for at få en individuel byggeprofil, når kurset er færdigt, som I kan bruge i resten af jeres byggerejse. Alt sammen kommer som sagt fra erfaringer med de her over 125 podcasts, som vi har lavet. Gå ind på drømmevillaen.dk. Hent det derinde. Det er gratis, og så håber jeg bare at se jer.

Morten: Så den gode kvalitet, hører jeg dig sige, at det jo egentlig er den velovervejede brug af materialer, bæredygtigt kan man så vel egentlig sammenligne det med, hvad vi taler om i dag. Og på en eller anden måde, så er der jo også et begrænset udbud af materialer i dag, den krise vi er i. Så der er måske nogle ting, vi egentlig kan tage med os derfra, kan man sige.

Jannie: Ja. Det er der helt klart. Og uden at man kan sammenligne tiden efter, både i 30'erne, der bliver ikke bygget sindssygt mange huse i 30'erne, for der er også en økonomisk krise. Og da man så laver en ny lovgivning i 38, så går der ikke ret lang tid, så kommer der en krig, som sætter byggeriet på hold. Så den største del af husene bliver bygget fra 46 og op til 59. Og der kan man sige, der er ikke materialer, fordi Danmark jo ikke har været hårdt ramt af Anden Verdenskrig i form af mange bombede byer eller huse, der er blevet sprængt i stykker, som vi ser syd for grænsen i andre europæiske lande. Men det er jo et fælles marked, forstået på den måde, at der er kun de materialer, der nu er. Og eftersom det har været primært mursten og træ, som jo er naturligt forekommende materialer, så har det sat sine begrænsninger.

Jannie: Så derfor har man været nødt til at tænke sig virkelig godt om. Indtil 1950 søgte man om at sige, jeg skal bruge så og så meget jern, jeg skal bruge så og så mange mursten, jeg skal bruge så og så meget træ, og så kunne man få tilladelse eller afslag på det. Og nogle gange blev der skåret ned og sagt, jamen du har ikke brug for jern, du må bare bygge uden jern. Eller du kan ikke få den her type gulvbrædder, så får du en anden type gulvbrædder. Så der var ikke frit valg på alle hylder, som hvis vi går ned i et byggemarked i dag, som vi jo næsten synes der er. Nu kan man sige, nu begynder der jo så qua forskellige årsager også at være mangel på byggematerialer. Så man har måttet nøjes med det, der var, og så har man tænkt kreativt ud fra det, man havde til rådighed.

Jannie: Og så genbrugte man jo også. Hvis der var huse, man rev ned, gamle huse, så brugte man murstenene, fordi man havde brugt kalkmørtel, så kan du skille murstenene ad, og så kan du genbruge dem, bygge med dem igen. Træbjælker, og det er jo sund fornuft, det er jo den måde, vi har bygget på indtil industrialiseringen. Det er genbrug af materialer. Og det går helt tilbage til antikken. Rom ser jo ud som Rom gør i dag, fordi man har gået på rov i antikkens byggerier og genbrugt mursten og marmor og brugt det i andre byggerier. Vores kirker ser ud på den måde, hvis man er på herregårdene, så vil man også kunne se, at der er store træbjælker, der er blevet genbrugt fra tidligere byggerier eller andre byggerier. Man havde bindingsværkshuse, som kunne skilles ad og bygges op igen et andet sted. Så man har jo haft en helt anden, hvad skal jeg kalde det, fornuftig og miljøvenlig omgang med materialer. Og det har man også efter Anden Verdenskrig, fordi man ikke bare kan gå ud og finde alle materialer.

Jannie: Så det kan vi også se i Rigsarkivet, hvor alle de her ansøgninger ligger. Så siger de, jamen vi har det her antal mursten eller træbjælker eller jern fra et andet byggeri, og så søger de om tilladelse til at genbruge det. Så det er i virkeligheden der, hvor jeg tænker, hvad er det, vi kan lære af det her byggeri? Det er jo ikke fordi, vi direkte skal kopiere det, men vi kan lære, at de arbejdede med meget færre materialer til rådighed og tænkte kreativt ud fra det.

Morten: Ja, lige præcis.

Arkitekterne og de særlige huse

Morten: Jeg synes også, når Ellen og jeg har læst om det her og stødt på det, så er der jo faktisk mange ikoniske huse, som er blevet bygget på statslånshusene. Hvordan, hvorfor egentlig? Hvad var årsagen til det?

Jannie: Det er jo en af de ting, der er helt særlig i Danmark, når man ser på vores arkitekturhistorie i det 20. århundrede, når vi sammenligner os med andre europæiske eller vestlige lande, så er det, at vores arkitekter, også vores allerdygtigste arkitekter, har bygget for alle. Hvor de dygtigste arkitekter og arkitekter i det hele taget i mange andre lande har bygget for magthaverne, for kongen, dronningen, kirken, regeringen, altså de officielle, offentlige, monumentale bygninger, rige bygherrer, som har haft råd til at bygge en stor villa, eller på herregårdene. Men når vi kommer et lille stykke op i det 20. århundrede, så bygger arkitekterne stort set for alle.

Jannie: Og hvis vi ikke kun ser på enfamiliehuse, så bliver statslån ikke kun brugt til at opføre enfamiliehuse, det bliver også brugt til at opføre almennyttige boliger. Så for mange arkitekter er det også en måde at komme i gang med deres karriere på. Det er, at de starter med at bygge enfamiliehuse, hvor statslån er en del af det. Og så udvider de deres repertoire derfra. Nogle fortsætter med at bygge enfamiliehuse og kommer op i 60'erne og bygger typehuse, altså parcelhusene, som vi kender, der ligger spredt ud over det ganske land. Og der er andre, der går videre til at bygge skoler, svømmehaller, offentlig administration, altså alt hvad der så sker i udbygningen af den offentlige sektor i løbet af 60'erne og 70'erne.

Jannie: Så det har for arkitekterne, det vi tænker som store og kendte arkitekter i dag, for nogens vedkommende været en måde at komme i gang med karrieren på, og for andre har det bare været helt naturligt, at det har man også gjort. Fordi man har syntes, det har været en vigtig opgave også at bygge. Man har været meget optaget af boligforhold, altså at bygge godt for den almindelige dansker. Og det har været et politisk satsningsområde i Danmark også. Så det er helt særligt, at vi ser Arne Jacobsen, Svend Eske Kristensen, Kay Fisker, Eva og Nils Koppel, Karen og Ebbe Clemmensen, nogle af de her, hvad vi tænker som nogle af de mest markante, fremtrædende arkitekter i dansk arkitekturhistorie, især i det 20. århundrede, jamen de har alle sammen bygget statslånshuse.

Jannie: Som Eva og Nils Koppel, det var den måde, de kom i gang med deres karriere på, og de byggede utrolig mange. Karen og Ebbe Clemmensen, de byggede hus til sig selv, og så var det ellers ud over stepperne, og så lavede de rigtig mange offentlige byggerier derefter. Så det har været visitkort, at de har bygget de her huse. Og statslån var i starten tænkt til folk, der ikke havde så mange penge, altså såkaldte mindre bemidlede eller børnerige familier. Men efter Anden Verdenskrig åbner man ordningen mod en bredere befolkning. Og siger så, jamen nu handler det ikke om, hvor mange penge du tjener. Der ser vi jo også, at direktøren, fabriksejeren, funktionæren højt placeret i samfundet, de bygger også med statslån. Og det er måske også der, vi finder nogle af dem, som har været meget bevidste om, at det har været vigtigt at vælge den rigtige arkitekt, som kunne det, de gerne ville, altså en Arne Jacobsen eller Koppel-parret, og Vilhelm Lauritzen og Plum. Så det har jo ikke været alle bygherrer på det her tidspunkt, der har haft mulighed for at få en arkitekt, og mange er jo også bygget efter tegninger eller af håndværkere, som selv har stået for det.

Morten: Har der været nogle bestemte huse, som har fascineret dig mest som en del af den her proces, mens I har skrevet bogen? Er der noget, hvor du har tænkt, som et personligt perspektiv, ikke bare professionelt, hvor du tænkte, det der, det var et eller andet bare godt hældt?

Jannie: Det er altid meget svært for mig at adskille det professionelle og det private i den her sammenhæng. Det lyder måske lidt nørdet, men jeg synes, det har været enormt spændende at arbejde med dem, og vi har jo set virkelig mange gode huse, og vi har også set virkelig mange dårlige huse, skal jeg også lige hilse at sige. Altså, alt er jo ikke godt på den måde. Men noget af det, Dorthe og jeg har talt om, det er jo, at vi selvfølgelig har en personlig præference for, hvilke type huse vi godt kan lide. Og når man laver en bog, så ligger der jo et meget stort udvælgelsesarbejde, og vi har jo også kurateret på en eller anden måde, hvad er det for nogle huse, vi viser i bogen. Og så er der også altid et forlag, som også har en holdning til, hvad man skal vise.

Jannie: Men jeg tror for mig, det der har fascineret mest, det er, som jeg sagde tidligere, det her med, hvor en god arkitekt kan få utrolig meget ud af næsten ingenting. Og de der meget knappe, enkle huse, hvor man har gavl og tag, uden tagudhæng, og måske nogle gange lidt skæv profil. Jeg er utrolig glad for mursten, så det er jo som at komme ind i en slikbutik og gå og se på de her huse og se på mursten og forbandt og mørtel, og hvordan er det sat sammen. Altså det er bare rart at se på, og der er en taktilitet og en sanselighed. Det er bare levende huse, fordi man har arbejdet, og man kan se, at det er et håndværk, at der har været mennesker bagved. Så jeg tror, det er mere æstetisk i hvert fald, der min interesse ligger.

Nybyg i dag og vejen til et godt hus

Morten: Ser du det i nybyg i dag? Altså ser du det nogle steder, eller ser du det slet ikke, eller er det bare med et professionelt perspektiv helt forfærdeligt, hvad der bliver gjort rundt omkring?

Jannie: Hvis man tager en tur rundt i mange nybyggede kvarterer i landet, og det er alle steder i landet, så ser vi det jo ikke. Det er jo metervare, og der ligger jo ikke et håndværk på samme måde bagved. Ikke at der ikke er håndværkere, men det er jo meget mere industrialiseret i dag, og meget mere der er produceret på fabrik. Ikke at det nødvendigvis er dårligt. Men det er tydeligt at se, at vi har fortsat tendensen fra 60'erne og 70'erne med typehusene. Altså det er i store træk rimelig ensartede huse, der ligger rundt omkring, samme farve mursten, man har ikke engang arbejdet med forbandter, sortglaseret tegl på taget også, og proportionsmæssigt. Så det synes jeg desværre, at vi ikke ser den kvalitet i byggeriet i dag.

Jannie: Der er nogle, som kaster sig ud i det og siger, nu vil vi lave vores eget hus, og nu bruger vi den tid og energi på at få det tilpasset til vores behov og gøre lige præcis som vi gerne vil, sådan i hvert fald inden for nogle økonomiske rammer, men de økonomiske rammer man nu har til rådighed. Men det synes jeg, vi ser alt for lidt. Og det betyder jo ikke, at når noget er typehusmæssigt, at man ikke kan have en kvalitet i det, fordi det kan man sagtens, men det er der desværre bare ikke altid.

Morten: Men der er jo også noget, når man skal til at bygge hus, og når Ellen og jeg skal til at bygge vores hus her, så er der jo også noget, der hedder økonomi i det. Det er den ene ting, men det handler jo også om, at den erfaring måske er svær at finde. Så hvordan synes du, vi skulle navigere i det her? Hvordan skulle vi kunne lykkes med den drøm, uden at det bliver et kæmpe dyrt hus? For det ligger jo også inden for principperne med statslånshusene, at det her skal være noget, der er økonomisk tilgængeligt at kigge fat i. Så hvordan skulle vi gribe fat i det her, tænker du?

Jannie: For det første, så synes jeg jo, det med at kigge på andre perioders arkitektur og kigge på andre huse og sige, okay, hvad er det, vi godt kan lide? Altså prøve at indkredse, skal vi have mursten, er det gasbeton, er det en pudset facade, eller hvad er det? Hvad er det for en type hus, man godt kunne tænke sig? Og prøve at indkredse det. Og så selvfølgelig, så vil der altid være nogle rammer i form af en lokalplan. Hvad kan man inden for det, når man nu har købt en grund? Og sådan har det jo også været tidligere, der er også en kommune, der skal ind over.

Jannie: Men jeg er jo ikke arkitekt, men jeg synes i virkeligheden, det bedste råd, man kan give til folk, der skal bygge nyt, det er at få en god rådgiver. Få en arkitekt, der kan bygge enfamiliehuse. Fordi de ved, de lærer at lytte til, hvad det er, folk gerne vil, kan omsætte det i rumlig form, og så kan man have en dialog med sin rådgiver, altså sin arkitekt, og finde ud af, jamen hvis man forestiller sig, det skal se ud på den her måde, så kommer en rådgiver måske og siger, nej, det giver faktisk ikke mening, hverken økonomisk at lægge alle rørledninger, altså alle installationer i hver sin ende af huset. Det er måske bedre at samle det. Det er billigere, og det er nemmere og hurtigere. Og så hvis man nu rykker lidt rundt på nogle ting, eller de kender et eller andet. Det er jo deres uddannelse, de har en faglighed. Du går jo heller ikke, hvis man skal købe en ny bil, så synes man jo også, det er rart at få lidt vejledning fra den, man køber bilen af, og få at vide, hvad bilen kan.

Jannie: Så det kan godt være, det koster lidt ekstra, men jeg tror i det lange løb, så tror jeg faktisk, de penge er givet godt ud, fordi man kan undgå, og man kan spare nogle mellemled ved at blive rådgivet. Så det tror jeg også, uden at vi har lavet en fuldstændig fast undersøgelse, så kan vi også sige, at de huse, vi synes fungerer bedst både funktionelt og æstetisk af statslånshusene, det er jo også der, hvor der har været dygtige arkitekter inde over, og været arkitekter inde over i det hele taget. For det var ikke et krav, man skulle have en arkitekt på, når man lavede et statslånshus. Men vi kan helt klart se en forskel, når der har været en arkitekt inde over. Så det der med at blive rådgivet og blive hjulpet på vej, når man har prøvet at indkredse lidt selv, hvad er det man gerne vil.

Outro

Morten: Ja. Ved du hvad, jeg synes, det er et godt råd, og hvordan vi ender med at gribe det an, det ved vi jo ikke endnu. Vi er ude at lære af nogle dygtige mennesker som dig og mange andre. Så tusind tak fordi du havde lyst til at bidrage i dag. Tusind tak for den bog, som I har skrevet her, fordi jeg synes selv, at den forklarer, eller i hvert fald giver en indflyvning for novicer som mig selv til det her. Så tak for dit bidrag til det her, Jannie.

Jannie: Jamen, det var så lidt. Tak fordi jeg måtte være med.

Morten: Jamen, det må du i hvert fald. Og sidst, inden du lige løber væk her, så skal jeg lige høre dig, hvis man skal følge dig, eller hvis man skal følge noget af det arbejde, som du gør, hvor skal man gøre det henne? Er du på sociale medier eller på hjemmeside, eller hvor får jeg bedst at følge dig?

Jannie: Jeg er på Instagram, der hedder Jannie Bendsen, uden et, og har en intention om måske at have lavet en hjemmeside en dag, men det er jo altid sådan, når man har travlt med sit arbejde, eller man kaster sig, jeg synes det er sjovere at kaste sig i arkiverne, end at skulle have lavet noget digitalt. Så man kan følge mig der.

Morten: Ved du hvad, jeg får et link til dig, og så lægger vi det op på show notes sammen med et par billeder også fra bogen og link op til forlaget med bogen her. Så tak for bidraget, og ha' en fantastisk dag.

Jannie: Tak, og i lige måde.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og vores samtaler. Og har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør. Så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.