Borgen i Gistrup

Intro: Velkommen til Borgen i Gistrup

Morten: Velkommen til Drømmevillaen, podcasten hvor vi jagter nybyggerdrømmen. Jeg er din vært Morten, og sammen med min hustru Ellen håber jeg snart at komme i gang med vores drømmevilla. I denne podcast inviterer vi andre nybyggere, rådgivere og leverandører, ja alle der har noget på hjerte om byggeri, til at dele deres erfaringer. Lad mig være ærlig. Den her episode er ikke for alle. Vi var faktisk også meget i tvivl om, den skulle være med. Men når man bygger sin bolig, altså midt i et boligkvarter, om til en borg, og når man på den måde er så tro imod sin egen drøm, ja, så fortjener man titlen som Danmarks modigste boligejer. Og mod, det ville vi gerne hylde.

Morten: Peter, velkommen i Drømmevillaen.

Peter: Jo tak.

Morten: Vi sidder herude under Rygertårnet. Er det sådan, det hedder her?

Peter: Det kalder vi Rygertårnet.

Morten: Det er Rygertårnet. Så vi sidder ude i haven sådan en maj morgen her og drikker en kop kaffe. Men, og det er jo det, hele samtalen kommer til at handle om i dag, det er jo dig og dit hus. Så inden vi hopper ind i det, lad os lige høre, hvem du er og din baggrund.

Peter: Jamen, jeg hedder jo så Peter Hvid, og det her, det er jo mit tossede projekt, min drengedrøm. Det er Borgen i Gistrup. Ja, fantastisk.

Morten: Fantastisk. Er du så ridder til hverdag, eller hvordan?

Peter: Der skal nok tjenes nogle penge ind, så jeg har et ganske almindeligt arbejde bag et skrivebord, men når jeg så kommer hjem, så tryller jeg mig til år 1300, og så kan jeg sidde her og drømme mig væk.

Fra parcelhus til borgdrøm

Morten: Fantastisk. Og da vi kom, så kørte vi jo op forbi, og det her er jo på en almindelig villavej i en lille forstad til Aalborg, hvor man kører op, og så sagde du, jamen vindebroen, den går ned klokken 10, hvor vi har aftalt at mødes. Så det, der møder os ude fra vejen af, det er jo faktisk en voldgrav og så en vindebro.

Peter: Yes, og nu kan jeg nemlig hejse vindebroen op. Det er i år, jeg har fået lavet, så det kan lade sig gøre.

Morten: Ja, lige præcis.

Peter: Som jeg siger, når det bare er en dør, så ved man aldrig, om man er velkommen eller ej, for der kan alle bare rende ind. Når vindebroen først er oppe, og du kommer, og den så går ned for dig, så ved du, det er, fordi du er velkommen, og du ikke bare tilfældigt er gået ind.

Morten: Lige nøjagtigt. Men hvad er det så, man kommer til her, Peter?

Peter: Jamen, det er jo min tossede ridderborg. Det er min voldgrav, det er min ringmur, det er mine tårne, og det er min drøm om at eje en engelsk eller en skotsk borg, fordi jeg var sørme ikke lige arving til sådan en til 50 millioner. Så måtte jeg jo bygge det selv, hvis jeg ville det i det her liv. Ja, ellers så måtte jeg give op. Og det med at give op, det synes jeg ikke lige, det lå lige for til mig.

Morten: Nej, lige nøjagtigt. Så du købte, hvordan så det ud dengang, du købte det? Og hvornår købte du huset her?

Peter: Jamen, jeg købte det i 2005. Og der var det et ganske almindeligt parcelhus med fladt tag og græsplæne, så almindeligt som det overhovedet kunne være. Og så tog jeg jo lige så stille fat på at bygge. Så led den ene ting, og så led den anden ting, og så kunne man jo lige lave et tårn til, og så kunne man sørme lige lave et tårn til.

Morten: Ja. Vidste du det allerede dengang, du købte huset, at du havde planer om at gøre det?

Peter: Ej, ikke helt. Nej. Jeg vidste godt, at jeg ville da godt lave noget indretning med lidt eventyr og lidt ridder og lidt, men om det også kom til at gribe om sig udenfor, det vidste jeg sådan set ikke. Men det gjorde det så med tiden.

Morten: Så hvad, hvor mange tårne har du her?

Peter: Hvad har jeg? Jeg har vel hjørnetårnet og rygertårnet, altså nu må du være fire toppe, jeg har i alt.

Morten: Ja.

Peter: Men jeg har jo selvfølgelig drømt om det store tårn ude på nordfacaden, altså over os.

Morten: Ja, det er klart. Det må komme på et tidspunkt jo.

Peter: Det ønsker jeg mig da.

Indretning, traditioner og husets størrelse

Morten: Ja, ja. Og hvad så, når man kommer indenfor? Så det første, man jo egentlig ser, det er jo sådan set den rustning, som der står indenfor.

Peter: Ja, den rustning inde i hallen.

Morten: Så det er jo ikke kun udenpå, at det er en borg, det er jo faktisk gennemført helt ind til mindste detalje.

Peter: Det er gennemført så meget, som jeg kan gennemføre det med høje, mørke paneler og rustninger og våbenskjold og lysekroner og ting og sager.

Morten: Ja.

Peter: Så meget som jeg magter det, og det gode store ridderbord på seks en halv meter af planker.

Morten: Ja. Følger der så nogle traditioner med til det?

Peter: Ja, det er der jo kommet sådan lidt efter lidt. Til Halloween har jeg da som regel åbent her, hvor man kommer ind, og der er lidt uhyggeligt. Og en gang om året, så er der også lige et lille portvinsmesterskab, hvor man konkurrerer i, hvem der har den bedste portvin med. Så jo, der er da lidt.

Morten: Ja, lige præcis. Hvor stort er huset her egentlig?

Peter: Jamen, da jeg købte det, der var det 115 kvadratmeter. Og da jeg så havde bygget mest muligt til, så var det 220. Og så er det blevet mindre igen. Så er det blevet 180 kvadratmeter, fordi mange af rummene, der har jeg jo fjernet etageadskillelsen til overetagen, så det er blevet et stort rum i stedet for. Ja. Og der er mange af mine kammerater, der har sagt: 'Nej, nej, nej, dyre beboelseskvadratmeter, dem må du da ikke fjerne.' Jo, det kan du da love dig for, jeg må, fordi jeg skal sidde i en riddersal med seks meter til loftet. Det er mit behov. En masse børneværelser, det er ikke mit behov.

Morten: Nej, lige nøjagtigt. Nå, så har det fundet den rigtige størrelse i dag udover nordtårnet?

Peter: Ja, altså, jeg ville jo gerne have nordtårnet koblet på også, når engang jeg får råd til det, men ja, ellers så får det nok ikke flere kvadratmeter. Så skulle jeg få råd til at lave en vinkælder også, men ja. Der er aldrig nogen, der ved, hvor fremtiden fører hen.

At bygge det hele selv

Morten: Nej, det er nemlig det. Hvad med alle de her projekter? Fordi som jeg forstår det, så tager du det lidt efter lidt. Er det ikke rigtigt?

Peter: Jo, jeg får en idé, og så gennemfører jeg den. Måske skal jeg søge om det, og måske er det noget, jeg bare kan gøre. Og så får jeg den næste idé. Altså, efterhånden så siger jeg, jeg har projekter nok til, at jeg kan gøre dem færdige, når jeg er fyldt 500.

Morten: Så der er nok at gribe fat i?

Peter: Ja.

Morten: Ja. Jamen, hvad så, men du laver det hele selv, eller hvordan? Eller har du folk til at komme ind? Har du håndværkere til at hjælpe dig med noget af det?

Peter: Nej, hvis jeg skal have råd til det her, så skal jeg lave det hele selv. Altså, der er selvfølgelig lige nogle ting, når man skal være 500 % sikker på, at det her kan holde, så skal man have en ingeniør ind over eller en håndværker eller et eller andet ind over. Fordi til syvende og sidst er jeg jo ikke uddannet bygningsstruktør eller tømrer eller noget. Så blandt andet overbygningen og åbningen af riddersalen, der har jeg en ingeniørberegning. Den kostede nogle penge, men den gør, at jeg kan sidde roligt, når stormene de raser udenfor, så vil jeg bare vide, skidt det ikke braser sammen.

Morten: Lige nøjagtigt. Så alt murerarbejdet og alt tømrerarbejdet, og der var jo sådan en dør, vi gik op til deroppe, det er noget, du har lavet selv.

Peter: Det er noget, jeg har lavet selv. Tårnene har jeg bygget selv, og muren har jeg bygget selv, og alle stenene ved voldgraven har jeg selv slæbt til, og alle detaljerne har jeg selv gået og flækket sammen.

Morten: Lige nøjagtigt. Det er interessant at se, og hele gårdhaven, vi sidder i her, det er jo også gennemført ned til, synes jeg, mindste detalje, selvom du har projekter til, at du bliver 500 år, som du siger, ikke?

Peter: Ja, det er jo mit tossede projekt, og jeg holder jo aldrig op med at drømme om det næste og det næste. Og det kunne være godt, hvis man lige gjorde sådan.

At vælge sin egen drøm frem for salgsværdi

Morten: Ja. Men det her, det er jo også en atypisk måde at have et hus på.

Peter: Det er der vist godt.

Morten: Hvad tænker du om det?

Peter: Jamen, det her, det er min drøm. Og ja, den skal leves ud i det her liv. Jeg er godt klar over, der er nok lige noget friværdi, der ryger, hvis man bygger det om fra et parcelhus og til en borg. Men når det er det, jeg gerne ville med mit liv. Der er tit nogle af mine kammerater, der har sagt, jamen hvis det skal sælges. Nej, det skal ikke sælges. Og hvis det var, jeg skulle gå og lave det efter, hvad det bedst kunne sælges, og hvad andre mennesker gerne ville have, jamen hvornår skulle jeg så have min egen drøm? Så skulle jeg så vente, til det her liv var slut, og jeg havde samlet friværdien op. Så skulle jeg have det hele samlet i en kuffert med tusindkronesedler og så have den med i kisten og blive genfødt med den i det næste liv. Men det har jeg altså ikke hørt nogen garanti for, at man kan endnu. Så nej, det er her og nu, og den drøm, den skal udleves. Sådan er det.

Morten: Ja. Og det er jo også derfor, vi talte lidt om det, før vi kom ind i podcasten. Jeg kalder dig jo egentlig Danmarks modigste boligejer, og det er jo simpelthen et kæmpe cadeau til, at du egentlig tør gøre det her eller træde ud fra normen på det her. Det synes jeg, det er super stærkt gjort.

Peter: Ja. Jamen, for det første, ja, det kan godt være, at alting er meget mere sikkert, hvis man laver det efter, hvad folk gerne vil have, hvis det kan sælges hele tiden. Men hvad så med min drøm? Er det så i næste liv? Og det her liv, det er bare noget spild, der bare skal afvikles. Nej, så skal man tro meget fast på reinkarnation, hvis man skal acceptere, at det er det her liv, vi giver køb på.

Morten: Ja.

Peter: Og derudover, ja, så har det jo også været sjovt at se reaktionerne på. Da jeg startede, var det lidt mærkeligt, men nu er det jo ligesom blevet byens store turistattraktion.

Morten: Jamen, det er nemlig det.

Peter: Og folk kommer og siger til mig, kunne jeg ikke lige få en guidet tur på søndag, fordi der kom familien fra København? Jo, jo, det finder vi ud af.

Morten: Ja, ja, lige nøjagtigt. Og børnene, de står i kø herude til Halloween, når du åbner der.

Peter: Så plejer køen at være fra broen af og så hen omkring hjørnet.

Morten: Jamen, det er jo fantastisk at kunne åbne det på den måde og give de oplevelser den vej.

Peter: Altså, det er jo det, der har givet mig meget. I starten, der var det jo et hobbyprojekt ligesom alle andre. Når man sidder med sig selv og maler en rollespilsfigur eller laver en juledekoration, så er det jo ikke for alle mulige andres skyld. Så er det jo bare for min skyld. Ja. Men så kom der jo bare flere og flere, der syntes, den der borg, det var da spændende. Det kunne jeg godt tænke mig at se. Og min fætter, han interesserer sig for, han kunne da ikke få lov til at komme med? Jo, jo, det kunne han godt. Så er der strømmet alle mulige mærkelige mennesker til, som synes, det her, det er fedt, og som kunne bidrage, og som enten kunne smede noget eller kunne lave et stykke træ eller et eller andet. Og der er det da skønt for mig at se, at den her tossede drøm, som jeg godt er klar over er fuldstændig væk fra al fornuft, at det kunne inspirere nogle andre. Det har da været fedt.

Bank, forsikring, naboer og kommune

Morten: Ja, lige præcis. Hvad er så egentlig, jeg kan godt se en masse fordele ved det. Jeg kunne aldrig nogensinde personligt selv finde på at bygge en borg eller det, du har gjort. Men jeg har meget stor respekt for det, du har gjort, og jeg synes, det er fantastisk, det her med at være meget tro over for en selv og hvad ens egne drømme er. Men der må også være nogle ulemper ved at have gjort det på den her måde eller have sådan en borg eller bygge sådan en borg.

Peter: Jamen, altså, vi kan sige, jeg har jo ikke den der kæmpe friværdi, hvor den bare kan sælges i morgen, og så kan jeg flytte til et eller andet mærkeligt. Men det er det her, der er min drøm. Ja. Og i starten var der også mange, der syntes, det var lidt noget mærkeligt noget. Den gode gamle formand nede fra Gistrup Antenne og Fælleshus, Bjarne, som jeg holdt rigtig meget af, han har åbent sagt til mig, i starten tænkte jeg, det der, det var dybt mærkeligt. Men så endte han med, det sagde han selv, at have den største respekt og den største fascination for det, fordi det er faktisk endt med at blive lige præcis det, min drøm var.

Morten: Ja. Men det var jo ikke anderledes end det, jeg sagde også, altså, i en samtale, jeg havde med familien, også før vi kom her, at det var jo den samme tilgang, jeg havde til det. Det var jo netop, jamen, pokker, det her, det kan man jo aldrig nogensinde sælge igen. Men måtte jo egentlig også ændre mit perspektiv efterhånden med stor respekt for det, du har lavet her.

Peter: Ja, for det er jo lidt sådan, hvad livets formål det er. Om det er at bo og opleve og have et liv, som kan sælges, eller at have det liv, man gerne selv ville. Og jeg tror ikke, jeg får et næste liv forærende, så det, det jeg skal, og det jeg gerne vil lave af fis og ballade, det er i det her liv, og det er bare sådan, det er. Man skal huske at nyde det, mens man er her.

Morten: Ja, det er fantastisk. Hvad med kreditforeningen? Hvad siger de til det her?

Peter: Jamen, det er lidt sjovt. Jeg havde Spar Nord i gamle dage, og de syntes, sådan noget pjat der, det var ikke noget. Der skulle da straf på, fordi så skulle man ikke gå og have lov til at forrente et hus og sådan noget pjat. Nu har jeg Danske Bank, og de synes, man skal gøre, hvad man har lyst til. Bevares, så må de sætte vurderingen efter, og det er jo fuldt fair. Ja. Men det ligger på en attraktiv grund, så uanset hvad, altså, om jeg så skulle blive kørt ned og tage afsted i morgen, så kan man altid rive den ned og så bygge et moderne, designrigtigt hus.

Morten: Ja.

Peter: Så er ulempen nok, at jeg kommer og går igen der og siger, I har revet min borg ned. Men det er jo så ikke. Så kommer genfærdet, ja.

Morten: Yes. Ja, lige præcis. Nå, så det vil sige, de ser jo meget pragmatisk på det så jo.

Peter: De er jo nødt til at se kun på pengene. Og det er jo fair. Men vi kan sige, grunden har den værdi, grunden har. Jamen, det siger min nuværende bankmand også, han er meget, meget flink.

Morten: Ja, ja. Hvad med forsikringsselskaber og sådan nogle ting? Er der nogle overvejelser i forhold til det?

Peter: Jamen, hvis jeg bare overholder reglerne, jamen, så er det jo okay. Altså, selvfølgelig, alle brandvedtægter og bygningsregulativer og så videre, de skal selvfølgelig være overholdt, både af hensyn til forsikring, af hensyn til kommunen, og det er de så også. Selvfølgelig. Ja, og så ellers er det så bare forsikret for den værdi, det har. Sådan er det.

Morten: Ja, ja. Hvad med naboerne? Hvad tænker de om, at de har lige sådan en engelsk borg som nabo?

Peter: Jamen, min fantastiske nabo Thomas, der bor i et helt nybygget hus overfor, han skrev på Facebook, længe inden hans eget hus var blevet bygget, 'Jeg glæder mig til at få udsigt til Borgen hver morgen.' Og det er ham, der har den gode udsigt. Ja. Dem der bor inde bagved, det er faktisk deres to børn, der har været med til at starte det der store Halloween-show, der kører hvert år. Så jeg har fantastiske naboer omkring. Det elsker jeg. Min nabo Flemming, der bor et par huse herfra, det er ham, der har været med til at bore huller igennem de par sten derhenne ved porten. Ja. Så jo, jeg befinder mig godt her.

Morten: Jamen, det lyder fantastisk.

Peter: Det er det også, når jeg selv skal sige det. Ja, jeg er glad for at bo, hvor jeg bor.

Morten: Helt apropos regler, hvad siger kommunen egentlig til det her? Hvad siger de, når du sender en ny ansøgning ind om, at der skal et tårn mere på i Gistrup?

Peter: Ja, selvfølgelig kan man aldrig se, hvad kommuner tænker, men jeg tror måske lidt efterhånden, at de har fundet ud af, at den har lidt en værdi, fordi i starten var de ikke så meget for det. Og det kan jeg egentlig godt forstå, fordi man vidste jo ikke rigtig, hvad ville det der være? Når han siger en borg, er det sådan en rockerborg, eller er det et eller andet fantasteri, han aldrig får gjort færdigt, og så ligner det hele bare en byggelegeplads til evig tid, eller hvad er det? Men de seneste år, der har der ikke været nogen problemer. Bare jeg overholder byggeregulativerne.

Morten: Okay.

Peter: Og jeg tror måske også, at de kan se, at det er noget, der lidt er et aktiv og et billigt grin og en lidt alternativ spændende oplevelse. Når folk går ture, så er det jo der, de ligesom får lov til at få et billigt grin over eller kan stå med ungerne og stå og nyde voldgraven og så sige, kan I se, om der er fisk dernede? Jeg tror ikke, der er fisk dernede. Og så ligger du oppe bagved muren her, og så lytter på og griner lidt. Så står jeg oppe på brystværnet og står og gnekker.

Morten: Ja, lige præcis.

Peter: Og det er der sket, når jeg ser folk stå derude og tage billeder og stå og sige, jeg tror, broen kan hejses op derhenne. Så går jeg da op på brystværnet, og så siger jeg: 'Jeg kan godt hejse den op, hvis I vil se det.' 'Ah, det må du gerne.' Og så hejser jeg den bro op og ned, og så får de en oplevelse ud af det, og så får jeg et billigt grin ud af det.

Morten: Ja, ja. Altså, jeg har jo selv stået foran alverdens borge og slotte og set alle de der skilte med privat, privat, privat, bliv væk, ingen adgang, privat, vi hader alle mennesker, især dig. Ja. Det står der jo på skilte rundt omkring. Og hvis jeg står der og tænker, nej, jeg kunne godt tænke mig at se, jamen, så siger jeg, start med dig selv. Vær da åben, hvis folk de gerne vil se. Ellers så kan du heller ikke forvente, at alle andre vil lukke dig ind og se deres borge. Så starter vi med os selv og ser, om jeg nogensinde får lov til at komme ind og se noget privat.

Inspiration, rejser og fremtiden for borgen

Morten: Nej, nej, klart. Hvor får du så selv din inspiration fra? Rejser du rundt til de borge, eller er det det, ferierne går med, udover at bygge til selvfølgelig?

Peter: Ja. Jeg elsker jo at tage ud og se borge. Den lille sygeplejerske, der også bor her, jeg kan huske, da vi første gang var i England sammen, jeg tror, det var i 2007 eller sådan noget. Der sagde hun til mig, 'Vi kan tage ud og se to borge sammen, og så kan du tage ud bagefter og se alle dem, du vil, alene.' Ja. Det var sådan i starten, men så blev hun jo smittet. Ja. Og nu tager vi ud og ser borge.

Morten: Sådan.

Peter: Da vi skulle køre Tysklands-turen, der kan jeg huske, der sagde hun til mig: 'Jeg har lige lagt en plan for, hvordan vores ferie skal være. Du kan lige prøve at se, om du synes, der er nogle steder, vi skal bruge mere tid, eller det er okay.' Og så fik jeg forelagt planen, og det var mandag ser vi den borg, den borg, den borg. Tirsdag ser vi den borg, den borg, den borg, den borg. Det lignede sådan mine interesser, der var kørt henover det hele med en damptromle. Så sagde jeg så til hende, 'Synes du ikke, det her, det ligner mine interesser på steroider? Er der ikke noget, du gerne vil opleve? Noget shopping eller nogle søde dyr eller?' 'Nej, hun vil ud og se de borge der.'

Morten: Så der var hun blevet smittet.

Peter: Så det er bare blevet fælles passion.

Morten: Det blev fælles passion. Hvad, når du engang ikke er mere, fordi du skal jo bæres væk herfra, som du siger, ikke?

Peter: Det håber jeg på.

Morten: Hvad håber du så på, at der sker med borgen her i Gistrup?

Peter: Ja, så spørger du nu om, hvad jeg håber på, eller spørger du om, hvad jeg tror?

Morten: Begge dele.

Peter: Fordi så er svaret to forskellige ting. Ja. Jeg tror, der er 95 % sandsynlighed for, at der kommer en eller anden, river det ned, laver et moderne, designrigtigt hus, der kan øge friværdien. Og så viser det sig, friværdien kan ikke øges, fordi jeg går igen og er sur over, de rev det ned. Jeg har en kammerat, der siger, det kritiske, det er lige årene efter, at jeg ikke er her længere. Men hvis det så lykkes byen at få det overtaget til at være forsamlingshus eller bymuseum eller et eller andet mærkeligt, så tror han, borgen vil overleve til evig tid.

Morten: Ja, ja.

Peter: Men det tror jeg, det har en sandsynlighed på 5 % eller mindre.

Morten: Ja, ja, lige præcis.

Peter: Ellers så tror jeg, så sletter de den af landkortet.

Morten: Men det oplever jeg jo ikke. Der er jeg jo væk.

Peter: Der er du væk, ja. Er du Danmarks modigste boligejer?

Peter: Ha ha ha. Ja, det vil jeg jo ikke lige kalde mig selv. Nej. Men altså, om jeg er Danmarks særeste boligejer, kan man da altid overveje. Men altså, ja, jeg er nok den der type, der har tænkt på, jamen, hvad er det, jeg faktisk selv gerne vil i det her liv, udover, jamen, hvad skal man? Hvad bør man? Hvad kan man se i regelbogen? Hvad kan man se i de fine magasiner, man skal? Nej, hvad ville du selv gerne, Peter? Ja. Og jeg ville gerne det.

Morten: Lige nøjagtigt.

Peter: Men jeg er da en meget truet race, kan jeg da godt se. Jeg har en bekendt, der bor i Skotland, der også har bygget sin egen borg. Og så ved jeg, der bor i hvert fald to af os i USA, som har bygget deres egne borge. Men om vi er under 10 eller sådan noget på verdensplan, det ville jeg gætte på. Så jo, en truet dyreart.

Outro: Rådet til dem, der skal bygge

Morten: Lige præcis. Hvis du skulle give et godt råd til alle dem, der skal bygge hus, eller til dem som skal, fordi det er jo det, den her podcast handler om. Den handler jo ikke om en borg og omkring at følge sin drøm på den måde. Det handler jo omkring at bygge sit hus. Hvad skulle det være?

Peter: Jamen, hvis jeg skal give et godt råd til alle dem, der skal bygge hus, så skal jeg holde min kæft. Fordi de skal da have lov til at bygge lige præcis, hvad de har lyst til.

Morten: Men det er jo også et godt råd i sig selv, og det handler jo netop om det der med at være tro imod, hvad man selv tror på, ikke?

Peter: Hvad er det, du vil? Fordi mange ting har vi bare med, fordi det har vores forældre lært os, og det har samfundet lært os, og det har alle mulige mærkelige lært os, at det er sådan, man gør. Men hvis man tænker efter, så er der nogle gange, man kan finde andre drømme. Og mange gange er der langt at nå helt ned til bunden af maven, der hvor dine egne tanker ligger, fordi du er jo programmeret af samfundet og vennerne og dine forældre og ting og sager. Der skal lidt tankevirksomhed til, og ja, så kan du kalde det lidt mod til at sige, hvad er det, du gerne vil? Ja.

Morten: Så lige nøjagtigt. Og ved du hvad? Med de ord, så vil jeg egentlig bare sige tusind tak for dit bidrag her. Det handler jo rigtig meget omkring livets store beslutninger eller livets store ting, og det synes jeg, vi har fået ud af det her. Vi linker op til din Facebook-side, så folk kan gå med ind og følge dig lidt mere, dem der har lyst til det. Og så tusind tak for at du ville lytte til.

Peter: Tak skal du have, Morten.

Morten: Tak fordi du lyttede med på denne episode af Drømmevillaen. Følg os på Instagram, hvor vi poster billeder og videoer fra vores gæster og fra vores samtaler. Har du noget, som du vil dele, så ræk endelig ud til os. Det gælder både, hvis du er nybygger, rådgiver eller leverandør, så kan vi alle blive klogere og forhåbentlig få vores drømme til at blive til virkelighed.